10 årig D og 8-årig P skulle bo hos M, selv om D ønskede at bo hos F, TFA 2010/7 ØLD

10 årig D og 8-årig P skulle bo hos M, selv om D ønskede at bo hos F, TFA 2010/7 ØLD

 

Byrettens begrundelse:

 

Sagsøgte har siden Østre Landsrets dom af 28. september 2005 haft forældremyndigheden alene over børnene. Statsamtet fastsatte i maj 2006 sagsøgers hverdagssamvær som en 8/6-ordning, hvilket parterne har efterlevet.
Det lægges efter skoleudtalelserne til grund, at begge børn er velfungerende i skolen.

Det findes ikke godtgjort, at der foreligger forhold – herunder uovervindelige samarbejdsvanskeligheder mellem parterne – der taler imod fælles forældremyndighed.

På denne baggrund og efter en samlet vurdering af parternes forhold i øvrigt samt rettens samtale med børnene finder retten, at det vil være bedst for børnene, at der fremover skal være fælles forældremyndighed over dem, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 14.

S har i statsamtet i 2006 givet udtryk for, at han gerne ville være mere hos sin far, uden at dette ønske er blevet imødekommet. S har gentaget sit ønske under sagen. Begge børn har givet udtryk for, at de er meget knyttet til hinanden, og at de vil være sammen hele tiden. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af parternes forhold finder retten, at det vil være bedst for begge børn at have bopæl hos sagsøger F, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 17. Retten har herved tillige fundet, at sagsøger vil være bedst egnet til at samarbejde om børnene i det daglige og sikre børnenes kontakt til begge forældre.

Landsrettens begrundelse.

 

Efter en samlet vurdering af det for landsretten oplyste om parterne og deres relation til børnene, som siden samlivsophævelsen har haft bopæl hos moderen, findes det uanset S’s tilkendegivne ønske bedst for S og D, der bør forblive sammen, at de fortsat har bopæl hos moderen.

 

 

Jeg har læst dommen igennem et par gange i TFA og undrer mig over, hvad det er, som har gjort den egnet til offentliggørelse i TFA.

 

Det er umuligt at gennemskue, hvorfor landsretten er nået til det resultat, man kommer ud med.

 

Det må understreges, at dommen selvfølgelig sagtens kan være “rigtig” i den forstand, at det er det rigtige for børnene. Problemet er bare, at man ikke ved at læse dommen kan forstå, hvorfor det så skulle være det.

 

Landsretten har – så vidt jeg kan se af dommen – ikke haft samtale med drengen. Det har byretten. Drengens udsagn har været klart og utvetydigt. Man kan se af forklaringerne, at forældrene beskylder hinanden for forskellige ting, blandt andet for højt alkoholforbrug. Der har ikke været børnesagkyndig undersøgelse.

 

Tendensen har på det seneste været, at børnene i al for høj grad har fået lov at “bestemme”. Det har jeg og mange med mig været meget bekymrede over, fordi børn ikke altid forstår rækkevidden af deres valg. I hvilket omfang er de blevet pressede eller bare påvirkede af forældrene?

 

I det lys virker det befriende, at landsretten ikke lader børnene bestemme men træffer et valg.

 

Landsretten når “efter en samlet vurdering af det for landsretten oplyste om parterne o.s.v.”. Nå, tænker jeg så. Hvad skal vi lige bruge det til i TFA. Hvem bliver overhovedet klogere af sådan en afgørelse?

 

Mon parterne har forstået, hvorfor resultatet blev, som det blev? Har faderen forstået det?

 

Det er ikke så længe siden, at jeg selv mødte i en sag, hvor landsretten for mig helt uforståeligt nåede til et givent resultat med nogenlunde samme type begrundelse. I den sag var jeg ikke i tvivl om, at dommerne lagde vægt på, at den ene part var blevet rigtig godt instrueret af sin advokat om at fjerne alle de fejl, som vedkommende havde begået i byretten. En grundig gang vask og opfriskning kan have uvurderlig betydning.

 

I denne sag må det ganske enkelt være parternes fremtræden i landsretten, der har været afgørende.

 

Min bekymring i sådan en sag er fordømt klart udtrykt, at en god dag i retten for den ene forælder kan have livslang betydning for børnene på godt og ondt.

 

Jeg kender absolut intet til denne sag – andet end hvad jeg læser i tidsskriftet.

 

Men jeg undres – og beundrer landsdommernes evne til at træffe vidtrækkende afgørelser for børn på baggrund af deres forældres fremtræden i landsretten på en god eller dårlig dag.

 

Viggo Bækgaard