Det mener Landsforeningen Børn og Samvær om skilsmissepakken og samværschikane.

Det mener Landsforeningen Børn og Samvær om skilsmissepakken og samværschikane.

Landsforeningen Børn og Samvær har igennem længere tid udtrykt bekymringer omkring fænomenet samværschikane – eller samarbejdschikane i bred forstand. Derfor er vi overordnet glade for, at politikerne er vågne over for problemet. Umiddelbart vækker det også glæde, at der synes at være bred politisk enighed om sagen.

Her på hjemmesiden har jeg mange gange været inde på emnet samværschikane. Se f. eks.

Forældreansvarslovens problemer – blandt andet om samværschikane fra 2010

Samværschikane efter 2011 (oprindelig fra februar 2011 men ajourført til foreløbig oktober 2014

Høring over Familiestyrelsens rapport om evalueringen af forældreansvarsloven, december 2011

Når man læser vores betragtninger, er det let at se, at vi ikke er så langt fra det, der nu fremgår af aftalen mellem partierne.

I det følgende kommenterer jeg på Landsforeningen Børn og Samværs vegne de enkelte elementer i aftalen. Vore kommentarer fremstår med rødt. Har du brug for at læse forligsteksten i sin helhed uden vores kommentarer, kan du også se den her på siden.

Teknisk vil der nu ske det, at der skal udarbejdes et lovforslag, som skal udmønte aftalen i forhåbentlig brugbar lovtekst. I virkeligheden er det der, udfordringen for alvor ligger.

Forligsteksten: Aftalepartierne bemærker, at der med forældreansvarsloven og evalueringen af denne er sket en grundlæggende ændring af området således, at det er barnets ret til begge sine forældre – og ikke forældrenes ret til barnet – der skal være det bærende element for afgørelser på området, og at forældrene har et fælles ansvar for deres barn, herunder for at barnet har samvær med den forælder, som det ikke bor hos.

Kommentar: Det er gammelkendte fine ord, som alle er eller i det mindste bør være enige om. Men det er selvfølgeligheder, der ikke har meget med lov og jura at gøre.

Forligsteksten: Det er aftalepartiernes opfattelse, at lovens intention om, at barnet har ret til begge forældre, og at forældre derfor har et fælles ansvar for barnet er vigtige signaler, der også konkret skal understøttes af lovgivningen.

Kommentar: Igen noget, alle kan blive enige om som hovedregel. Det rigtig svære er, når det ikke virker. Her kommer ”h-erne” ind. Hvorfor, hvad så og hvordan.

Forligsteksten: Det er helt centralt, at børn ikke uden egentlig grund mister kontakten til den forælder, som de ikke bor sammen med. Aftalepartierne ønsker derfor med de aftalte initiativer at signalere til forældre, der tidligt i sagsforløbet bevidst handler ud fra et ønske om at holde barnet væk fra den anden forælder, at manglende samarbejdsvilje og medvirken til sagens oplysning har en konsekvens, og at udgangspunktet er, at barnet fortsat skal have kontakt med begge forældre efter et samlivsbrud.

Kommentar: Hvem er egentlig som princip uenig i det. Der bliver dog blandet lidt rundt mellem det, der er åbenbart logisk og rigtigt i forhold til det, som er noget mere problematisk.

Det med at handle bevidst for at holde barnet væk fra den anden forælder, er ikke helt så enkelt, som det kan fremstå i en selvfølgelig kontekst. Man må nemlig være klar over, at der i visse tilfælde er en god grund til ”bevidst at ønske at holde barnet væk fra den anden forælder”. Det er sondringen og afklaringen her, som bliver svær.

Den voldelige forælder; alkoholikeren; krænkeren. De kan alle være årsag til ønsket om at holde forælderen væk. Det afklares ikke nødvendigvis lynhurtigt. Enhver ved, at en alkoholiker bestrider sit problem, indtil de frelsende AA-lignende organisationer tager over. Den voldelige bestrider også forholdet.

Et andet forhold, som vi støder jævnligt på, er forælderen, som ikke er vant til i parforholdet at ”være på” i forhold til barnet. Jo mindre børn, jo sværere er det fra dag til dag at skifte den gamle dårlige vane ud med noget andet i al fald på en måde, så barnet bliver umiddelbar tryg.

Kort sagt er ordene fine og umiddelbart lette at skabe konsensus om. Men når det skal udmøntes, bliver det sværere.

Forligsteksten: De initiativer, som aftalepartierne er blevet enige om, styrker og bygger videre på de muligheder, der er i den gældende lovgivning og Statsforvaltningens sagsbehandling for at sikre barnets kontakt med begge forælder. Initiativerne indeholder med dette afsæt flere forskellige elementer, der har fokus på at optimere processen og tilskynde forældrene til at samarbejde til bedste for deres børn.

Kommentar: Nu venter vi spændt. Fine ord, der liner op til noget, som bliver konkret.

Forligsteksten: Dette sker ved:

· At der indføres mødepligt i Statsforvaltningen i sager efter forældreansvarsloven, så forældre ikke uden gyldig grund kan aflyse møder og dermed opnå at forhale sagen

Kommentar: Gad vide, hvem der har vejledt politikerne om dette tiltag?

Det kan sagtens være frustrerede forældres oplevelser, som politikerne her forsøger at tilfredsstille. Alle er utilfredse i forskellig grad med, hvad der foregår i Statsforvaltningen. Man oplever med jævne mellemrum at møde op i Statsforvaltningen, hvor den ene part med forskellige mere eller mindre gode undskyldninger udebliver. Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at det også kan skyldes ønsket om at forhale sagen.

Selvfølgelig er fremmøde befordrende for at få sat sagen i gang, så den kan oplyses bedst muligt. Det er imidlertid mindst lige så vigtigt som fremmøde, at selve mødet i Statsforvaltningen berammes nærmest omgående, når det drejer sig om en skilsmissesituation.

En forligstekst som denne er formentlig ikke blevet til alene hos politikerne. Der må have deltaget jurister i processen. I retsplejen har vi regler om konsekvenser af at udeblive. Typisk kan der afsiges dom mod den, der ikke møder skønt lovligt tilvarslet, som jurister udtrykker det. Dilemmaet her er, at selve udeblivelsen med en konsekvens som den skitserede kan være fatal for et barn.

Derfor skal det blive spændende at følge den proces, som måtte komme. Vi vil i al fald være meget opmærksomme på netop spørgsmålet om konsekvenser af manglende udeblivelse.

Men som i forhold til det øvrige, er vi grundlæggende enig i de intentioner, der ligger formuleret i forligsteksten.

Forligsteksten: At der indføres en frist for, hvornår Statsforvaltningen skal have truffet en midlertidig afgørelse om kontaktbevarende samvær i de tilfælde, hvor der ikke allerede er kontakt mellem barnet og den forælder, som det ikke bor hos

Kommentar: Der må refereres til den situation, der opstår i forbindelse med selve samlivsophævelsen. Selvfølgelig er det vigtigt, at den proces ikke i sig selv fører til, at den ene forælder ikke ser børnene.

Heller ikke her er det imidlertid fuldstændig enkelt. Det er nemlig sådan, at det kun er den, som ikke har barnet boende, som kan bede om samvær. Derfor ses det ikke helt sjældent, at selve kampen om bopælen kan føre til den konsekvens, at barnet ikke ser den ene forælder. For hvem skal lige give afkald på bopælsretten for at få samværet?

Netop på det tidspunkt, hvor jeg på vegne Landsforeningen Børn og Samvær skriver disse kommentarer, sidder jeg med to eksempler på den skitserede problemstilling. I det ene vælger den ene forælder at nægte at modtage børnene i en i øvrigt af Statsforvaltningen truffet samværsordning, fordi det ikke er blevet en 7/7-ordning. I den anden vælger den ene forælder at acceptere en midlertidig aftale om at betragte den anden som bopælsforælder – i virkeligheden bare for at kunne se børnene uden for mange sværdslag.

Det er bestemt ikke altid, at 7/7-deleordning er det bedste endsige bare det rigtige overhovedet for barnet. Det er heller ikke sådan, at den, der bliver i den hidtidige bolig, lige skal være den, som bliver umiddelbar bopælsforælder.

Med andre ord er der en udfordring i at efterleve de i øvrigt rigtige intentioner i forligsteksten.

Også her vil vi i Landsforeningen Børn og Samvær være meget aktive, når reglerne skal udformes. Vi tilbyder allerede nu vores sparring og understreger, at vi hverken er ”foreningen-far” eller ”foreningen-mor” i vores udgangspunkt – men ”foreningen barnets stol” kunne man sige.

Forligsteksten: At midlertidige afgørelser om samvær truffet under en forældremyndigheds- eller bopælssag automatisk bliver endelige, så sager ikke unødigt starter forfra. Forældre afskæres ikke fra efterfølgende at rette henvendelse til Statsforvaltningen om ændring af det fastsatte samvær

Kommntar: Kommentaren foran om bopælsafgørelse gælder også her. Det lyder tilforladeligt, men problemerne løses ikke ved endelige afgørelser på et tidligt tidspunkt under en bopælssag. Forudsætningen for det er, at bopælen også efter sagen er den samme som forudsat i den midlertidige afgørelse, som nu skal være endelig.

Forligsteksten duer med andre ord simpelthen ikke her, hvor godt det end lyder.

Som retsstillingen er nu, skal der i tilfælde af bopæls- eller forældremyndighedssag enten en midlertidig aftale eller afgørelse om bopæl til, før der kan træffes afgørelse om samværet.

I dag indgår mange en aftale om egentlig deleordning, mens sagen om bopæl eller forældremyndighed kører for at nulstille situationen i den periode. Det er langt fra ensbetydende med, at en deleordning er det rigtige for barnet.

Så opfyldelse af det punkt i forligsteksten indebærer store udfordringer.

Forligsteksten: At samvær som ikke gennemføres, og hvor dette ikke skyldes samværsforælderens forhold, automatisk udløser erstatningssamvær.

Kommentar: Med det meget kraftige forbehold, som omtales til allersidst i forligsteksten, er vi enige. Frygten er, at det forbehold bliver overset i den virkelige verden. Det synes vi nemlig har været tilfældet stort set altid på trods af rigtig fine ord.

Forligsteksten: At Statsforvaltningen kan fastsætte barnets ret til ferie med begge forældre, så samvær ikke forhindres på grund af chikanøs ferieafholdelse.

Kommentar: Det vil være en stor gevinst, såfremt der bliver hjemmel til, at Statsforvaltningen også kan træffe afgørelse om bopælsforælderens ferie. Som reglerne er nu, er det bopælsforælderen, som har de primære rettigheder omkring ferie. Mange samværsforældre oplever, at ferien bruges til at genere.

Feriespørgsmålet fylder meget. Vi oplever også, at afgørelserne fra Statsforvaltningen på netop det punkt giver anledning til store fortolkningsvanskeligheder selv for os, der beskæftiger os med området. Vejledningen i telefonslusen har store mangler på det punkt.

Så en udvidelse af kompetencen i retning af det foreslåede kombineret med meget klarere afgørelser sprogligt vil være en gevinst.

Generelt gælder nemlig, at jo klarere rettigheder og pligter er beskrevet, jo bedre bliver barnets dagligdag i minefeltet mellem forældrene.

Forligsteksten: At der i sager, der allerede behandles i fogedretten, og hvor der skal ske tvangsfuldbyrdelse af et samvær, tilbydes rådgivning hjemme hos forældrene hver for sig, inden der eventuelt sker tvangsfuldbyrdelse.

Kommentar: Spørgsmålet om fogedrettens bistand til tvangsfuldbyrdelse af samværssager har altid fyldt meget. Det er et voldsomt indgreb over for barnet at sætte fogeden i arbejde. Man kan ikke gøre nok for at forbedre forholdene også på det punkt.

Der kan opleves en smule inkonsekvens i forligstankerne. På den ene side er det vigtigt for forligspartierne at sikre effektivitet ved, at udeblivelse i Statsforvaltningen skal have konsekvenser. Heroverfor står så en lidt vattet tilgang til en situation, hvor afgørelsen af, at der skal være samvær, er truffet, men hvor den ene forælder ikke vil efterleve det.

Man må gøre sig klart, at et tiltag som dette vil give mulighed for trænering af en allerede truffet afgørelse.

Forligsteksten: Aftalepartierne ønsker at understrege, at initiativerne er rettet mod de sager, hvor et barn uden påviselig grund mister kontakten med den anden forælder, og at initiativerne således ikke bryder med det helt grundlæggende princip i forældreansvarsloven om, at afgørelser om samvær altid skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.

Dette fokus blev skærpet med den seneste ændring af Forældreansvarsloven i 2012, hvor der blev skabt en særlig procedure et såkaldt ”særligt spor” for behandlingen af de meget tunge og konfliktfyldte sager. Statsforvaltningen skal således – uafhængigt af initiativerne i denne aftale – fortsat have et særligt fokus på de sager, hvor der er begrundet tvivl om, hvorvidt samværet er bedst for barnet.

Foreligger en sådan begrundet tvivl – f.eks. i tilfælde af misbrug, fysisk eller psykisk vold i familien, overgreb e.l. – skal Statsforvaltningen som hidtil undersøge disse påstande nærmere.

 Kommentar: Fremhævelsen med fed er min. Sandheden er, at forudsætningen er rigtig – og vigtig.

Det er stort set på alle områder den forudsætning, som er rygraden men også i et vist omfang problemet i alt, hvad der har med forældremyndighed, bopæl og samvær at gøre.

Hele problematikken om barnets bedste (barnets tarv) er gemt i den skrevne forudsætning.

Jeg er alvorligt bange for, at dette punkt og det efterfølgende om tiden kan ende med at give forhindringer i ellers fornuftige intentioner.

Vores frygt er, at de fine ord bliver til endnu en gang lappeløsninger.

Men forudsætningerne er altafgørende og må på ingen måde fraviges.

Nedenfor knyttes et par bemærkninger til supplerende forslag.

Forligsteksten: Aftalepartierne er opmærksomme på tiden som en central og afgørende faktor i samværssager, og at en forhaling af sagen i visse tilfælde kan medføre en risiko for forældrefremmedgørelse.

Initiativerne forventes i forhold til sager, hvor der – uden påviselig grund – ikke er kontakt mellem barnet og den ene forælder, at dæmme op for denne risiko og samtidig medføre, at sagsbehandlingstiden afkortes.

Kommentar: Grundlæggende er det rigtigt. Spørgsmålet indebærer det dilemma, at tingene skal gå hurtigt, samtidig med, at der ikke må gives køb på ordentlig afvejning af, hvad der er bedst for barnet som nævnt ovenfor.

Forligstekst: ”Aftalepartierne noterer sig, at der i Danmark i perioden fra 2006 og frem til 2015 har været iværksat to projekter med parrådgivning. Begge projekter udviser positive resultater i forhold til forældrenes forståelse af barnets behov samt evne til at kommunikere med hinanden og har givet deltagerne en øget viden om de psykiske reaktioner, som familiebrud fremkalder hos både børn og voksne.

Aftalepartierne er således enige om vigtigheden af, at der fremover generelt sættes mere fokus på en tidlig forebyggende indsats. Par, der står foran en skilsmisse, skal hjælpes til at håndtere deres situation og bevare fokus på børnenes behov med henblik på at undgå, at ”almindelige” skilsmisser bliver unødigt konfliktfyldte.”

Kommentar: Fuldstændig enig! Det er en virkning af vores gamle påstand om, at det at dømme til fælles forældremyndighed eller samarbejde svarer til at dømme til fred i Mellemøsten. Umuligt – men håbet består om, at man kan uddanne sig til fred i familien.

Forligsteksten: Aftalepartierne er enige om at følge udviklingen og effekten af initiativerne i denne aftale med henblik på at vurdere, om der er behov for eventuelle justeringer mv. Dette vil ske i forbindelse med de årlige statusmøder om udviklingen på forældreansvarslovens område.

Kommentar: Politikerne skal lige være opmærksomme på, at Statsforvaltningen i forbindelse med disse statusmøder fremstiller den aktuelle situation ensidigt og i et alt for rosenrødt skær.

De borgere, der prøvet en centrifugering i Statsforvaltningen, har generelt behersket tillid til systemet.

Den kritik, der har været rettet mod Statsforvaltningen gennem flere år, har i ganske vidt omfang været berettiget.

Til gengæld er det ikke rigtigt, at Statsforvaltningen opfører sig partisk i forhold til et af kønnene.

Hvad kunne yderligere forbedre de gode intentioner.

Effektiv konsekvens:

Emnet samværschikane har et par grundlæggende elementer, som denne forligsaftale ikke synes at løse endsige tage stilling til.

Allerede i vores høringssvar i forbindelse med evaluering af loven i 2012 havde vi emnet samværschikane som et hovedfokus. Dengang skrev vi dette:

For så vidt angår samværschikane anbefaler vi, at man overvejer at indføre en bestemmelse i forældreansvarsloven, der svarer til rpl. § 536, stk. 6 i fogedsagerne men betinger anbefalingen af, at man for alvor sikrer sig, at der er tale om egentlig samværschikane. Der tænkes på en bestemmelse, hvor man slår fast, at hvis bopælsforælderen uden rimelig grund afskærer samværsforælderen fra samvær, skal bopælen vedrørende barnet overflyttes, med mindre en sådan overførelse vil udsætte barnets sjælelige eller legemlige sundhed for skade.

Vores bekymring vedrørende sådan en bestemmelse går på, at det vil være en katastrofe, såfremt man fuldstændig ser bort fra SFI-rapportens konklusion fra 2004. Et af problemerne i børnesagerne er, at de ofte ikke undersøges grundigt nok. Det er fortsat vanskeligt at få gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, og det er endnu vanskeligere at få gennemført en egentlig forældreevneundersøgelse eller psykologisk/psykiatrisk vurdering af forældrene i situationer, hvor en af parterne beskyldes for psykisk vold, psykopati eller lignende.

Det bør derfor samtidig med sådan en bestemmelse indskærpes, at bopælsforælderens begrundelse for vægring ved samvær tages alvorligt og underkastes en seriøs bedømmelse.

 Det er tankevækkende, at dommerne fokuserer stærkt på barnets bedste i samværschikanesagerne men i betydelig grad negligerer samme i børnebortførelsessagerne. Forskellen skyldes formentlig lovteksternes forskellighed i forældreansvarsloven, i retsplejeloven og børnebortførelsesloven.

Forarbejderne til forældreansvarsloven lægger op til at det skal tillægges betydning også ved placering af forældremyndighed eller bopæl, såfremt der foreligger samværschikane. Det sker stort set ikke. Det er helt oplagt forældreansvarslovens § 4 (bedst for barnet-bestemmelsen), der kommer til at spøge i dommernes sind. Man er simpelt hen tilbageholdende med at drage en konsekvens, som kan opfattes som vidtrækkende.

Det er vidtgående at flytte bopælen for et barn, som har været hos mor hele tiden, over til en far, som barnet måske endda dårlig nok har fået lov til overhovedet at blive bekendt med eksistensen af.

Men den etiske overvejelse er alligevel nødt til at blive ført til ende.

Ønsker vi, at forældreansvarslovens hovedtese om samarbejde, skal være den realistiske hovedregel? Eller er vi reelt indstillede på, at den ene part ved sin adfærd kan håndhæve en ejendomsret til barnet baseret på et konsekvent ikke reelt begrundet ønske om ikke-samvær?

Det er som nævnt tankevækkende, hvorledes domstolene forholder sig i børnebortførelsessagerne.

I en nyere afgørelse skulle D på 1 år og 9 måneder tilbagegives til F i Sverige, da M havde taget D med til Danmark uden Fs samtykke. I en anden sag skulle to børn på 7- og 12 år bringes til Italien trods deres ønske om at blive i Danmark. En tredje sag handlede om en 3-årig, der skulle tilbageleveres til F i Australien, da M uberettiget havde taget barnet med til Danmark.

Såfremt man ønsker at fastholde et ønske om konsekvens af samværschikane, må man vurdere på, hvad det er, som gør, at landsretterne overhovedet ikke ryster på hænderne, når det handler om børnebortførelsesloven, mens man i samværschikanesagerne lige så konsekvent ser bort fra chikanen og lader barnet være, hvor det har været hidtil.

Vores pointe er, at i ingen af de tre afgørelser, er det åbenlyst bedst for børnene at blive bragt tilbage til det andet land. Dommernes respekt for de internationale regler synes større end deres respekt for lovbemærkninger, der klart siger, at det skal have konsekvens, hvis der foreligger samværschikane.

Et godt nok liv hos mor uden samvær til far kan i nogle tilfælde sættes op mod et godt nok liv hos far med samvær til mor.

Generelt ønsker vi i Landsforeningen Børn og Samvær, at alle sager undersøges grundigere end i dag. Vi støtter tankerne om et udvidet samarbejde med socialforvaltningerne i bestræbelserne på at finde en mulig objektiv sandhed.

Endvidere ønsker vi, at loven strammes op, så dårlig adfærd får konsekvenser. Det vil også kunne medvirke til en forkortelse af den tid, som et barn skal tilbringe som orkanens øje i en lang proces

 Vi er tindrende bevidste om problemerne ved det men tror, at langtidsvirkningerne for børnene af en konsekvent ændring er bedre i ganske mange situationer og dermed overvinder den korttidsvirkning, som en ændring af grundvilkårene vil være i disse sager.

Børnedomstol (familiedomstol).

I Landsforeningen Børn og Samvær tror vi, at tiden er ved at være inde til at gennemføre en egentlig familiedomstol til afgørelse af de lidt mere komplicerede forældreansvarssager.

Der er store mangler ved Statsforvaltningen, som den fungerer i dag. Vi ved godt, at man i Statsforvaltningen har den selvforståelse, at fremtidige løsninger skal ligge i det regi. Statsforvaltningen er ikke en domstol og bør heller ikke blive det.

Det er faktisk slemt nok, at Statsforvaltningen kan træffe afgørelser om samvær, som ikke er underlagt domstolskontrol.

Statsforvaltningens styrke er i dag, at den kan forsøge at formidle aftaler. De forskellige tilbud, som kan fås gennem Statsforvaltningen kan og bør udbygges. For eksempel er konfliktmægling i den nuværende form efter vores opfattelse ikke praktisk anvendelig. Retsmægling via domstolene efterspørges med god grund mere, og det er heller ikke tilfældigt, at der er pæn succes med de indledende retsmøder ved de nordsjællandske retter. Husk på, at på det tidspunkt, har sagen været i Statsforvaltningens vridemaskine.

I overskrifter forestiller vi os en specialdomstol inden for det almindelige domstolssystem. Man kender det for eksempel fra boligretten, der består af en juridisk udnævnt dommer og to lægdommere med særlig viden og erfaring på området.

En familiedomstol kunne bestå af en juridisk dommer suppleret for eksempel af en børnesagkyndig og en egentlig lægdommer. En sådan sammensætning vil give bredde.

I dag agerer domstolene pænt hurtigt i forældreansvarssager, der typisk behandles i retten et par måneder efter rettens modtagelse af sagen.

Vi tænker os endvidere, at bevisførelsen i en forældreansvarssag bliver mere fri end i dag, hvor det er ganske vanskeligt for parterne bare at forsøge at føre bevis for den opfattelse, de måtte have af, hvad der er bedst for barnet.

Sammenfattende tror vi, at en børnedomstol både vil kunne øge hurtigheden og styrke tilliden til retssystemet generelt. Statsforvaltningen opfattes som en del af retssystemet.

En børnedomstol må under ingen omstændigheder etableres under Statsforvaltningen.

På vegne Landsforeningen Børn og Samvær

Viggo Bækgaard

Formand og talsmand

Den 7. september 2014

Skriv et svar