Samvær med barns retlige (juridiske) far udvidet. Højesteret – HD 24. marts 2026
Problemstilling: B født sommeren 2019. Ms daværende kæreste JF blev juridisk far via en ansvars- og omsorgserklæring. M og JF ophævede samlivet i december 2019. Herefter havde JF samvær i varierende omfang. JF søger udvidet samvær i 2022.
M og biologisk far BF får lavet en DNA-test, der viser, at BF faktisk er biologisk far. Herefter ansøgte M og BF om en ny faderskabssag, der blev afvist af Højesteret ved kendelse af 8. oktober 2024.
BF havde aftalt samvær siden foråret 2022.
Sagen handler nu om JFs samvær med B.
Byrettens begrundelse (Københavns Byret 13. maj 2025)
Indledningsvist bemærkes, at retten ikke finder grundlag for anmodningen om, at der indhentes en børnesagkyndig undersøgelse eller observation. Der er herved lagt vægt på, at Barn i udtalelsen fra institutionen er vurderet som en sund, alderssvarende og velfungerende dreng, der er upåvirket af situationen med en social og juridisk far, og at der ikke er oplysninger om mistrivsel, idet både sagsøger og sagsøgte beskriver Barn som en dreng i trivsel.
Familieretten lægger til grund, at samarbejdet mellem sagsøger og sagsøgte fungerer. Der er lagt vægt på, at parterne – når der er behov – kommunikerer om Barns forhold evt. gennem Person 1 og medvirker ved stillingtagen til nødvendige og relevante forhold, og der er ikke påvist konkrete holdepunkter for at antage, at de ikke fremover vil kunne samarbejde til Barns bedste. Familieretten finder derfor ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed, og der skal derfor fortsat være fælles forældremyndighed over Barn.
Efter familierettens samlede vurdering af Barns forhold, herunder at Barn siden samlivsophævelsen i december 2019 jævnligt har haft samvær med Juridisk far, og da Barn efter det oplyste profiterer af dette, finder familieretten, at Barn fortsat skal have samvær med Juridisk far som nedenfor bestemt.
Hvis samværet ikke gennemføres, er der automatisk erstatningssamvær i overensstemmelse med bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. § 9.
Almindeligt samvær og tid med Barn i hverdagen op til ferie og lige efter ferie bortfalder ikke.
Samvær må foregå i udlandet. Der skal udveksles pas i den forbindelse. Ved ophold i udlandet skal den anden forælder have oplyst, hvortil rejsen går, opholdssted under rejsen, herunder fakta om evt. flyrejse.
Byrettens resultat:
Juridisk far og Mor skal fremover fortsat have fælles forældremyndighed over Barn, Født (2019).
Samvær – optrappende ordning til 10/4 + ferier
Landsrettens begrundelse 1. september 2025:
Familieretshuset er ved dommen af 3. juli 2025 blevet pålagt at behandle en ansøgning fra Barns biologiske far, Biologisk far, om fastsættelse af samvær, og det lægges herefter til grund, at Familieretshuset nu skal tilvejebringe et oplysningsgrundlag, som gør det muligt at træffe afgørelse i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Barns perspektiv skal i den forbindelse belyses nærmere.
Når henses hertil og til oplysningerne om Barns alder og trivsel, finder landsretten ikke grundlag for at afholde en børnesamtale i forbindelse med denne ankesags behandling eller i øvrigt at udsætte sagen.
Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført af familieretten, at der ikke er grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed over Barn, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4. Det, der er fremkommet for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat.
Det tiltrædes endvidere af de grunde, der er anført af familieretten, at Barn fortsat skal have samvær med Juridisk far, og at der ikke er grundlag for at ophæve samværet for tiden.
Landsretten finder imidlertid, at den af familieretten fastsatte optrapningsordning og fastsættelsen af feriesamværet er for vidtgående, når henses til den helt særlige situation, som Barn befinder sig i, og når endvidere henses til, at der endnu ikke er tilvejebragt et fuldstændigt oplysningsgrundlag, eksempelvis ved børnesagkyndig undersøgelse til belysning af Barns perspektiv, jf. forældreansvarslovens § 34.
Familieretshuset bør derfor behandle en ansøgning fra Juridisk far om udvidelse af samvær i forbindelse med behandlingen af Biologisk fars ansøgning om samvær, således at der kan fastsættes en samværsordning under hensyntagen til Barns forhold og hverdag.
På denne baggrund ændres familierettens afgørelse om Barns løbende samvær med Juridisk far som nedenfor bestemt, idet der herved er taget hensyn til, at der bør ske en vis mindre udvidelse af samværet i forhold til det tidligere meget begrænsede samvær, men at der under de foreliggende særlige omstændigheder
ikke bør ske yderligere optrapning på nuværende tidspunkt. Endvidere bør der af samme grund ikke på nuværende tidspunkt fastsættes ferie-samvær som bestemt af familieretten, idet landsretten dog efter en konkret vurdering finder, at det planlagte og nært forestående samvær i efterårsferien 2025 bør fastholdes.
Landsrettens resultat:
Fælles forældremyndighed mellem M og JF.
Samvær fredag-søndag og onsdag i modsatte uge uden optrapning men med ”krav” om skelen til situationen med BF. Ingen ferie.
Højesterets begrundelse:
Sagens baggrund og problemstilling
I forbindelse med, at M den 12. juli 2019 fødte barnet B, blev F på baggrund af en ansvars- og omsorgserklæring registreret som far til B.
Den 19. december 2019 ophævede M og F samlivet, og siden samlivsophævelsen har B, der nu er 6 år og 8 måneder, i varierende omfang haft samvær med F.
I forlængelse af, at en privat indhentet dna-test i foråret 2022 viste, at A med større end 99,99 % sandsynlighed er biologisk far til B, anmodede han og M i sommeren 2022 om genoptagelse af faderskabssagen. Højesteret stadfæstede ved kendelse af 8. oktober 2024 (UfR 2025.28), at faderskabssagen ikke skulle genoptages. M og A har indbragt afslaget på genoptagelse af faderskabssagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Parallelt med faderskabssagen har den foreliggende sag om bl.a. Fs ansøgning af 20. oktober 2022 til Familieretshuset om udvidelse af Bs samvær med ham verseret.
Efter aftale med M har B siden foråret 2022 haft samvær med JF. Mens den foreliggende sag verserede, ansøgte BF Familieretshuset om at fastsætte samvær mellem B og ham.
Familieretshuset afviste at behandle samværsansøgningen, men Familieretten i København hjemviste ved dom af 3. juli 2025 sagen til fornyet behandling i Familieretshuset. I forlængelse af denne dom samt landsrettens dom i den foreliggende sag har Familieretshuset besluttet at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse, som ifølge Familieretshusets brev af 17. november 2025 har til formål ”at understøtte at familieretten kan træffe en samlet afgørelse om Bs samvær med F og A”.
For Højesteret angår sagen omfanget af Bs samvær med F.
Udsættelse af sagen
M har i første række gjort gældende, at sagen bør udsættes på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols behandling af klagen over afslaget på genoptagelse af faderskabssagen, ligesom sagen bør udsættes på, at der ved Familieretshuset gennemføres en børnesamtale med B, inden Højesteret træffer afgørelse.
Højesteret finder, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen på menneskerettighedsdomstolens behandling af spørgsmålet om genoptagelse af faderskabssagen.
Endvidere finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen på, at der gennemføres en børnesamtale med B. Højesteret har herved lagt vægt på, at sagen på grundlag af de foreliggende oplysninger – herunder parternes forklaringer og udtalelserne fra Bs daginstitution om, at B trives – er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse.
Generelt om fastsættelse af samvær med henholdsvis en retlig og en biologisk forælder
Efter forældreansvarslovens § 19, stk. 1, skal barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos.
Er der uenighed om omfanget og udøvelsen af samvær, kan der efter anmodning træffes afgørelse herom, og samværet fastsættes ud fra en konkret vurdering af barnets forhold, jf. lovens § 21, stk. 1 og 2.
Afgørelse om samvær skal – som andre afgørelser efter loven – træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. lovens § 4, stk. 1.
Det fremgår af forarbejderne til børneloven, der regulerer bl.a. fastlæggelse af faderskab, at loven bygger på et retligt statusbegreb om faderskab som betingelse for, at familieretlige retsvirkninger mv. kan indtræde, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, lovforslag nr. L 2, afsnit 2.1, s. 36. I overensstemmelse hermed forudsætter den familieretlige lovgivning, herunder forældreansvarsloven, at et barn kan have to – og kun to – retlige forældre, jf. bl.a. forældreansvarslovens § 19, stk. 1, der taler om ”begge forældre”.
Andre pårørende – herunder f.eks. en biologisk far, der ikke er retlig far – kan anmode om samvær efter forældreansvarslovens § 20, stk. 2, om samvær med barnets nærmeste pårørende, som det er knyttet til.
Bestemmelsen i § 20, stk. 2 – der efter sin ordlyd er begrænset til tilfælde, hvor der ikke er eller kun i yderst begrænset omfang er samvær med den forælder, barnet ikke har bopæl hos – må i nødvendigt omfang fortolkes i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til privatliv og familieliv. Det bemærkes herved, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende artikel 8 må forstås på den måde, at myndighederne i tilfælde, hvor f.eks. en biologisk far af de retlige forældre helt nægtes samvær eller anden kontakt med barnet, ikke kan meddele den biologiske far afslag på samvær eller anden kontakt med barnet uden at have foretaget en vurdering af de involverede interesser, herunder af hvad der er bedst for barnet, jf. bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 21. december 2010 i sagen Anayo mod Tyskland (sag nr. 20578/07) samt dom af 15. september 2011 i sagen Schneider mod Tyskland (sag nr. 17080/07).
Forældreansvarslovens § 20 har dog efter forarbejderne kun betydning, hvis bopælsforælderen ikke frivilligt går med til, at barnet har kontakt med den eller de pågældende pårørende, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, lovforslag nr. L 133, s. 4494. Hertil kommer, at der efter lovens § 21, stk. 1, alene kan træffes afgørelse om samvær, hvis der er uenighed om omfanget og udøvelsen af samvær.
Det er i de oprindelige forarbejder til § 20 forudsat, at afgørelse om samvær efter bestemmelsen skal træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet, idet det dog ikke er tanken, at de pårørende skal have samvær i samme omfang som forældre, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, lovforslag nr. L 133, s. 4495. I forarbejderne til en efterfølgende lovændring, hvor § 20 fik sin nuværende ordlyd, jf. lov nr. 600 af 18. juni 2012, er det anført, at samværet fremover efter en konkret vurdering vil kunne have et omfang svarende til det samvær, som kan fastsættes med forældre, jf. Folketingstidende 2011-12, tillæg A, lovforslag nr. L 157, s. 26. Sidstnævnte forudsætning knytter sig imidlertid til de tilfælde, der direkte er omfattet af forældreansvarslovens § 20, dvs. hvor en eller begge (retlige) forældre er døde, jf. stk. 1, eller hvor der ikke eller kun i yderst begrænset omfang er samvær med den (retlige) forælder, barnet ikke har bopæl hos, jf. stk. 2.
Højesteret finder, at det følger af det anførte, at der skal foretages en samlet vurdering af, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 19, jf. § 21, stk. 2, jf. § 4, stk. 1, når der træffes afgørelse om omfanget af et barns samvær med en retlig forælder i et tilfælde, hvor barnet har både en retlig forælder og en biologisk forælder, som det ikke har bopæl hos, men har samvær med.
Loven ligestiller ikke andre pårørende med retlige forældre med hensyn til omfanget af samvær. Den omstændighed, at der også er eller skal være samvær med en biologisk forælder vil derfor normalt kun føre til, at samværet med en retlig forælder indskrænkes i meget begrænset omfang, i forhold til hvad samværet ellers ville være blevet fastsat til.
Fastsættelse af samvær i den konkrete sag
Efter JFs og Ms samlivsophævelse i december 2019 har B som nævnt haft samvær med JF. Samværet har i perioden maj 2022 til maj 2025 bestået bl.a. i en overnatning i lige uger fra lørdag til søndag. Efterfølgende er overnatningerne blevet optrappet, og siden landsrettens dom af 1. september 2025 har B haft samvær med F i lige uger fra fredag til søndag samt onsdag eftermiddag i ulige uger. Endvidere har B haft samvær med JF i juleferien 2024/25 samt i vinterferien, sommerferien og efterårsferien i 2025. B har også samvær med BF efter aftale med M.
På denne baggrund og henset til Bs alder og oplysningerne om hans gode trivsel finder Højesteret, at familierettens dom for så vidt angår Bs samvær med F skal stadfæstes med de nødvendige tilpasninger, der fremgår nedenfor.
Med Højesterets afgørelse afsluttes behandlingen af JFs anmodning fra oktober 2022 om udvidelse af Bs samvær med ham.
Som nævnt verserer der som følge af familierettens upåankede dom af 3. juli 2025 en anden sag i Familieretshuset om fastsættelse af Bs samvær med BF efter forældreansvarslovens § 20, stk. 2. Højesteret forudsætter, at Familieretshuset behandler en eventuel ansøgning fra M om begrænsning af Bs samvær med JF i forbindelse med behandlingen af BFs ansøgning om samvær, så der under inddragelse af den børnesagkyndige undersøgelse, som er iværksat, kan fastsættes samvær efter de ovenfor anførte principper i forhold til JF og A under hensyntagen til Bs forhold og hverdag.
Konklusion
Højesteret ændrer landsrettens dom, således at familierettens dom for så vidt angår Bs samvær med JF stadfæstes med de nødvendige tilpasninger, der er bestemt nedenfor.
Højesterets resultat:
Landsrettens dom ændres, således at B, født den …, skal have weekend- og hverdagssamvær med JF fra fredag i lige uger med afhentning i skole til mandag i ulige uger med aflevering i skole samt i ulige uger fra onsdag med afhentning i skole til torsdag med aflevering i skole.
Fra den 1. juni 2026 skal B være hos JF fra torsdag i lige uger med afhentning i skole til mandag i ulige uger med aflevering i skole samt fra onsdag til torsdag i ulige uger med aflevering og afhentning i skole.
Endvidere ændres landsrettens dom for så vidt angår feriesamværet, der fastsættes således:
Sommerferie:
B skal have sommerferie med JF og M i 7 + 14 dage med hver.
Ferien begynder en mandag kl. 10 og slutter en mandag kl. 10.
Forældrene vælger først på skift. M vælger først i ulige år. JF vælger først i lige år. Der skal gives skriftligt besked til den anden senest den 1. maj 2026 og i de efterfølgende år senest den 1. marts. Såfremt der ikke rettidigt er givet besked, overgår retten til at vælge til den anden, som herefter skal vælge og give skriftlig besked inden den 15. maj 2026 og inden den 1. april i de efterfølgende år.
Den, der vælger ferie, skal lægge ferien, således at den anden har mulighed for at holde minimum 2 ugers ferie i træk med B.
Efterårsferie:
B skal være hos JF i efterårsferien i ulige år fra fredag i uge 41 til mandag i uge 43.
B skal være hos M i efterårsferien i lige år fra fredag i uge 41 til mandag i uge 43.
Jul/nytår:
B skal være hos M i julen i lige år og hos JF i julen i ulige år. Ferien med B begynder den dag, skoleferien begynder, og varer til den 27. december kl. 12.
B skal være hos M over nytåret i ulige år og hos JF i lige år. Ferien med B begynder den 27. december kl. 12 og varer til skolestart med aflevering i skole.
Vinterferie:
B skal være hos JF i vinterferien i ulige år fra fredag i uge 6 til mandag i uge 8.
B skal være hos M i vinterferien i lige år fra fredag i uge 6 til mandag i uge 8.
Påskeferie fra 2027:
B skal være hos M i påsken i ulige år fra fredag inden palmesøndag til tirsdag morgen efter 2. påskedag.
B skal være hos F i påsken i lige år fra fredag inden palmesøndag til tirsdag morgen efter 2. påskedag.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen
Kommentar.
Dommen er hentet på Højesterets hjemmeside.
Det er en række interessante problemstillinger, som bliver oprullet i en sag som denne.
Generelt er ”man” i hele den politiske og juridiske debat om børn i forældreansvarssager helt vanvittig optaget af biologien. Det er ”åh så vigtigt”, at barnet kender sine rødder. Den argumentation fylder generelt utrolig meget især fra det segment, som jeg ynder at kalde FF-segmentet, og som jeg ofte at tilkoble den sarkastiske formulering, at synspunkterne er ”sædfikserede”.
Højesteret slår for mig at se fast, at det ikke er biologien, der er afgørende. Citat fra præmisserne ovenfor: ”Det fremgår af forarbejderne til børneloven, der regulerer bl.a. fastlæggelse af faderskab, at loven bygger på et retligt statusbegreb om faderskab som betingelse for, at familieretlige retsvirkninger mv. kan indtræde, …. I overensstemmelse hermed forudsætter den familieretlige lovgivning, herunder forældreansvarsloven, at et barn kan have to – og kun to – retlige forældre, jf. bl.a. forældreansvarslovens § 19, stk. 1, der taler om ”begge forældre”.
Det forekommer selvfølgelig logisk. Men det kunne godt give anledning til nogle etiske overvejelser og ganske kraftige argumenter for, at biologien jo ”så” heller ikke nødvendigvis er afgørende vigtig.
Den konkrete sag illustrerer nogle ”livsforhold”, som godt kan give stof til eftertanke. De følgende betragtninger er soleklare ”Viggo-udledninger”, da jeg absolut kun kender sagen fra Højesterets hjemmeside.
Men altså: M har haft et seksuelt forhold til BF, som hun skrotter inden barnets fødsel. Så finder hun ”manden i sit liv” JF. Mens det forhold er allerhedest, føder hun barnet. Straks binder hun så JF op på barnet gennem omsorgserklæringen. NU er han altså far. Men men: Kort efter og i samme år som Bs fødsel, skrotter hun JF men holder alligevel på det tidspunkt ”ansvarsfuldt” fast i, at B og JF da skal have kontakt.
Så finder hun sørme tilbage til den tidligere kæreste, og de finder sammen ud af, at den første hede kærlighed skam førte til B. Nu skal BF sandelig for alvor på banen igen, men JF giver ikke helt slip.
Højesteret er jo en samling af toptunede og superdygtige jurister. De holder indædt fast i juraen, hvilket både er forståeligt og respektabelt. Juraen kommer nogle gange til at overskygge en almindelig opfattelse af, hvad der i virkeligheden er ”bedst for barnet”.
Konkret bliver både JF, M og B fanget livslangt af den omsorgserklæring afgivet af en mand, der måske var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, da han underskrev. B var altså kun et halvt år, da M og JF gik fra hinanden. Det fremgår ikke af sagen, hvornår M og BF fandt sammen igen.
Min kommentar har ikke til formål at mene eller vide noget om, hvad der helt reelt er ”bedst for barnet”.
For mig illustrerer dommen egentlig bare, at biologien tilsidesættes af juraen.
Lige nu sidder jeg og tænker på, hvordan det mon går BFs samværssag. Det kunne jo godt lyde sådan, at B i virkeligheden de facto vil blive udsat for et fænomen, der pålægger netop det barn ”flere fædre”, hvilket jo så strider mod den jura. Her gentager jeg lige fra Højesterets allerede citerede præmisser: ”forudsætter den familieretlige lovgivning, herunder forældreansvarsloven, at et barn kan have to – og kun to – retlige forældre, jf. bl.a. forældreansvarslovens § 19, stk. 1, der taler om ”begge forældre”.
Hvor er det skønt at få perspektiveret tingene gennem den virkelige verdens underfundigheder.
Viggo Bækgaard
22. maj 2026