about:blank
4 facetime-samvær for F med D på 8 år. I by- og landsret havde M fået eneforældremyndighed over 2 børn (8 og 12 år). For Højesteret alene spørgsmål om samværet og et mindre formalitetsspørgsmål, TFA 2025/24 HD
Dommene er offentliggjort på Højesterets hjemmeside og vil senere blive tilgængelig i TFA.
Det fremgår, at der er 2 børn på 8 og 12 år. Forældrene er gået fra hinanden i 2022. F har adskillige domme for vold i perioden fra 2000 til 2023.
Sagen blev oprindelig anlagt af M som sag om eneforældremyndighed og om ikke samvær. Det fik hun medhold i af byretten.
Det synes at fremgå, at det ældste barn markant har sagt fra i forhold til samvær.
Byretsdommen blev anket af F med påstand om fælles forældremyndighed og om 6 overvågede samvær med det yngste af børnene. Han frafaldt altså samvær for det ældste barn.
Landsretten stadfæstede for så vidt angår forældremyndigheden men fastsatte 4 overvågede samvær af typen overværede samvær.
M ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse spørgsmålet om samvær til Højesteret og påstod stadfæstelse af byrettens bestemmelse om, at der ikke skulle være samvær.
F påstod nu stadfæstelse af landsretsdommen og subsidiært facetimesamvær. M påstod formelt den subsidiære påstand afvist.
Byrettens begrundelse
Forældreansvarsloven bygger på et udgangspunkt om, at et barn har ret til to forældre, og at barnet har krav på, at begge forældre påtager sig ansvaret og omsorgen for barnet. Den fælles forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der erholdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om bar-nets forhold til barnets bedste, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt. Efter forældreansvarslovens § 19, stk. 1, skal barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos.
Er en part idømt ubetinget fængselsstraf for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 245, kan der ikke træffes afgørelse om, at parten har del i forældremyndigheden over barnet, eller at barnet har samvær eller anden kontakt medparten, medmindre det er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 4 a, stk. 1,nr. 1 og 3.
Parterne har forklaret om et belastet og kompliceret indbyrdes forhold, og de fremlagte underretninger, oplysninger fra Kommune, politiets registreringer om parterne, skoleudtalelser, referater af børnesamtaler og samværsrapport understøtter, at parternes samarbejde efter et turbulent samliv og voldsomt brud er yderst udfordret, og at dette påvirker Barn 2 og Barn 1.
Barn 2 og Barn 1 har siden parternes samlivsophævelse i 2022 haft bopæl hos Mor. Der har ikke været samvær mellem børnene og Far siden november 2022, og Familieretshusets afgørelse i januar 2023 om overvåget samvær måtte ændres som følge af børnenes modstand mod samvær. Barn 2 og Barn 1 har vedholdende oplyst, at de er utrygge ved Far, og at de ikke ønsker samvær med ham. Mor og børnene bor på en beskyttet adresse.
På denne baggrund og under hensyn til Fars tidligere straffe finder familieretten efter en samlet vurdering, at der er påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om Barn 2 og Barn 1’s forhold til Barn 2 og Barn 1’s bedste, og at det er bedst for Barn 2 og Barn 1, at den fællesforældremyndighed ophæves, og at forældremyndigheden tillægges Mor alene. Det kan ikke føre til et andet resultat, at Far senest den 29. november 2023 har fremlagt negativ hårstråstest.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4 og § 4 a.
Uanset udgangspunktet i forældreansvarslovens § 19, stk. 1, finder familieretten efter en samlet vurdering af Barn 1’s forhold og hendes nuværende indstilling til samvær, at det er bedst for Barn 1, at der for tiden ikke fastsættes samvær mellem hende og Far, heller ikke som overvåget samvær.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 19 og § 21, stk. 3, jf. § 4 og § 4a.
Byrettens resultat:
Den fælles forældremyndighed ophæves, og Mor skal have forældremyndigheden alene over Barn 2, født * 2013, og Barn, født * 2017.
Landsrettens begrundelse:
Landsretten finder efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at der er konkrete holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om børnenes forhold til børnenes bedste, og at det er bedst for børnene, jf. forældreansvarslovens § 4, at den fælles forældremyndighed ophæves og tillægges M alene. Landsretten bemærker herved, at der på det foreliggende grundlag ikke kan anses at være udøvet samværschikane af Mor.
Efter forældreansvarslovens § 19, stk. 1, skal barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Bestemmelsen bygger på, at det som udgangspunkt er bedst for et barn at have kontakt til begge sine forældre, jf. herved lovens § 4.Spørgsmålet er, om der er grundlag for at fravige dette udgangspunkt i den foreliggende sag og komme til den konklusion, at det vil være bedst for Barn 1, at hun ikke for tiden har overvåget samvær med sin far.
Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder parternes forklaringer og det indtryk, de har efterladt, finder landsretten ikke grundlag for at anse det for at være bedst for Barn 1, at hun ikke har overvåget samvær med sin far. Landsretten har herved henset til bl.a., at der er oplysninger i sagen, der tyder på, at Barn 1 af enten M eller andre påvirkes i negativ retning i forhold til sin far.
Det findes herefter bedst for Barn 1, at der gennemføres fire overvågede samvær– i form af overværet samvær – efter Familieretshuset nærmere bestemmelse herom, således at kontakten mellem Barn 1 og hendes far kan genetableres i trygge rammer.
Såfremt samværene forløber godt, men parterne desuagtet ikke måtte være i standtil at indgå en aftale om yderligere samvær, må spørgsmålet indbringes forFamilieretshuset.
Landsrettens resultat:
Ene forældremyndighed til M (altså stadfæstelse af byrettens afgørelse).
4 overvågede samvær for det ene barn (det yngste). Ikke samvær for det ældste barn.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.
Højesterets begrundelse:
Sagens baggrund og problemstilling
For Højesteret angår sagen samvær eller anden kontakt mellem B, der er født den 27. juni 2017, og hendes far F.
Det fremgår af sagen, at F og Bs mor, M, blev skilt den 2. oktober 2022. F har ikke siden skilsmissen haft samvær med B og har kun set hende enkelte gange i november og december 2022.
I første række er spørgsmålet, om der skal fastsættes overvåget samvær. I benægtende fald er spørgsmålet, om der skal fastsættes anden kontakt i form af overvågede FaceTime-samtaler.
Samvær
F har principalt påstået stadfæstelse af landsrettens dom, således at der gennemføres fire overvågede samvær.
Højesteret finder efter oplysningerne fra bl.a. Bs læge og om forløbet i forbindelse med forsøgene på at fuldbyrde landsrettens dom, at det som følge af den frygt, B har opbygget, vil være til skade for hende, hvis hun skal gennemføre overvåget samvær med F.
Højesteret tager derfor ikke Fs principale påstand om fastsættelse af overvågede samvær til følge.
Anden kontakt
F har subsidiært påstået, at der efter Familieretshusets bestemmelse skal fastsættes 4-6 overvågede FaceTime-samtaler mellem ham og B, hvorefter Familieretshuset på baggrund heraf træffer bestemmelse om samværets eventuelle fortsættelse.
M har principalt påstået den subsidiære påstand afvist, med henvisning til at der er tale om en ny påstand, der er fremsat uden Højesterets tilladelse.
Den nye påstand er nedlagt som følge af, at de overvågede samvær, som landsretten havde bestemt, ikke kunne gennemføres. Højesteret finder på den baggrund, at påstanden kan tages under pådømmelse, jf. retsplejelovens § 383.
Forældreansvarsloven § 19, stk. 1, bestemmer, at barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Efter lovens § 22 kan der i særlige tilfælde træffes bestemmelse om anden kontakt med barnet i form af telefonsamtaler, brevveksling, elektronisk post, fotografier eller lignende. 6
Af forarbejderne til § 22 (Folketingstidende 2006-07, tillæg A, s. 4497) fremgår, at der kan være tilfælde, hvor det vurderes, at et samvær vil være en belastning for barnet, og at der efter omstændighederne kan fastsættes anden kontakt end samvær, selv om betingelserne for egentligt samvær ikke er opfyldt.
Endvidere fremgår det, at anden kontakt kan indgå som et led i en optrapningsordning og være indledning til et samvær, hvor der i længere tid ikke har været samvær.
Højesteret finder, at det vil være bedst for B, at hun bevarer kontakten til F.
Under hensyn til hendes nuværende negative indstilling til F finder Højesteret, at kontakten bør søges genetableret ved, at hun indledningsvist har fire overvågede FaceTime-samtaler med ham, hvor hun får mulighed for i trygge rammer at se og tale med ham uden at skulle møde ham fysisk.
Under de foreliggende omstændigheder, hvor det er bedst for B, at hun bevarer kontakten til F, finder Højesteret, at forældreansvarslovens § 4 a ikke er til hinder for, at der træffes bestemmelse om en sådan kontakt, selv om F senest i 2008 er dømt for overtrædelse af straffelovens § 245 om grov vold.
Højesteret finder derfor, at der skal gennemføres fire overvågede FaceTime-samtaler. Herefter kan der tages stilling til, om der er grundlag for yderligere kontakt eller samvær.
Højesteret tager Fs subsidiære påstand delvist til følge, således at der fastsættes fire overvågede FaceTime-samtaler mellem ham og B efter Familieretshusets nærmere bestemmelse herom.
Højesterets resultat:
Der fastsættes fire overvågede FaceTime-samtaler mellem F og B efter Familieretshusets nærmere bestemmelse herom.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.
Kommentar:
Man skal huske, at Højesteret altid har ret. Det gælder også i de tilfælde, hvor alle vi andre måtte undres.
Sagen er endnu et eksempel på, at domstolene i modstrid med alle lovens intentioner holder ”evig gang” i forældreansvarssager.
Jeg stiller mig i al fald stærkt tvivlende over for visdommen i denne afgørelse.
Det har – og vil – til alle tider undre mig, hvorfor pokker en lillebror/søster skal holdes i gang med samvær, som større søskende markant har sagt fra over for.
Hvad pokker skal 4 ”videosamtaler” føre til, andet end at sagen skal bankes tilbage til start, hvis barnet ikke får sagt klart nok fra. Det sikrer dog fortsat arbejde både til Familieretshusets medarbejdere og måske senere til domstolene.
Er det, hvad vi har brug for?
Er det, hvad børnene har brug for?
Hvad nu, hvis face-time ikke gennemføres? Kan det så tvangsfuldbyrdes? Det må Højesteret vel have tænkt over. Eller har den højeste ret rent faktisk det?
Vestre Landsret mener jo i al fald ikke i denne afgørelse, at et face-time-opkald kan tvangsfuldbyrdes. Her glæder det mig så, at jeg i min kommentar til landsrettens afgørelse drager dens rigtighed i tvivl. Måske Højesteret ligefrem har læst min kommentar – skrevet dybt ironisk, for det har Højesteret selvfølgelig (formentlig) ikke.
Men jeg må alligevel indædt mene, at en afgørelse som denne om facetime samvær er udtryk for en aldeles bekymrende tendens.
Viggo Bækgaard
11. marts 2025