forfatter: Bruno Skibbild, forlaget Power Press 2018
ISBN 978-87-970675-0-5
“5 af 6 stjerner”
Om forfatteren:
Bruno Skibbild er cand. mag. i historie og idræt. Han er en af de mange, som på sin egen og børnenes krop har oplevet det ret forfærdelige danske ”retssystem”, og som har så meget personligt overskud, at han har formået at fortælle og perspektivere sin historie.
Problemstilling:
M boede i Ukraine, F i Danmark. M var rejst med B til Danmark, for at B kunne blive opereret.
B havde åbenbart opholdt sig hos F, efter at M var rejst tilbage. F nægtede at tilbagesende B til M i Ukraine.
Fogedrettens begrundelse:
Det er uvist, om parterne er endeligt skilt i Danmark, men det formodes, at det er tilfældet. Det kan på baggrund af parternes oplysninger lægges til grund, at de fortsat er gift i Ukraine.
Både Danmark og Ukraine har tiltrådt Haagerkonventionen. Uanset at Ukraine ikke er et samarbejdsland med Danmark, finder Haagerkonventionen anvendelse i både Danmark og Ukraine, og da lov om international børnebortførelse er en implementering af Haagerkonventionen, finder den derfor ligeledes anvendelse i sagen, hvorfor fogedretten kan behandle sagen.
Parterne er enige i, at de sammen med B tog fra Tyrkiet til Danmark i august 2016. De er ligeledes enige i, at B skulle have en operation i Danmark. Det er uden betydning, om de er enige i baggrunden for, at operationen blev i Danmark. De er ikke enige i, om de samtidig aftalte, at B skulle blive boende i Danmark efter operationen, eller om han skulle med tilbage til Ukraine.
Den 17. august 2016 udfyldte begge parter blanketten. »Arrivals from foreign countries«, hvoraf det fremgår, at B’s nye adresse var – – -. Blanketten er på engelsk, og parterne har forklaret, at de begge underskrev. Det fremgår ikke af blanketten, at den vedrører udstedelse af et sygesikringskort, men er alene en oplysning om ny adresse. Der er ikke angivet en dato for, at det skulle være et ophold af begrænset længde. Uanset om M har troet, at blanketten alene vedrørte udstedelse af et gult sygesikringskort, har hun samtidig forklaret, at hun læser og forstår engelsk, men at hun ikke læste blanketten igennem inden underskrift. Blanketten understøtter F’s forklaring om, at parterne havde aftalt, at B skulle have bopæl hos F. Da M ikke har læst blanketten igennem, og da der ikke i øvrigt er grund til at antage, at hun ikke har haft mulighed for at sætte sig ind i, hvad blanketten betød, er der ikke grundlag for at tilsidesætte underskriften eller aftalen efter aftalelovens § 36. Det forhold, at B fortsat også er registreret med bopæl i Ukraine kan ikke føre til andet resultat, da det må formodes, at de danske og ukrainske myndigheder ikke giver meddelelse om bopælsændringer.
M tog tilbage til Ukraine, da hendes visum udløb i oktober 2016. Da der på det tidspunkt formentlig ikke var fastsat en dato for operationen, kunne hun have taget B med tilbage til Ukraine for derefter begge at returnere til Danmark på tidspunktet for operationen. M lod således frivilligt B blive hos F, da hun rejste tilbage til Ukraine.
M har derudover indleveret en sag til Statsforvaltningen vedrørende fastsættelse af forældremyndighed, bopæl og samvær. Uanset at hun ikke selv har kunnet sætte sig ind i materialet eller lovgrundlaget, har hun under hele sagen været repræsenteret ved en dansk juridisk rådgiver. Ved indlevering af en samværssag bekræftes det samtidig, at man er samværsforælder og dermed ikke samtidig kan være bopælsforælder.
Efter en samlet vurdering af parternes forklaringer og sagens oplysninger er det således ikke godtgjort, at B ulovligt tilbageholdes i Danmark, idet det er godtgjort, at parterne har indgået aftale om, at B har bopæl hos F. B skal derfor ikke udleveres til M, jf. lov om internationale børnebortførelser § 10, stk. 1.
Da der ikke i øvrigt er et fundament i henhold til retsplejelovens § 536, stk. 1, jf. § 478, stk. 1, nr. 3, kan sagen heller ikke behandles efter retsplejelovens regler om sager vedrørende forældremyndighed, bopæl og samvær.
Landsrettens begrundelse:
Det fremgår af børnebortførelsesloven § 10, stk. 1, at børn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, efter anmodning skal tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes fra, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt Haagerkonventionen. Ifølge børnebortførelseslovens § 21, stk. 2, gælder lovens § 10 dog kun, hvor den ulovlige bortførelse eller tilbageholdelse har fundet sted, efter at loven er trådt i kraft i forhold til den stat, hvor barnet havde bopæl eller ophold umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen.
Af Haagerkonventionens artikel 38 fremgår, at enhver stat kan tiltræde konventionen. For stater, som ikke var medlem af Haagerkonferencen på tidspunktet for dens 14. samling, får konventionen kun virkning i forhold til de kontraherende stater, som afgiver erklæring om at acceptere tiltrædelsen.
Ukraine, hvor barnet har opholdt sig indtil medio 2016, har tiltrådt Haagerkonventionen, men Danmark har ikke afgivet erklæring om accept af Ukraines tiltrædelse, jf. Haagerkonventionens artikel 38. Da Danmark ikke har accepteret Ukraines tiltrædelse af konventionen, er spørgsmålet om tilbagegivelse allerede af den grund ikke omfattet af børnebortførelseslovens § 10.
Landsretten stadfæster derfor fogedrettens kendelse.
kommentar:
Afgørelsen er et eksempel på, at der indimellem går hardcore jura også i børnesager.
Viggo Bækgaard