To drenge ikke ulovligt tilbageholdt i Danmark efter børnebortførelseslovens § 10 af M, da F havde givet samtykke til, at de tog bopæl i Danmark, TFA 2012/530
Byrettens begrundelse:
Efter bevisførelsen lægges det til grund, at der er indledt sag om separation, forældremyndighed og bopæl ved Statsforvaltningen – – – den 9. juni 2010 og den 3. august 2010 og ved retten i [by i USA] i september 2010. Statsforvaltningen videresendte sagerne til Retten i Hjørring den 18. januar 2011, da det ikke havde været muligt at afgøre sagerne administrativt. Retten i Hjørring har ikke været i stand til at færdigbehandle sagerne, da det ikke har været muligt for den advokat, der blev beskikket for F, at få kontakt med ham. Der er herefter afsagt dom af retten i [by i USA] den 11. oktober 2011, hvorefter børnene skal bo hos F.
Uanset om det lægges til grund, at den afsagte dom har retskraft eller ej i Danmark, findes der efter bevisførelsen at være alvorlig risiko for, at en tilbagegivelse af B1, B2 og B3 til F vil være til skade for børnenes sjælelige eller legemlige sundhed eller på en anden måde sætte dem i en situation, som de ikke bør tåle, jf. børnebortførelseslovens § 11, nr. 2.
Der er herved lagt vægt på, at børnene nu har boet i Danmark i ca. 20 måneder, hvor B3, der kun var 3½ måned, da hun kom til Danmark, ikke har haft nogen kontakt med sin far, og at B2, der var 3 år, da han kom til Danmark, og B1’s eneste kontakt med deres far har været ugentlige samtaler over Skype. Efter det oplyste er alle børn velintegrerede. Der er videre lagt vægt på, at M efter det oplyste altid har været børnenes primære omsorgsperson, og at F under samlivet var på flere længerevarende øvelser og udstationeringer. Der er endelig lagt vægt på, at F efter samlivsbruddet er flyttet til en anden stat og har etableret sig med en ny familie med 4 yngre børn.
Landsrettens begrundelse:
Landsretten lægger til grund, at parterne havde fælles forældremyndighed over B1, født – – – 2003, B2, født – – – 2007, og B3, født – – – 2010, da M i maj 2010 tog på sommerferie i Danmark med børnene.
Kort efter at hun kom til Danmark med børnene, fik hun besked fra F om, at han ville skilles. F underskrev den 12. juni 2010 en erklæring om, at børnene kunne bo i Danmark sammen med M. F har i fogedretten forklaret, at erklæringen af 12. juni 2010 var en tilladelse til, at børnene kunne bo i Danmark indtil videre, og at det var, for at børnene kunne komme i skole/børnehave og modtage den nødvendige sygebehandling. Han accepterede, at børnene kunne bo i Danmark, indtil der forelå en afgørelse om forældremyndighed.
M har i fogedretten forklaret, at erklæringen af 12. juni 2010 ikke kun blev givet til brug for børnenes skolegang og sygesikring, men at erklæringen var generel.
Erklæringen af 12. juni 2010 er afgivet, kort efter at F ophævede samlivet med M. M skrev i en e-mail i perioden op til den 12. juni 2010, at hun ikke havde mulighed for at få et arbejde, idet hun ikke kunne sende børnene i skole/børnehave uden F’s accept af, at børnene fik adresse i Danmark. Det fremgår af M’s ansøgning om forældremyndighed, som statsforvaltningen modtog den 9. juni 2010, at F ikke på daværende tidspunkt ville gå med til, at børnenes bopæl blev i Danmark. Der er på den baggrund ikke grundlag for at antage, at F ved sin erklæring af 12. juni 2010 har accepteret, at børnene varigt fik bopæl i Danmark.
Superior Court of [stat i USA] traf den 5. august 2011 afgørelse om, at børnene skulle tilbage til USA. Fra dette tidspunkt må tilbageholdelsen af børnene anses for ulovlig og dermed i strid med lov om internationale børnebortførelser § 10, stk. 2.
Det er efter de foreliggende oplysninger ikke sandsynliggjort, at der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelse af den 8-årige B1 og den knap 5-årige B2 vil være til skade for deres sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte dem i en situation, som de ikke bør tåle. Der er derfor ikke grundlag for at nægte tilbagegivelse af dem efter lov om internationale børnebortførelser § 11, nr. 2.
B3 var ca. 4 måneder, da M i maj 2010 rejste til Danmark med børnene. Som anført ovenfor accepterede F, at børnene blev i Danmark, indtil der forelå en afgørelse om forældremyndighed. F har således accepteret, at B3 opholdt sig i Danmark med sin mor og søskende fra hun var ca. 4 måneder, til hun i august 2011 var ca. 1½ år gammel. Herefter og efter oplysningerne om den meget begrænsede kontakt, B3 har haft med sin far – via Skype – er der en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for hendes sjælelige sundhed eller på anden måde sætte hende i en situation, som hun ikke bør tåle.
F’s påstand om, at B1, og B2, tilbagegives til ham i USA, tages til følge. Fogedrettens kendelse stadfæstes for så vidt angår B3.
Højesterets begrundelse:
Det er ubestridt, at moderen, M i forbindelse med ferierejsen i maj 2010 tog børnene med til Danmark med faderen, F’s, accept, og det er utvivlsomt, at F efterfølgende efter bruddet mellem ægtefællerne gav samtykke til børnenes fortsatte ophold i Danmark hos moderen, M.
Spørgsmålet er, om F’s samtykke til opholdet var begrænset, herunder til at børnene kunne opholde sig i Danmark, indtil der forelå en afgørelse fra retten i USA om forældremyndigheden til børnene og om deres opholdssted.
Erklæringen af 12. juni 2010 er udstedt som en generel erklæring »To Whom It May Concern« og indeholder en tilladelse for børnene til at bo i Danmark med deres moder (»permission . . . to reside/live in Denmark with their mother«). Erklæringen indeholder efter sin ordlyd ikke nogen begrænsning gående ud på, at tilladelsen kun blev givet med henblik på børnenes skolegang og lægehjælp, eller at den kun gjaldt til et bestemt tidspunkt, eller til der forelå en afgørelse af en mulig uenighed om børnenes varige opholdssted.
Erklæringen blev afgivet i umiddelbar forlængelse af en e-mail-korrespondance, som må forstås sådan, at parterne havde den samme fælles forudsætning, nemlig at børnene skulle blive i Danmark med M og gå i skole og børnehave her i landet. M tilkendegav i korrespondancen, at hun ønskede at blive varigt i Danmark med børnene. Parternes bemærkninger om, hvornår børnene er gamle nok til at rejse til USA på egen hånd, må forstås således, at de relaterer sig til gennemførelse af midlertidigt samvær med faderen i USA og ikke til tilbagegivelse af børnene til ham. M’s udtalelser i ansøgningen til statsforvaltningen er ikke i modstrid hermed, men indikerer ligeledes, at parterne var i gang med at aftale, hvorledes samvær kunne gennemføres.
F har forklaret for fogedretten, at han alene gav tilladelse til, at børnene kunne blive i Danmark indtil videre, og indtil der forelå en afgørelse om forældremyndighed, samt at han afgav erklæringen af 12. juni 2010, alene for at børnene kunne gå i skole og børnehave samt få lægehjælp. M har forklaret, at tilladelsen til, at børnene kunne bo hos hende i Danmark, var generel og ikke kun blev givet med henblik på skolegang og sygesikring, og at hun havde forstået, at de var enige om, at børnene skulle blive ved hende i Danmark.
På denne baggrund lægger Højesteret til grund, at F ved erklæringen af 12. juni 2010 gav samtykke til, at børnene tog ophold hos M i Danmark, og at samtykket blev givet uden nogen begrænsning i tid eller på anden måde, og således ikke kun midlertidigt til der forelå en retlig afgørelse om forældremyndighed og opholdssted. Højesteret har herved navnlig lagt vægt på den klare ordlyd af erklæringen af 12. juni 2010 og på parternes drøftelser i den e-mail-korrespondance, der førte frem til erklæringen. F’s senere forklaring for retten om begrænsninger i samtykket er bestridt af M og har ikke støtte i objektive kendsgerninger.
Da børnene således i juni 2010 med faderens tilladelse tog varigt ophold hos deres moder i Danmark, fik de bopæl (»habitual residence«) i Danmark, og jurisdiktion i spørgsmål om børnenes opholdssted tilkom herefter myndighederne i Danmark, ikke USA, jf. herved også principperne i Haagerbørnebortførelseskonventionens artikel 4 og 16.
Da faderen har givet tilladelse til, at børnene får varigt ophold hos deres moder i Danmark, foreligger der endvidere ikke en ulovlig tilbageholdelse efter børnebortførelseslovens § 10 sammenholdt med Haagerbørnebortførelseskonventionens artikel 13, stk. 1, litra a.
Højesteret tager herefter M’s påstand om, at B1 og B2 ikke skal tilbagegives til F i USA, til følge.
(B1 og B2 skal ikke tilbagegives til F i USA.)