P på 2½ skal have samvær med F en gang om måneden i 2 timer støttet i kommunens regi og efter kommunens nærmere bestemmelser, Retten i Esbjerg 8. april 2026, utrykt
Byrettens begrundelse (Retten i Esbjerg)
Det følger af forældreansvarslovens § 19, stk. 1, at barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos.
Af forældreansvarslovens § 1 fremgår, at hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse i alle forhold, som er omfattet af loven, skal komme i første række. Af § 4 fremgår, at afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.
Ud fra sagens bilag og parternes forklaringer lægger familieretten til grund, at parterne gik fra hinanden, da P var ca. 6 uger gammel. Herefter var der ikke samvær indtil efteråret 2025, hvor Vestre Landsret stadfæstede byrettens dom om 6 overvågede samvær i Familieretshuset regi. Efter afslutningen af det overvågede samvær, har der ikke været yderligere samvær.
Familieretten lægger efter rapporten fra Familieretshuset til grund, at det overvågede samvær forløb tilfredsstillende, og at der blev skabt en kontakt mellem P og F.
Overfor det står, at M har en dyb utryghed overfor F, og at P var påvirket af Ms psykiske reaktioner i forbindelse med det overvågede samvær. Ud fra sagens oplysninger lægger familieretten videre til grund, at M samarbejdede omkring det overvågede samvær, til trods for at være psykisk belastet af det.
Herefter og på baggrund af de samlede oplysninger, finder familieretten, at der skal være samvær mellem P og F.
For at skabe de bedst mulige rammer for et positivt samvær for P, og for at sikre Ps ret til begge forældre, og samtidig hendes ret til trivsel og udvikling, er det vigtigt, at samværet starter ud med længere interval og under støttede former, således at M ikke videregiver sin følelse af utryghed til P og dermed ikke kan opretholde Ps trivsel.
På denne baggrund finder familieretten, at samværet skal fastsættes til én gang om måneden, og idet Esbjerg Kommune har tilkendegivet, at de kan være behjælpelige med støttet samvær, skal samværet foregå under støtte af Esbjerg Kommune som nedenfor bestemt.
Byrettens resultat:
P på lige godt 2½ år skal have samvær med F en gang om måneden i 2 timer. Samværet skal være støttet i Esbjerg Kommunes regi, og efter Esbjerg Kommunes nærmere bestemmelser.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen
Kommentar:
Jeg har modtaget dommen fra M som en af mange second opinion forespørgsler. M har bekræftet, at jeg må lægge afgørelsen op med min kommentar.
Først en lidt mærkelig information. Hun spurgte i går og sagde, at dommen var afsagt i går. Ifølge dommen er den afsagt 8. april. M siger, at den først er lagt på portalen i går.
Jeg forholder mig ikke dybere til den problematik men bemærker generelt, at ankefristen er 4 uger, og at en ren samværsdom ikke kan ankes uden Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Mit generelle råd ville nu nok heller ikke være at anke dommen, der trods alt nærmest må konstateres at være et rent kendesamvær. Der er intet fremadrettet i dommen. En eventuel udvidelse vil derfor kræve fornyet behandling forfra i Familieretshuset.
Et eventuelt stop vil skulle samme vej.
Jeg kan i øvrigt ikke forestille mig, at kommunen vil fortsætte det koncept uendeligt.
Normalt kommenterer jeg ikke på advokaterne. Her trak jeg dog lidt på smilebåndet. Vi er i et indvandrermiljø med i al fald en far af ikke dansk oprindelse og religion. F har valgt en advokat, der er kendt som stærkt højreorienteret. Nok så interessant har pågældende advokat valgt at repræsentere F.
Selv har jeg den tilgang, at jeg ikke tager sager, hvor jeg ikke helt ned i min egen mave føler, at jeg skal kæmpe for et resultat, der er ”godt nok” for barnet. Lige det argument kunne man selvfølgelig godt tænke, da et barns kontakt med begge forældre ikke har noget med religion eller hudfarve at gøre.
Viggo Bækgaard
8. maj 2026