Fælles forældremyndighed og bopæl hos F for 12-årig D, der ikke havde udtrykt klart, at han ønskede at bo hos M, TFA 2009/397 ØLD

Fælles forældremyndighed og bopæl hos F for 12-årig D, der ikke havde udtrykt klart, at han ønskede at bo hos M, TFA 2009/397 ØLD

Byrettens begrundelse:

Parternes samliv ophørte i 2003, og parterne aftalte i forbindelse med separationen fortsat at have fælles forældremyndighed over alle tre fællesbørn. De aftalte endvidere, at A og B skulle bo hos M, mens S skulle bo hos F. S har efterfølgende boet hos F, og M har haft almindeligt samvær. Det må lægges til grund, at samværet er forløbet stort set planmæssigt, men at parterne ikke altid formår at indgå aftaler om at bytte samværsdage.

Parterne har ikke givet udtryk for, at der imellem dem har været uenighed om væsentlige beslutninger omkring S. Begge er interesserede i at varetage omsorgen for S, og begge vurderes at være i stand hertil.

F har oplyst, at han i forbindelse med separationen drak, men oplyser, at han nu har et normalt alkoholforbrug. Der er ikke i det for retten fremlagte materiale tegn på, at sagsøgte har et alkoholmisbrug. Sagsøgte har én gang i 2006 og to gange i sommeren 2008 haft besvimelsesanfald. Sagsøgte er ikke blevet udredt i forbindelse hermed, og årsagen hertil er uafklaret.

Retten finder ikke, at der under sagen er fremkommet oplysninger om uenighed om væsentlige beslutninger omkring S eller oplysninger om større samarbejdsvanskeligheder, der påvirker S. Retten finder således ikke, at der er tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed, hvorfor denne fortsætter.

Retten finder navnlig på baggrund af samtalen med S sammenholdt med R’s vurdering af 10/9 2007, at S ønsker at være mere sammen med sin mor. Derfor og idet M i lige så høj grad som F kan varetage omsorgen, findes det bedst for S, at han får bopæl hos M, jf. forældreansvarslovens § 17.

Landsrettens begrundelse:

Som anført i byrettens dom har S boet hos faderen siden samlivsophævelsen i 2003 efter parternes aftale. Som sagen er oplyst for landsretten, herunder ved notat af dommerens samtale med S den 31. oktober 2008, må det lægges til grund, at S har det godt hos faderen. Som ligeledes anført af byretten kan det lægges til grund, at S har givet udtryk for, at han gerne vil være mere sammen med sin mor, men det kan ikke lægges til grund, at han har givet klart udtryk for, at han helst vil have bopæl hos moderen.
På denne baggrund og efter en samlet vurdering af parternes forhold finder landsretten, at det er bedst for S, at han forbliver boende hos faderen, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 2, sammenholdt med § 4.
Byrettens dom ændres i overensstemmelse hermed.

Kommentar:

Jeg tror, at det har størst betydning i landsrettens begrundelse, at man har vægtet status quo. D havde jo boet hos F i 3 år.

Formuleringen om, at det ikke kan lægges til grund, at han har givet klart udtryk for, at han helst vil bo hos M, synes jeg er problematisk. Hvis landsretten virkelig mener, at drengens mening skal tillægges betydning, er det uforsvarligt, at man ikke har taget ham ind til en selvstændig samtale i landsretten.

Hvis vi forudsætter, at det var det, som drengen helst ville, vil han sidde tilbage med en frustration sammen med mor om, at han ikke fik udtrykt sig klart nok til byretsdommeren.

Landsrettens begrundelse på det punkt virker som en hån og en avanceret psykologisk gættekonkurrence.

Viggo Bækgaard