Eneforældremyndighed til M over 10-årig D grundet højt konfliktniveau, selv om Ms forestående flytning fra Lolland til Aalborg vil indebære mindre samvær til F + en i præmisserne ikke omtalt psykologproblematik, ØLD af 6. marts 2014, utrykt.
Problemstilling:
M og F var flyttet til Aalborg, hvorfra M stammer. M og en anden kvinde på Lolland var gravide med Fs børn næsten samtidig. De flyttede på Ms foranledning til Lolland, så F kunne være der for begge børn.
I forbindelse med samlivsophævelsen ønskede M at flytte til Aalborg. Hendes advokat i byretten anbefalede hende at nedtone det ønske, mens advokaten i landsretten fandt det vigtigt at få spørgsmålet frem.
I byretten accepterede F, at M fik bopælen. I landsretten ønskede han bopælen på grund af flytteønsket.
En yderligere vinkling på sagen var, at barnet havde behov for psykologhjælp. M ville sende til psykolog, mens F kun ville acceptere skolepsykolog, som M jo kunne sende barnet til som bopælsforældre, men det var næppe tilstrækkeligt for barnet.
Byrettens begrundelse:
Efter de foreliggende oplysninger, og da der mellem parterne nu er enighed herom, tager retten Ms påstand om, at D for fremtiden skal have bopæl hos M til følge.
Der er under denne sag opnået enighed mellem parterne om, hvor D skal bo, og parterne har indgået på samarbejde vedrørende etablering af en ordning for Ds samvær med F. Der er således om disse væsentlige spørgsmål etableret et samarbejde mellem parterne. Navnlig på denne baggrund finder retten, uanset parternes samarbejdsvanskeligheder, ikke at der foreligger tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om Ds bedste. Påstanden om ophævelse af den fælles forældremyndighed tages derfor ikke til følge.
Landsrettens begrundelse:
Oplysningerne om parternes konfliktfyldte relation giver ikke grundlag for at antage, at der i fremtiden vil kunne etableres et samarbejde om de forhold, som henhører under en fælles forældremyndighed på en måde, der er bedst for D. Der er derfor ikke grundlag for at opretholde fælles forældremyndighed.
Efter en samlet vurdering af parternes forhold og deres hidtidige forhold til D findes det bedst for D, at forældremyndigheden tillægges M alene, selv om det kan indebære ændrede muligheder for Fs samvær med D på hverdage i fremtiden.
Kommentar:
Sagen er meget illustrativ også i relation til den måde, som rådgivere vurderer en sag taktisk.
Det var krystalklart, at M ville flytte til Aalborg med barnet. Ms advokat i byretten havde bedt hende om at nedtone ønsket. Advokaten sagde, at når ikke M havde en konkret lejlighed i Aalborg, var der heller ingen konkrete planer om flytning. I retsbogen var Ms forklaring gengivet på en sådan måde, at det da godt kunne være, at hun ville flytte til Aalborg “engang”, men at der ikke var konkrete planer herom. Det fik så F til at acceptere bopæl hos M – og byretten til at lade sig lokke til fælles forældremyndighed.
Jeg repræsenterede M i landsretten og turde ikke fastholde den strategi. Min vurdering var, at M for det første ville skulle varsle formel flytning, og at et sådant varsel ville blive mødt af en ny sag om bopæl efter det, som jeg kalder samværsforælderens “automatpilotreaktion”. Jeg vurderede også, at en sådan sag næppe ville kunne afvises efter den nye § 39 i forældreansvarsloven. Derfor meldte M klart ud, at hun ville flytte til Aalborg, og at landsretten reelt skulle tage stilling til den “ansøgning”. Påstanden var dels eneforældremyndighed og subsidiært bopæl hos M også efter flytning til Aalborg. Østre Landsret dømte så til eneforældremyndighed. Det bemærkes særligt, at den børnesagkyndige undersøgelse konkluderede direkte, at der i et fremadrettet perspektiv ikke var grundlag for at tro på et fornuftigt samarbejde mellem forældrene.
Man kunne være nået til samme resultat vedrørende flytningen ved at følge en subsidiær påstand fra M om bopæl hos hende også efter flytning til Aalborg. Mit GÆT er, at ophævelse af fælles forældremyndighed skyldes psykologproblematikken. Den blev der i al fald gjort en del ud af i proceduren. Ærgerligt, at landsretten ikke omtaler det i præmisserne.
Viggo Bækgaard