6-årig P og 8-årig D skulle fortsat bo hos F, som havde haft dem siden samlivsophævelsen, ØLD af 29. juni 2011, utrykt

6-årig P og 8-årig D skulle fortsat bo hos F, som havde haft dem siden samlivsophævelsen, ØLD af 29. juni 2011, utrykt

Forældrene gik fra hinanden i sommeren 2009. M besluttede skilsmissen og lod F tage børnene med sig, fordi hun dengang vurderede, at det ville være en fornuftig løsning for børnene. Få måneder senere beklagede D sig og har stedse efterfølgende efterspurgt at bo hos M. Sagen indledt i november 2009. Børnesagkyndig undersøgelse undervejs. Parterne blev under hovedforhandlingen enige om, at børnene skulle i samvær i en 8/6-ordning, uanset hvem der fik bopælen.

Byrettens begrundelse:

Efter bevisførelsen findes såvel F som M egnede til at være bopælsforældre for D og P. I forbindelse med parternes skilsmisse aftalte de, at børnene skulle bo hos F, og her anses de veletablerede såvel med hensyn til bolig som skole. I den børnesagkyndige undersøgelse anføres konkluderende om D. ”Når D giver udtryk for ønsket om at bo hos sin mor, er det vurderingen, at han på ingen måde holder mindre af sin far end af moderen, men et udtryk for, at han har været alt for lidt hos sin mor gennem lang tid”. I undersøgelsens konklusion vurderes, ”at Ds følelsesmæssige savn af moderen, hænger sammen med og er forstærket af det meget begrænsede samvær, der har været mellem ham og M i snart 1½ år, hvorfor samværsproblematikken vurderes at være af betydning fremadrettet.” I overensstemmelse hermed og med det i sagen i øvrigt oplyste findes det at være bedst for D og P fortsat at have deres far som bopælsforælder, jfr. forældreansvarsloven § 17.

Landsrettens begrundelse:

Begge forældre må anses for velegnet som bopælsforælder. Ud fra en samlet vurdering af begge børns forhold, herunder at de bør vokse op sammen, og henset til, at de er velfungerende i deres nuværende miljø, samt at det savn, som D har givet udtryk for, i væsentlig grad vil kunne tilgodeses via øget samvær, tiltræder landsretten, at det vil være bedst for børnene, at de har bopæl hos F. Samværet fastsættes i overensstemmelse med parternes påstande.