Ikke ophævelse af fælles forældremyndighed, da højt konfliktniveau hidrørte fra samlivsperioden, TFA 2017/182 VLD

Ikke ophævelse af fælles forældremyndighed, da højt konfliktniveau hidrørte fra samlivsperioden, TFA 2017/182 VLD

Byrettens begrundelse

Det følger af forældreansvarslovens § 4, at retten skal træffe afgørelse ud fra, hvad der er bedst for barnet.

Det ligger fast, at parternes forhold til hinanden igennem flere år har været og stadig er præget af et tilbagevendende højt konfliktniveau, og retten finder ikke grundlag for at antage, at dette vil ændre sig i den nærmere fremtid. Således har sagsøgeren også forklaret, at parterne vil have brug for hjælp for at få den fælles forældremyndighed til at fungere. Under disse omstændigheder er der holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om A’s forhold til A’s bedste, jf. herved forældreansvarslovens § 11, og betingelserne for at ophæve den fælles forældremyndighed er således opfyldt.

Ved afgørelsen af, hvem af parterne, der skal have forældremyndigheden alene, lægger retten afgørende vægt på, at A, der har haft bopæl hos sagsøgte siden parternes samlivsophævelse i april 2015, vedvarende beskrives som en velfungerende pige, der trives stabilt og udvikler sig alderssvarende, og hvis basale behov bliver opfyldt. På denne baggrund, og da der ikke er grund til at antage, at sagsøgte ikke også fremover vil drage omsorg for A, finder retten, at det er bedst for A, at forældremyndigheden over hende tillægges sagsøgte.

Landsrettens begrundelse

Parternes indbyrdes forhold har været præget af et tilbagevendende højt konfliktniveau. Efter parternes forklaringer og bevisførelsen i øvrigt må det imidlertid lægges til grund, at det høje konfliktniveau i alt væsentligt har knyttet sig til den tid, hvor parterne levede sammen. På denne baggrund finder landsretten under hensyn til den tid, der nu er forløbet siden samlivsophævelsen, at der ikke er de fornødne holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om A’s forhold til hendes bedste.

Betingelserne for at ophæve den fælles forældremyndighed er således ikke opfyldt, jf. forældreansvarslovens § 11, og parterne skal derfor fortsat have fælles forældremyndighed over A.

Af de samme grunde, som byretten har anført som begrundelse for at tillægge M forældremyndigheden, finder landsretten, at det vil være bedst for A, at hun fortsat skal have bopæl hos sin mor, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4.

Landsretten tager derfor F’s subsidiære påstand til følge.
(fælles forældremyndighed og bopæl hos M)