Det indre regnskab – en erhvervspraktikants tanker

Det indre regnskab
Af Viggo Bækgaard, talsmand for landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H)
Børn og Samvær nr. 4/2007 p. 6

Vores erhvervspraktikant Cathrine på 14 var nået til den dag, hvor hun skulle høre lidt om, hvordan det er at være advokat i en privatafdeling. Jeg skulle fortælle hende lidt om mit arbejde. Det blev en rigtig spændende samtale ikke mindst for mig. Cathrine er en eftertænksom pige, der heller ikke er bange for at fortælle, hvad hun tænker, føler og iagttager.

Hun og jeg har det til fælles, at vi ikke har personlige erfaringer med skilsmisser og delebørn. Hendes styrke er derfor, at hun iagttager de børn, som er ramt af begrebet uden at skulle sætte tilpasse det i eget liv. Det er sikkert også ulig lettere at beskrive, hvad børn føler og tænker, når man er 14 i forhold til at være 56. Referencerammen til dagens virkelige børn i det virkelige liv er alt andet lige klarere hos hende end hos mig. Alligevel var jeg overrasket over, at hendes svar på mine spørgsmål dækker så meget, hvad jeg dels selv erindrer fra egen barndom, dels hvad jeg hører fra forældre, som kan abstrahere lidt fra deres eventuelle konflikter.

Jeg lærte et nyt udtryk, som Cathrine fortalte mig, at mange skilsmissebørn bruger. ”Det indre regnskab” er et udtryk for, at børnene føler, at hvis de har været lidt ”for længe” hos den ene forælder, må de hellere kompensere for det i forhold til den anden. Skilsmissebørnene giver udtryk for, at det er vigtigt at tilgodese begge forældrene, så de ikke føler, at børnene bedre kan lide den ene end den anden. For sådan er det jo ikke.

På spørgsmålet om, hvorvidt reguleringen af det indre regnskab sker af hensyn til børnene selv eller af hensyn til forældrene var der ikke megen vaklen hos den 14-årige: ”Det er da af hensyn til forældrene”.

Vi fik også en lang snak om ligedeling. Forældrene skal ikke bo langt fra hinanden, før ligedeling en uge hvert sted betyder tab på det sociale niveau for børnene. I samtalen forestillede vi os, at den ene forælder bor i Veddelev ( 3 km . nord for Roskilde på østsiden af Roskilde Fjord), mens den anden bor i Svogerslev ( 3 km . fra Roskilde på den anden side af fjorden).

Delt bopæl vil betyde, at der på den ene side ikke er langt mellem forældrene, mens der på den anden side vil være betydelige praktiske vanskeligheder med at fastholde vennerne og veninderne hver anden uge. Børnene vil det ene sted ikke have samme skolemæssige referenceramme.

Vi talte om konsekvenserne af det for børnene. Cathrine er ikke i tvivl om, at børnene lider under det. Vi tænkte hende 5 år yngre til 9-årsalderen for at fundere over, om der er forskel for den 9-årige og den 14-årige. Det mener hun ikke, at der er.

Skilsmissebørn spiller flere spil end andre.

Jeg stillede hende et rigtigt giftigt spørgsmål, som hun funderede lidt over, inden hun svarede. Spørgsmålet lød: ”Hvem er alt andet lige vigtigst for dig i dit liv, hvis vi ser bort fra det basale mad, tøj og tag-over-huset-behov: din forældre, en af forældrene – eller dine veninder? Hun indrømmede, at hun aldrig har tænkt på det spørgsmål på den måde – men svarede alligevel efter at have tænkt lidt og uden tøven: ”Jamen det er veninderne – og vennerne – jo”. ”Men det er jo ikke, fordi jeg ikke elsker mine forældre”. Jeg spurgte, om hun tror, at svaret er det samme, hvis hun tænker sig tilbage som 9-årig. Svaret var det samme.

Når jeg selv tænker tilbage på min egen barndom i ”ruder konges tid”, og når jeg tænker på, hvordan det var at have børn selv, bliver jeg bekræftet i min egen oplevelse af den samtale med 14-årige Cathrine.

Den måde, vi behandler skilsmissebørnene på, har fundamentalt intet med barnets tarv at gøre. Det er vigtigt, at barnet har kontakt med begge forældre. Det er et sandhedsmantra, som ingen er uenig i. Men bliver konsekvensen ikke, at vi ofrer børnene for at tilfredsstille forældrenes ligedelingsgen? Er det kvalitet eller kvantitet, der tæller?

Hvad betyder det egentlig at have børn? Betyder det ikke bare, at vi har dem til låns og skal sikre dem en tryg og god opvækst? Betyder det ikke, at vi skal lade børn være børn på børns præmisser? Er det ikke barnets ønskepræmis, at det leger med de andre børn og skaber sig børnevenner, som altid er der? Hvor mange af os har ikke stadig forbindelse med nogle af de mennesker, som vi var BØRN sammen med? Jeg tror, at det er mange.

Er det ikke den største glæde for os forældre at opleve barnet, som kommer ind, når der skal spises – eller som kommer til os, når der skal plaster på knæet, men som vi ser i harmoni med kammeraterne?

I samtalen med Cathrine nævnte hun også, at skilsmissebørn vist spiller mange flere spil med de voksne end andre børn. Nu skal det ikke opfattes som en diskvalifikation at spille spil med voksne – men alligevel var det en tankevækkende formulering. I virkeligheden er det vel udtryk for en af de – trods alt positive sider ved at være skilsmissebarn.

Viggo Bækgaard