Ikke overvåget samvær for M med P1 og P2 på ca. 8 og 11 år, ØLD 12. marts 2021, utrykt
Sagen drejer sig om Ms anmodning om genoptagelse af samvær med P1 og p2 på 8 og 11 år.
F har forældremyndigheden alene i henhold til ØLD fra 2016. Retten lagde ifølge Ms forklaring vægt på, at F på det tidspunkt havde de mest stabile forhold. Hun havde flyttet en del rundt og havde ikke sit eget sted. Hun har siden fundet sig til rette med sin mand.
Ms påstand var, at der skal være ret til 10 gange overvågede samvær af ca. 1,5 times varighed hver 2. uge. Herefter skal der holdes et opfølgende møde i Familieretshuset med henblik på drøftelse af det videre samvær.
Statsforvaltningen traf senest afgørelse om samværet den i juni 2018, hvor samværet mellem M og pigerne blev ophævet. Ankestyrelsen stadfæstede afgørelsen.
Byrettens begrundelse: (Retten i Næstved)
Det er lovens udgangspunkt, at et barn har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Hvis samværet vil blive meget konfliktfyldt på grund af forældrenes indbyrdes forhold, kan retten afslå at fastsætte samvær.
Det afgørende er, hvordan konflikten påvirker barnet og ikke, hvem konflikten skyldes.
Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at forældrene har haft og fortsat har et højt konfliktniveau, og at de fortsat har mistillid til hinanden og en uforsonlig tilgang til hinanden.
P1 har under samtalen i Familieretshuset meget klart oplyst, at hun ikke ønsker samvær med sin mor, og at hun ikke vil have noget med moren at gøre.
Den børnesagkyndige vurderede, at P1 er alderssvarende eller over sin alder, og at hun er meget træt af den igangværende konflikt mellem forældrene. Den børnesagkyndige bemærkede, at når børn oplever en høj graf af konflikt hos forældrene, kan de i nogle tilfælde tage afstand til den ene forældre for at undgå at befinde sig midt i konflikten, og at det er den strategi, P1 anvender. Den børnesagkyndige vurderede, at P1 gav udtryk for sine egne følelser og sin mening, og at hun således udtrykker det, hun aktuelt mener, er bedst for hende.
P2 har under samtalen i familieretshuset oplyst, at hun ikke vil se sin mor, og at hun ikke er ked af, at hun ikke ser hende. Hun har endvidere oplyst, at hun ikke vil være med til overvåget samvær. Den børnesagkyndige vurderede, at P2 kan være påvirket af farens og søsterens holdning til moren.
Efter en samlet vurdering af børnenes forhold, finder retten, at det er bedst for P1 og P2, at de ikke skal have samvær med M, jf. forældreansvarslovens § 4 og§ 21, stk. 3.
Landsrettens begrundelse:
Efter forældreansvarslovens § 19, stk. 1, skal barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Bestemmelsen bygger på lovens udgangspunkt om, at det er bedst for et barn at have kontakt til begge sine forældre.
Landsretten lægger til grund, at de to piger, P1 og P2, ikke har haft kontakt til deres mor siden januar 2017, hvor den aftalte telefoniske kontakt efter pigernes ønske ophørte, og at parterne forud herfor har haft et længerevarende særdeles konfliktfyldt samarbejde, som har påvirket pigernes trivsel.
Efter sagens oplysninger lægges det endvidere til grund, at begge piger på nuværende tidspunkt trives og ved den seneste børnesamtale har udtrykt ønske om ikke at se deres mor. Det lægges endelig til grund, at begge forældre er i stand til at opretholde en stabil dagligdag og skabe trygge rammer for pigerne, men at de som følge af den tid, der er forløbet uden kontakt, ikke har haft lejlighed til at demonstrere, om de aktuelt kan samarbejde om pigernes forhold til deres bedste.
M har forklaret, at hun gerne vil deltage i et konfliktmæglingsforløb, hvis F måtte ønske at deltage. F har forklaret, at han gerne vil deltage i et sådant forløb, hvis M retter henvendelse til de kommunale myndigheder eller Familieretshuset herom, idet han anser det for en afgørende forudsætning for at søge at genetablere samværet mellem pigerne og deres mor, at han og M forbedrer deres forhold til hinanden.
Landsretten finder, at det uanset pigernes aktuelle tilkendegivelser om kontakt til deres mor som udgangspunkt vil være bedst for pigerne, at der gradvist skabes en sådan kontakt, som på et tidspunkt kan udvikle sig til et egentligt samvær. Henset til parternes tidligere meget høje konfliktniveau – og deraf følgende belastning for de to piger – og at forældrene gennem de sidste 4 år ikke har haft nogen form for kontakt, finder landsretten imidlertid, at der ikke på nuværende tidspunkt er grundlag for at fastsætte samvær mellem de to piger, P1 og P2 og deres mor, jf. forældreansvarslovens § 4 og§ 21, stk. 3.
Landsretten har i den forbindelse tillagt det vægt, at F som anført har erklæret sig villig til at deltage i et konfliktmæglingsforløb med M.
Landsretten stadfæster herefter familierettens dom.
(konklusion altså, at der ikke etableres overvåget samvær)
Kommentar.
En bekendt gjorde mig opmærksom på en kort ”reklameomtale” af sagen på den vindende advokats hjemmeside. På den baggrund spurgte jeg pågældende om dommen og fik den tilsendt.
Tak for det kollega!
Læser man dommen og sammenholder med de seneste afgørelser også fra Østre Landsret, står det med flammeskrift virkelig utydeligt, hvad retsstillingen egentlig er på området.
Jeg linker nedenfor til de næsten samtidige strittende afgørelser.
Tendensen har i nogen grad været, at der nærmest for enhver pris skal etableres overvåget samvær uden rigtig klar tilkendegivelse af, hvad der så fremadrettet skal ske.
I en afgørelse ”skåner” man en 10-årig fra samvær men gennemtrumfer det for en 3-årig.
Det store tema i tidens trend synes at være, at børn har ”åh så godt af” at være i kontakt med begge forældre. Nogle børnesagkyndige prædiker nærmest, at barnet går i stykker, hvis kontakten til en forældre afskæres.
Konsekvenserne af nogle af de tendenser bliver som ganske ofte hævdet af mig, at børnene bliver forsøgsdyr på retternes foranledning.
I en afgørelse som denne mangler man helt klart baggrundsinformationer, når man kun læser by- og landsretsdommen.
Man kan se, at der er et højt konfliktniveau. Man kan se, at forældrene bagtaler hinanden. Man kan fornemme, at børnene er nødt til at fravælge den ene forælder for selv at få lidt ro. Det er egentlig alt sammen noget, vi ser i utallige sager.
Hos mig opstår spørgsmålet ret tydeligt, hvad der førte til, at F fik forældremyndighed i 2016. Det har landsretten været oplyst om, da den sag med usvigelig sikkerhed er inddraget i sagen og dermed i ekstrakten. Man kan se, at der har været en børnesagkyndig undersøgelse på et tidspunkt men egentlig ikke indholdet fra den.
Jeg har en del yndlingsudtryk, som jeg bruger ”igen og igen (og)”! Et af dem er ”dommernaivitet”. Et andet er, at ”jeg aldrig begår butikstyveri i en butik, hvor der er et skilt med, at butikken er videoovervåget”. Oversat betyder det både, at man kan finde ud af at opføre sig ordentligt, når man overvåges, og at man kan finde ud af at sige det rigtige i retten.
I en sag som denne ”skriger” M på hjælp til at få etableret et samarbejde. Det nævner landsretten som vigtigt i deres præmisser. F siger, at han skam rigtig gerne vil deltage i et projekt bedre samarbejde, hvis M bare henvender sig enten til kommunen eller Familieretshuset om det.
Mit bud baseret alene på årelange erfaringer men helt og aldeles uden kendskab til parterne i denne sag, er, at F bestemt ikke kommer til at tage imod sådan en invitation. F ved godt, at der vil gå lang tid, før det overhovedet kommer på tale. Derudover ved han, at han bare kan undlade det.
Landsretten siger så, at man har tillagt det vægt, at F har erklæret sig villig til at deltage i sådan en konfliktmægling.
Det er rendyrket dommernaivitet. Landsdommerne tror, at F læser den sætning og tænker, at hvis ikke han deltager, så sker der et eller andet, og vægringen vil få betydning i tilfælde af en ny sag.
Nu spørger du måske, om dommen er forkert efter min mening. Du tænker måske oven i købet, hvad alternativet kunne være.
Dommen er sådan set god nok. Det er i al fald befriende, at landsretten med en dom som denne udstiller en blafrende retstilstand.
Langt hen ad vejen tænker jeg bestemt, at ro betyder ekstremt meget for børn. Men jeg havde bedre kunnet lide en ren ”ro-dom” end en dom med de naive præmisser.
Alternativet da? Man kunne jo have fanget F på ordet og udsat sagen på retsmægling på baggrund af de positive ytringer. Det ville ødelægge statistikken om sagsbehandlingstid. F ville moralsk have været tvunget til at gå med til det, og han ville formentlig føle sig forpligtet til aktivt at medvirke til genoptagelse af kontakten.
Udsættelsen kunne også have været suppleret med de facto overvågede samvær sideløbende med retsmæglingen.
Så ville F være moralsk tvunget til at medvirke konstruktivt og at gøre alt, hvad der står i hans magt for at få pigerne til i det mindste at prøve mors nuværende situation af.
De andre afgørelser:
Til slut linker jeg til en artikel om det samme emne med den lidt provokerende titel:
Viggo Bækgaard
22. marts 2021