Hvis jeg havde fejl…. Ankestyrelsens praksisundersøgelse af samværssager.
Hvis jeg havde fejl, ville jeg være den første til at indrømme det. Det er åbenbart ikke kun et menneskeligt men et ”system-karaktertræk”.
Ankestyrelsen har i januar 2016 offentliggjort en praksisundersøgelse af Statsforvaltningens behandling af samværssager med fokus på belysning af barnets perspektiv.
Det er skam en rigtig grundig undersøgelse. Hele 38 samværsafgørelser har de gennemgået.
Ikke overraskende når man frem til, at alt er såre godt i systemet. Når du overhovedet er nået frem til denne lille artikel, skyldes det nok, at du kender lidt til systemet og dermed ved bedre. Der er link til rapporten nederst i artiklen.
Statsforvaltningen behandler årligt over 17.000 sager om samvær (2012-tal, som nok ikke er ændret væsentligt). Ankestyrelsen har altså ”modtaget” 0,223 % af samtlige samværssager til gennemgang.
Rapporten fortæller, at man har haft fat i stort set alle sagstyper inden for samværsgenren. De følgende tal er direkte fra figur 1 i rapporten:
Man har set
1 sag om afslag på samvær og anden kontakt (ÉN sag)!!!!!
1 sag om løbende samvær.
1 sag om erstatningssamvær.
2 sager om suspension af samvær.
2 sager om overvåget samvær.
2 sager om vilkåret for samværet (f. eks. Om der skal være antabuskontrol eller om man skal tro på parten)
5 sager om feriesamvær.
6 sager om løbende samvær og feriesamvær.
9 sager om løbende samvær (omfang og placering)
9 sager om afslag på samvær/ophævelse af samvær. (Det står ikke helt klart, hvori forskellen er på første og sidste gruppe.
Det giver altså så i alt 38 sager.
I vores perspektiv i Landsforeningen Børn og Samvær er alle sager selvfølgelig vigtige. Men erfaringsmæssigt opstår de største problemer altså i sager, hvor man skal forholde sig til, om der overhovedet skal være samvær. Det er så afslagssager og suspensionssager, som der er 12 af i undersøgelsen. Da de når frem til, at barnets perspektiv kun i en enkelt suspensionssag ikke er beskrevet godt nok, har man været særlig grundige i de vanskelige sager. En yderst tvivlsom konklusion efter vores opfattelse.
Ankestyrelsen når frem til, at kun i 2 af de 38 sager var barnets perspektiv ikke ordentligt belyst. Det er så 5% af alle sagerne.
Det fører så for mig til den konklusion med simpel matematik at nå freml, at der er mangelfuld oplysning i 850 sager om året bare for så vidt angår barnets perspektiv.
Lad mig sige det helt klart: Undersøgelsen er med min empiriske erfaring med ret stor sikkerhed ikke retvisende. Jeg føler mig lige så sikker på, at alle, der læser denne hjemmeside, har et nogenlunde klart indtryk af, hvad der foregår i Statsforvaltningen – og at indtrykket hos dig som læser vil være det samme.
Hvis man nu var journalist, ville man spørge: Er bare én eneste manglende forholden til barnets perspektiv ikke én for mange?
Hvordan er sagerne udvalgt? De har ”modtaget” 38 sager.
Hvad kunne og burde man have gjort.
Ankestyrelsen er både klageinstans i forhold til Statsforvaltningen og samtidig overordnet myndighed med instruktionsbeføjelser.
Både Statsforvaltningen og Ankestyrelsen har en åbenlys interesse i at fremstille verden, så den ser lyserød ud. Så bliver politikerne nemlig så glade. Politikerne kan – og vil med usvigelig sikkerhed – nu stå frem og sige, at ”der foreligger en undersøgelse, der fortæller, at det hele går noget så godt”.
Journalister tror på sådan noget. Det handler jo ikke om flygtninge, hvor man nok kan finde ud af at være kritisk over for sagsbehandling. Her er det kun børn, som måske ikke har det godt midt i deres forældres kamp om dem.
Man kunne have ladet tingene undersøge af en uvildig instans. SFI er vant til at foretage den slags undersøgelser. Hvorfor har man ikke gjort det?
Et andet forslag kunne være at bede udefra kommende med utvivlsom erfaring på området om at anvise sager, som man kunne gennemgå på samme måde.
Jeg ville for eksempel være i stand til fra hylderne på mit kontor at finde en del sager, hvor jeg med min viden om regler og indhold i sagerne vil kunne påvise, at man skøjter hen over sagerne uden at foretage de relevante vægtninger.
Problemet er nemlig også, at selv sager, som indbringes for Ankestyrelsen, finder deres endelige afgørelse på baggrund af et skøn også af, hvorvidt man skal tage påberåbte bekymringer alvorligt.
Jeg kan sagtens se, at den foreslåede fremgangsmåde ville få karakter af en slags realitetsefterbehandling af afgjorte sager med partsargumenter som baggrund.
Pointen er egentlig bare, at der findes en masse brugere af systemet, som positivt ved, at det ikke er rosenrødt ude i Statsforvaltningen og slet ikke nede på sagsbehandlerniveau. Jeg har aldrig tvivlet ret meget på den ærlige vilje.
Det er både alder (erfaring), uddannelse (ikke alle sagsbehandlere er vist længere jurister og slet ikke alle børnesagkyndige psykologer), og ikke mindst tid, det skorter på i det system, hvor effektivitet i virkeligheden er vigtigere end omsorgen for børnene.
Alligevel en læsværdig rapport.
Selv om rapporten er grinagtig pinlig for os, der ved, hvad det hele handler om, synes jeg, at den er en gennemlæsning værd.
Den fortæller nemlig meget godt, hvordan reglerne er, og hvordan det hele burde se ud i en ideel verden, som man så bare vælger at påstå eksisterer.
Den siger egentlig også, at bare man fylder ord nok på, som virker tilforladelige, er alt godt.
At vi andre så af og til oplever, at det skrevne nærmest strider direkte mod det, som parterne eller en af dem har oplevet. Ja det er en helt anden sag.
Viggo Bækgaard, formand og talsmand