F fik eneforældremyndigheden over 5 årig P, som M flere gange havde tilbageholdt efter endt samvær, TFA 2014/125 VLD
Byrettens begrundelse:
Retten har på baggrund af de ændrede forhold siden vejledningsmødet i statsforvaltningen den 21. august 2012 besluttet, at påstandene om ophævelse af den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11, kan tages under påkendelse, selvom sagen alene er oversendt til retten som en bopælssag, jf. § 17.
Ved dommen af 12. oktober 2011 blev det bestemt, at faderen skulle have bopælen, jf. forældreansvarslovens § 17, og at der ikke var grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed, jf. § 11.
Moderens forklaring vedrørende faderens seksuelle misbrug af drengen støttes ikke af sagens øvrige oplysninger, og der er derfor ikke grundlag for at tillægge det betydning ved sagens afgørelse.
Der er ikke med de nu foreliggende oplysninger grundlag for at antage, at det nu skulle være bedre for drengen at bo hos sin mor, og retten tager derfor ikke moderens påstand herom til følge, jf. § 17, stk. 2, jf. § 4.
Forløbet siden den seneste retsafgørelse om forældremyndighed viser, at forældrene, som det fremgår ved moderens beskyldninger mod faderen og hendes manglende tilbagelevering af drengen efter samvær, har vanskeligt ved at samarbejde, og der kan være grund til at antage, at konflikterne og herunder tilbageholdelsen af drengen nu har et omfang, hvor man må vurdere, at parterne ikke kan varetage fælles forældremyndighed til drengens bedste. Det fremgår på den anden side af de tidligere undersøgelser, at drengen er knyttet til begge forældre, og der er ikke materiale i sagen, som belyser drengens perspektiv for en længere periode, hvor han har været »under jorden« med moderen. Retten finder det derfor betænkeligt på det foreliggende grundlag at træffe afgørelse om ophævelse af den fælles forældremyndighed, og parternes påstande herom tages derfor ikke til følge.
(M og F skal fortsat have fælles forældremyndighed over A, og han skal fortsat have bopæl hos F.)
Landsrettens begrundelse:
Efter det oplyste har M flere gange tilbageholdt A efter endt samvær, således at det har været nødvendigt for F at søge fogedrettens bistand for at få A hjem igen. Senest har M fra midten af december 2012 holdt A skjult, og A er først i slutningen af september 2013 blev fundet og overgivet til sin far.
Der er på den baggrund holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om A’s forhold til A’s bedste.
Efter de foreliggende oplysninger, herunder statsforvaltningens børnesagkyndige undersøgelse fra 2010, den børnesagkyndige erklæring fra august/september 2011 til Retten i Hjørring, B Kommunes § 50-undersøgelse, udtalelse fra A’s nuværende daginstitution, B Kommunes høring af A i november 2013 samt parternes forklaringer finder landsretten, at det vil være bedst for A at have bopæl hos sin far.
Landsretten ophæver derfor den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. punktum, og tillægger F forældremyndigheden alene.
kommentar:
Sagen er eksempel på, at det kan få konsekvenser, hvis der foreligger samværschikane. Sagen adskiller sig fra de fleste derved, at F allerede ved en tidligere dom fik bopælen.
Det ser umiddelbart ud til, at sagen er tilfredsstillende undersøgt og vurderet. Det fremgår ikke af sagen, hvad M har haft af baggrund for sine beskyldninger/bekymringer omkring misbrug.
Man sidder derfor ofte tilbage med en underlig fornemmelse af, om det nu også er det rigtige. Den fornemmelse tror jeg såmænd også, at dommere somme tider kan sidde med.
Viggo Bækgaard