D på 4½ år skulle fortsat have bopæl hos M. Præcisering om konkret begrundelse, TFA 2019/321 ØLD
Byrettens begrundelse
M har forklaret, at hun er tilkendt førtidspension på grund af PTSD.
Den myndighed, der har tilkendt hende pensionen har derfor fundet, at hun havde en væsentlig og varigt nedsat arbejdsevne på grund af PTSD. Hendes forældreevne er ikke blevet prøvet i den forbindelse, men retten skal tage lidelsen i betragtning.
F har fremlagt nogle udskrifter af sms-beskeder og facebookopslag, der godt kunne tyde på, at M har været i krise, da hun skrev dem.
Nogle af sms-erne er imidlertid gengivet flere gange, og ingen af dem er dateret, så retten kan ikke forholde sig til den tidsmæssige sammenhæng, der er vigtig, da retten forudsætter, at presset på M over tid er lettet efter, hun er blevet tilkendt førtidspension, efter sønnen C er blevet 18 år, og det derfor ikke mere er hendes tunge opgave at varetage omsorgen for ham, og at der er fundet det rigtige skoletilbud til datteren D.
M’s forhold er på den måde på mange punkter blevet afklaret og forbedret.
F har forklaret, at han har indsamlet optagelser med henblik på at bruge dem i retssager. Han har om udskrifterne af sms-beskederne skrevet, at de er et udpluk af 1.600 sms-er, at han har lydoptagelser af telefonsamtaler, og at han har optagelser »fra M’s hjem, som D har optaget og givet mig«.
Det er ikke temaet for denne dom, om det sidste har været en strafbar handling – at ville udnytte en … datter til at udspionere sin mor, men fremgangsmåden viser, at der ikke er nogen nedre grænse for hvilke midler, F er villig til at anvende for at få medhold i denne sag. Vægten af hans forklaring og dokumentationen afvejes i lyset af det.
Retten anser det for sikkert, at de kommunale myndigheder i forbindelse med pensionssagen, i forbindelse med de opgaver, der skulle varetages med B’s større søskende, og i forbindelse med F’s underretninger af kommunen har forholdt sig til M’s forældreevne, og at kommunen ikke har fundet anledning til at gribe ind.
Den udtalelse fra børnehaven, der er gengivet i den børnesagkyndige erklæring, kunne godt tyde på, at B’s trivsel og udvikling ikke på alle punkter har været optimal, men giver dog indtryk af, at han er i fremgang, og udtalelsen indeholder ingen anbefaling af, at noget skal ændres i B’s liv udover, at han bør være mødestabil, hvilket allerede er bedret.
Den børnesagkyndige erklæring giver et sikkert indtryk af, at B har en tæt tilknytning til begge forældre, og at de begge kan varetage opgaven som bopælsforældre, men erklæringen indeholder intet, der underbygger, at det ville være det bedste for B, at han for fremtiden fik bopæl hos sin far.
Det har retten heller ikke noget andet grundlag for at statuere.
Faderens påstand om overførsel af bopælen til ham tages derfor ikke til følge.
Landsrettens begrundelse
Sagen for landsretten vedrører spørgsmålet om, hvorvidt B på ca. 4½ år skal have bopæl hos mor eller far.
Afgørelse vedrørende et barns bopæl skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet og under hensyn til barnets trivsel, jf. forældreansvarslovens §§ 1 og 4, jf. § 17, stk. 1 og 2, der trådte i kraft den 1. april 2019. Afgørelsen afhænger således af en konkret vurdering af barnets forhold, hvorunder der kan lægges vægt på blandt andet barnets tilknytning til forældrene, forældrenes personlige egenskaber og på, hvordan barnet vil reagere ved eventuelt at skulle skifte institution, skole m.v. som følge af flytning fra den ene forælder til den anden.
Også efter oplysningerne for landsretten, herunder navnlig den børnesagkyndige erklæring og den deri gengivne udtalelse fra børnehaven sammenholdt med rettens indtryk af parterne på baggrund af blandt andet deres forklaringer, tiltrædes det, at det vil være bedst for B, at han fortsat skal have bopæl hos sin mor.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.