Forældremyndighedssag afvist efter forældreansvarsloven § 39, TFA 2013/276
Byrettens begrundelse:
Det følger af forældreansvarslovens § 39, stk. 1, at en anmodning om ændring af forældremyndighed kan afvises af statsforvaltningen, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt.
Selvom der er et vist konfliktniveau mellem parterne, er det ikke bevist, at samarbejdsforholdene omkring A har ændret sig væsentligt, siden forældrene indgik en aftale om fortsat fælles forældremyndighed den 17. november 2011.
Retten skal særligt bemærke, at den omstændighed, at der i perioden har været indledt sager af faderen ved statsforvaltningen om samvær og bopæl, ikke i sig selv kan begrunde et krav hos den anden forælder om ny stillingtagen til spørgsmået om forældreansvaret.
På den baggrund tiltræder retten, at statsforvaltningen har afvist sagen.
Landsrettens begrundelse:
Dommerne A og B udtaler:
Det fremgår af statsforvaltningens afgørelse af 11. oktober 2012 i afsnittet »Sagens oplysninger«, at forældrene efter separationen den 22. marts 2010 fortsat havde fælles forældremyndighed, og at moderen den 24. oktober 2011 ansøgte om ophævelse af den fælles forældremyndighed. Under et møde i statsforvaltningen den 17. november 2011 blev forældrene enige om fortsat at have fælles forældremyndighed. Efter denne aftale modtog statsforvaltningen anmodninger fra faderen om fastsættelse af samvær og om bopæl henholdsvis den 15. december 2011 og den 2. januar 2012. Forældrene indgik aftale om samvær den 30. januar 2012, og der blev udfærdiget en samværsresolution den 6. marts 2012.
Af bemærkningerne til lovforslag nr. 157 om ændring af blandt andet forældreansvarsloven fremgår det vedrørende affattelsen af § 39, at hensigten med ændringen har været at afskære unødvendig procesførelse og dæmme op for situationer, hvor forældrenes konflikter holdes i gang ved gentagne ansøgninger om ændring af f.eks. forældremyndigheden og dermed skærme barnet mod forældrenes konflikt. Hensynet til barnet skal veje tungt, når der skal tages stilling til, om en ansøgning skal afvises, idet det må antages at være bedst for barnet, at det ikke unødvendigt fastholdes i et konfliktfelt mellem forældrene. Det skal ved en afgørelse om at afvise en ansøgning haves for øje, at afgørelsen skal være bedst for barnet. Da intentionen med bestemmelsen er at skærme barnet mod unødvendig procesførelse, vil der, også hvor forældremyndighedens placering beror på en aftale, kunne forekomme tilfælde, hvor det må overvejes at afvise en ansøgning.
Aftalerne om fælles forældremyndighed og samvær har ikke skabt ro om sagen, idet forældrene har konflikter omkring samværet, hvilket den fremlagte sms-korrespondance viser.
Af de grunde, som byretten har anført, tiltræder vi imidlertid, at det ikke er påvist, at parternes forhold har ændret sig væsentligt, siden aftalen om fælles forældremyndighed blev indgået. Da det heller ikke er påvist, at en ændring af forældremyndighedsspørgsmålet vil være bedst for barnet, stemmer vi med denne begrundelse for at stadfæste byrettens kendelse.
Dommer Olav D. Larsen stemmer af de grunde, som byretten har anført, for at stadfæste byrettens kendelse.
kommentar:
Afgørelsen er en af de første om afvisning efter det nye udvidede skærpede ændringskriterium. Dissensen handler alene om begrundelsen og er lidt juridisk spidsfindig.
Budskabet er i virkeligheden af kendelsen, at hele grundlaget for de nye regler er at skåne børnene fra et evigt løbende konfliktfelt. Det har landsretten slået fast med afgørelsen.
Viggo Bækgaard