M fik tilladelse til at tage bopæl i Sverige med knap 2-årig B1. Spørgsmål om rettens kompetence til alene at bestemme ”udlandsspørgsmålet”. Begrænset feriesamvær. Ingen afgørelse om transport. Højesteret 15/9 2021
Det er en dom med et lidt højere juridisk skoleridt, som jeg redegør nærmere for under kommentaren.
Sagen handlede grundlæggende alene om, hvorvidt M som bopælsforælder måtte flytte til Sverige.
Byrettens begrundelse:
Rettens begrundelse og resultat
Parterne blev kærester i december 2017 og flyttede sammen i april 2018. Parterne ophævede samlivet i marts 2020, da B1 var 4½ måned.
B1 er netop fyldt et år og er efter det oplyste i fin trivsel og udvikling.
B1 har løbende været sammen med sin far. Parterne har modtaget børnesagkyndig rådgivning i Familieretshuset og har indgået aftaler om samvær. På nuværende tidspunkt har B1 kun været alene sammen med sin far syv gange.
Det må lægges til grund, at parterne har etableret et godt samarbejde omkring B1 og at de begge har et ønske om og fokus på at sikre en fortsat god kontakt og tilknytning mellem B1 og F.
Begge parter er karriere mennesker og arbejder meget. Efter sin barselsorlov på et år, ønsker M nu at gå ned i tid for at kunne være mere sammen med B1. M er svensk og har fået tilbudt en stilling i X-by i sin mors virksomhed, hvor hun kan gå hver dag kl. 14 og endvidere holde fri hver anden torsdag og fredag med henblik på at køre til Danmark, således at B1 kan komme på samvær hos sin far. M har endvidere forklaret blandt andet, at hun ikke har kunnet få en deltidsstilling i Danmark, og at hun i øvrigt har mistet sit netværk og veninder i Danmark efter, at hun har fået B1. M har kun sin familie i X-by, hvor hun selv vil bosætte sig, og hvor F er velkommen til overnatte, hvis han ønsker samvær med B1
F har en søn på 9 år fra et tidligere forhold i en 6/8-samværsordning, og han prioriterer tiden med sin store søn. F har købt hus i Q-by for at tilbyde sine sønner de bedste opvækstbetingelser. F er enig i, at B1 skal have bopæl hos M i Danmark. F vil gerne være en del af B1s hverdag og mener, at det er bedst for B1 at far og storebror er tæt på ham. Det er hans opfattelse, at B1 vil miste sin far og storebror ved at flytte til Sverige.
Henset til, at A har været B1s primære omsorgsperson og hans alder, er der efter rettens opfattelse på nuværende tidspunkt ingen tvivl om, at det vil være bedst for B1 at bopælen er hos M og dette uanset, om M måtte vælge at flytte fra V-by til et andet sted i Danmark.
Afstanden mellem V-by og X-by afskærer efter rettens opfattelse ikke en nær og hyppig kontakt mellem B1 og far og den øvrige familie i Danmark. B1s muligheder i forhold til at opretholde kontakten og tilknytningen til sin far vil efter rettens opfattelse hverken på kort eller lang sigt være anderledes ved en flytning fra V-by til X-by, end hvis M i stedet valgte at flytte langt væk fra V-by til et andet sted i Danmark.
På denne baggrund og efter en samlet vurdering af parternes forhold, finder retten, at det vil være bedst for B1 at have bopæl hos sin mor i Sverige, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, 2. pkt., jf. § 4.
Efter parternes påstande og en samlet vurdering af B1s forhold, herunder det hidtidige samvær, finder retten, at B1 skal have samvær med sin far, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21, jf. § 4, som nedenfor bestemt. Retten bemærker, at M ikke har forklaret nærmere om, hvor længe hun vil komme til Danmark med B1 i forbindelse med Fs samvær i de ulige weekender, og at F ikke har forklaret, om han vil rejse til Sverige for at have hverdagssamvær med B1. Henset til, at B1 først fra juli 2021 har almindeligt weekendsamvær med sin far, finder retten ikke, at det på nuværende tidspunkt er muligt at fastsætte feriesamvær for 2021.
Byrettens konklusion:
Bopæl hos M i Sverige.
En let optrappende samværsordning, som jeg ikke redegør detaljeret for her.
Landsrettens begrundelse:
Bopæl i Sverige
Parterne er enige om, at de fortsat skal have fælles forældremyndighed over B1, og at B1 fortsat skal have bopæl hos sin mor M. Parternes uenighed angår alene spørgsmålet om, hvorvidt B1 kan have bopæl hos M i Sverige.
Dommerne Julie Skat Rørdam og Louise Hauberg Wilhelmsen udtaler:
Flytning til udlandet er en af de væsentlige beslutninger om barnets forhold, som forældre med fælles forældremyndighed skal være enige om, jf. forældreansvarslovens § 3, stk. 1. Uanset at forældreansvarslovens § 3, stk. 2, efter sin ordlyd ikke omfatter en situation som den foreliggende, hvor der ikke er uenighed om forældremyndigheden, og uanset at § 17, stk. 1, 2. pkt., efter sin ordlyd forudsætter, at spørgsmålet om, hvorvidt barnet kan have bopæl i udlandet, afgøres under en tvist om, hos hvem af forældrene barnet skal bo, finder disse dommere, at der i forarbejderne til § 17 sammenholdt med forarbejderne til §§ 3 og 18 er tilstrækkelige holdepunkter for, at bopælsforælderen i en situation som den foreliggende, hvor den anden forælder ikke vil give samtykke til, at barnet kan have bopæl i udlandet, kan indbringe spørgsmålet for retten efter forældreansvarslovens § 17, stk. 2, jf. stk. 1.
Dommer Sanne Kolmos udtaler:
I et tilfælde hvor der ikke samtidig er tvist om forældremyndigheden eller retten til at være bopælsforælder, finder jeg for så vidt, at der hverken efter ordlyden af forældreansvarslovens § 3, stk. 2, eller § 17, stk. 1, eller forarbejderne hertil, heller ikke sammenholdt med bestemmelsen i lovens § 18 og dennes forarbejder, er tilstrækkelig sikre holdepunkter for, at der er mulighed for særskilt indbringelse for domstolene af spørgsmålet om udøvelse af bopælsretten i udlandet. Lovgivningen fremstår således som hvilende på en forudsætning om tvist mellem forældrene om, hvem der skal være bopælsforælder, og synes ikke at have taget højde for en situation, hvor et forældrepar er enige så langt henad vejen, som dette forældrepar er. Et søgsmål som i denne sag måtte derfor i givet fald forudsætte en påstand fra den anden forælder om, at aftalen om barnets bopæl ændres, således at bopælen overføres til vedkommende, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 2, jf. stk. 1.
Da imidlertid manglende adgang for M til at få prøvet spørgsmålet om bopæl i Sverige for retten på den anden side må forudsætte en klar hjemmel, og en sådan ikke foreligger, er jeg med denne begrundelse enig med flertallet i, at M – til trods for at et sådant søgsmål i strid med intentionen bag forældreansvarsloven må antages at have en konfliktoptrappende virkning –har adgang til efter forældreansvarslovens § 17, stk. 2, jf. stk. 1, at få prøvet sin påstand om bopæl i Sverige.
Samtlige dommere udtaler herefter:
Efter forældreansvarslovens § 4 skal valget, som påstandene giver mulighed for, træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet. M har nedlagt påstand om stadfæstelse, således at B1 kan have bopæl hos hende i Sverige. Hun har ikke nedlagt en subsidiær påstand om bopæl hos hende i Danmark. F har nedlagt påstand om frifindelse og har ikke nedlagt påstand om, at B1 skal have bopæl hos ham.
Under hensyn til de nedlagte påstande tiltræder landsretten, at B1, der efter parternes samstemmende påstande fortsat skal have bopæl hos M, kan have bopæl hos hende i Sverige. Det bemærkes herved, at retten efter forældreansvarslovens § 17, stk. 1, kan træffe afgørelse om, hos hvem af forældrene barnet skal have bopæl, og herunder om, at barnet kan have bopæl hos en forælder, der har eller ønsker at få bopæl i udlandet. Det måtte kræve sikker lovhjemmel at bestemme, at barnet skulle have bopæl hos en forælder, men at barnet ikke kunne have bopæl i det land, hvor den pågældende forælder bor eller ønsker at tage bopæl, medmindre den pågældende forælder har nedlagt (subsidiær) påstand om, at barnet skal have bopæl hos den pågældende forælder i Danmark.
Der er herefter, som sagen er forelagt for landsretten, ikke anledning til at tage stilling til Ms påstand om forældremyndighed.
Samvær:
Efter parternes påstande og en samlet vurdering af B1s forhold, herunder det hidtidige samvær, B1s alder, afstanden mellem forældrenes bopæle, når M flytter til Sverige, og B1s fortsatte kontakt til sin storebror B2, finder landsretten, at B1 skal have samvær med sin far, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21, jf. § 4, i overensstemmelse med Ms påstand som nærmere nedenfor bestemt.
Landsretten finder endvidere, at der skal fastsættes et feriesamvær mellem B1 og F i forbindelse med jul og nytår, som nærmere bestemt nedenfor. Landsretten tiltræder af de grunde, som er anført af familieretten, og på baggrund af B1s alder, at det ikke på nuværende tidspunkt er muligt i øvrigt at fastsætte et feriesamvær mellem B1 og F Landsretten har i den forbindelse også lagt vægt på, at M under sin forklaring for landsretten har tilkendegivet, at der mellem parterne kan aftales feriesamvær på et senere tidspunkt.
Transport
F nedlagde i processkrift af 21. januar 2021 påstand vedrørende transport i forbindelse med samvær, hvis M flytter til Sverige. Henset til, at påstanden er nedlagt knap seks uger før hovedforhandlingen i sagen, som blev udsat til den 2. marts 2021, og henset til påstandens nære sammenhæng med sagens øvrige påstande om samvær, finder landsretten, at M har haft tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser i forhold til den nye påstand, hvorfor denne tillades fremsat, jf. retsplejelovens § 455, stk. 1, jf. § 383, stk. 1 og 2, 2. pkt.
Det fremgår af forældreansvarslovens § 19, stk. 2, at forældrene har et fælles ansvar for transporten af barnet i forbindelse med samvær. Det fremgår endvidere af § 12, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 299 af 20. marts 2019 om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v., at der efter anmodning i helt særlig tilfælde kan fastsættes vilkår om fordelingen af forældrenes ansvar for transporten.
M har under sin forklaring for landsretten tilkendegivet, at hun frem til den 1. juli 2021 gerne vil påtage sig transporten til og fra V-by, at hun fra den 1. juli 2021 og frem til den 1. december 2021 gerne vil mødes med F i Z-by, og at hun herefter gerne vil samarbejde med F om, at B1 kommer til og fra samvær.
På denne baggrund og efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, findes der ikke at foreligge sådanne helt særlige omstændigheder, som gør det åbenbart urimeligt, at F skal løfte en del af transporten, hvorfor udgangspunktet om, at forældrene har et fælles ansvar for transporten, ikke findes at burde fraviges ved et vilkår om transport, som påstået af F
M frifindes derfor for Fs påstand vedrørende transport, og der findes herefter ikke anledning til at tage stilling til Ms selvstændige påstand om transport. På denne baggrund ændres familierettens dom, som nedenfor bestemt.
ikke findes at burde fraviges ved et vilkår om transport, som påstået af F
Landsrettens resultat:
B1 født den 3. november 2019, har fortsat bopæl hos M herunder således at han kan have bopæl hos hende i Sverige.
Samværsafgørelse nogenlunde som byretten.
Ikke afgørelse om transport.
Højesterets begrundelse:
Sagens baggrund og problemstilling
F og M flyttede sammen i 2018 og fik barnet, B1, som er født den … 2019. Samlivet blev ophævet i marts 2020. B1 har efter aftale mellem parterne, som har fælles forældremyndighed, haft bopæl hos M efter samlivsophævelsen.
Sagen angår B1s fremtidige bopæl, herunder om M kan tage bopæl i Sverige med ham. Herudover er der rejst spørgsmål om samvær og transport ved samvær.
Bopæl
Der blev i landsretten rejst spørgsmål om domstolenes adgang til efter forældreansvarsloven at afgøre en tvist om bopæl i tilfælde, hvor forældrenes uenighed er afgrænset til at angå, om bopælsforælderen kan flytte til et andet land med barnet.
Forældreansvarslovens § 3, stk. 1, fastsætter, at væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold kræver enighed mellem forældre, som har fælles forældremyndighed. Det indebærer bl.a., at der skal være enighed om barnets flytning til udlandet. Har forældre fælles forældremyndighed, og er de ikke enige om, hos hvem af dem barnet skal have bopæl, kan der efter forældreansvarslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., træffes afgørelse herom. Efter stk. 1, 2. pkt., kan der herunder træffes afgørelse om, at barnet skal have bopæl hos en forælder, der har eller ønsker at få bopæl i udlandet. § 17, stk. 2, fastsætter, at en aftale eller afgørelse om barnets bopæl kan ændres. En forælder, som vil ændre sin eller barnets bopæl til et andet sted her i landet eller i udlandet, skal efter lovens § 18 underrette den anden forælder herom senest 6 uger før flytningen.
Højesteret finder, at forældreansvarslovens § 17 i overensstemmelse med lovens formål og med, hvad der må anses for forudsat i lovens forarbejder, også omfatter tilfælde, hvor forældrenes uenighed under sagen er afgrænset til at angå, om bopælsforælderen kan flytte til et andet land med barnet. Hvis en sådan tvist bliver indbragt for domstolene, skal retten derfor ud fra hensynet til barnets bedste, jf. lovens § 4, afgøre, om barnet kan have bopæl hos bopælsforælderen i et andet land. Dette gælder også, hvis bopælsforælderen alene har nedlagt påstand om at kunne tage bopæl i et andet land med barnet, og den anden forælder alene har nedlagt påstand om frifindelse og ikke en påstand om fremover at skulle være bopælsforælder. I den forbindelse bemærkes, at en anden forståelse af § 17 ville medføre, at en forælder – i strid med lovens formål – kunne anse sig for nødsaget til at anmode om at blive bopælsforælder, selv hvis forældrene måtte være enige om, at det under alle omstændigheder vil være bedst for barnet at blive boende hos den hidtidige bopælsforælder.
I den foreliggende sag var parterne i familieretten og landsretten enige om, at B1 fortsat skulle have bopæl hos M. Begge parter var dermed indforstået med, at B1 skulle blive boende hos M i Danmark, hvis hun ikke fik tilladelse til at tage ham med til Sverige. Det må også for Højesteret lægges til grund, at M vil bo i Danmark med B1, hvis hun ikke opnår tilladelse til at bo i Sverige med ham. F har imidlertid for Højesteret nedlagt en ny principal påstand om, at B1 skal bo hos ham. Højesteret tillader navnlig under hensyn til sagens forløb i landsretten, at påstanden fremsættes.
B1 har som nævnt boet hos M siden parternes samlivsophævelse, hvor han var ca. 4 ½ måneder. Hun er som anført af familieretten den primære omsorgsperson for B1, som i dag er lidt under 2 år. M ønsker af familie- og arbejdsmæssige grunde at bo i X-by i Sverige. Som ligeledes anført af familieretten må det lægges til grund, at både F og M har et ønske om og fokus på at sikre en fortsat god kontakt og tilknytning mellem F og B1, og at flytning til X-by ikke afskærer B1 fra en nær og hyppig kontakt til F og den øvrige familie i Danmark.
På den baggrund finder Højesteret, at det er bedst for B1, at hans bopæl er hos M, og at B1 kan have bopæl hos hende i Sverige, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4. Højesteret stadfæster med denne begrundelse landsrettens afgørelse om, at B1 fortsat har bopæl hos M, herunder således at hun kan tage bopæl i Sverige.
Samvær og transport
Af de grunde, som landsretten har anført, stadfæster Højesteret landsrettens afgørelse om samvær, herunder at der ikke på nuværende tidspunkt fastsættes feriesamvær udover ved jul og nytår.
F har for Højesteret gentaget sin påstand om, at transport til og fra hans bopæl i forbindelse med samvær ikke skal foregå i samværstiden, og at M skal stå for al transport, idet han for Højesteret har suppleret dette med, at han som modstykke vil være forpligtet til at betale alle transportudgifter, dog maksimalt 1.500 kr. pr. transport.
Højesteret tiltræder af de grunde, som landsretten har anført, at der ikke bliver fastsat vilkår om fordelingen af forældrenes ansvar for transporten. Det bemærkes herved, at M også for Højesteret har forklaret, at hun fortsat gerne vil bidrage til løsninger, der fungerer bedst for B1, i forbindelse med transport ved samvær. M frifindes herefter for den nedlagte påstand om transport, og Højesteret stadfæster derfor landsrettens afgørelse herom.
Højesterets konklusion:
Landsrettens dom stadfæstes, herunder sådan at B1, født den … 2019, skal have samvær med F på følgende måde:
Ordinært samvær: I ulige uger fra fredag kl. 16.30 til søndag kl. 15.00.
Ferie- og helligdagssamvær: Jul i ulige år fra den 23. december kl. 14.00 til den 26. december kl. 17.00 samt nytår i lige år fra den 31. december kl. 14.00 til den 2. januar kl. 17.00.
Ordinært samvær opretholdes i øvrigt i ferier og på helligdage.
Ingen bestemmelse om transport.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.
Kommentar:
Dommen behandler ganske mange interessante problemstillinger.
Der er jo tale om et ganske lille barn, der på tidspunktet for Højesterets afgørelse end ikke er fyldt 2 år.
Uenighederne vedrører alene i al fald indtil Højesteretsdommen spørgsmålet, om domstolene overhovedet selvstændigt kan tage stilling til spørgsmålet om bopælsforælderens flytning til udlandet, når der ikke er uenighed om, at pågældende skal være bopælsforælder.
Jeg har skrevet en alenlang artikel om det, jeg kalder flytteproblematikken. Artiklen har overskriften ”Er skilsmisseforældre stavnsbundne” I den artikel har jeg gjort mig til talsmand for et ”ansøgningsprincip”. Hvis du læser artiklen og søger på ordet ”ansøgning”, dukker det op 14 gange i den version, der eksisterer, inden nærværende opgørelse tilføjes artiklen.
Spørgsmålet er derfor absolut ikke nyt for mig. Personligt har jeg aldrig været i tvivl om problemstillingen. Derfor er det selvfølgelig rigtig rart, at landsretten og Højesteret er enig i det.
Det interessante er egentlig, at man i dommen fokuserer så meget på at flytte til udlandet. Det synes jo at fremgå af forældreansvarsloven, at bopælsforælderen bestemmer, hvor i landet barnet skal bo. Som det fremgår af min artikel, er det på en måde en sandhed med modifikationer.
Jeg vil mene, at en bopælsforælder med nøjagtig samme begrundelse og resultat vil kunne rejse en sag, der reelt er en ansøgning om for eksempel at flytte fra København til Aalborg.
Det bemærkes, at F i denne sag for Højesteret nedlagde påstand om, at B1 skulle have bopæl hos ham. Højesteret gav F tilladelse til at nedlægge den nye påstand, selv om det ikke havde været behandlet i by- og landsretten. Til gengæld tog Højesteret kun indirekte stilling til netop det spørgsmål i selve præmisserne.
Med hensyn til samværet bemærkes, at der var tale om et ikke særligt omfattende samvær, hvilket er naturligt på grund af barnets alder. Endvidere fastsættes ikke feriesamvær udover jul og nytår. Også det passer egentlig meget godt med barnets alder.
Endelig omhandler sagen også spørgsmålet om transport til og fra samvær. Både landsretten og Højesteret cementerer egentlig, at udganspunktet er, at der ikke træffes afgørelse om transport. Det fremgår ikke af sagen konkret, hvor i Sverige M tager bopæl. Den oplysning kunne have været interessant til belysning af, hvad der eventuelt skal til for, at der foreligger ekstraordinære omstændigheder.
Viggo Bækgaard
23. september 2021