Ikke samvær for 10-årig men overvåget samvær med efterfølgende hverdagssamvær med 3-årig, TFA 2021/30 ØLD

Ikke samvær for 10-årig men overvåget samvær med efterfølgende hverdagssamvær med 3-årig, TFA 2021/30 ØLD

Byrettens begrundelse:

Afgørelsen skal træffes ud fra, hvad der er bedst for børnene, hvor udgangspunktet er, at børnene har ret til samvær med begge deres forældre.

Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at B1 er meget præget af forældrenes uoverensstemmelser, men også af sin mors antipati mod børnenes far. Det må lægges til grund, at B1 befinder sig i en loyalitetskonflikt i forhold til sin mor, hvor hun reagerer med at »lukke af« såvel i forhold til sine gamle venner og skole, som i forhold til sin far. B1, der er 10 år, har dog givet klart udtryk for, at hun for tiden ikke ønsker at se sin far.

Det må ligeledes, også efter M’s egen forklaring, lægges til grund, at M ikke ønsker at samarbejde med F om samvær med såvel B1 som B2, herunder modsætte sig dette, på en sådan måde, at det efter en samlet vurdering – også henset til B2’s alder – for tiden må anses for mere skadeligt for børnene at gennemtvinge samvær, end ikke at fastsætte samvær.

Landsrettens begrundelse:

Parternes datter B1 er i dag 10 år, og efter sagens oplysninger kan det lægges til grund, at hun er markant påvirket af parternes konflikter.

Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen finder landsretten, at det må anses at være bedst for B1, at der for tiden ikke fastsættes samvær med F. Landsretten har herved lagt vægt på, hvorledes B1 reagerede i forbindelse med den børnesagkyndige undersøgelse, der blev gennemført i 2019 samt på den børnesagkyndiges vurdering af B1. Landsretten har endvidere lagt vægt på oplysningerne om samtalen med B1 i byretten og vurderingen fra den børnesagkyndige, der medvirkede ved samtalen.

Vedrørende datteren B2, der er tre år, finder landsretten efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at fravige udgangspunktet om, at hun har ret til samvær med sin far, jf. forældreansvarslovens § 19, stk. 1. Landsretten har herved lagt vægt på B2’s alder og oplysningen i den børnesagkyndige erklæring af 15. august 2019 om, at B2 ikke på samme måde som sin søster har været involveret som en del af konflikten mellem forældrene. Herudover har landsretten tillagt det vægt, at det på baggrund af sagens øvrige oplysninger må lægges til grund, at B2 trives godt. Landsretten finder herefter, at det vil være bedst for B2, at hun har samvær med F.

Da kontakten mellem B2 og F i længere tid har været afbrudt, findes det bedst for barnet, at samværet indledes med 4 overvågede samvær i Familieretshuset, hver af halvanden times varighed som nedenfor bestemt.

Formålet med det overvågede samvær er støtte til opstart af samvær.

Herefter skal B2 have samvær med F i lige uger fra lørdag kl. 10.00 til kl. 13.00 med afhentning og aflevering på … Station

Selve domskonklusionen ordret:

Familierettens dom stadfæstes for så vidt angår fællesbarnet B1, således at der for tiden ikke fastsættes samvær med F.

Familierettens dom ændres for så vidt angår fællesbarnet B2 således, at B2, født … 2017, skal have samvær med F.

Samværet indledes med 4 overvågede samvær af halvanden times varighed efter Familieretshusets nærmere bestemmelse og foregår hver anden uge i 8 uger. Herefter skal der være samvær i lige uger fra lørdag kl. 10.00-13.00 med afhentning og aflevering på … Station

kommentar:

Afgørelsen virker overraskende.

Det er ikke almindeligt, at der gennemføres tvunget samvær for det ene barn men ikke for begge.

Man skal godt nok altid dels læse hele afgørelsen, dels egentlig helst dykke lidt mere ned i sagen for virkelig at kunne vurdere sagen.

Men det virker da på mig, som om den lille skal være forsøgskanin. Hvordan skal man kunne forklare en 3-årig, at hun skal af sted men storesøster ikke?

Det ser ud til, at M ikke har haft advokat på sagen i al fald i landsretten. Selv om ingen advokater jo er troldmænd, må jeg blot konstatere, at det trods alt oftest er klogest at have en professionel med sig i retten. Jeg kan selvfølgelig slet ikke vurdere, om det kunne have påvirket udfaldet.

Der er imidlertid grund til at minde om, at mange ikke opfylder betingelserne for at få fri proces. Sandheden er også, at det også for personer med for høj indtægt til fri proces kan være en dyr oplevelse at have en advokat på sagen. Mit ret sikre gæt er, at M er i den sidstnævnte kategori.

Hvis hun havde haft fri proces i byretten, ville hun automatisk i denne sag også have fået det i landsretten.

Som det kan ses af P.s. har det med advokaten nok ikke haft den helt store betydning.

P.s. Lidt senere dukkede en næsten identisk sag op, hvor jeg kommenterede dette med reference til denne sag:

Her måtte jeg ved læsningen holde tungen lige i munden. Jeg syntes nemlig, at jeg lige havde læst og kommenteret den dom. Jeg vendte tilbage til den anden afgørelse. Konstaterede. at begge byretsafgørelser er truffet af Retten i Lyngby. I begge byretsafgørelser nåede byretten til, at der ikke skulle være samvær. I begge afgørelser bestemmer landsretten, at der skal være overvåget samvær efterfulgt af hverdagssamvær.

Den ene afgørelse er fra 4. september 2020 og den anden fra 16. oktober 2020.

Jeg blev så yderligere forvirret over, at den advokat, der i den første sag repræsenterede F, repræsenterede M i den anden sag – men jo altså, at resultatet endte næsten ens.

Ingen af landsdommerne var gengangere i de to sager.

Begge sager er rene samværssager. Der er altså ikke hverken bopæl eller forældremyndighed som en del af påstandene.

Begge sager omtaler, at M ikke var samarbejdsvillig, hvilket godt kan oversættes som i al fald en variation over emnet samværschikane. Det ubesvarede spørgsmål er selvfølgelig, hvad resultatet ville være blevet, såfremt der havde været påstand om forældremyndighed eller bopæl.

Det tyder på, at man i landsretten i al fald i et vist omfang har sat sig omkring et bord og ”aftalt”, hvordan man lige skal skære denne sagstype. Bekymrende tænker jeg.

….

Tilbage til denne konkrete sag.

Læg mærke til domskonklusionen og tænk lige over konsekvenserne. På overfladen er der tale om en “endelig afgørelse”, hvor der tages hensyn til optrapning og en permanent løsning. Læg så mærke til, at den permanente løsning er fast samvær 3 timer lørdag i lige uger. 

Sammenhold det med den anden sag, hvor der tilsyneladende efter landsrettens opfindelse langsigtet er samvær hver lørdag.  I denne sag har landsretten dog fulgt påstandene i sagen uden at digte noget uholdbart til.

Den anden sag:

Viggo Bækgaard

Opdateret 17. marts 2021