Deleordning bl.a. under henvisning til børnenes udtalelser og hidtidig samvær, TFA 2010/172 FAMstyr

Deleordning bl.a. under henvisning til børnenes udtalelser og hidtidig samvær, TFA 2010/172 FAMstyr

Familiestyrelsens begrundelse i uddrag:

Ved afgørelsen har vi også lagt de oplysninger om sagens faktiske forhold til grund, som fremgår af statsforvaltningens afgørelse. Vi har også lagt til grund, at du frem til den 1. marts 2008 har boet sammen med B1 og B2.

Det fremgår af sagen, at B1 og B2 har været til samtale i statsforvaltningen den 3. juni 2009. Af notat fra samtalen fremgår:

»B1 synes, at samværet enten skal være som nu – eller også 7 dage hos hver af forældrene. Han er dog i tvivl, om det skal være 7 dage i træk. Omvendt synes han heller ikke, at det vil være godt med for mange skift, fordi de skal huske at have alle tingene med hver gang, de skal skifte.

B1 siger, at han synes det gode ved en 7 – 7 ordning vil være, at det så er lige, – at han kan være lige meget hos begge sine forældre. Herudover ved B1 ikke rigtigt, hvad der ellers vil være godt ved en 7 – 7 ordning. Han siger, at han jo ikke har prøvet det, og at det godt kan være, han ville ændre det, hvis han vidste, hvordan det var.«
….

Vi mener, at B1 og B2 har en sådan alder, at deres udtalelser om og interesse for muligheden for at prøve en deleordning skal tillægges afgørende betydning.

Under hensyn til B1’s og B2’s udtalelser – under samtalen den 3. juni 2009 og under hensyn til den børnesagkyndiges vurdering i forbindelse med samtalen – udvider vi derfor samværet med en dag.

I den forbindelse har vi også lagt stor vægt på omfanget af det hidtidige samvær, og at det fremgår af sagen, at B1 og B2 har et godt forhold til dig.

Vi mener ikke, at der i sagen er oplyst om et så dårligt samarbejde mellem dig og moren, at det kan medføre, at samværet ikke kan udvides med en dag.

Efter vores opfattelse er det derfor bedst for B2 og B1, at samværet udvides til en deleordning.