Retsforlig om anden kontakt end samvær kan ikke tvangsfuldbyrdes, TFA 2025/10 VLK
Byrettens begrundelse
Da forliget, der danner grundlag for sagen, vedrører anden kontakt end samvær, kan det ikke danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse, jf. forældreansvarslovens § 22, jf. retsplejelovens § 456 q, stk. 1.
Resultat: sagen afvises
Landsrettens begrundelse:
Landsretten er enig i familierettens begrundelse og resultat.
Landsretten stadfæster derfor familierettens kendelse.
Kommentar:
Det fremgår, at forliget lød nogenlunde sådan:
”Sagen blev herefter forligt således, at F og B lørdag i ulige uger har et Facetime-opkald i op til 30 minutter. M sender forud for samtalen en mail til F med oplysninger om, hvad B har lavet siden sidst.”
Det er virkelig et almindeligt ønske at få præciseret rigtig meget i forbindelse med en retssag. Som advokat må man kridte skoene og stå fast – og forklare, hvad man kan og ikke kan.
Så sent som i sidste uge har jeg talt med en klient, som gerne vil have præciseret rigtig meget under retssagen. Konkret i den henvendelse var det et ønske om at få præciseret, at den anden forælder skal holde ferie med barnet og ikke sende det i børnehave i ferien, og hvem der må tage barnet med til læge og tandlæge plus flere andre ting.
Man skal være tindrende opmærksom på, at der er forskel på, hvad man gerne vil – og hvad man rent faktisk kan få gennemført med rettens hjælp.
Det er meget begrænset, hvad man kan se ud af den offentliggjorte kendelse. Det kunne således være sjovt at kende begrundelsen for, at der ikke har været gennemført facetime-opkald. Det kunne også være interessant at vide, om det er Ms advokat, der har gjort gældende over for retten, at der ikke skal kunne ske tvangsfuldbyrdelse – eller om det er dommeren, der af sig selv bare har sagt, at man ikke skal kunne tvangsfuldbyrde og endda har fundet bestemmelser frem, som måske kan bruges.
Ja ikke ”måske”, for landsretten stadfæster jo. Så indtil videre må man lægge til grund, at det er rigtigt.
(Jeg har efterfølgende fået afklaret forløbet. Jeg kender – og har spurgt Ms advokat. Jeg gættede rigtigt på, at det var noget, som dommerfuldmægtigen havde fundet på af sig selv. Da modparten så kærede – og da resultatet jo passede M godt nok, påstod de bare stadfæstelse.)
Afgørelsen er interessant for mig netop i lyset af henvendelsen i sidste uge. Jeg svarede pr. automatpilot, at man kun kan få dom for noget, som virkelig kan gennemføres.
I dag kom jeg så til at læse bestemmelserne, som retten henviser til. På den måde kommer jeg ærlig talt i tvivl om afgørelsens rigtighed.
I forældreansvarslovens § 22 bestemmes: ”I særlige tilfælde kan der træffes bestemmelse om anden kontakt med barnet i form af telefonsamtaler, brevveksling, elektronisk post, fotografier el. lign. ”
Facetimeopkald er efter min opfattelse klart noget el. lign, der i særlige tilfælde kan træffes bestemmelse om. Hvis det skulle være umuligt at tvangsfuldbyrde sådan en afgørelse, har bestemmelsen ikke anden mening end ren halleluja. Her kan man så med god rette sige, at en afgørelse om telefonopkald er en ren halleluja afgørelse. Halleluja i forældreansvarssager er desværre ikke ualmindeligt.
Det er almindelig juridisk børnelærdom, at domme og forlig indgået i retten kan tvangsfuldbyrdes lidt firkantet sagt, hvis det er praktisk muligt. Det følger af retsplejelovens § 478 med denne bemærkning ”hvis afgørelsen efter lovgivningen kan tvangsfuldbyrdes”.
Dommeren i sagen henviser til retsplejelovens § 456q, hvori der står følgende: ”Domme og kendelser om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær samt retsforlig, afgørelser og aftaler, der kan fuldbyrdes efter § 478, stk. 1, nr. 1-3, fuldbyrdes af familieretten.”
Her vil jeg være tilbøjelig til at sige, at der er tale om en cirkelslutning. Javist står der samvær. Men skal man fortolke så snævert? Jeg ville være tilbøjelig til at argumentere for, at forældreansvarslovens § 22 vil være fuldstændig overflødig, hvis man kan træffe afgørelse om telefonsamtale og dermed indirekte facetime, hvis det overhovedet ikke kan tvangsfuldbyrdes.
Med andre ord ville jeg mene, at familieretten godt vil kunne træffe afgørelse om tvangsfuldbyrdelse gennem tvangsbøder af en facetime-dom, der ikke gennemføres. Jeg vil derimod være enig i, at kursusdelen af aftalen ikke kan gennemføres.
Men husk: landsdommere har guddommelig visdom. Så gældende ret er indtil videre, at man kun kan gennemføre afgørelser om samvær
Generelt skal man være mere opmærksom på formuleringerne i forbindelse med forligsaftaler, end mange er i praksis.
Advokater skal gøre klienten klart, hvad konsekvenserne af en aftale kan være.
Viggo Bækgaard
22. januar 2025