Børn på 13 og 15 ikke tilbagegivet til F i Grækenland, TFA 2013/619 ØLK
Byrettens begrundelse:
Under den samtale, som fogedretten sammen med en børnesagkyndig psykolog har haft med A, der er 15 år, og B, der er 13 år, må begge børn anses for at have givet udtryk for, at de nu synes godt om at være i Danmark. A har nærmere utvetydigt forklaret, at hun ser sin fremtid i Danmark, og at hun slet ikke ønsker at have kontakt med rekvirenten, mens B har forklaret, at hun ønsker at forblive sammen med rekvisita og sin søster, og at hun ikke ønsker at komme tilbage til rekvirenten i Grækenland.
Det fremgår, at ingen af børnene husker samværet med rekvirenten som noget, der var godt for dem, og der ses for begge børns vedkommende at være klare tegn på en utryg tilknytning til rekvirenten.
Begge børn har fremstået som særdeles modne og velformulerede i forhold til deres alder, og de har formuleret egne synspunkter med forskelligt ordvalg og med indsigt i den foreliggende situation og formålet med en eventuel tilbagegivelse.
Det må på baggrund af de anførte forhold samt børnenes standpunkt til en eventuel tilbagegivelse og deres nuværende holdning til rekvirenten antages, at det vil være forbundet med en sådan angst og utryghed, at det vil være skadeligt for deres udvikling og stride mod deres tarv, hvis de mod deres vilje tvinges til at rejse til Grækenland og tage ophold hos rekvirenten.
På denne baggrund finder fogedretten, at afgørelsens virkninger vil være åbenbart uforenelige med hensynet til, hvad der er bedst for barnet, og således med et grundlæggende dansk princip for familiers og børns retsforhold, jf. børnebortførelseslovens § 6, nr. 1.
Fogedretten har ikke fundet, at der var grundlag for at iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse.
Fogedretten tager herefter ikke rekvirentens principale påstand om anerkendelse og fuldbyrdelse af den græske dom af 14. maj 2012 til følge.
Fogedretten lægger til grund, at rekvisita i februar 2012 rejste fra Grækenland til Danmark med børnene uden rekvirentens samtykke.
Der er enighed om, at parterne da havde fælles forældremyndighed.
Fogedretten har henset til rekvirentens subsidiære påstand ved brev af 17. december 2012 anmodet Social- og Integrationsministeriet, Familieretskontoret, om at indhente en afgørelse eller erklæring fra Grækenland om, hvorvidt bortførelsen og/eller tilbageholdelsen var ulovlig efter græsk ret, jf. børnebortførelseslovens § 14, stk. 3.
Som svar herpå er via den græske centralmyndighed og den danske centralmyndighed modtaget en i den anledning den 18. januar 2013, afgivet erklæring, »Erklæring afgivet under ed«, nr. – – -, for notaren på [græsk ø], – – -, af advokat – – -. Erklæringen er i original fremsendt via rekvirentens advokat i Danmark, og det fremgår af sagens oplysninger, at samme har været i kontakt med den græske advokat vedrørende samme erklærings udformning.
Det fremgår, at den pågældende advokat i Grækenland repræsenterede rekvirenten i henholdsvis skilsmissesagen, den nu verserende sag om forældremyndighed, og sagen, hvori retten traf afgørelse den 14. maj 2012, ligesom advokaten også deltog ved et retsmøde i nærværende sag.
Fogedretten finder herefter ikke at kunne lægge afgørende vægt på den således fremlagte erklæring, og da det ikke ved den skete bevisførelse er dokumenteret, at rekvisitas handlinger efter græsk ret udgør enten en ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse, jf. børnebortførelseslovens § 10, stk. 2, jf. stk. 1, tages rekvisitas påstand allerede herefter til følge.
Landsrettens begrundelse:
Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført af fogedretten, at den principale påstand om anerkendelse og fuldbyrdelse af den græske dom af 14. maj 2012 om midlertidig forældremyndighed ikke tages til følge. Landsretten er således enig i, at afgørelsens virkninger vil være åbenbart uforenelige med grundlæggende danske principper for familiers og børns retsforhold, jf. børnebortførelseslovens § 6, nr. 1, idet der herved er lagt afgørende vægt på det af fogedretten anførte om børnenes forhold fra parternes samlivsophævelse i 2005 eller 2006, herunder om det begrænsede samvær med faderen, sammenholdt med børnenes udtrykte holdning til faderen og til en eventuel tilbagegivelse til faderen i Grækenland.
For så vidt angår den subsidiære påstand om tilbagegivelse efter børnebortførelseslovens § 10 bemærker landsretten, at parterne ved afrejsen til Danmark i februar 2012 havde fælles forældremyndighed over børnene, og at det følger af den græske domstols afgørelse af 14. maj 2012, at moderen ikke uden faderens samtykke lovligt kunne ændre børnenes bopæl. Moderen har forklaret, at hun i februar 2012 tog børnene med til Danmark for at se, om de kunne lide at være i Danmark, hvilket det viste sig, at de kunne. Hun tog herefter igen børnene med til Danmark i slutningen af maj måned 2012, efter at faderen ved afgørelsen af 14. maj 2012 midlertidigt var tilkendt forældremyndigheden. På denne baggrund anses betingelserne i børnebortførelseslovens § 10 for opfyldt.
Efter det oplyste har børnene nu i mere end syv år boet alene sammen med moderen. A og B har selv forklaret om deres hidtidige samvær med faderen, og som anført af fogedretten har børnene, der nu er henholdsvis 15 år og 13 år, utvetydigt givet udtryk for, at de ikke ønsker at komme tilbage til faderen i Grækenland. Børnene har fremstået som særdeles modne og velformulerede.
Under disse omstændigheder finder landsretten, at der bør tages hensyn til børnenes mening, og at betingelserne for at nægte tilbagegivelse efter børnebortførelseslovens § 11, nr. 3, er opfyldt.