Fortsat fælles forældremyndighed over P1 og P2 på 13 og 11 år til trods samarbejdsvanskeligheder omkring det ene barns sygdom, Østre Landsrets dom af 9. oktober 2015, utrykt
Byrettens begrundelse:
Der har i en årrække været et meget højt konfliktniveau mellem parterne, og retten lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at børnene er påvirkede af forældrenes manglende samarbejde.
Det er oplyst, at P2 er velfungerende faglidt og socialt. Om P1 er det oplyst, at hun gennem sin opvækst har haft visse alvorligere adfærdsmæssige problemer, og at hun flere gange er blevet grebet i butikstyveri. Det fremgår endvidere, at P1 for nylig er diagnosticeret med ADHD, men at psykiateren med henvisning til forældrenes indbyrdes konflikter ikke ønsker at iværksætte nogen behandling for P1, førend der er en afklaring herpå.
På denne baggrund finder retten, at der er grundlag for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om børnenes forhold til børnenes bedste, jf. forældreansvarslovens § 11, og at det derfor vil være bedst for børnene, at den fælles forældremyndighed ophæves.
Børnene har siden forældrenes samlivsophævelse boet hos mor og haft samvær med far, og retten lægger til grund, at pigerne e rglade for begge deres forældre, der hver for sig er velegnede til at drage omsorg for pigerne.
Efter en samlet vurdering finder retten, at det vil være bedst for børnene, at forældremyndigheden tillægges M.
Efter oplysningerne i sagen er der ikke grundlag for at bestemme, at dommen skal kunne fuldbyrdes, selv om den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jfr. retsplejelovens § 480, stk. 2.
Landsrettens begrundelse:
Begge børn, der nu er henholdsvis 11 og 13 år, har ved samtale i Statsforvaltningen i juni 2015 givet udtryk for, at de ikke ønsker ændringer i samværet. Børnene har siden forældrenes samlivsophævelse i 2008 i betydeligt omfang haft samvær med faderen. Der er endvidere nu enighed mellem forældrene om, at P1 skal i behandling for ADHD. Herefter, og da der endvidere vil blive iværksat en børnesagkyndig undersøgelse i forbindelse med samværssagen, finder landsretten ikke, at de samarbejdsvanskeligheder, der er mellem parterne, er af en sådan karakter, at den fælles forældremyndighed bør ophæves. Landsretten ændrer derfor byrettens dom.
kommentar:
Afgørelsen virker uigennemtænkt af dommerne. Jeg repræsenterede moderen i sagen og kan derfor med sikkerhed sige, at dommerne er blevet gjort opmærksom på sagens reelle kerneproblem.
Landsretten synes at kegle lidt rundt i, hvad der er statsforvaltningens opgave sat over for rettens.
I sagen valgte faren umiddelbart efter byretssagen at tilkendegive, at han sandelig nu var enig i, at P1 skulle behandles, og at det selvfølgelig også skal være med medicin, hvis psykiateren anbefaler det.
Jeg bruger af og til begrebet dommernaivitet om situationer, hvor dommerne tror på den slags pludselige indskydelser til at være samarbejdsvillig. I den afsluttende procedure nævnte jeg netop det som en farlig konklusion. Erfaringen siger nemlig, at man sagtens kan være enig og samarbejdsvillig, mens sagen kører men umiddelbart derefter vende tilbage til gammel vane.
Landsretten synes i denne sag simpelthen at sammenblande begreberne samvær og forældremyndighed. De har i sådan en sammenhæng intet med hinanden at gøre.
Eneste formål med eneforældremyndigheden er i en situation som denne at sikre, at P1 kan blive behandlet. Det har i sig selv intet med samværet at gøre.
Afgørelsens værste konsekvens kan være, at man om kort tid vil være nødt til at starte en sag forfra, når F igen måtte forsøge at forhindre behandling eller anbefalet medicinering.
Viggo Bækgaard