Fortsat ene forældremyndighed hos F over 12-årig D, Østre Landsret 4. marts 2023 utrykt
Byrettens begrundelse (Glostrup)
Familieretten bemærker indledningsvist, at parternes forhold og forskellige opfattelser af deres søns trivsel gennem tiden er grundigt beskrevet i de tidligere omme om forældremyndighedsspørgsmålet.
Mhar igen anført, at D ikke trives og har brug for en anden støtte end den, han kan få, når faren har forældremyndigheden.
Efter indholdet af udtalelserne fra kommunen og fra skolen samt efter det indtryk, familieretten fik af D i forbindelse med børnesamtalen, lægger familieretten til grund, at D er i almindelig, god trivsel.
Herefter og efter familierettens samlede vurdering af parternes forklaringer og de øvrige oplysninger i sagen er det fortsat bedst for D, at den fulde forældremyndighed er hos F.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 4 og § 14.
Familieretten lægger efter parternes forklaringer, indholdet af børnesamtalen og de øvrige oplysninger til grund, at F hos sin far lever et aktivt liv med fodbold, søskende og familierelationer. Hos moren nyder han hendes fulde opmærksomhed, og de kan dyrke deres fælles interesse for blandt andet tog.
Som ved tidligere børnesamtaler har D udtrykt ønske om en 7/7 ordning, for ”så er han lige meget hos hver forælder”. Den børnesagkyndiges indtryk er, at ”han gør sig umage for ikke at gøre forskel på sin beskrivelse af sine forældre.”
Herefter og efter familierettens samlede vurdering af barnets forhold, finder familieretten ikke grundlag for at ændre D samvær med M på nuværende tidspunkt. Familieretten finder således hverken grundlag for at udvide samværet eller for at nedsætte det.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 19 og § 21.
..
Byrettens resultat. Fortsat eneforældremyndighed til F (og fortsat 9/5 samvær).
Landsrettens begrundelse
Landsretten finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Anmodningen om gennemførelse af forældreundersøgelser imødekommes derfor ikke.
Landsretten er enig i familierettens begrundelse og resultat i forhold til spørgsmålet om forældremyndighed.
Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger lægges det til grund, at parternes samarbejde – omend begge parter har stort fokus på Ds trivsel – fortsat er præget af et højt konfliktniveau, og der er ikke grundlag for at antage, at de vil kunne samarbejde i et sådant omfang, som er en forudsætning for en deleordning (ordning med samvær halvdelen af tiden). Herefter og i øvrigt af de grunde, som er anført af byretten, tiltræder landsretten, at der ikke er grundlag for på nuværende tidspunkt at ændre Ds samvær med M.
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.
Kommentar.
Jeg repræsenterede M i landsretten og finder anledning til at knytte nogle kommentarer til sagen, hvilket jeg gør gennem citat fra min supplerende ankestævning. Jeg har altid sagt, at jeg kun påtager mig en sag, hvis jeg helt nede i maven føler, at jeg skal forfægte et ”godt nok resultat for barnet”.
D er født i januar 2014, og parterne gik fra hinanden i 2015. Det er et faktum i sagen, at M er diagnosticeret med en velreguleret bipolar lidelse, der var kendt, da de besluttede at få et barn.
I forløbet har der været retssag om forældremyndighed i 2016 (by- og landsret), 2017 (by- og landsret), 2022 (by- og landsret).
Alle sager har ført til eneforældremyndighed hos F.
Der har i hele forløbet været en 9/5 samværsordning.
M har i forløbet haft 4 forskellige advokater, før jeg kom ind i billedet. F har haft samme advokat i alle byretssagerne og lidt forskellige i landsretten, da den oprindelige advokat ikke har møderet for landsretten.
Jeg skrev sådan i min supplerende ankestævning, idet sagen var anket af Ms tidligere advokat:
”Det er i sandhed en af de absolut vanskeligste sager, jeg har påtaget mig. Ved Ms første henvendelse var jeg ærlig talt mest tilbøjelig til at takke nej.
Tanken var, at der har været alt for mange sager gennem al for lang tid. Det allerletteste for landsretten vil være at sige noget i retning af ”nok er nok” – og bare stadfæste.
Min næste tanke var, at der ærlig talt har været alt for mange advokater inde over. Det er ”jo” også et fænomen, som alle professionelle uvægerligt lægger mærke til.
Jeg indvilgede i at læse sagen og tage et møde med M. Det giver meget fornuft at beskrive kort, hvad der får mig til at tænke alvorligt, at noget er kikset i systemet.
Faktum om hændelsesforløbet er rigtig fint beskrevet i advokat Bs’ processkrift af 10. oktober 2025, som jeg beder landsretten om at læse ret grundigt.
Det er ubestrideligt, at M har en diagnose. Hun beskriver den som velbehandlet, og jeg får ærlig talt ikke rigtig andet indtryk af at læse sagens bilag.
Faktum er lige så ubestrideligt, at parterne var sammen fra 2009 til 2015, og at Ms situation var kendt af far, da de efter flere års samliv valgte at få et barn – D, der jo blev født i januar 2014.
Jeg hæfter mig også ret centralt ved, at der gennem hele forløbet har været et såkaldt 9/5 samvær med baggrund i en afgørelse fra Statsforvaltningen.”
..
Der er ikke tvivl om, at ”man” hele vejen igennem har fokuseret på Ms diagnose og i virkeligheden ikke har stillet spørgsmål ved noget som helst andet.
3 faktorer fik mig til for alvor at tvivle:
Der er en børnesamtale med D under 2022-sagen gennemført af en af de børnesagkyndige psykologer, som jeg ærlig talt har generel stor respekt for. Her er konklusionen entydig, at D er langt stærkere knyttet til M end til F. Citat fra den børnesamtale:
”Et gennemgående træk i Ds fortælling er, at han mor og han har en helt særlig relation. Næsten på alle områder, vi berører i samtalen, fremhæver han den særlige kvalitet ved morens og hans kontakt. Men får et indtryk af, at han bogstaveligt talt oplever at have det som blommen i et æg hos sin mor. Han de bedste morgener, de bedste muligheder for at lave legeaftaler og aktiviteter med sin mor, og kan nyde den bedste afslutning på dagen, inden han falder i søvn i morens seng.
Sammenlignet hermed fremstår hans hverdag hos faren mere krævende og brydsom. Han kommer ikke altid i første række, faren er ikke så aktiv i at lave legeaftaler, …..”
Helt mystisk blev det i den aktuelle sag, hvor der er en børnesamtale i Familieretshuset med et fyldigt referat dog afsluttende med, at der er ”store dele af samtalen, som D ikke ønsker refereret over for forældrene”. Den griber byretsdommeren som selv med en børnepsykolog gennemføre en i mine øjne ”halleluja-samtale”, der skamroser begge forældre.
Ms advokat i byretten havde fyldigt redegjort for ønsket om en børnesagkyndig undersøgelse med særlig fokus på forældrene.
Resultatet blev, som det nu engang blev. M kunne ikke blive overrasket, da jeg tydeligt havde forklaret hende, at det ville være op af bakke.
Sagens hovedproblem er nok, at D rent faktisk generelt trives trods alle odds.
De 2 grunde for min tvivl var altså børnesamtalerne og det forhold, at barnet skal høres, og dets synspunkter følges efter alder og modenhed. Det blæste systemet så lidt på.
Den 3. grund da? Jeg spurgte selvfølgelig M, hvorfor det dog var så vigtigt for hende at få del i forældremyndigheden. Hun har bremses konkret ikke af F i forhold til deltagelse for eksempel i forældremøder.
SVARET fra M var, at det er den stærkt begrænsede orienteringsret og dermed totale mangel på indflydelse. Hun afskæres simpelthen mange steder netop med forældremyndigheden som begrundelse.
Samlet blev det en ikke overraskende men skuffende afgørelse, hvor landsretten igen valgte at undlade at grave det for mig nødvendige ekstra spadestik.
Viggo Bækgaard
4. marts 2026