Bopæl vedrørende 3½ årig P til F, idet dennes forhold anses at være og forblive mest stabile, dissens ØLD af 21. juni 2010

Bopæl vedrørende 3½ årig P til F, idet dennes forhold anses at være og forblive mest stabile, dissens ØLD af 21. juni 2010

Forældrene ophævede samlivet i april 2009, da F var 2½ år gammel. Indtil oktober 2009 boede pigen i huset, mens forældrene på skift var hos hende – i begyndelsen få dage af gangen og senere en uge af gangen. P gik i børnehave i byen, hvor huset lå.

I oktober 2009 blev huset solgt. F flyttede til A-by og mor til B-by. Afstanden mellem forældrene var herefter ca. 40 km på sjællandske veje. P blev efter aftale mellem parterne gående i børnehaven, indtil sagen var afgjort. Begge forældre havde på fraflytningstidspunktet i oktober fået nye kærester. M flyttede ind hos sin nye kæreste, og F købte hus med sin kæreste, som han senere fik barn med. M havde lidt skiftende arbejde og var på domstidspunktet startet selvstændig virksomhed.

7-7-ordningen var fortsat efter hussalget. Det var under sagen utvivlsomt, at deleordningen ikke vil kunne fortsætte grundet afstandene.

Ps formelle bopæl fulgte F mere eller mindre tilfældigt.

Byrettens begrundelse:

Retten må lægge til grund efter forklaringerne, at begge forældre er gode forældre, der begge på bedste vis er egnede til at have bopælen over P.

Da parterne ikke kan blive enige om, hvem der skal have bopælen, må retten således ud fra oplysningerne om parternes forhold skønne over, hvad der vil være bedst for P, jf. forældreansvarslovens § 4.

Retten må lægge til grund, at P har haft bopæl hos F siden samlivsophævelsen. Retten finder som forholdene er nu, at F har de mest stabile forhold, og at P vil få mulighed for at komme på en integreret institution i A-by, hvor hendes lillebror også med tiden kan forventes indskrevet. Samlet finder retten det derfor for bedst for P, at bopælen for hende fortsat skal være hos F.

Landsrettens begrundelse:

Efter parternes samstemmende forklaringer herom lægger landsretten til grund, at P siden samlivsophævelsen har været lige meget hos hver af forældrene, uanset at hendes adresse er hos F.

Landsretten tiltræder, at begge forældre er egnede som bopælsforælder.

Landsdommerne X og Y (der begge var mænd), finder som anført af byretten, at forholdene hos faderen må anses for at være og forblive de mest stabile, og tiltræder derfor, at bopælen for P fortsat skal være hos F.

Landsdommer Z (kvinde), lægger vægt på, at moderen har holdt et års barselsorlov sammen med P og indtil samlivsophævelsen var den, der primært tog sig af P, der er godt 3½ år gammel. Denne dommer finder derfor, at det vil være bedst for P, at hun får bopæl hos M.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet, og landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Jeg repræsenterede F under sagen og er derfor vældig tilfreds med resultatet. Jeg nævnte i min procedure, at jeg var glad for ikke at være den, der skulle træffe afgørelse i sagen. Jeg fandt nemlig byrettens præmisser for at være forkerte, selv om resultatet var godt nok. Faktum var som beskrevet, at de havde haft en mere eller mindre frivillig 7-7-ordning, som mange vælger eller føler sig påtvunget lige efter sammenbruddet. Hvem har lige mulighederne for at have børnene og så videre?

Barnet var jo ret lille. Biologien spiller derfor traditionelt en betydelig rolle. Man kan efter min opfattelse konkludere, at 7-7-ordningen havde tilsidesat biologien, fordi F var trådt i karakter som fuldgyldig forældreansvarlig over for det lille barn.

Jeg tænker, at det er en af de meget få afgørelser, hvor jeg måske tror, at dommerpanelets kønsmæssige sammensætning har haft ubevidst betydning.

Jeg tænker også – og procederede meget på, at begge forældre netop var forældreegnede. Derfor finder jeg det også godt, at F får bopælen i en sag som denne – simpelthen fordi det medvirker til at signalere, at F selvfølgelig kan have bopælsansvar, og at det ikke er 100% givet på forhånd, hvad resultatet bliver.

Viggo Bækgaard