Afgørelse om afvisning af spørgsmål om erstatningspåstand skulle være truffet ved kendelse og ikke dom, TFA 2020/36 ØLD

Afgørelse om afvisning af spørgsmål om erstatningspåstand skulle være truffet ved kendelse og ikke dom, TFA 2020/36 ØLD

Denne afgørelse er nørdet juridisk. Jeg gengiver kun landsrettens bemærkninger:

Landsrettens begrundelse:

Landsretten bemærker indledningsvis, at det forhold, at den indankede dom er afsagt af en dommer, der tidligere har truffet afgørelse i andre sager mellem sagens parterne, ikke i sig selv medfører, at dommeren burde have veget sit sæde. Der findes ikke i øvrigt at foreligge omstændigheder, som rejser spørgsmål om dommerens habilitet i sagen.

Sagen, der er anlagt af F den 17. juli 2019 ved Retten i Lyngby, angår en påstand om fastsættelse af erstatningssamvær mellem F og datteren … for ugerne 27, 28 og 29 i 2019 og om udlevering af datteren til samvær i overensstemmelse hermed.

Efter retsplejelovens § 456 q, stk. 1, kan domme og kendelser om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær samt retsforlig, afgørelser og aftaler, der kan fuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1-3, fuldbyrdes af familieretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 42 b. Efter retsplejelovens § 456 q, stk. 5, kan familieretten fastsætte erstatningssamvær for et samvær, der ikke har kunnet udøves under fuldbyrdelsessagen.

Tvangsfuldbyrdelse af samvær – og i givet fald fastsættelse af erstatningssamvær i forbindelse hermed – forudsætter således, at der foreligger fornødent grundlag herfor, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1-3. Foreligger der ikke et grundlag for tvangsfuldbyrdelse, afviser familieretten anmodningen herom, jf. retsplejelovens § 456 q, stk. 1, jf. § 489, stk. 1. Der kan herefter ikke blive spørgsmål om at fastsætte erstatningssamvær efter retsplejelovens § 456 q, stk. 5.

Det lægges efter sagens oplysninger til grund, at F ikke aktuelt har ret til samvær med sin datter. Der foreligger således ikke et grundlag for tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 456 q, stk. 1. Det kan ikke føre til et andet resultat, at landsrettens ovennævnte afgørelse af 16. august 2019 – vedrørende kendelse af 2. august 2019 om afvisning af F’s kære af familierettens dom af 18. juni 2019 vedrørende ophævelse af samvær med datteren – er indbragt for Højesteret. F’s mail af 10. december 2018 udgør ikke et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag efter retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 3.

Da der herefter ikke er tale om, at F er blevet forhindret i at udøve en ret til samvær under en verserende fuldbyrdelsessag, tiltræder landsretten, at familieretten har afvist hans anmodning af 17. juli 2019.

Landsretten bemærker, at familierettens afgørelse om afvisning af at fastsætte erstatningssamvær skulle have været truffet ved kendelse, jf. herved henvisningen i retsplejelovens § 456 q, stk. 1, til retsplejelovens kapitel 45, 46 og 53, hvorefter afgørelser om tvangsfuldbyrdelse træffes ved (beslutning eller) kendelse. Det forhold, at familierettens afgørelse er truffet ved dom, kan imidlertid ikke føre til ophævelse og hjemvisning.

For så vidt angår den subsidiære påstand bemærkes, at adgangen til efter retsplejelovens § 399 at tillade genoptagelse af en sag tilkommer Højesteret.

På ovennævnte baggrund stadfæster landsretten familierettens dom.

kommentar:

Som antydet er afgørelsen meget nørdet.

Realiteten er sådan set, at det er byretten, der er ”kommet til” at træffe en forkert afgørelse rent formelt. Derudover har det noget at gøre med, at der er visse sager, som ikke kan indbringes for landsretten uden særlig tilladelse.

Viggo Bækgaard