F tilkendt overvåget samvær i byretten i maj måned 2020. Derefter ikke gennemført tvangsfuldbyrdelse ved kendelse i juli, Retten i Aalborg dom 22. maj 2020 og kendelse 8. juli 2020, utrykte. Betragtninger om fuldbyrdelsessystemet i kommentaren.
Dom og kendelse er modtaget fra F.
Kort problemstilling:
F fik i forbindelse med en ulykke i 2001 en hjerneskade. F er i arbejde som selvstændig i IT-branchen. Det er to drenge på 6 og knap 9 år.
Det kan lægges til grund, at forældrene har været sammen ganske længe, og at begge børn er født meget længe efter hjerneskadens opståen.
Det fremgår, at M fik eneforældremyndigheden i 2018.
Børnene var til samtale i forbindelse med Familierettens behandling af selve samværssagen. Den sag, som man kan kalde den materielle realitetsafgørelse om samvær.
D1 siger ifølge samtalenotatet bl. a. således:
”….
Han forklarede videre, at faderen var sød i starten – inden D2 blev født – men at faderen har slået hjernen et sted, så han aldrig kommer til at lære at være sød. Dette er noget, som moderen har fortalt.
…..”
Den børnesagkyndiges vurdering lød således i uddrag:
”D1 kommer flere gange med præcise konkrete eksempler, men har meget svært ved at huske udover de enkelte detaljer. D1s alder taget i betragtning skønnes han at være afhængig af moderens og storebrorens fortælling i forhold til sig selv, til faderen og hans relation til faderen, og D1 vurderes at være for lille til at kunne danne egen mening eller selvstændigt at kunne fastholde et ønske om kontakt med faderen. Han er således naturligt påvirket og afhængig af moderens og storebrorens holdning til faderen og samværet med ham.
Der ses aktuelt at være en åbning for et meget begrænset støttet/overvåget ”kendesamvær”, hvilket synes at være eneste mulighed, hvis D1 ikke skal fremmedgøres yderligere fra sin far. Det anbefales, at et eventuelt samvær skal være sammen med storebroren.”
D2 siger ifølge samtalenotatet bl. a. således:
”….
”D2 startede med at sige, at det er godt ikke at se sin far, da faderen meget let bliver sur. D2 mener ikke, at faderen kan lære at ændre dette, da faderen har slået sit hoved på en sten. Det er moderen, der har fortalt det, og han tror på hende, da hun aldrig lyver. Det gør faderen nogle gange.
….
Hvis han kunne få ét ønske opfyldt, ville han ønske, at faderen var sød imod dem og at faderen ikke havde slået hjernen. D2 forudsatte, at faderens hjerne ikke kan fikses og at han derfor ikke kan blive sød.”
Den børnesagkyndiges vurdering lød således i uddrag:
”D2 opleves i den grad fastlåst og unuanceret i sin oplevelse af forældrene. Han gengiver eksempler fra tidligere samtaler og vurderes at være fastholdt og have vænnet sig til en hverdag med sin mor og bror.
Idet moderen ikke ønsker samværet genetableret, formodes D2 ikke at blive præsenteret for denne mulighed, ej heller samtaler om faderen i positive eller fremadrettede termer.
D2 vurderes at være for lille til at kunne danne egen mening eller selvstændigt at kunne fastholde et ønske om kontakt med faderen. Han er således naturligt påvirket og afhængig af moderens holdning til faderen og samværet med ham. Der ses aktuelt at være en åbning for et meget begrænset støttet/overvåget ”kendesamvær”, hvilket synes at være eneste mulighed, hvis D2 ikke skal fremmedgøres yderligere fra sin far. Det anbefales, at et eventuelt samvær skal være sammen med lillebroren.”
Byrettens begrundelse:
Det afgørende princip i forældreansvarsloven er, at afgørelse skal træffes efter det, der er bedst for børnene, jf. forældreansvarslovens § 4.
Det fremgår af sagens bilag, at der er et særdeles konfliktfyldt forhold mellem forældrene, og det har bl.a. resulteret i, at Vestre Landsret den 18. september 2019 ophævede den fælles forældremyndighed og tillagde forældremyndigheden til M alene.
Af dommen fra Byretten, der blev stadfæstet af Vestre Landsret fremgår det, at parternes væsentligste konflikt har vedrørt samvær, og at M ikke loyalt samarbejder for at sikre drengenes kontakt til deres far. Af dommen fra landsretten fremgår videre, at der som følge af D2s modstand ikke har været samvær med F i en længere periode.
Af sagens oplysninger sammenholdt med forklaringerne fra parterne lægger retten til grund, at Familieretshuset i august 2018 traf afgørelse om samvær mellem Fog D2, og at det ikke er lykkedes at gennemføre dette samvær, hvorfor Familieretshuset den 19. februar 2019 suspenderede samværet mellem D2 og F. Det kan også lægges til grund, at F senest har haft samvær med D1 i marts 2019. Endelig må det lægges til grund, at der ikke i perioden efter marts 2019 og frem har være samvær mellem drengene og deres far, dels da M valgte at rejse til Spanien i en længere periode, og dels da hun, efter sin egen forklaring ikke ønskede at sende drengene på samvær, efter hjemkomsten fra Spanien.
Af udtalelserne fra skole og børnehave fremgår det, at drengene overordnet er i trivsel, og begge drengene har under børnesamtaler i april 2020 tilkendegivet, at de ikke ønsker at komme over til deres far på samvær, men at de gerne vil have samvær med faren, hvis der er en anden voksen til stede. Det er af den børnesagkyndig vurderet, at der aktuelt er en åbning for et meget begrænset støtte/overvåget samvær mellem drengene og F, og det er ligeledes vurderingen, at det er eneste mulighed, hvis drengene ikke skal fremmedgøres yderligere for deres far.
På den baggrund finder retten efter en samlet afvejning af oplysningerne i sagen omkring D1 og D2s forhold, at det vil være bedst for begge drengene, at de skal have overvåget samvær med F i 3 timer 1 gang om måneden efter Familiehusets nærmere bestemmelser jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21. Det bemærkes, at det overvågede samvær ikke er fastsat som en midlertidig løsning henset til sagens særlige karakter.
Domskonklusion: Overvåget samvær 3 timer 1 gang om måneden efter Familieretshusets nærmere bestemmelse.
(Dommen blev så vidt vides ikke anket til landsretten).
Tvangsfuldbyrdelsessagen:
Herefter kom sagen så til fuldbyrdelse ganske få måneder efter dommen i byretten.
Også i den forbindelse kom børnene til samtale.
Uddrag af samtalen med D2:
”D2 udbrød med det samme, at han ikke vil se far, fordi far har en hjerneskade, der ikke kan repareres. Han fortalte, at det er rigtigt, at han mødtes med far på biblioteket i tirsdags, og det var ikke så godt.
….
Han vil ikke se far lige nu, men måske når han bliver ældre.
….
Forespurgt, hvad far kunne ændre, for at samværet blev bedre, fortalte D2, at man ikke kunne ændre noget, fordi far har hjerneskaden. Mor har sagt til ham, at far altid vil have hjerneskaden. Den kan ikke repareres. Mor siger altid sandheden, men det gør far ikke. …. ”
Den børnesagkyndiges vurdering af D2:
” Helhedsindtryk af samtalen med barnet:
D2 virker som en alderssvarende dreng, der har højt energiniveau. Han fremstår en smule nervøs for, hvad der skal ske på baggrund af samtalen i dag.
Han sidder uroligt under hele samtalen, og vender på hovedet og hopper rundt i stolen. D2 svarer fint på spørgsmål, og vil gerne fortælle om, at han ikke har lyst til at se sin far. Han virker til at mangle refleksion over, hvad der er skidt ved at være sammen med far og har vanskeligt ved at eksemplificere eller grundlaget for sine holdninger. Disse fremstår sort/hvide og bliver fremsat repetitiv og i samme form.
D2 virker skråsikker og afklaret i forhold til sine ønsker om at se far. Han udtrykker et tydeligt ønske om ikke at se sin far for nuværende. Han siger, at han ved, at han kan sige til, hvis det ændrer sig, og at det måske ændrer sig, når han bliver ældre.
Det kan være svært at vurdere, om D2 taler ud fra egne ønsker og behov, da han fremstår meget lidt nuanceret i sin tilgang til sin far. Den manglende nuancering giver indtryk af, at D2 er voldsomt præget af moderens holdning til samvær og far som person.
D2 udtrykker hverken glæde eller afsavn ved sin far, men virker derimod bestemt på, at han ikke skal se sin far igen. Han taler om sin far, som en person, der let kan erstattes af en eventuel ny papfar.
Samtalen har givet det samlede indtryk, at barnet mangler tilstrækkelig situationel tilpasning til situationen. D2 giver indtryk af, ikke at have en alderstilpasset forestilling om, at det er de voksne – herunder dommeren – der bestemmer. ”
Også D1 var selvfølgelig til samtale i forbindelse med tvangsfuldbyrdelsessagen.
(Det skal bemærkes, at der forud for børnesamtalen i første møde i tvangsfuldbyrdelsessagen blev aftalt et overvåget samvær på det lokale bibliotek).
D1s samtale i uddrag:
” Han tror, at far glæder sig til at se dem, men far kan ikke finde ud af at være sammen med dem, fordi han har en hjerneskade. Hjerneskaden kan ikke repareres. Far kan ikke gøre for, at han er sådan. Han har ikke lyst til at være sammen med far. Hvis ikke far havde hjerneskaden, ville det være bedre at være sammen med ham.
….
D1 er meget tydelig i sit kropssprog, og markerer med sin hånd, når
han taler. ….
Hvis andre børn spurgte, hvor hans var var henne, så ville han bare sige, at hans far har en hjerneskade, bor på Sjælland, og at D1 er ligeglad med det.
Han synes ikke, at far er sød, og han synes, at far ødelægger deres liv…..
Far vil ikke bruge penge på dem, men bruger dem bare på sig selv, og han sætter ikke engang noget ind på deres børneopsparing. Mor har vist ham nogle papirer, hvor han kunne se, at far ikke satte penge ind på deres børneopsparing. Han ved godt, at deres far holder af dem. ”
Helhedsindtryk af samtalen med barnet:
”D1 fremtræder som en alderssvarende dreng, der fremstår fastlåst i sine holdninger. Han sidder roligt under børnesamtalen, men er i sit kropssprog tydelig, når der er noget, han ikke vil. D1 bliver et par gange berørt under samtalen, hvilket kan virke som om, at hans grænse bliver overskredet – enten ved at forholde sig til at skulle se sin far, men nok mest, fordi han har det indtryk, at han bestemmer, om han ønsker det eller ej.
D1 virker meget tydelig og afklaret omkring sine ønsker om at se far. Han udtrykker et tydeligt ønske om, at han ikke vil se sin far, og han kan ikke komme i tanke om, under hvilke omstændigheder at et samvær ville kunne gennemføres.
Han slår sine hænder bestemt i stolen eller på sit lår, når han udtrykker sin holdning hertil.
Det kan være svært at vurdere, om D1 taler ud fra egne ønsker og behov, da han fremgår meget lidt nuanceret i sin tilgang til sin far. Den manglende nuancering giver indtryk af, at D1 er voldsomt præget af moderens holdning til samvær og far som person.
Tilsvarende D2s fremstilling, fremsætter D1 sine udsagn på repetitiv facon, som gør, at disse kan virke mekanisk fremsatte.
D1 udtrykker hverken glæde eller afsavn ved sin far, men udtrykker flere gange, at han bare ødelægger han, D2 og moderens liv ved enten at trække dem gennem retssager eller kontakter dem på telefon. Han husker, at deres ferie i Spanien i et halvt år var godt, for der havde han ro fra sin far.
Samtalen har givet det samlede indtryk, at barnet mangler tilstrækkelig situationel tilpasning til situationen. D1 giver indtryk af, ikke at have en alderstilpasset forestilling om, at det er de voksne – herunder dommeren – der bestemmer
..
Efter afholdelse af børnesamtale med D1 og D2, er det klare indtryk, at børnene modsætter sig udlevering til samvær. Børnene modsætter ved massive og ensidige afstandtagende udtalelser. På baggrund af sagens karakter og indhold, vil det efter børnesagkyndige indtryk ikke være en reel mulighed at udlevere børnene til det samvær, der er besluttet i dommen af 22. maj 2020.”
Tvangsfuldbydelsesrettens begrundelse:
Som sagen ligger forelagt, finder retten, at der ikke er objektive konkrete holdepunkter ved F, som gør, at han fremstår, som om, at han ikke ville kunne håndtere et samvær med børnene. F har selv forklaret, at han har ladet D1 trække sig, hvis han trængte til det, ligesom han formåede at få begge drenge til at bløde en smule op under samværet.
Efter indholdet af den afholdte børnesamtale, og den børnesagkyndige psykologs indtryk af, at samvær ikke vil være en mulighed, må retten herefter tage stilling til, om et samvær vil kunne ske under hensyn til barnet og om det varetager barnets bedste, jf. retsplejelovens § 456 p.
Bestemmelsen omkring fuldbyrdelse til samvær blev til 1. april 2019 ændret, således at omdrejningspunktet for det nye fuldbyrdelsessystem, blev implementeret heri.
Tidligere skulle børn udleveres til samvær, med mindre det var til alvorlig fare for barnets sjælelige eller legemelige helbred. Præciseringen af bestemmelsen har derfor medført, at fuldbyrdelse skal ske for barnets skyld, og ikke for en forælders skyld.
På baggrund af børnenes egne massive og ensidige afstandtagende udtalelser omkring samvær, samt den børnesagkyndiges helhedsindtryk af børnesamtalerne, finder retten – på trods af gode personlige forhold hos F, at fuldbyrdelse af samvær, ikke for nuværende kan gennemføres.
Herefter og da samvær ikke for nuværende vil kunne ske under hensyn til D1 og D1, og fuldbyrdelse af samvær for nuværende ikke vil være til børnenes bedste, tages Fs anmodning derfor ikke til følge.
Vestre Landsrets kendelse af 28. september 2020
Landsrettens begrundelse:
Det fremgår af Familieretten i Aalborgs dom af 22. maj 2020 bl.a., at begge drenge under børnesamtaler i april 2020 har tilkendegivet, at de gerne vil have samvær med deres far, hvis der er en anden voksen til stede.
Det fremgår videre af dommen, at det var den børnesagkyndiges vurdering, at der aktuelt er en åbning for et meget begrænset støttet/overvåget samvær mellem drengene og deres far, og at det er eneste mulighed, hvis drengene ikke skal fremmedgøres yderligere for deres far.
Det blev ved dommen bestemt, at drengene skulle have overvåget samvær 3 timer 1 gang om måneden med deres far efter Familieretshusets nærmere bestemmelser. Familieretshuset har den 29. maj 2020 udarbejdet en plan for det støttede samværs omfang og vilkår, herunder at samværet skal gennemføres i Familieretshuset, og at en børnesagkyndig overvåger samværet.
F har haft samvær med drengene den 30. juni 2020, hvor M også var til stede. M har ikke herefter sørget for, at drengene er blevet udleveret til samvær. M har forklaret bl.a., at drengene massivt har modsat sig udle-vering til overvåget samvær i Familieretshuset.
Der har under fuldbyrdelsessagen været afholdt en børnesamtale med (drengene). Det er den børnesagkyndiges indtryk, at drengene massivt modsætter sig udlevering til samvær, og at der ikke er en reel mulighed for at udlevere børnene til samvær.
På den baggrund og efter en samlet vurdering af sagen i øvrigt er landsretten enig med familieretten i, at tvangsfuldbyrdelse til samvær ikke for tiden vil være til (drengenes) bedste, og det tiltrædes derfor, at sagen er nægtet fremme, jf. retsplejelovens § 456 p, 1. pkt.
Landsretten finder af de samme grunde heller ikke grundlag for at tage Fs subsidiære påstand til følge.
Herefter stadfæstes familierettens kendelse.
kommentar:
Kommentarerne er skrevet på baggrund af byrettens tvangsfuldbyrdelseskendelse. Landsrettens afgørelse ændrer intet ved mine betragtninger.
Det familieretlige system omkring forældremyndighed og samvær står foran totalt sammenbrud, hvis ikke fuldbyrdelse generelt gennemføres.
Til indledning må jeg sige klart, at de nye tvangsfuldbyrdelsesregler er tæt på at være en katastrofe.
Jeg er personligt voldsomt skuffet over den ildhu, som især Børns Vilkår lagde for dagen for at få afskaffet fogedretten. En afgørelse som denne illustrerer, at det overhovedet ikke giver mening i et retssamfund at have afgørelser, som ganske enkelt ikke kan tvangsfuldbyrdes.
I vores høringssvar i 2018 skrev vi om emnet dette:
” Landsforeningen Børn og Samvær har med nogen forundring fulgt den til tider meget ophedede debat om tvangsfuldbyrdelse af afgørelser vedrørende bopæl og samvær.
I et retssamfund er det selvfølgelig nødvendigt, at en retmæssig afgørelse også kan fuldbyrdes. Det er ikke vores erfaring, at fuldbyrdelse i praksis gennemføres dramatisk og uacceptabelt, selv om det kan ske. Os bekendt er fysiske fogedsager mod børn en relativ sjældenhed.
De ændringer, som blev gennemført i 2012 har efter vores erfaring haft en positiv effekt.
Imidlertid har vi ikke indvendinger imod, at man skærper tonen over for de forældre, som ikke vil efterleve afgørelser.”
Lad mig lige repetere problemstillingen:
Systemet i et retssamfund er bygget op på den måde, at det er domstolene, som træffer den såkaldte materielle afgørelse (dom). Domstolene bestemmer, om en person for eksempel skylder noget til en anden. Når dommen foreligger, og den anden ikke betaler, kan den, som har pengene til gode inddrive beløbet gennem fogedretten. På samme måde er det egentlig principielt vedrørende bopæl og samvær for børn. Hvis barnet ikke udleveres, skal “systemet” sørge for, at det sker, med mindre (konkrete omstændigheder både efter de gamle og nye regler).
Retten bestemmer på et forhåbentlig fuldt oplyst grundlag, hvem der skal have bopælen, og hvor meget samvær, den anden skal have. Hvis så et barn ikke bliver udleveret, har det tidligere været fogedretten, som skulle sørge for, at barnet blev udleveret for eksempel til samvær.
Indtil 2019 var reglen, at et barn skal udleveres, med mindre fogedretten vurderede, at “barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare.”
Med 2019-ændringerne blev fokus principielt vendt mod børnene. Med de nye regler skal der sikres bedre muligheder for at tage hensyn til barnet ved fuldbyrdelsen. Fra bemærkningerne til lovændringerne citeres:
”Begrundelsen for de foreslåede ændringer af fuldbyrdelsessystemet er, at hensynet til barnet og barnets bedste skal være omdrejningspunktet i fuldbyrdelsesager.
Hovedbetingelsen for fuldbyrdelse skal derfor være, at fuldbyrdelsen varetager barnets bedste. Det skal således ikke længere være tilstrækkeligt for fuldbyrdelse af forældreansvar, at barnets sjælelige eller legemlige sundhed ikke udsættes for alvorlig fare ved fuldbyrdelsen.
Forslaget medfører herudover, at fuldbyrdelsen på centrale punkter ændres i forhold til den gældende ordning. For det første kan fuldbyrdelse kun ske, hvis der ikke er grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Familieretshuset.
For det andet tydeliggøres det, at tvangsbøderne skal have en størrelse, der reelt kan påvirke forælderens adfærd. Dermed forbedres mulighederne for at løse flere sager uden umiddelbar magtanvendelse.
Da fuldbyrdelsen skal foregå så skånsomt for barnet som muligt, indføres for det tredje mulighed for at tilrettelægge fremgangsmåden for afhentning af barnet under en udkørende fuldbyrdelsesforretning sådan, at den forælder, der uberettiget tilbageholder barnet, kortvarigt frihedsberøves på et andet sted end der, hvor barnet opholder sig, hvorefter barnet afhentes af den anden forælder under ledsagelse af en børnesagkyndig og en repræsentant for kommunen.
Hvis der ikke er anden udvej end at gennemføre fuldbyrdelsen ved afhentning af barnet, skal der for det femte ved fuldbyrdelsen deltage en børnesagkyndig og en repræsentant fra kommunen til at varetage barnets interesser, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder.
…..”
Børns vilkår og andre interessenter på området har gennem flere år stillet ”fogedretten” op som et ”skræmmebillede”.
Så man fandt i den uendelige visdom ud af, at fogedretten skulle afskaffes som ”domstol” til tvangsfuldbyrdelse. Det skulle nu foregå i Familieretten.
Som det ses af de citerede bemærkninger, har det været forudsætningen, at der faktisk kan ske ”tvangsfuldbyrdelse” sted. Det synes bare ikke at ske i praksis.
Der skal udvises forsigtighed. Børnene skal høres. Der skal foretages en afvejning, før der eventuelt skal ske ”fysisk gennemførelse”. Reglerne foreskriver også, at Familieretten i forbindelse med tvangsfuldbyrdelsen skal vurdere, om sagen eventuelt skal sendes tilbage til Familieretshuset til fornyet realitetsbehandling.
Men lad os lige se på den konkrete sag og forholde os til ”systemet”.
Sagen er realitetsbehandlet af Familieretten i slutningen af maj 2020.
Familieretten er faktisk en ”rigtig dommer”. Dommeren har efter gennemførte børnesamtaler med mere vurderet, at der ikke er forhold hos F, der begrunder, at der ikke skal være samvær. Det fremgår med flammeskrift, at M ikke samarbejder loyalt om samvær.
Den ”rigtige dommer” bestemmer, at der skal være overvåget samvær en gang om måneden. Helt usædvanligt er det præciseret, at der på grund af de særlige omstændigheder ikke er tale om en midlertidig afgørelse.
Dommen fra maj 2020 er ikke anket af nogen af parterne.
For Fs vedkommende gætter jeg på, at han har vurderet, at lidt er bedre end ingenting, og at han med ordningen virkelig er interesseret i at opretholde kontakten til børnene men også med respekt af deres situation.
M har undladt at anke, enten fordi hun sådan set har tænkt det samme. Så slem er løsningen heller ikke, og børnene er jo aldrig alene med F på ”faretruende” måde. Mistanken kunne egentlig også gå på, at hun bare har spekuleret i, at hvis børnene kan fastholdes i deres modstand, vil der ikke ske tvangsfuldbyrdelse.
”Tvangsfuldbyrdelsesretten” er godt nok navngivet Familieretten. Men sandheden er, at det nu ikke længere er en ”rigtig dommer” men en dommerfuldmægtig, som beklæder retten. Jeg tænker, at det i Retten i Aalborg ligesom i alle andre byretter bare er fogedretten, der har fået nyt navn og ny kasket. Det er de samme dommerfuldmægtige, som beklæder fogedretten, som nu i praksis i en sag som denne bliver en slags ”ankeinstans”.
(Det er vigtigt at understrege, at dommerfuldmægtige helt principielt udfører deres job godt og samvittighedsfuldt. Men de er for langt de flestes vedkommende langt mere urutinerede end dommerne.)
Børnene kommer til samtale igen. Nu med dommerfuldmægtig og ny børnesagkyndig.
Af alle børnesamtalerne synes det ret klart at fremgå, at de er massivt manuducerede i, hvad der er galt med far, og hvorfor de sandelig ikke vil se ham, selv under de særlige sikkerhedsvilkår.
Det er lysende klart, at der ikke hos F er relevante forhold, der gør samværet problematisk. Det forekommer lysende klart, at mor efter ”den rigtige” dommers vurdering er illoyal (samarbejdschikane).
Det er ligeså lysende klart, at der ikke i den konkrete sag har været bare antydningen af begrundelse for at sende sagen tilbage til ny prøvelse. Det er og bliver Familieretten – altså de ”rigtige” dommere, som skal vurdere omfanget og arten af et eventuelt samvær. Det er sket mindre end 2 måneder forud for ”fogedsagen”.
Der foreligger ikke væsentligt forandrede forhold (forældreansvarsloven § 39). Dommen fra maj var endelig og ikke påanket. Mor var illoyal.
Børnene afgav ”maskinsvar”, som synes indstuderede.
Personligt undrer jeg mig virkelig over, at dommerfuldmægtigen ikke skærer igennem og træffer afgørelse om tvangsbøder, som var til at forstå.
En afgørelse som denne udstiller virkelig svaghederne ved det nye system. Både processuelt og principielt.
Konsekvensen synes at være, at forælderen bare kan afvente fogedretten. Så går alting i stå.
Efter min opfattelse bør reglerne revurderes. Der skal altså kunne ske tvangsgennemførelse af grundige og lovlige domme.
Alt andet er udtryk for en bananrepublik.
Jeg må afslutningsvis sige, at kendelsen fra tvangsfuldbyrdelsesretten efter det oplyste er kæret. Derfor kan det sagtens ende med noget andet end det, der nu er afgørelsen.
Viggo Bækgaard
17. august 2020