Vi har ikke hemmelig retspleje i Danmark, TFA 2026/5 ØLK

Vi har ikke hemmelig retspleje i Danmark, TFA 2026/5 ØLK

Egentlig er der tale om en sag om tvangsfuldbyrdelse af samvær i en sag, hvor F angiveligt var politianmeldt for voldtægt mod barnet og spørgsmål om tilbageholdelse af oplysninger i sagen.

Byrettens begrundelse:

Familieretten har efter retsmødet den 26. november 2025 indhentet udtalelser fra X Politi og Y Kommune samt journaler fra Børne- og Ungemodtagelsen på Z Sygehus. Parterne skulle herefter gives mulighed for at komme med bemærkninger til det indhentede.

Udtalelsen fra politiet er publiceret til sagens parter, og det fremgår heraf blandt andet, at der er en verserende sag hos politiet om voldtægt, hvor mor er registreret som anmelder, far som mistænkt og barnet som forurettet.

Af hensyn til politiets efterforskning i denne sag finder familieretten, at de øvrige indhentede udtalelser og journaler ikke kan publiceres til parterne i denne sag, ligesom familieretten ikke kan oplyse om det konkrete indhold af det indhentede.

Da der således ikke er indhentede oplysninger, som parterne kan komme med bemærkninger til, træffer familieretten afgørelse på det foreliggende grundlag, herunder de oplysninger, som parterne ikke kan gøres bekendt med.

Landsrettens begrundelse

Efter retsplejelovens § 255 a kan en part forlange at få adgang til dokumenter, der vedrører sagen, herunder indførsler i retsbøgerne, medmindre andet er bestemt.

Af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 603, fremgår bl.a., at i civile sager gælder der med få undtagelser et ubetinget princip om fuld kontradiktion.

Parterne har således under sagen som udgangspunkt adgang til at gøre sig bekendt med og kommentere alt materiale, der indgår i sagen.

Det kan lægges til grund, at familieretten efter retsmødet den 26. november 2025 indhentede oplysninger fra Y Kommune og Børne- og Ungemodtagelsen på Z Sygehus, som familieretten besluttede ikke at publicere til parterne eller oplyse om indholdet af. De indhentede oplysninger indgår i familierettens begrundelse i den indkærede kendelse.

Idet retsplejeloven ikke indeholder en undtagelse fra § 255 a, for så vidt angår oplysninger af den karakter, som er indhentet af familieretten til brug for sagen, ophæver landsretten familierettens kendelse og hjemviser sagen til fornyet behandling ved familieretten, således at parterne gøres bekendt med og får lejlighed til at udtale sig om det materiale, der indgår i sagen.

Kommentar:

Sagen forekommer langt mere principiel og vidtrækkende, end man måske umiddelbart forestiller sig.

Jeg har gennem årene gang på gang indprentet for mine læsere, at vi ikke har hemmelig retspleje i Danmark. Men jeg har egentlig været tilbøjelig til at acceptere et synspunkt, der går på, at der kan være ting, som man holder bort fra en mistænkt eller sigtet i en straffesag ”indtil videre”.

Denne dom kan formentlig bruges til at fremskaffe oplysninger også i kommunalt regi, hvis man står i en situation, hvor man på trods af ”beskyldninger” ønsker samvær ud fra et grundsynspunkt, at der ikke er noget at komme efter i forældreansvarsmæssig henseende (forældremyndighed, bopæl og samvær).

Viggo Bækgaard

Juli 2026