4-årig P skulle have bopæl hos F blandt andet på grund af samværschikane fra M, der måtte anses for vedholdende og grov, TFA 2017/160 VLD og U 2017/1369

4-årig P skulle have bopæl hos F blandt andet på grund af samværschikane fra M, der måtte anses for vedholdende og grov, TFA 2017/160 VLD og U 2017/1369

Byrettens begrundelse

Det fremgår af sagens oplysninger, at M gennem en længere periode har undladt at udlevere B til aftalt samvær. Der har været afholdt flere møder i fogedretten, og fogedretten har ved flere lejligheder gennemtvunget samvær. Senest har samværet i en periode været hindret ved, at M har nægtet at oplyse nærmere om B’s opholdssted, hvorfor M har været i forvaring fra den 30. august til den 16. december 2015.

Parterne er enige om, at B er en pige i god trivsel, og M har forklaret, at hun er helt enig, når – – – Kommune den 18. november 2015 skriver, at der er tale om en ressourcestærk pige.

M er B’s primære omsorgsperson, men F har ved samvær bevaret kontakten til pigen, og fogedretten bemærker, at B har reageret positivt på mødet med F, når hun tvangsmæssigt er blevet udleveret til samvær.

Efter en samlet vurdering af parterne og B’s forhold, og da det må antages, at F er den af forældrene, der bedst vil kunne sikre B en stabil og regelmæssig kontakt med den anden forælder, finder retten, at det vil være bedst for B at få bopæl hos sin far.

Retten vurderer, at det høje konfliktniveau har været forbundet med M’s misligholdelse af samværsaftalerne, og at F med bopælen vil kunne etablere et samarbejde, således at det vil være bedst for B at bibeholde den fælles forældremyndighed. Påstandene om ophævelse heraf tages derfor ikke til følge.

Retten finder ikke, at der i sagen er særlige omstændigheder, som kan begrunde, at bestemmelsen i retsplejelovens § 480, stk. 2 bringes i anvendelse.

Landsrettens begrundelse

Som anført i byrettens dom havde M i en længere periode forud for dommen undladt at udlevere B til samvær med F, hvorfor samværet ved flere lejligheder måtte gennemtvinges af fogedretten, ligesom M fra den 30. oktober 2015 til den 16. december 2015 var hensat i forvaring, fordi hun nægtede at oplyse, hvor B opholdt sig.
Efter at Statsforvaltningen den 29. august 2016 havde truffet en ny afgørelse om samvær, undlod M at efterleve afgørelsen, ifølge hendes forklaring for landsretten den 27. september 2016 fordi hun troede, at hendes klage over afgørelsen havde opsættende virkning.

I sin forklaring for landsretten den 27. september 2016 tilkendegav M, at hun nu var klar over, at hendes klage over Statsforvaltningens samværsafgørelse ikke har opsættende virkning, og at hun derfor nu var indstillet på at udlevere B i henhold til afgørelsen, også selv om det indebar overnatning.

Efter bevisførelsen for landsretten må det imidlertid lægges til grund, at M fortsat ikke efterlevede samværsafgørelsen, idet hun bl.a. holdt B hjemme fra børnehaven på dage, hvor F i overensstemmelse med afgørelsen skulle have hentet hende på samvær der.

Da samværene med B i november 2016 i overensstemmelse med den optrapningsordning, der er fastsat i samværsafgørelsen, skulle være med 3 overnatninger, nægtede M også at efterleve afgørelsen. F indbragte i den anledning sagen for fogedretten, og under et fogedretsmøde den 9. december 2016 forklarede M, at det var korrekt, at hun både i fogedretten og i landsretten tidligere havde givet udtryk for, at hun fremover ville overholde resolutionen, men at garantien blev givet på et forkert grundlag, da hun efterfølgende har fundet ud af, at hele bopælssagen og samværssagen hviler på et forkert grundlag, og at det derfor efter hendes opfattelse fortsat er samværsaftalen fra 2015, der er gældende.

Efter det anførte må det lægges til grund, at M har udøvet samværschikane, der må betegnes som vedholdende og grov, og derved lagt hindringer i vejen for, at B kan få samvær med sin far i det omfang og med den hyppighed, som Statsforvaltningen har bestemt.

Det må for B nu og navnlig senere, når hun bliver lidt ældre, anses for en alvorlig belastning, hvis samvær skal gennemtvinges af fogedretten, hvilket på baggrund af M’s hidtidige adfærd og den indstilling, hun i sine forklaringer har givet udtryk for, må anses for nærliggende.

På denne baggrund, og da F af de grunde, som byretten har anført, og efter de oplysninger, der er kommet frem for landsretten, må anses for egnet til at tage vare på B og sikre, at hun får den tætte og regelmæssige kontakt med begge sine forældre, som hun har krav på, må det anses for bedst for B, at hun får bopæl hos ham.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Kommentar:

Forløbet i landsretten var temmelig usædvanligt ifølge referatet i TFA.

Under landsrettens hovedforhandling i september 2016 besluttede landsretten, at der skulle gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse.

Efter hovedforhandlingen men tilsyneladende inden den børnesagkyndige undersøgelse var sat i gang, var der et forløb, hvor Statsforvaltningens afgørelse om samvær fortsat ikke blev gennemført.

Derfor bad F om, at der skulle træffes afgørelse om midlertidig bopæl hos ham.

Landsretten besluttede så at indkalde til et nyt retsmøde med henblik på stillingtagen til den påstand og til overvejelse af, om beslutningen om en børnesagkyndig undersøgelse skulle omgøres og afgørelse træffes på det foreliggende grundlag.

Resultatet blev, at den børnesagkyndige undersøgelse blev aflyst, og landsretten traf afgørelse på det foreliggende grundlag.

Det fremgår af sagen, at omverdenen – herunder sundhedsplejersken – havde nogle bekymringer om, at M havde nogle paranoide tvangstanker.

Det fremgår ikke lysende klart, hvem af parterne der havde begæret en børnesagkyndig undersøgelse. Forløbet indikerer for mig, at det var noget, som landsretten besluttede, da man havde hørt parternes forklaringer. Jeg tolker beslutningen som en redningskrans lagt ud til M for at få afdækket, om M havde reelle grunde til at vægre sig mod samværet.

Det forekommer mere end almindeligt dumt af mor under de omstændigheder at fortsætte med ikke at udlevere til samvær.

Dommen viser, at der er ved at komme et skred i retning af konsekvens over for samværschikane.

Normalt plejer jeg at kræve, at der foretages tilbundsgående undersøgelse, hvorunder en børnesagkyndig undersøgelse hører.

Tålmodigheden hos landsretten løb ud. Det er vel ikke helt uforståeligt under de i sagen beskrevne omstændigheder.

Jeg hæfter mig især ved den refleksion, der ligger i denne sætning i landsrettens præmisser:

”Det må for B nu og navnlig senere, når hun bliver lidt ældre, anses for en alvorlig belastning, hvis samvær skal gennemtvinges af fogedretten, hvilket på baggrund af M’s hidtidige adfærd og den indstilling, hun i sine forklaringer har givet udtryk for, må anses for nærliggende.”

Ingen er i tvivl om, at det er en kæmpeomvæltning for en 4-årig at skulle have bopæl hos en far, der aldrig har været primær omsorgsperson.

Jeg har flere gange udtrykt dilemmaet på denne måde: Hensynet til barnet vejer tungt, men alternativerne kan sagtens være et godt nok liv hos mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.

For mig er landsrettens citerede sætning udtryk for den tankegang.

Viggo Bækgaard