Bopæl vedr. P på 10 år og D på 4 til hos M under fælles forældremyndighed, utrykt ØLD af 29. september 2009.

Bopæl vedr. P på 10 år og D på 4 til hos M under fælles forældremyndighed, utrykt ØLD af  29. september 2009.

Forældrene flyttede fra hinanden først på året 2008 og blev separerede i februar 2008. Da de gik fra hinanden, opstod diskussion om børnene. M blev boende i en periode i det fælles hus, som senere solgtes. Hun ville ikke lade F tage børnene med, da han flyttede. Han valgte at flytte uden at tage børnene med.

 

M havde (haft?) et alkoholproblem, som var årsagen til parforholdets opløsning.

 

F flyttede fra vestegnen til Kastrup. Der var samvær under hele sagsforløbet.

Der blev gennemført en børnesagkyndig undersøgelse.

 

Byrettens begrundelse:

 

Det fremgår af den børnesagkyndige undersøgelse, at begge børn er følelsesmæssigt knyttet til begge forældre, og at begge forældre er følelsesmæssigt knyttet til børnene.

 

Vedrørende P oplyser den børnesagkyndige bl. a., at hun ikke foretrækker den ene frem for den anden og næsten ikke kan formulere nogle overvejelser om, hvordan det vil være at bo hos den ene frem for den anden.

 

Det fremgår desuden, at det er den børnesagkyndiges vurdering, at F både fysisk og psykisk har et større overskud end M, som i en årrække har været i medicinsk behandling p.g.a. angst og depression, hvilket præger hendes kontakt til begge børn.

 

Det er rettens opfattelse ud fra en samlet bedømmelse af parternes forklaringer og deres fremtræden i retten, fra samtalen med P og fra de indhentede erklæringer, at F har flere ressourcer og en bedre forståelse for, hvordan han kan støtte børnenes udvikling på såvel det personlige som sociale plan.

 

Det findes derfor at være bedst for børnene, at de får bopæl hos ham.

 

Der ses ikke at være tilstrækkeligt grundlag til at imødekomme en anmodning om, at dommen kan fuldbyrdes straks, jf. rpl. § 480 stk. 2.

 

Landsrettens præmisser:

 

Også efter det oplyste for landsretten, herunder parternes forklaringer og det oplyste i den børnesagkyndige erklæring, tiltrædes det, at F fremstår som den af forældrene, der har de fleste ressourcer i forhold til at kunne varetage forældrerollen. Men begge forældre findes velegnede  til at drage omsorg for børnene og deres behov. Landsretten har herved lagt vægt på, at M følger den lægelige behandling planmæssigt og hendes oplysninger om, at hun ikke længere indtager alkohol.

 

Det fremgår af den børnesagkyndige undersøgelse bl. a., at begge børn er “alderssvarende udviklede og fungerende børn, som begge er følelsesmæssigt knyttede til begge deres børn. Landsretten lægger herved vægt på, at begge forældre, der har et godt samarbejde om børnene, har tilkendegivet, at børnene bør forblive sammen, selv om den børnesagkyndige undersøgelse peger på muligheden af, at P kan have bopæl hos M og D hos sin far.

 

Efter en vurdering af parternes forklaringer herom lægger landsretten endvidere til grund, at P er inde i et godt skoleforløb, at hun i skolen har flere kammerater, som hun i stigende grad har fælles aktiviteter med, at denne udvikling er vigtig for P, og at hun ved et skoleskifte vil være sårbar og risikerer at komme i forhold til ny skole og andre kammerater, som det kan være svært for hende at håndtere. Landsretten lægger desuden til grund, at der er et godt søskendeforhold mellem P og D og moderens særbarn P1, som P og D er vokset op sammen med.

 

På denne baggrund finder landsretten, at det er bedst for P og D, at de fortsat har bopæl hos deres mor, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4.

 

Landsretten har ved afgørelsen om børnenes bopæl tillagt det betydelig vægt, at parterne har et velfungerende samarbejde om børnene, at M fortsætter sin positive udvikling i behandlingsforløbet, og at faderens og børnenes gensidige behov for samvær og fællesskab kan varetages ved udvidet samvær.

 

Byrettens dom ændres derfor, således at børnene skal have bopæl hos M.

 

Kommentar (til byrettens dom):

Sagen illustrerer for det første det efterhånden utåleligt lange sagsforløb. Fraflytning i februar 2008 og byretsdom i april 2009 er uacceptabelt. Første retsmøde med forklaringer var ultimo august med efterfølgende børnesagkyndig undersøgelse.

 

Det kunne være betænkeligt at gøre, som F valgte – nemlig at flytte uden børnene. Risikoen for status quo er relativ stor i sådan en situation. Hvorfor lade børnene tilbage hos M, når F var betænkelig ved hendes situation? Er det ikke en erkendelse af, at hun godt kan tage vare på børnene.

 

Jeg nævner det i denne kommentar, fordi jeg selv var involveret på det tidspunkt som advokat for F. Mit råd var dengang som altid fokuseret omkring børnene. Min vurdering var, at ”så galt var det heller ikke”, og at børnene ville lide under den magtkamp, som det modsatte uvægerligt ville have ført med sig. Formelt måtte F jo ikke tage børnene med, når der var fælles forældremyndighed, kan man sige.

 

Men det er en vurdering og en beslutning, som er uendelig svær.

 

Den anden kommentar til dommen er, at det ikke lykkedes mig at få en §480-bestemmelse ind. Det betyder, at M ved at anke dommen inden for 14 dage vil kunne trække sagen yderligere ud med bopæl hos hende, indtil landsretten har talt. Men dommerens beslutning i den sammenhæng er sådan set nøjagtig lige så svær som Fs ved samlivsophævelsen.

 

Kommentar til landsrettens afgørelse.

 

Det helt afgørende for landsretten var Ms fremstilling af P som en pige, der har det svært i forhold til sit udseende med overvægt m.v. og hendes frygt for, at hun vil blive mobbet ved skoleskifte. Det tredje afsnit i landsrettens præmisser var helt afgørende.

 

Viggo Bækgaard