6-årig D skal fortsat bo hos M, der flytter til Schweitz, utrykt VLD af 2. oktober 2008

6-årig D skal fortsat bo hos M, der flytter til Schweitz, utrykt VLD af 2. oktober 2008

 

Byretsdommen refererer ikke parternes forklaringer. Disse er til gengæld udførligt refereret i landsretsdommen.

 

I et kort og forenklet sammendrag beskriver F forholdene sådan, at D er knyttet mest til ham, efter at snakken om at flytte til Schweitz er kommet op. Hun siger til F, at hun ikke vil flytte fra sine kammerater.

 

M forklarer, at D altid har boet hos hende og er mest knyttet til hende. D havde også over for hende givet udtryk for, at hun var ”træt af at skulle flytte til Schweitz”.

 

Byrettens begrundelse:

 

”Efter parternes forklaring er D en tryg og velfungerende pige, og hun vil næppe få særlige vanskeligheder ved, sammen med M og B (Ms særbarn, dreng på 13 år), at flytte til Schweitz.

 

Der er dog næppe nogen tvivl om, at det kan være forbundet med visse overgangsproblemer for en pige på 6 år at bryde op fra de vante omgivelser i hjemmet, samt at kontakten til familie og venner vil blive mere begrænset.

 

Der kan efter rettens opfattelse ikke lægges særlig vægt på Ds udtalelser til parterne om, hvor hun helst vil bo.

Der er ingen tvivl om, at D vil få det godt, uanset om hun bor hos M eller F.

 

Det taler til Fs fordel, at D som nævnt vil blive boende i de vante omgivelser, med de fordele, dette indebærer.

 

Det taler til Ms fordel, at D fortsat vil bo sammen med B og nyde godt af det gode forhold mellem børnene. I øvrigt kan det efter omstændighederne være udbytterigt i en periode at bo i et andet land.

 

Sammenfattende er det rettens opfattelse, at det vil være bedst for D, at hun bor hos M.”

 

Landsrettens præmisser:

 

”Efter det oplyste lægges det til grund, at begge forældre er egnede til at have D boende.

 

D har siden fødslen boet hos sin mor, og M har primært stået for Ds opvækst, selv om D har haft et tæt forhold til sin far i forbindelse med samvær, der har haft et betydeligt omfang. D har således været mest knyttet til sin mor.

 

Under hensyn til Ds alder vejer hensynet til at bevare dette tilknytningsforhold tungere end hensynet til at bevare andre tilknytningsforhold. Landsretten tiltræder derfor og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, at D skal have bopæl hos sin mor i Schweitz.

 

Landsretten har ved afgørelsen også lagt vægt på, at Ms flytning til Schweitz fremstår som velovervejet og velforberedt med betydelig indsigt i Ds behov og Ds bekymring ved flytningen.

 

Landsretten har ved afgørelsen forudsat, at M medvirker til, at der etableres et velfungerende samvær, som i det væsentlige følger de retningslinjer, som fremgår af brevet fra 7. april 2008, og at D også derigennem bevarer tilknytningen til bedsteforældrene og den øvrige familie.

 

kommentar.

 

Sagen har været projekteret i TV2 Østjylland, hvor undertegnede udtalte mig principielt om behovet for børnesagkyndige undersøgelser generelt. Du kan læse mine betragtninger i anledning af TV-udsendelsen her

 

Nu hvor jeg har læst dommene både fra byret og landsret sidder jeg tilbage med en oplevelse af, at jeg egentlig godt kan forstå, at dommerne har fravalgt en børnesagkyndig undersøgelse, hvilket der i øvrigt intet står om i afgørelserne.

 

Situationen virker relativ klassisk. Barnet er velfungerende. Forældrene også. Skal en forandring hos bopælsforælderen betyde, at barnet skal være hos den anden? Jeg har ved utallige lejligheder udtalt mig mod stavnsbåndets genindførelse.

 

Det bør altid være en konkret afvejning. Selvfølgelig kan der være situationer, hvor barnet ikke skal flytte med.

 

Jeg sidder med andre ord med en oplevelse af, at retten nok har vurderet rigtigt. Men det fratager ikke det principielle problem, som jeg skitserer i artiklen, hvor jeg skrev, at en retsafgørelse skal have en sådan saglighed og validitet, at selv taberen har en oplevelse af at være blevet hørt, og at sagen er ordentlig undersøgt. n retsafgørelse skal have en sådan saglighed og validitet, at selv taberen har en oplevelse af at være blevet hørt, og at sagen er ordentlig undersøgt. En afgørelse, som opleves truffet på baggrund af en skinproces, hvor alene magten i sig selv statuerer et resultat, er alvorligt bekymrende.

Viggo Bækgaard