F havde ved ØLD af 6. maj 2010 under fælles forældremyndighed fået fortsat bopæl hos sig, men i forbindelse med flytning til anden del af landet, blev forældremyndigheden tillagt M alene på grund af højt konfliktniveau, som nu næsten 7-årige D lider under, ØLD af 23. marts 2011, utrykt.
kort problemstilling:
Sagen vedrører de samme parter som i sagen ØLD 6. maj 2010.
I juli 2010 meddeler F, der har bopælen vedrørende 6-årige D, at han agtede at flytte til Nordjylland med D.
M protesterede og indbragte sagen for statsforvaltningen, der den 9. juli 2010 en midlertidig afgørelse. F oplyste under møde i statsforvaltningen, at han ”i dag melder D ud af børnehaven, og at han er indskrevet i skole i Nordjylland”.
Den midlertidige afgørelse blev, at D skulle bo hos M og have samvær med F fra fredag til søndag hver anden uge.
Som det fremgår af begrundelsen, blev D ikke udleveret til samvær efter weekendsamværet, der sluttede den 1. august 2010. F lovede i fogedretten den 9. august 2010 at D samme dag ville blive udleveret. Da det ikke skete, blev der gennemført en udgående fogedforretning i Nordjylland den 12. august, hvorunder D fysisk blev udleveret.
Retsbogsudskriften fra fogedretsmødet beskriver en særdeles dramatisk fogedforretning under deltagelse af foged, beskikket advokat for F, repræsentant for kommunen og en børnesagkyndig psykolog. Endvidere var 2 politibetjente til stede. Det fremgår, at Ds reaktion eskaleredes betydeligt, og at M havde betydelige vanskeligheder ved at få D med sig.
Efterfølgende udleverede M ikke til samvær. Fogeden udsatte Fs begæring om udlevering på udfaldet af bopæls- og samværssagen. Det anføres i kendelsen bl. a., til den udgående fogedforretning i Nordjylland og til, at ”F flere gange under nærværende fogedsag over for fogedretten har givet udtryk for, at han ikke vil tilbagelevere D efter endt samvær, såfremt D kommer hjem itl far i en ”uacceptabel” tilstand.”
Byrettens begrundelse: (14. oktober 2010)
Forældrene har begge nedlagt principal påstand om, at den fælles forældremyndighed ophæves, og efter en samlet vurdering af forældrenes forhold og sagens omstændigheder finder retten, at der er tungtvejende grunde til ophævelse af den fælles forældremyndighed. Retten har herved lagt vægt på det høje konfliktniveau mellem forældrene, som det er kommet til udtryk i forløbet hen over sommeren 2010. Konfliktniveauet og de deraf følgende store og dybtgående samarbejdsvanskeligheder har hindret fremadrettede foranstaltninger til støtte for D i form af blandt andet legeterapi. Retten finder derfor, at ophævelse af den fælles forældremyndighed er bedst for D, jf. forældreansvarsloven § 4. Herefter tages påstanden om ophævelse af den fælles forældremyndighed til følge.
Afgørelsen af, hvem af forældrene, der skal have forældremyndigheden alene, træffes under hensyn til, hvad der er bedst for D. Retten finder, at M må anses som den, der bedst kan varetage omsorgen for D. Retten lægger herved vægt på, at moderen efter det oplyste nu samarbejder med kommunen om støtte til D, og på, at hun har stabile forhold med bopæl i området, som D er kendt med. Endelig har retten lagt betydelig vægt på, at det på baggrund af den manglende udlevering af D til moderen efter samværet den 30. juli 2010 til den første august 2010 og faderens gentagne tilkendegivelser af, at han ikke agter at efterkomme resolutioner om samvær, må antages at være moderen, som bedst kan sikre samværet med sagsøgte.
På den baggrund tillægges M forældremyndigheden over D.
For så vidt angår samværet finder retten det ikke godtgjort, at det skulle væer bedst for D, om samværet blev ophævet, og retten finder ikke grundlag for at ophæve samværet som påstået af M. Retten har herved lagt vægt på, at M har forklaret, at D savner sin far og spørger efter ham.
Retten finder dog, at samværet af hensyn til D må foregå overvåget som påstået af M. Retten har herved lagt vægt på den manglende udlevering af D til M efter samværet den 30. juli 2010 til 1. august 2010 og Fs gentagne tilkendegivelser af, at han ikke agter at efterkomme resolutioner om samvær. Retten finder dog alene grundlag for at fastsætte overvågningen til 3 måneder. Efter udløbet af den i domskonklusionen anførte periode tager statsforvaltningen stilling til det fortsatte samvær…..
(De overvågede samvær sluttede efter byrettens dom den 30. januar 2011)
Landsrettens begrundelse: (23. marts 2011)
Efter de foreliggende oplysninger, herunder parternes forklaringer, lægger landsretten til grund, at forældrene fortsat ikke er i stand til at etablere et samarbejde omkring D. På baggrund af oplysningerne i sagen, herunder senest Statsforvaltningen Hovedstadens underretning af 17. november 2010 til * Kommune, skoleudtalelsen af 7. februar 2011 og Ankestyrelsens brev af 21. februar 2011, lægges det endvidere til grund, at forældrenes uenighed og konflikt vedrørende D er så stor, at D i betydelig grad lider under det. Herefter tiltræder landsretten, at der foreligger sådanne tungtvejende grunde, at det er bedst for D, at den fælles forældremyndighed ophæves, jfr. forældreansvarsloven § 11, jfr. §4.
Af de af byretten anførte grunde og efter det oplyste om de seneste tiltag med familieklassen m.v. tiltræder landsretten endvidere, at det vil være bedst for D, at han får bopæl hos M.
(domskonklusion: Byrettens dom stadfæstes).
kommentar:
Jeg har via F fået lejlighed til at se sagsakterne, herunder den fulde ekstrakt fra den seneste landsretssag.
Det er en sag, der rummer rigtig mange delelementer af generel interesse også for en juridisk bedømmelse. Fs advokat havde nedlagt påstand i landsretten om fastsættelse af samvær, såfremt byrettens dom i øvrigt stadfæstedes Endvidere havde advokaten begæret en midlertidig kendelse om uovervåget samvær. Landsretten traf ved kendelse af 23. november 2010 afgørelse herom med denne begrundelse: ”Efter de foreliggende oplysninger, herunder om det hidtidige samvær, findes der ikke at være grundlag for at ændre omfang og karakter af det af byretten fastsatte samvær”, idet landsretten i øvrigt bemærkede, at sagen var berammet til den 28. januar 2011 og følgelig før afslutningen af de fastsatte samvær.
Det står ikke klart af materialet, hvorfor sagen først nåede til afgørelse den 23. marts. Normalt afsiger landsretten dom i disse sager en uge efter hovedforhandlingen, der altså må være udsat.
Ligeledes står det uklart og forunderligt, at landsretten ikke i sine præmisser eller i domskonklusionen forholder sig til samværsspørgsmålet overhovedet.
Det kan dog skyldes, at påstanden om samvær er frafaldet i forbindelse med hovedforhandlingen, idet fremgår af efterfølgende tilsendt materiale, at samværsspørgsmålet på det tidspunkt på ny synes under behandling i statsforvaltningen, hvor der primo juli 2011 endnu ikke er sket noget i relation til samvær.
Byrettens optimisme med hensyn til, at M skulle være bedst til at varetage samværet, synes at have været uden realitet.
Som ren og principiel flytteproblematiksag er den næppe repræsentativ. Den illustrerer vel den af mig postulerede hovedregel om, at Statsforvaltningen Hovedstaden normalt træffer afgørelse om sikring af status quo i en situation, hvor den ene forælder er i færd med at flytte.
Fs frustration over ikke at kunne flytte trods lovens hovedregel, forekommer forståelig men nok også som værende for stærk og åbenlyst medvirkende til resultatet.
Det virker også som om F ikke af sin egen advokat har fået effektiv rådgivning og advarsel om mulige konsekvenser af uheldig adfærd.
Viggo Bækgaard