Delafgørelse kan kun kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse, TFA 2022/12 HD
Sagen handlede om et principielt juridisk formalitetsspørgsmål i forbindelse med en sag om eventuel tilbagelevering af et barn efter børnebortførelsesloven.
Byretten havde besluttet at fremme sagen, idet spørgsmålet var udskilt til særskilt behandling. Den beslutning kærede F uden at indhente Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Landsrettens begrundelse:
Da den påkærede kendelse vedrørende sagens fremme i medfør af lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser mv. (internationale børnebortførelser) er en delafgørelse omfattet af retsplejelovens § 253, stk. 3, 2. pkt., kan kære til landsretten alene ske med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 253, stk. 4. Da en sådan tilladelse ikke foreligger, afvises kæremålet.
Procesbevillingsnævnet tillod, at spørgsmålet blev prøvet i Højesteret.
Højesterets begrundelse:
Højesterets begrundelse og resultat
Kæremålet angår, om familierettens kendelse om, at sagen skulle fremmes efter reglerne i lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser mv. (internationale børnebortførelser), er en delafgørelse omfattet af retsplejelovens § 253, stk. 3, 2. pkt. Kære af en sådan afgørelse kan kun ske med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 253, stk. 4. Højesteret finder, at A fortsat har den fornødne retlige interesse i at få realitetsbehandlet dette spørgsmål.
Højesteret tiltræder, at familierettens kendelse er en delafgørelse omfattet af retsplejelovens § 253, stk. 3, 2. pkt., jf. herved også Højesterets kendelse af 18. august 2010 (gengivet i UfR 2010.2910). I den nævnte kendelse fastslog Højesteret, at en afgørelse, hvorefter nye regler i udlændingeloven skulle finde anvendelse på en allerede verserende retssag, var en delafgørelse omfattet af § 253, stk. 3, 2. pkt.
Højesteret stadfæster derfor kendelsen