Udlevering til udlandet nægtet, børnebortførelseslovens § 11 nr. 1, TFA 2019/242 ØLK
Byrettens begrundelse
Fogedretten bemærker, at de forhold, børnene har levet under, siden de uden samtykke fra rekvirenten er bragt til Danmark, og som børnene stadigt synes at være mærkede af, forekommer bekymrende.
Fogedretten tillægger det betydning, at børnene efter udtalelsen af 11. marts 2019 er faldet godt til i institutionen, men anser efter oplysningerne om deres forhold i øvrigt ikke med sikkerhed dette for fyldestgørende i forhold til børnebortførelseslovens kriterie i § 11, stk. 1, nr. 1. Der synes trods myndighedernes kendskab til de kaotiske forhold, børnene har levet under, kun i meget begrænset omfang at have været sat ind med støtte og afhjælpning af vanskelighederne. Det er oplyst, at kommunen ikke længere har nogen social sag for så vidt angår det mindste barn, og at der stadig ikke er taget stilling vedr. det ældste.
Dette forhold sammenholdt med, at familien ud fra sagens oplysninger, inden de forlod [nordisk land], allerede synes at have modtaget social støtte i [nordisk land], hvor der endvidere pågår en forældreansvarssag, giver ikke grundlag for at formode, at børnenes tarv bedre varetages ved, at de forbliver i Danmark med den følge, at de forventeligt herved afskæres fra al kontakt med deres far.
De afdækkede forhold peger nærmere på, at manglende imødekommelse af begæringen vil være til skade for børnenes legemlige og sjælelige sundhed jf. lovens § 11, stk. 1, nr. 2, såvel som at manglende tilbagegivelse, på grund af fars indrejseforbud, efter al sandsynlighed vil afskære dem fra al kontakt med deres far i opvæksten. Dette synes at stride mod hensynet bag lovens § 11, stk. 1, nr. 4.
(Begæringen om tilbagegivelse af børnene B1 og B2 fremmes)
Landsrettens begrundelse
Det er ved landsrettens kendelse af 29. januar 2019 (B-62-19) fastslået, at M har foretaget en ulovlig børnebortførelse af B1 og B2 fra deres far i [nordisk land], og at tilbageholdelse af børnene i Danmark er i strid med § 10, stk. 1, i lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser mv. (børnebortførelsesloven).
Ved kendelsen er det endvidere fastslået, at den tidsmæssige betingelse for at nægte tilbagegivelse efter børnebortførelseslovens § 11, nr. 1, er opfyldt, idet der på tidspunktet for F’s indgivelse af tilbagegivelsesanmodningen var gået mere end 1 år efter bortførelsen. Spørgsmålet er herefter, om børnene er faldet til i deres nye omgivelser, således at tilbagegivelse af B1 og B2 efter børnebortførelseslovens § 10, stk. 1, kan nægtes efter børnebortførelseslovens § 11, nr. 1.
Af forarbejderne til bestemmelsen i børnebortførelseslovens § 11(lovforslag nr. L 14 af 3. oktober 1990, de specielle bemærkninger) fremgår bl.a.:
»Til § 11
Bestemmelsen indeholder en opregning af forhold, der kan begrunde, at tilbagegivelse efter Haagerkonventionen nægtes, selv om der foreligger en ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse af et barn.
Nr. 1 gør det muligt for fogedretten at nægte tilbagegivelse af et barn, hvis dette er faldet til i sine nye omgivelser. Denne nægtelsesmulighed foreligger kun i de tilfælde, hvor der er gået 1 år siden bortførelsen eller tilbageholdelsen. Tiden regnes fra tidspunktet for bortførelsen eller tilbageholdelsen og til indgivelsen af tilbagegivelsesanmodningen til fogedretten. Tidspunktet for fogedrettens afgørelse er uden betydning. Er barnet ulovligt tilbageholdt, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor barnet skulle have været bragt tilbage til forældremyndighedsindehaveren.«
Af Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser fremgår bl.a.:
»Artikel 12
Hvis et barn er blevet ulovligt bortført eller tilbageholdt som angivet i artikel 3, og hvis der, da sagen blev indledt ved den judicielle eller administrative myndighed i den kontraherende stat, hvor barnet befinder sig, er gået mindre end eet år fra den dag, da den ulovlige bortførelse eller tilbageholdelse fandt sted, skal den pågældende myndighed bestemme, at barnet straks skal gives tilbage.
Også i de tilfælde, hvor sagen er blevet indledt efter udløbet af den periode på et år, der er nævnt i foregående stykke, skal den judicielle eller administrative myndighed bestemme, at barnet skal gives tilbage, medmindre det godtgøres, at barnet er faldet til i sine nye omgivelser.«
Efter ordlyden af bestemmelsen i børnebortførelseslovens § 11, nr. 1, forarbejderne hertil samt ordlyden af Haagerkonventionens artikel 12 finder landsretten, at det som udgangspunkt er forholdene på tidspunktet for F’s indgivelse af tilbagegivelsesanmodningen, der skal lægges til grund ved vurderingen af, om B1 og B2 er faldet til i deres nye omgivelser.
Parterne er enige om, at B1 og B2 har opholdt sig i Danmark med deres mor siden 16. oktober 2017, hvor B1 var 3 år og 4 måneder gammel, og B2 var næsten 1 år og 2 måneder gammel.
Det fremgår af sagen, at M ikke havde fast bopæl i Danmark i perioden fra medio maj til 1. november 2018. Landsretten lægger ud fra sagens i øvrigt ubestridte oplysninger til grund, at dette ikke skyldtes M’s egne forhold, og at hun siden 1. november 2018 har haft fast bopæl.
Det fremgår endvidere af sagen, at B1 og B2 siden henholdsvis november 2017 og august 2018 har været indskrevet i den samme børneinstitution i Danmark. Ud fra sagens oplysninger lægger landsretten til grund, at begge børn er mødt stabilt i institutionen, bortset fra i perioden fra medio september til ultimo oktober 2018, hvor M efter anvisning fra kommunen tog ophold med børnene på et krisehjem, idet kommunen efter kontakt med politiet da vurderede, at der forelå reelle trusler mod M.
Af kommunens notat af 14. januar 2019 fremgår, at B2’s institution da gav følgende oplysninger til kommunen:
»(…) siger, at B2 reagerer nu på det kaotiske liv familien har levet, hvilket er meget naturligt med det, hun har været igennem. B2 savner mor meget i løbet af dagen og er mere ked af det end før. Overordnet har hun det godt og institutionen arbejder med de problematikker der er, er i dialog med mor omkring det og rummer det indtil videre i institutionen.«
Af institutionens udtalelse af 4. marts 2019 og supplerende oplysninger af 11. marts 2019 fremgår som anført i fogedrettens afgørelse, at B2 fungerer fint på stuen i institutionen, og at B1 er faldet godt til i institutionen.
F har under sagen oplyst, at han den 22. december 2017 fik oplysning fra de … myndigheder om, at M havde ladet sin og børnenes bolig omregistrere til en dansk adresse. Parterne blev skilt ved dom ved Retten i Næstved den 14. maj 2018. Først den 4. november 2018 indgav F en begæring til de … myndigheder om at foranledige en international børnebortførelsessag iværksat i Danmark. Begæringen blev sendt til fogedretten ved Retten i Næstved den 13. november 2018.
Landsretten finder efter en samlet vurdering af disse forhold, at det er godtgjort, at børnene på tidspunktet for fogedrettens modtagelse af F’s tilbagegivelsesanmodning efter omstændighederne var faldet til i deres nye omgivelser. Det forhold, at børnene fortsat måtte reagere på de turbulente forhold, de tidligere har levet under, kan ikke føre til andet resultat.
Herefter, og da børnenes alder og modenhed i øvrigt ikke kan begrunde, at de skal have mulighed for at give udtryk for deres egne synspunkter under en samtale, finder landsretten, at betingelserne for at nægte tilbagegivelse af B1 og B2 til F efter børnebortførelseslovens § 11, nr. 1, er opfyldt, hvorfor F’s anmodning om tilbagegivelse efter børnebortførelseslovens § 10, stk. 1, ikke skal fremmes.
(Fogedrettens kendelse ændres, således at begæringen om tilbagegivelse af B1 og B2 til F ikke fremmes.)