Afgørelse ved dom i 2011 om bopæl hos F ændret ved parternes efterfølgende aftale. Derfor kunne F ikke ved fogeden få barnet udleveret, U 2015/182 VLK

Afgørelse ved dom i 2011 om bopæl hos F ændret ved parternes efterfølgende aftale. Derfor kunne F ikke ved fogeden få barnet udleveret, U 2015/182 VLK

Byrettens begrundelse:

Efter parternes samstemmende forklaringer lægges det til grund, at D, som nu er næsten 10 år, har haft bopæl hos M de seneste 3 år med regelmæssigt samvær hos F.

Fogedretten finder på denne baggrund, at dom af 7. februar 2011, hvorefter D skulle have bopæl hos F, er fraveget ved parternes aftale.

Dom af 7. februar 2011 kan herefter ikke danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse, jf. retsplejelovens § 536, jf. § 478, hvorfor bestemmes: Anmodning om udlevering af D til bopæl hos F afvises.

Landsrettens begrundelse:

Efter forældreansvarslovens § 17 træffer retten i tilfælde af fælles forældremyndighed afgørelse om barnets bopæl, medmindre forældrene er enige om hos hvem af dem, barnet skal have bopæl. Forældrene kan til enhver tid indgå en sådan aftale om barnets bopæl, og således også efter at der under en eventuel retssag måtte være truffet afgørelse om spørgsmålet, og det er ikke en betingelse, at aftalen anmeldes til myndighederne for at være gyldig.

Det lægges efter sagens oplysninger for landsretten til grund, at parterne kort tid efter dommen af 7. februar 2011 var enige om, at D skulle have bopæl hos M. Det lægges videre til grund, at D siden og således i mere end 3 år har boet hos M, og at hun i denne periode alene har haft almindeligt samvær med F.

Under de omstændigheder og under hensyn til den lange tid, der er forløbet, tiltrædes det, at det er lagt til grund, at dommen af 7. februar 2011, hvorefter D skulle have bopæl hos F, må anses for ændret ved parternes aftale, og at dommen herefter ikke kan danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse.

Landsretten stadfæster derfor fogedrettens kendelse, dog således at anmodningen nægtes fremme.

Skriv et svar