12-årig og 7 årig skulle bringes tilbage til F i Italien trods deres ønske om at blive i Danmark (dissens), TFA 2009/308 VLK
Fogedrettens begrundelse:
Da parterne har boet i Italien siden 1998, og da parternes ophold i England i perioden 1. juli 2006 til 31. juli 2007 under hele forløbet har været af midlertidig karakter, er børnenes bopæl, fortolket i overensstemmelse med Haagerkonventionens begreb »habitual residence«, familiens bopæl i C, Italien.
Parterne har fælles forældremyndighed over børnene, og det følger af den italienske centralmyndigheds brev af 21. juli 2008, at M ikke uden F’s samtykke lovligt kunne ændre børnenes bopæl.
Da parternes aftale ved afrejsen til Danmark alene var af midlertidig karakter, og da M ikke har ført bevis for, at F efterfølgende har accepteret et midlertidig ophold længere end til maj måned 2008, er M’s tilbageholdelse af børnene A og B i Danmark i perioden derefter ulovlig, jfr. børnebortførelseslovens § 10.
Der er enighed om, at rekvirenten har indgivet anmodning om tilbagegivelse af børnene inden udløbet af 1 års fristen, hvorfor tilbagegivelse ikke kan nægtes alene under henvisning til det tidsmæssige forløb, jf. lovens § 11, stk. 1, nr. 1.
Fogeden har sammen med en børnesagkyndig psykolog gennemført en samtale med hver af børnene, og da det herefter og heller ikke i øvrigt er godtgjort, at der foreligger omstændigheder, som giver grundlag for at antage, at der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelse af børnene A og B vil være til skade for deres sjælelige eller legemlige sundhed, eller på anden måde sætte dem i en situation, som de ikke bør tåle, er der ikke grundlag for at nægte tilbagegivelse af børnene efter lovens § 11, stk. 1, nr. 2 og 3.
Da der herefter ikke er oplyst omstændigheder som nævnt i lovens § 11, hvorefter tilbagegivelse vil kunne nægtes, tages rekvirentens påstand til følge, jf. lovens § 10, stk. 1.
Landsrettens begrundelse:
Af de grunde, fogedretten har anført, tiltrædes det, at betingelserne i lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser mv. § 10 for tilbagegivelse af børnene til F i Italien er opfyldt.
Dommerne John Lundum og Hanne Aagaard (kst.) udtaler herefter:
Under de samtaler, de medvirkende dommere har haft med A og B, har børnene utvetydigt givet udtryk for, at de ønsker at forblive i Danmark, hvor de er faldet godt til og trives. Uanset at A under samtalen fremtrådte udsædvanligt velformuleret og moden for sin alder, har A og B ikke en sådan alder og modenhed, at deres holdning til spørgsmålet om tilbagegivelse kan tillægges afgørende betydning. Der foreligger endvidere ikke forhold, der giver grundlag for at antage, at der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelse af A og B vil være til skade for deres sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte dem i en situation, som de ikke bør tåle. Vi stemmer derfor for at stadfæste fogedrettens kendelse.
Dommer Elisabeth Mejnertz udtaler:
Begge børn, der er henholdsvis næsten 12 og næsten 7 år, har under samtalen med landsretten utvetydigt givet udtryk for, at de vil blive permanent i Danmark, og at de ikke ønsker at komme tilbage til deres far i Italien. A fremstod særdeles moden og velformuleret og begrundede sit standpunkt logisk og fornuftigt med indsigt i den foreliggende situation, herunder formålet med en eventuel tilbagegivelse. Det må på baggrund af forløbet af børnenes hidtidige ophold i Danmark, deres standpunkt til en tilbagegivelse og deres nuværende holdning til deres far antages, at deres – og navnlig A’s – forhold til faderen både nu og i fremtiden vil blive i høj grad belastet, hvis de mod deres vilje tvinges til at rejse til Italien og tage ophold hos deres far. På denne baggrund finder jeg, at der bør tages hensyn til A’s mening, og at der er alvorlig risiko for, at tilbagegivelse imod børnenes vilje vil være til skade for børnenes sjælelige eller legemlige sundhed. Jeg finder derfor, at tilbagegivelse bør nægtes, jf. lovens § 11, nr. 2, og nr. 3.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. Herefter stadfæster landsretten byrettens kendelse.