Author Archives: admin

Samværsfogedsag kunne ikke gennemføres efter parternes samlivsophør, da ikke omfattet af retsplejelovens § 596, stk. 2, TFA 2019/734 ØLK

Posted on by

Samværsfogedsag kunne ikke gennemføres efter parternes samlivsophør, da ikke omfattet af retsplejelovens § 596, stk. 2, TFA 2019/734 ØLK

Problemstilling. Forældrene går fra hinanden. Hvad så? M tager børnene med sig. F forsøger at få fogedretten til at ”hente” børnene ”hjem”, fordi de har bopæl der.

Byrettens begrundelse

Sagen vedrører spørgsmålet om tvangsudlevering af to børn ved fogedrettens hjælp.

Efter retsplejelovens § 478, stk. 1, kan et krav tvangsfuldbyrdes i fogedretten, såfremt der foreligger et eksigibelt fundament herfor. Et sådant fundament kan blandt andet udgøres i form af domme og kendelser afsagt af domstole eller andre myndigheder, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1, forlig indgået for sådanne myndigheder, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 2, samt aftaler om forældremyndighed, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 3.

Det er ubestridt mellem parterne, at der ikke foreligger et sådant fundament.

Udlevering af børn til en forældremyndighedsindehaver kan endvidere, såfremt der ikke foreligger et sådant eksigibelt fundament, ske efter retsplejelovens § 596, stk. 2.

Ved lov nr. 600/2012 om ændring af forældreansvarsloven, retsplejeloven og lov om Det Centrale Personregister blev retsplejelovens § 596, stk. 2, ændret således, at der i 1. pkt. efter »forældremyndighed« blev indsat »eller barnets bopæl.«

Det fremgår af bemærkningerne til det pågældende lovforslag, at det efter forslaget også bliver muligt med fogedens hjælp at få et barn udleveret til bopælsforælderen, hvis samværsforælderen tilbageholder barnet, i tilfælde hvor forældrene har fælles forældremyndighed, og barnet har boet hos den ene forælder i længere tid og derfor har bopæl der.

Parterne har samstemmende forklaret, at de har fælles forældremyndighed over børnene, og at der ikke er truffet nogen afgørelse om, hvor børnene skal have bopæl efter samlivsophøret.

Efter bemærkningerne til den ovennævnte lovændring finder fogedretten ikke, at den foreliggende situation er omfattet af retsplejelovens § 596, stk. 2, og hvorfor fogedretten må afvise fars anmodning om tvangsudlevering af børnene. Den omstændighed, at børnene fortsat er folkeregistertilmeldt fars adresse, kan ikke føre til et andet resultat.

Konklusion: Sagen nægtes fremme

Landsrettens begrundelse

Det er også for landsretten ubestridt, at der ikke foreligger et eksigibelt fundament, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, hvorfor spørgsmålet er, om retsplejelovens § 596, stk. 2, kan finde anvendelse. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af fogedrettens afgørelse, at parterne samstemmende har forklaret, at de har fælles forældremyndighed, og at der ikke er truffet nogen afgørelse om, hvor børnene skal have bopæl efter samlivsophøret.

Efter retsplejelovens § 596, stk. 1, kan besiddelseskrav som nævnt i § 528 gennemtvinges af fogedretten ved en umiddelbar fogedforretning uden sædvanligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, såfremt den berettigede i fogedretten kan godtgøre eller sandsynliggøre sit krav mod den forpligtede. Ifølge retsplejelovens § 596, stk. 2, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse, når fogedrettens bistand er påkrævet til håndhævelse af forældremyndighed eller barnets bopæl.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 596, stk. 2, er senest ændret ved lov nr. 600 af 18. juni 2012, således at der efter »forældremyndighed« blev indsat »eller barnets bopæl«. Af de specielle bemærkninger til den nævnte ændring af § 596, stk. 2, fremgår følgende, jf. lovforslag nr. 157 af 13. april 2012:

»Til nr. 9 (§ 596, stk. 2)

Efter retsplejelovens § 596, stk. 1, kan besiddelseskrav som nævnt i § 528 gennemtvinges af fogedretten ved en umiddelbar fogedforretning uden sædvanligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, såfremt den berettigede (rekvirenten) i fogedretten kan godtgøre eller sandsynliggøre sit krav mod den forpligtede (rekvisitus). Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse, når fogedrettens bistand er påkrævet til håndhævelse af forældremyndighed, jf. § 596, stk. 2.

Det foreslås at ændre retsplejelovens § 596, stk. 2, så bestemmelsen i retsplejelovens § 596, stk. 1, ligeledes finder anvendelse, når fogedrettens bistand er påkrævet til håndhævelse af barnets bopæl.

Muligheden efter forældreansvarslovens § 17 for at træffe afgørelse om barnets bopæl blev indført ved forældreansvarsloven samtidig med, at der blev indført mulighed for at dømme forældre til fælles forældremyndighed. Spørgsmålet om barnets bopæl har således nær sammenhæng med spørgsmålet om forældremyndighed, og for så vidt angår begge forhold træffes der statusafgørelser af retten.

Det har ikke i forbindelse med vedtagelsen af forældreansvarsloven været hensigten, at der ikke skulle være den samme retsstilling for håndhævelse af forældremyndighed og barnets bopæl. Det fremgår af betænkning nr. 1475/2006 om barnets perspektiv, at der ikke skelnes mellem forældremyndighed og barnets bopæl for så vidt angår tvangsfuldbyrdelse. Den gældende formulering af § 596, stk. 2, medfører i praksis, at fogedretten i nogle tilfælde afviser begæringer om umiddelbare fogedforretning i forhold til en gennemtvingelse af barnets bopæl, hvis bopælsforælderen ikke støtter ret på en afgørelse eller en skriftlig aftale med fuldbyrdelsesklausul. Efter forslaget bliver det også muligt med fogedens hjælp at få barnet udleveret tilbopælsforælderen, hvis samværsforælderen tilbageholder barnet, i tilfælde hvor forældrene har fælles forældremyndighed, og barnet har boet hos den ene forælder i længere tid og derfor har bopæl der.

Som en konsekvens heraf foreslås retsplejelovens § 596, stk. 2, ændret, så spørgsmålet om bopæl omfattes.«

Som det fremgår af de citerede bemærkninger, blev »barnets bopæl« tilføjet i retsplejelovens § 596, stk. 2, fordi det ikke i forbindelse med vedtagelsen af forældreansvarsloven havde været hensigten, at der ikke skulle være samme retsstilling for håndhævelse af forældremyndighed og barnets bopæl, og at det således skulle være muligt med fogedens hjælp at få barnet udleveret til bopælsforælderen, hvis samværsforælderen tilbageholder barnet, i tilfælde hvor forældrene har fælles forældremyndighed, og barnet har boet hos den ene forælder i længere tid og derfor har bopæl der.

 

Landsretten finder ikke grundlag for efter det oplyste at lægge til grund, at børnene i en situation, hvor forældrenes samliv ophører, kan anses for at have bopæl hos F frem for hos M. Landsretten tiltræder, at det forhold, at børnene er folkeregistertilmeldt F’s adresse, ikke kan føre til et andet resultat.

Landsretten stadfæster herefter byrettens afgørelse.

Konklusion: Fogedrettens kendelse stadfæstes.

Kommentar:

Afgørelsen vedrører den periode, som jeg normalt kalder ”opbrudsfasen”. Afgørelsen er ikke særlig overraskende men er meget grundig i sin juridiske gennemgang.

Jeg vurderer at afgørelsen også illustrerer retsstillingen efter ændringerne i 2019, hvor vi har fået indført begrebet ”tvungen delt bopæl” de første tre måneder efter samlivsophør.

Formelt er det sådan, at samlevende forældre har ”delt bopæl” de første 3 måneder efter samlivsophævelsen.

Delt bopæl betyder IKKE, at barnet skal bo hos (være mest hos) den, der måtte være i det hidtidige fælles hjem.

Det betyder, at afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv kræver enighed mellem forældrene.

Der kan IKKE startes en bopælssag om barnet de første tre måneder efter samlivsophævelsen – men nok en samværssag.

Der er rigtig meget politisk korrekthed og ”halleluja-lovgivning” over bestemmelserne.

Formålet er grundlæggende at få folk til at opføre sig ordentligt, tænke sig om og tage hensyn til hinanden og børnene. Det er jo ikke så dumt endda – men bestemt svært.                     

Viggo Bækgaard