F skulle udlevere 1 år og 8 mdr gammel A til samvær med M, TFA 2012/512 VLK

F skulle udlevere 1 år og 8 mdr gammel A til samvær med M, TFA 2012/512 VLK

Byrettens begrundelse:

Parterne har på et møde i statsforvaltningen den 31. maj 2012 indgået en aftale om samvær, der kan tvangsfuldbyrdes. Fogedretten lægger til grund, at der ikke siden mødet i statsforvaltningen er fremkommet nye oplysninger, udover parternes bemærkninger om samværet den 1.-2. juni. Den psykolograpport, som F har fremlagt under fogedsagen, blev forevist under mødet i statsforvaltningen og F var bekendt med de indberetninger, han nu har fremlagt.

Da F har indgået aftale om samvær med de betænkeligheder, som han nu har gentaget, finder fogedretten ikke, at der foreligger omstændigheder, der kan gøre, at det nu vil være skadeligt for A at blive udleveret til samvær hos sin mor.

Den omstændighed, at F følte sig presset til at indgå aftalen, som var foreslået af sagsbehandleren i statsforvaltningen, kan ikke føre til et andet resultat.

A skal derfor udleveres til samvær i overensstemmelse med den indgåede aftale.

Fogedretten tilkender ikke M erstatningssamvær.

Fogedretten lægger herved vægt på A’s alder, og at det derfor må antages at være vigtigt med en stabil rytme i samværet. Selv om M ikke kan bebrejdes, at rytmen i samværet har været brudt ved, at hun ikke har set A i ca. en måned, finder fogedretten, at en periode med ekstra (erstatnings)samvær ikke vil være fremmende for at opnå et stabilt mønster i samværet.

Landsrettens begrundelse:

Efter de foreliggende oplysninger om M’s og A’s forhold er der ikke grundlag for at fastslå, at en fuldbyrdelse af aftalen om samvær vil udsætte A’s sjælelige eller legemlige sundhed for alvorlig fare, jf. retsplejelovens § 536, stk. 6. Landsretten stadfæster derfor fogedrettens kendelse.