Samværschikane efter 2011
af Viggo Bækgaard, formand og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H)
Denne artikel blev oprindelig skrevet som led i en serie artikler, hvor jeg behandler emner af materiel indhold omkring forældreansvarsloven. Serien var tænkt som oplæg til debat om loven i forbindelse med den lovrevision, der kom i 2012.
Artiklen er oprindelig skrevet i februar-marts 2011 men er efterfølgende suppleret med domme afsagt derefter og lettere bearbejdet i oktober 2014 i forbindelse med, at Folketinget har vedtaget en såkaldt skilsmissepakke med udgangspunkt i samarbejdschikane, som der har været fokus på i nogle tv-udsendelser i foråret 2014.
Samværschikane – konklusion.
I det følgende gennemgår jeg forarbejderne og praksis på området. Jeg reflekterer over domstolenes afvisning af at overføre bopæl eller forældremyndighed ved samværschikane over for domstolenes lige så konsekvente tilbagegivelse af børn efter børnebortførelsesloven uanset barnets alder, køn og tilknytning til den forælder, der har bragt barnet hertil uden samtykke fra den anden forælder.
Jeg anbefaler, at man overvejer at indføre en bestemmelse i forældreansvarsloven, der svarer til rpl. § 536, stk. 6 i fogedsagerne men betinger anbefalingen af, at man for alvor sikrer sig, at der er tale om egentlig samværschikane.
Endvidere reflekterer jeg over dommernes fokus på barnets bedste i samværschikanesagerne men negligering af samme i børnebortførelsessagerne. Forskellen skyldes formentlig lovteksternes forskellighed i forældreansvarsloven, i retsplejeloven og børnebortførelsesloven.
Det skal dog bemærkes, at Højesteret i september 2020 truffet en markant afgørelse, der flytter forældremyndigheden over en kun 3-årig dreng fra mor til far entydigt med samværschikane som begrundelse. Dommen refereres i denne artikel. Jeg må dog advare mod for stram fortolkning af den dom som en markant ændring. Der var særlige forhold hos M i sagen, som efter min vurdering må have spillet en afgørende rolle.
Forvirringen er egentlig blevet total her i efteråret 2024, fordi der udover Højesteretss 2020-dom nu er 2 Højesteretsdomme fra 2024, hvor jeg i al fald vurderer, at retsstillingen reelt er, som den har været længe:
Samværschikane er uacceptabel. Men man skal også vurdere de enkelte situationer helt konkret. I 2024 er der indgået en politisk aftale om “forældrefremmedgørelse”.
Jeg har skrevet en artikel om “forældrefremmedgørelse og andre pseudobegreber”, som bør læses som supplement til denne artikel. Det samme gør den nyere artikel “Refleksioner om samværschikanesagerne og om “dommeradfærd”.
Som nævnt er der i 2024 indgået en politisk aftale om “forældrefremmedgørelse”. Fra bemærkningerne til det lovudkast, som harr været i høring august 2024 citerer jeg et ret centralt afsnit:
”Regeringspublikationen Handlingsplan mod partnervold og partnerdrab fra juni 2022 indeholder en række tiltag, der har til formål at styrke indsatsen mod vold i nære relationer og partnerdrab. Handlingsplanen har bl.a. fokus på børn, der vokser op med vold i hjemmet. I planen understreges det, at det er samfundets ansvar at sikre børns ret til at være børn uden vold, og at børn svigtes, når samfundet lukker øjnene over for vold mod børn, eller lader børnene være kastebold i det system, der er sat i verden for at beskytte dem.”
Med de 3 seneste højesteretsdomme mener jeg egentlig, at man kan sige dette:
Den nuværende retsstilling er lige så uklar som tidligere.
Hvis det er ”rigtig slemt” som i 2020-højesteretsdommen, flyttes barnet.
Hvis det er ”rigtig slemt” og man ikke rigtig kan finde ud af, hvem der er skurken, trækker man lod og vælger, at børnene skal have ”ro” hos den ene forælder. Jeg erkender, at denne kommentar til april-dommen fra i år, er lidt provokerende. Men jeg kan altså ikke af dommen gennemskue, hvem der er skurken og tænker, at ro-synspunktet i det mindste er klogt.
Med den foreløbig nyeste Højesteretsdom fra august 2024 kan man vel bedst sige, at den vel også siger noget om ”ro”. Men man kan som læser af afgørelsen virkelig ikke gennemskue, hvad der er op eller ned – ej heller reelt Højesterets holdning til spørgsmålene.
Samværschikane.
Emnet samværschikane er begyndt at optage mig ret meget gennem de senere år ud fra en lidt anden vinkling, end jeg tidligere har set emnet i.
Før forældreansvarsloven.
Det huskes, at SFI lavede en rapport ”Samvær til barnets bedste” tilbage i 2004, hvori samværschikane blev behandlet. Heri anførtes på side 167 i perspektiveringsafsnittet med mine fremhævninger:
”Vurderet ud fra undersøgelsesmaterialet – og med de metodiske forbehold, som dette indebærer – var der således meget få eksempler på, at bopælsforælderen ensidigt og helt umotiveret hindrede barnet og samværsforælderen i at bevare kontakten, hvilket må være et væsentligt kriterium for, om hindringen kan karakteriseres som chikanøs. Når sagerne blev anskuet i en kontekst, der inddrog betydningen af barnets familiehistorie og forholdene hos samværsforælderen, måtte der i de fleste tilfælde siges at være forståelige grunde og i nogle tilfælde endog gode grunde til bopælsforælderens manglende samabejdsvilje. Det er i denne sammenhæng centralt at være opmærksom på, at det er lovgivningen og fortolkningen af denne, der definerer, hvorvidt en bestemt adfærd er et udtryk for selvtægt. Gennemgangen af – især de tungere – sager, hvor den hidtidige kontakt har været spinkel eller præget af svigt, rejser således spørgsmålet, om forvaltningen ved at betone betydningen af, at kontakten til de biologiske rødder skal bevares, i realiteten bidrager til konstruktionen af det historieløse familieliv.
Undersøgelsen tyder dog også på, at myndighederne sjældent sanktionerer i de sager, hvor bopælsforældrene påstås at hindre samværet.
Alt i alt blev trusler om eller faktisk anvendelse af sanktioner kun realiseret i 8- 9 af de sager, der er inddraget i dette kapitel. Dette tyder enten på, at hindring af samvær ikke er et særlig udbredt fænomen, eller at myndighederne i realiteten har begrænsede sanktionsmuligheder, hvilket også må ses i lyset af, hvem der er den faktiske målgruppe for disse foranstaltninger, jf. kapitel 3 og 5.”
Jeg skrev dengang en meget lang artikel om samværschikane, hvori jeg gennemgik retspraksis på området efter den dagældende lov. Artiklen ligger fortsat på Landsforeningen Børn og Samværs hjemmeside. Jeg konkluderede følgende i artiklen:
”Sammenfattende kan jeg bemærke, at det i så godt som alle tilfælde, hvor forældremyndigheden faktisk overføres sker på baggrund af en tydelig samlet urdering. Eneste undtagelse herfra synes at være den oprindelige afgørelse, som danner baggrund for sagen refereret i TFA 2003/194.
Kun i ét eneste tilfælde (TFA 01/309 ) er der ikke gennemført en børnesagkyndig undersøgelse ved domstolene, og i det tilfælde var det “af parterne” oplyst, at barnet ville blive flyttet til Libanon.
Med højesterets afgørelse gengivet i U 2004/296 H må det konstateres, at § 13 nærmest ikke har betydning, og at det stort set vil være umuligt at få overført forældremyndigheden, idet der dog også efter denne doms fremkost er sager, hvor det har været påberåbt igen – og en enkelt med held.”
Mit udgangspunkt var på det tidspunkt, at samværschikane var et vildt overdrevet af foreningen far oppisket problem. Det støttede jeg på mine daværende erfaringer og SFI-rapporten.
Forarbejderne til forældreansvarsloven.
Alligevel arbejdede man som bekendt videre anført af netop Foreningen Far med begrebet, der fik næsten fuld skrue i betænkningen ”Barnets Perspektiv”.
I betænkningen anføres på side 227:
”Er der tale om, at bopælsforælderen uden nogen påviselig begrundelse søger at hindre samværet mellem barnet og samværsforælderen, er det efter udvalgets opfattelse vigtigt, at det så tidligt som muligt i forløbet gennem en børnesagkyndig undersøgelse søges afklaret, hvad der ligger til grund herfor, og om det er til barnets bedste, at der fortsat er samvær – selv om dette eventuel skal gennemføres ved tvang. En tidlig afdækning af omstændighederne – og herunder en mulighed for børnesagkyndig rådgivning eller mægling mv. – må være i både barnets og begge forældres interesse. Begge forældre bør tidligt have mulighed for at opnå en forståelse for barnets perspektiv i en konflikt, der ellers kan føre til langvarige tovtrækkerier om barnet med store konsekvenser for dette.”
Jeg ser ikke i betænkningen overvejelser omkring chikane i relation til forældremyndighed eller bopæl.
Til gengæld kommer emnet frem i den politiske aftale, som blev indgået i forlængelse af betænkningen. Som det ses i selve lovforslaget, indeholdt den politiske aftale følgende punkt:
”Samværschikane skal imødegås ved en opstramning af praksis for fastsættelse af erstatningssamvær, og ved, at fogedretternes tvangsfuldbyrdelse af samværssager effektiveres. Samværschikane skal have større vægt ved bedømmelsen af, hvad der er i barnets bedste, når der skal træffes afgørelse om barnets bopæl eller forældremyndigheden over barnet.”
I oversigten over lovforslaget anføres i punkt 1.2 bl. a.:
”Ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet efter lovforslagets § 4, skal statsforvaltningerne og domstolene efter lovforslaget anlægge et fremtidsorienteret perspektiv. Det må anses som en stor belastning af et barn, såfremt den ene forælder konstant hindrer den anden forælders kontakt til barnet og vanskeliggør et samarbejde om barnet. Samværschikane skal således fortsat indgå i vurderingen. I sager om forældremyndighed skal det derfor indgå i overvejelserne om, hvad der er bedst for barnet, hvem af forældrene der må anses for bedst egnet til på længere sigt at varetage samarbejdet omkring barnet og sikre barnets kontakt til den anden forælder.”
Det står klart i af lovforslagets bemærkninger, at samværschikane skal have betydning.
Det helt afgørende dilemma ligger i afgrænsningen mellem ”barnets bedste” og ønsket om at sikre barnets kontakt med begge forældre, herunder at forhindre samværschikane.
I lovforslagets punkt 3.2.3. anføres:
”I sager, hvor der anmodes om overførsel af forældremyndigheden på grund af forældremyndighedsindehaverens chikane af samværet, skal der ved vurderingen af barnets bedste tages hensyn hertil. Retten skal ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, anlægge et fremtidsorienteret perspektiv, herunder vurdere, hvem af forældrene, der må anses for at være bedst eget til fremover at varetage samarbejdet omkring barnet og sørge for, at kontakten til den anden forælder bliver opretholdt. Der henvises til pkt. 4.10.3.”
Netop pkt. 4.10.3 indeholder de afgørende overvejelser om emnet.
Det interessante er, at ministeriet (læs: politikerne) nok tilsluttede sig udvalgets overvejelser men efter min vurdering strammer betydeligt op, idet man skriver:
”Ministeriet finder, at der er behov for at indskærpe over for statsforvaltningerne, at der ved vurderingen af, hvad der er barnets bedste, jf. § 4, skal anlægges et fremtidsorienteret perspektiv.
Dette gør sig særligt gældende i sager om forældremyndighed efter lovforslagets §§ 11 og 14, samt ved afgørelsen om, hvor barnet skal have bopæl. Det er en stor belastning for barnet, såfremt den ene forælder konstant hindrer den anden forælders kontakt til barnet og vanskeliggør et samarbejde om barnet. I de tilfælde, hvor samværschikane påvises, skal retten – uanset at barnet hidtil har haft bopæl hos den pågældende forælder – overveje at ændre afgørelsen om barnets bopæl (eller overføre forældremyndigheden) til den anden forælder, hvis denne må anses som bedre egnet til fremover at varetage samarbejdet omkring barnet og sørge for, at kontakten til den anden forælder bliver opretholdt.
Der henvises til pkt. 3.3.3. og 3.4.3. samt til lovforslagets §§ 11, 14 og 17 og bemærkningerne hertil.”
Det følges op i bemærkningerne til forslagets § 17:
”I tilfælde, hvor den ene forælder eller den hidtidige bopælsforælder uden rimelig grund har hindret den anden forælders kontakt til barnet, er der behov for, at retten anlægger et fremtidsorienteret perspektiv ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, således at det indgår i vurderingen med betydelig vægt, i hvor stort et omfang barnet belastes af bopælsforælderens adfærd, samt hvem af forældrene, der fremover må anses for bedst egnet til at samarbejde omkring barnet i det daglige og sikre barnets kontakt til den anden forælder.
Der henvises til pkt. 4.10.2. og 4.10.3. om samværschikane i de almindelige bemærkninger.”
Hvordan er det gået?
Man kan vel godt konkludere, at der blev lagt op til, at dokumenteret samværschikane skulle have konsekvenser. Spørgsmålet er, om det også er blevet tilfældet.
Det spørgsmål er ubetinget lettest at afdække i relation til spørgsmålet om forældremyndighed og bopæl, idet der offentliggøres temmelig mange afgørelser i TFA, hvoraf en del også omhandler dette spørgsmål.
På samværsområde er det langt vanskeligere at vurdere effekten. Mine bemærkninger vedrørende samvær vil derfor først og fremmest basere sig på egne oplevelser, der dels stammer fra sagerne men også i et vist omfang fra erfaringer fra telefonrådgivningen i Landsforeningen Børn og Samvær. De sidste er dog næppe for alvor repræsentative, idet foreningen oftest konsulteres af bopælsforældre.
Min oplevelse er, at statsforvaltningen fortsat langt hen af vejen arbejder ud fra princippet om, at der skal være samvær for enhver pris. Der skal stadigvæk uendelig meget til, at samværet stoppes, og man strækker sig meget, meget langt for at i mødekomme samværsforælderens ønsker og behov.
De sager, som jeg selv har haft, hvor jeg på typisk farens vegne har forsøgt at kæmpe et samvær igennem trods morens vægring, har statsforvaltningen længe opretholdt illusionen om samværet.
Statsforvaltningens dilemma er, at de kun kan træffe afgørelse. Herefter må man som samværsforælder trække sagen i fogedretten med alle de menneskelige omkostninger, der nu engang er knyttet til det. Det er ikke holdbart i længden.
Jeg oplever, at statsforvaltningen og fogedret bliver magtesløs over for en chikanerende bopælsforælder. Chikanerer forælderen længe nok, vil statsforvaltningen ty til at stoppe samværet. Bopælsforælderen får således i praksis sin vilje i sidste ende.
Det er så her, den såkaldte skilsmissepakke 2014-15 skulle ændre noget.
For mit vedkommende må jeg sige, at jeg ikke har haft mange sager om emnet i de første par år, loven har virket. Men de sager, jeg har haft – eller har set – er meget tankevækkende.
Jeg har oplevet en sag, der kørte i omtrent 4 år og således både under gammel og ny lov. Der forelå åbenlys modarbejdning fra mors side, og statsforvaltningen var meget længe overordentlig behjælpelig men uden virkning. Til sidst blev samværet stoppet grundet det høje konfliktniveau. Resultatet er ikke enestående i disse sager.
Alt i alt fører sagerne til, at far må forsøge sig med en sag om overførelse af forældremyndighed eller bopæl. Det er her, problemerne først og fremmest opstår.
Der foreligger kun ganske få afgørelser, hvor forældremyndighed eller bopæl er overført i situationer, hvor der har foreligget samværschikane.
I sagen TFA 2008/339 ØLD er det i den sammenhæng interessant at notere, at kun byretten omtaler samværschikane som begrundelse.
Byretten anfører bl. a. i sin begrundelse: ”Hun er ikke indstillet på et positivt samarbejde med sagsøgeren om samvær med børnene og udøver samværschikane, ligesom hun påvirker børnene negativt i forhold til sagsøgeren.”
Landsretten undlader elegant at nævne samværschikanen men refererer til en række andre forhold, der gjorde, at landsretten var enig med byretten i, at børnene skulle bo hos faren. Det må nu også erkendes, at problemstillingerne for børnene virkede komplekse.
I sagen TFA 2009/545 ØLD, der vedrørte en 5-årig D, som F grundet moderens nægtelse ikke havde set, siden D var 7 måneder, og hvor D troede, at ny papfar var hans far, stadfæstede landsretten byrettens dom i henhold til grundene, der var:
”Selvom spørgsmålet om forældremyndigheden tidligere er afgjort flere gange i retten, finder retten ikke grundlag for at afvise nærværende sag.
Efter oplysningerne i sagen – senest den børnesagkyndige erklæring – må det lægges til grund, at M uden rimelig grund gennem en lang periode har hindret F’s kontakt til S. Dette forhold skal indgå i vurderingen af barnets bedste i forhold til en ændring af forældremyndigheden efter forældreansvarslovens § 14,stk. 1.
Parterne har efter det oplyste kun kendt hinanden i en kort årrække, der hovedsagelig ligger før S’ fødsel, og de har aldrig etableret et egentligt samliv i fælles hjem. S er nu fem år og beskrives som en velfungerende og ukompliceret dreng. Han har hele livet boet hos sin mor, hvorimod han ikke, siden han var spæd, har set sin far og formentlig ikke er bekendt med faderens eksistens.
Selvom M uden rimelig grund hindrer F’s kontakt med S, finder retten efter en samlet vurdering, at det ikke er sandsynliggjort, at parterne kan etablere et samarbejde omkring S. Retten finder derfor, at det ikke er til S’ bedste, at der etableres fælles forældremyndighed. Endvidere finder retten – på trods af den udviste samværschikane – at det er bedst for S, at forældremyndigheden fortsat tilkommer M alene.”
I TFA 2010/262 VLD havde retten i Hjørring rygrad til at lade samværschikanen få konsekvenser, idet byretten placerede bopælen under fælles forældremyndighed hos F med denne begrundelse:
”Parterne ophævede samlivet for ca. 1 år og 10 måneder siden. F har siden samlivsophævelsen kun haft 1 overvåget samvær med A på trods af statsforvaltningens afgørelse om samvær samt fogedrettens og landsrettens afgørelse om tvangsmæssig gennemførelse heraf.
Efter de afgivne forklaringer i retten lægges det til grund, at den manglende gennemførelse af de fastsatte samvær alene skyldes M’s forhold. Efter hendes forklaring i retten lægges det videre til grund, at hun heller ikke fremover agter at medvirke til at få de fastsatte samvær gennemført.
Retten finder, at det vil være bedst for A, hvis kontakten til både hans far og mor bevares. Da det må lægges til grund, at A heller ikke fremover vil få en kontakt til sin far, hvis han fortsat skal bo ved sin mor, tages sagsøgtes principale påstand til følge.”
Men landsretten omgjorde afgørelsen og lod barnet blive hos M med denne begrundelse og dissens:
I enighed udtaler landsretten: ”Det tiltrædes, at den manglende gennemførelse af det fastsatte samvær alene skyldes M’s forhold, og at det alene skyldes hendes forhold, at der ikke er noget samarbejde mellem forældrene om A. M’s ensidige nægtelse af at samarbejde kan ikke begrunde, at F ikke fortsat skal have andel i forældremyndigheden over A, og det tiltrædes derfor, at parterne fortsat skal have fælles forældremyndighed over A.”
”2 landsdommere udtaler herefter:
”M har gennem hele A’s opvækst været den primære omsorgsperson. A var 1 år og 3 måneder, da samlivet mellem parterne blev ophævet i november 2007, og der har siden alene været gennemført et samvær i december 2008. Vi finder derfor ikke, at der for øjeblikket er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage, at det vil være bedst for A, at han skal have bopæl hos F, jf. herved forældreansvarslovens § 4. Vi stemmer derfor for, at A fortsat skal have bopæl hos M.”
En landsdommer udtaler:
“Af de grunde, som byretten har anført, stemmer jeg for at stadfæste byrettens afgørelse om, at A skal have bopæl hos F.”
Det er interessant at lægge mærke til, at det var byretten og en konstitueret dommer, som ville lade chikanen få betydning og dermed ville følge forarbejderne til loven.
TFA 2010/350 ØLD handlede om en nu 7-årig pige, som F ikke havde set siden 205, da pigen var 2 år.
Landsrettens begrundelse var denne:
”Efter de for landsretten foreliggende oplysninger må begge forældre anses for egnede til at have forældremyndigheden.
Landsretten finder som byretten at kunne lægge til grund, at indstævnte i en længere årrække har udøvet samværschikane ved uden rimelig grund at have hindret appellantens samvær med D.
Efter forarbejderne til forældreansvarsloven skal retten i de tilfælde, hvor samværschikane påvises, blandt andet overveje at overføre forældremyndigheden til den anden forælder, hvis denne må anses som bedre egnet til fremover at varetage samarbejdet omkring barnet og sørge for, at kontakten til den anden forælder bliver opretholdt. Landsretten vurderer dog, på samme måde som byretten, at det på nuværende tidspunkt vil være så indgribende og forbundet med sådanne omkostninger for D, såfremt forældremyndigheden over hende skulle overføres til appellanten, at en overførelse i dag ikke vil være bedst for D.
På denne baggrund og af de grunde, der i øvrigt er anført af byretten, stadfæster landsretten dommen.”
I denne sag ulejliger landsretten sig med at forholde sig til lovforarbejderne. I øvrigt vender jeg senere tilbage til det, som jeg finder er hovedproblematikken (tidsforløbet og den betydning, som en ændret bopæl vil få for barnet).
På Landsforeningen Børn og Samværs hjemmeside kommenterede jeg den pågældende afgørelse med denne svada, der kom lige fra hjertet:
”Det er simpelthen så gennemgribende frustrerende at følge med i behandlingen af børnesager efter forældreansvarsloven. Faktum er, at betænkningen siger et, loven og bemærkningerne næsten det samme – hvorefter “systemet” agerer i åbenlys strid hermed. Her er det samværschikane, som er eksemplet. Men det kunne stort set være på alle andre områder, hvor det samme gør sig gældende.
Denne sag synes at illustrere, at bare man er indædt nok i sin modstand, vil man få sin vilje.
Dilemmaet er til stadighed, at hvad der er bedst for barnet og de gode ord i lov og bemærkninger om samarbejde og konsekvens kolliderer.
Men hvad er egentlig det bedste for barnet? Det er aldrig defineret.
Det forekommer i øvrigt pudsigt og i al fald tankevækkende, at landsretterne er yderst konsekvente i børnebortførelsessagerne men anlægger et andet syn på “bedst for barnet”, når det gælder en række forhold inden for forældreansvarslovens område. se f. eks. TFA 2010/383 ØLK”
Denne dom er efter min opfattelse måske det mest tydelige eksempel på, hvor svært det er at komme igennem i samværschikanesagerne.
Den nyeste trykte dom (på artiklens oprindelige tilblivelsestidspunkt) er TFA 2010/736 ØLD, der indeholder så godt som alle elementer i problemstillingen samværschikane og alligevel når til det resultat, at der ikke skal ske ændring af barnets bopælsmæssige status.
Sagen vedrørte en 3-årig P, hvor F havde samvær en time om ugen hos M fra P var 4 til 10 måneder, hvorefter M ikke længere ønskede, at F skulle have samvær. F havde ikke set P siden 3 overvågede samvær i 2008, der ifølge overvåger var forløbet fint.
Der var næsten sideløbende sag om samvær i statsforvaltningen, fogedsag og retssag. En børnesagkyndig undersøgelse måtte opgives, da M ikke ville deltage. F tilkendegav, at han egentlig foretrak, at M havde bopæl, men ønskede forældremyndighed og bopæl, fordi M ikke ville samarbejde overhovedet.
Landsrettens begrundelse:
”Moderen har siden D’s fødsel varetaget omsorgen for hende, og det må lægges til grund, at moderen er egnet til at have forældremyndigheden.
Landsretten lægger på baggrund af de børnesagkyndiges udtalelse til grund, at der ikke er forhold hos faderen, der bør forhindre kontakt imellem ham og D.Det er imidlertid nu mere end to år siden, at faderen sidst har haft samvær medD, til trods for at der foreligger en afgørelse om samvær, og til trods for at faderengennem flere år via fogedretten har forsøgt at få fuldbyrdet samværsafgørelsen.
Den børnesagkyndige undersøgelse, som parterne har været enige om skulle indhentes til brug for sagen, har end ikke kunnet færdiggøres. Landsretten finder på denne baggrund, at moderen uden rimelig grund har hindret samvær mellem D og faderen. Moderen har således udøvet samværschikane i flere år og i størstedelen af D’s liv.
Ved bedømmelsen af, om det er bedst for D at overføre forældremyndigheden over hende til faderen, skal der efter forarbejderne til forældreansvarsloven bl.a. tages hensyn til, at et barn har ret til to forældre, og at det er en vigtig del af denne bedømmelse af, hvad der er bedst for barnet, om den ene forælder uden rimelig grund hindrer den anden forælders kontakt til barnet.
Landsretten vurderer dog, at det vil være så indgribende og forbundet med sådanne omkostninger for den 3-årige D, hvis forældremyndigheden over hende overføres til faderen, at en overførelse på nuværende tidspunkt ikke vil være bedst for hende.”
Ovenstående dækker den trykte praksis på området efter forældreansvarsloven.
Disse afgørelser vil jeg supplere med et par utrykte afgørelser, som jeg selv har været ret kraftigt involveret i.
Den første af disse er en sag, som jeg på Børn og Samværs hjemmeside gengiver sådan:
Forældremyndighed ej overført fra M til F – eller bopæl flyttet fra M til F – vedrørende P på 4 år trods påstået samværschikane, Retten i Roskilde 22. april 2010 – ej anket.
I denne sag havde der være uafbrudt konflikt stort set siden barnet blev født, idet parforholdet blev brudt, da P var et halvt år gammel. M havde fra starten modsat sig samvær. Der har været en del fogedforretninger og sager i statsforvaltningen, der indtil kort før byretsdommen havde resulteret i krav om samvær.
F oplevede Ms indflydelse på P som ubehagelig, idet han oplevede, at M signalerede frygt for F under alle udleveringer.
Byrettens begrundelse:
”Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at sagsøgeren har haft samvær i varierende omfang med P, siden parterne ophævede samlivet i 2005, og at P trivedes med samværene med F, indtil hun i marts eller april 2009 skiftede adfærd over for ham, når han hentede hende i børnehaven, og at dette skete i et sådant omfang, at børnehaven fandt det nødvendigt at sende bekymringsbrev til X kommune den 27. maj 2009.
Efter bevisførelsen lægger retten endvidere til grund, at den børnesagkyndige ikke har fundet det forsvarligt at bringe sagsøgeren og barnet sammen under den børnesagkyndige undersøgelse på grund af reaktioner hos barnet.
Retten finder, at begge parter er egnede til at have den fulde forældremyndighed over P. Sagen skal herefter afgøres, efter hvad der er bedst for P.
Retten finder ikke, at der er klare holdepunkter for, at barnets reaktioner er en følge af forhold, som M bærer ansvaret for. Retten finder det ikke med disse reaktioner hos barnet forsvarligt at bestemme, at der skal være fælles forældremyndighed over barnet, eller at barnet bopæl hos F.
M frifindes derfor.”
Beskrivelsen er uendelig kort af en sag, som jeg fulgte gennem 4½ år. Jeg oplevede og orkestrerede Fs umådelige tilbageholdenhed i kampen for at få lov at være en del af barnets opvækst. Det var tydeligt for mig, at M ikke på nogen måde ønskede at tage imod Fs ønske om at medvirke til at gøre hende tryg men tværtimod gjorde meget for at skræmme barnet fra far. Sagen endte med, at statsforvaltningen standsede samværet, og at F opgav at anke. F opgav sit barn.
Den næste sag indeholder ikke i procedure eller domsbegrundelser begrebet samværschikane. Men sagen indeholder alle ingredienserne, og har siden udviklet sig til en også i pressen omtalt problemsag.
På Børn og Samværs hjemmeside har jeg givet den dette referat:
”Fortsat fælles forældremyndighed over to-årig P, der fortsat skulle bo hos M. Højt konfliktniveau, utrykt ØLD af 19. januar 2010
Parterne var meget konfliktfyldte med gensidige beskyldninger om psykisk sygdom. Sagen var anlagt af F med oprindelig påstand om eneforældremyndighed. Under ankesagen frafaldtes den påstand, således at sagen blev en ren bopælsafgørelse.
Der var i byretten gennemført en børnesagkyndig undersøgelse. M havde været meget fokuseret på, at F var psykopatisk. M havde psykiske problemer, som måtte anses for diagnosticerede. M fremstillede sine problemer som nogen, der var påført hende af den i hendes øjne psykopatiske F. Det fremgik af erklæringerne og også i konklusionsafsnittet i den børnesagkyndige rapport, at M har haft psykiske problemer i forbindelse med de tidligere fødsler, der ligger forud for det tidspunkt, hvor hun og F lærte hinanden at kende.
Under landsretssagen meddelte M, at hun flyttede fra Sjælland til Jylland.
Byrettens begrundelse:
”Retten finder på grundlag af observationerne i den børnesagkyndige erklæring og indtrykket af parterne i retsmøderne, at de begge kan anses for egnede til at forvalte forældreansvaret over P. Det er ligeledes opfattelsen, at det uanset den gensidigt uforsonlige og meget følelsesladede konflikt indtil videre er lykkedes parterne at holde P fri af deres samarbejdsvanskeligheder.
Under disse omstændigheder, og da der fra begges forklaringer ydermere er grundlag for at tro, at en overførelse af forældreansvaret til den ene af parterne på nuværende tidspunkt blot vil fjerne motivationen til at opretholde og arbejde på en forbedring af det nuværende samarbejde, som sikrer begge parters regelmæssige, vigtige kontakt til barnet, finder retten ikke, at der foreligger tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed.
Da den nu knap halvandet år gamle P ifølge det oplyste har boet hos M, siden hun var ca. et halvt år, og samværene med F indtil videre har været dagsamvær uden overnatning, finder retten, at det vil være bedst for hende fortsat at have bopæl hos M.”
Landsrettens begrundelse.
”Efter en samlet vurdering af de oplysninger om parternes forhold og deres forhold til den knapt 2-årige P findes det bedst for P, at hun har bopæl hos M, der er hendes primære omsorgsperson.
Landsretten stadfæster derfor dommen i det omfang, den er påanket.”
Min kommentar på hjemmesiden var, at afgørelsen først og fremmest skulle ses som en afgørelse, hvor det har vægtet i landsretten, at der var tale om et meget lille barn, der hidtil havde boet mest hos M.
Sagen kan også ses i det lys, at M umiddelbart efter dommen flyttede til Jylland som varslet, og at F herefter fik uovervåget overnattende samvær. M nægtede imidlertid at udlevere P til samvær.
Hun truede i forbindelse med fogedsag med at bringe sagen i pressen, hvor hun ville fokusere på, at hun var præst. Ifølge fogedbogen ville det ikke se pænt ud for retsformanden, at han havde fængslet en præst. Sagen blev tophistorie i Kristeligt Dagblad onsdag den 14. juli 2010.
Det hører med til historien, at F skiftede advokat fra mig til en anden efter landsretssagen med den begrundelse, at jeg ikke er ”hård nok”. Jeg har dog efterfølgende fulgt sagen tæt, da F løbende holder mig orienteret, efter at jeg gik offentligt ind i debatten i Kristeligt Dagblad – efter at være blevet fravalgt!
En fogedsag i sagen i sommeren 2010 endte i ugeskriftet som U 2010/2764 VLK, hvor M blev taget i forvaring. Allerseneste udvikling i denne konkrete sag (december 2010) er, at byretten har besluttet, at der skal gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse og en undersøgelse og vurdering af hver af forældrene.
Fælles forældremyndighed over 5-årig D – Samværssabotage ikke komme samværsfrælderen til skade, TFA 2011/58 ØLD
Byrettens begrundelse
Sagen vedrører for retten alene spørgsmålet om, hvorvidt det skal etableres fælles forældremyndighed over S.
Efter oplysningerne i sagen – senest Familiestyrelsens afgørelse af 2. februar 2010 og den børnesagkyndige erklæring – må det lægges til grund, at M gennem en længere periode har modarbejdet F’s kontakt til S på grundlag af en alvorlig mistanke om seksuelle krænkelser. Denne mistanke har ikke kunnet bekræftes og har ikke givet anledning til strafferetlig efterforskning.
Parterne har efter det oplyste kun kendt hinanden i en kortere periode før S’ fødsel, og de flyttede kort efter fødslen fra hinanden. Efter samlivsophævelsen har der i to til tre år været samvær mellem S og F, men uden overnatning, og der er hidtil ikke etableret et stabilt samvær uden overvågning.
S er nu knapt fem år og har hele livet boet hos sin mor.
Selvom det således må lægges til grund, at M ikke har samarbejdet om at etablere kontakt mellem S og F, finder retten efter en samlet vurdering, at det ikke er sandsynliggjort, at parterne kan etablere et samarbejde omkring S. Retten finder derfor, at det ikke er til S’ bedste, at der etableres fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1. Endvidere finder retten – på trods af M’s hidtidige modvilje mod samværet – at det er bedst for S, at forældremyndigheden fortsat tilkommer M alene.
Landsrettens begrundelse:
Det er forældreansvarslovens klare udgangspunkt, at forældre har fælles forældremyndighed, uanset om de er samboende eller ej, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der gør, at det vil være bedst for barnet, at den ene forælder får forældremyndigheden alene.
Moderen har det seneste 1½ år forhindret kontakt mellem S og faderen under henvisning til, at faderen har krænket barnet, herunder seksuelt. Disse alvorlige beskyldninger er imidlertid ikke objektivt underbyggede, og mistanken støttes heller ikke af den børnesagkyndige undersøgelse i sagen, der derimod anfører, at der under psykologens observation var en naturlig og god kontakt mellem faderen og S.
Det fremgår af forarbejderne til forældreansvarsloven, jf. lovforslag nr. L 133, Folketinget 2006-07, s. 82, at manglende kontakt, som skyldes samværssabotage, ikke svækker samværsforælderens mulighed for at få del i forældremyndigheden. Da der ikke i øvrigt er oplysning om forhold, som taler mod fælles forældremyndighed, og idet bemærkes, at den omstændighed, at faderen er bosiddende i Spanien, ikke hindrer fælles forældremyndighed, tages appellantens påstand til følge.
kommentar:
Afgørelsen tager alene stilling til forældrmyndighedsspørgsmålet og ikke til spørgsmålet om bopæl, som egentlig ville være det ultimative i forhold til grov samværschikane.
Eneforældremyndighed til M over 3-årig P efter 2 retssager over to instanser i løbet af halvandet år, udokumenterede beskyldninger mod F om grænseoverskridende adfærd, samt samværsvægring fra M, Vestre Landsrets dom af 12. september 2011
Sagen har verseret i flere år. Der har været forældremyndighedssag i byretten og Østre Landsret ca. 1½ år tidligere. Endvidere har der været fogedsager, hvor M har vægret sig ved at udlevere til samvær foruden altså denne sag mellem de samme parter – om det samme barn og om de samme problemstillinger.
Undtagelsesvist har den børnesagkyndige været afhørt i landsretten.
Byrettens begrundelse:
P er født den 16. april 2008. M havde i perioder under graviditeten været indlagt på psykiatrisk afdeling, indledningsvist på grund af depression, senere på grund af en krisereaktion og selvmordstruende adfærd.
M fik i en kort periode antipsykotisk medicin. Forholdet mellem parterne var problematisk, og det fremgår, at F overfor afdelingen har fremstillet M på en yderst negativ måde. Der blev iværksat støtte til familien straks efter fødslen.
Parterne ophævede deres relativt korte samliv, da P var 5 måneder, og P har siden boet hos M.
I begyndelsen af 2009 indledte F en sag om forældremyndighed og bopæl, og der blev gennemført en børnesagkyndig undersøgelse. Den børnesagkyndige forholdt sig blandt andet til Ms psykiske tilstand og dennes betydning for hendes forældreevne. P beskrives som en alderssvarende pige i god trivsel. Der ses ikke tegn på mangler i den emotionelle kontakt til M, som man ville forvente, hvis M ikke var i stand til at forholde sig relevant til kontakten. Der ses ej heller forhold hos Ms to særbørn, der giver anledning til bekymring for omsorgen. Også F ses relevant optaget af datterens trivsel og velbefindende og fuldt ud i stand til at varetage hendes behov. Ved retten i Hillerøds dom af 15. oktober 2009 blev den fælles forældremyndighed opretholdt og bopælen tillagt M. Afgørelsen om bopæl blev stadfæstet af Østre Landsret den 19. januar 2010.
Det fremgår samstemmende af akterne, at forholdet mellem parterne var særdeles vanskelig og konfliktfyldt, og at begge parter ganske betvivlede den andens evne til at tage vare på datteren. I forbindelse med sagsøgtes flytning til (østjylland), hvor hun var blevet ansat som x, underrettede F den nye kommune om, at han var bekymret for, om M kunne varetage pasningen af børnene.
I oktober 2009 anmodede F om udvidelse af samværet. F ønskede efter en optrapning en 5/9-ordning og på længere sigt en deleordning.
Statsforvaltningen Hovedstaden traf afgørelse den 16. april 2010. Efter resolutionen skulle samværet optrappes, og F havde samvær hver uge og overnatningssamvær hver anden uge. Første overnatning skulle finde sted primo maj.
Af hensyn til omkostningerne blev det bestemt, at aflevering og afhentning af den da 2-årige P skulle ske på Odden færgehavn. Samtlige udgifter blev på grund af flytningen pålagt M.
M nægtede at efterkomme resolutionen, ligesom hun overfor fogedretten nægtede at oplyse, hvor datteren opholdt sig, hvilket ledte til, at hun af fogedretten blev taget i forvaring i 16 dage. M efterkom herefter resolutionen.
Den 14. juli 2010 indledte F på ny sag om forældremyndighed, bopæl og samvær.
M rettede i den efterfølgende periode flere henvendelser til læger og hospitaler på grund af bekymring for, at datteren var udsat for overgreb under samvær. Henvendelserne medførte, at der blev indledt en politimæssig undersøgelse.
Uanset, at alle undersøgelser, herunder undersøgelser på CBO afkræftede enhver mistanke, fastholdt M sin bekymring og afviklingen af samværet var særdeles belastende for barnet. Forløbet afstedkom en række underretninger til Ms bopælskomune, der iværksatte undersøgelse i medfør af lov om social service § 50.
Af § 50-undersøgelsen fremgår, at P er en sund og rask 2-årig, der sprogligt og socialt er på rette udviklingstrin. Hun er knyttet til sine to søstre, der er meget glade for hende. I forbindelse med undersøgelsen er forældrene fortsat med at fremkomme med beskyldninger mod hinanden.
Det vurderes, at forældrenes fortsatte fastholden af deres helt grundlæggende mistillid til den andens evne til at være forælder, på længere sigt vil medføre åbenbar risiko for, at Ps sundhed og udvikling vil lide alvorlig skade. Det påpeges, at de gentagne grundløse undersøgelser, som M har udsat datteren for, i sig selv kan betragtes som overgreb.
Ms bopælskomune har på grund af bekymring for P fra 15. november 2011 og til dato stået for aflevering og afhentning i forbindelse med samvær.
I forbindelse med nærværende sag er der gennemført en børnesagkyndig undersøgelse. Der er endvidere foretaget personlighedspsykologiske undersøgelser af parterne med det formål at søge afklaret, om der hos nogen af parterne er psykiske forhold, der begrænser forældreevnen. Der er hos ingen af forældrene påvist forhold af væsentlig betydning.
Den børnesagkyndige undersøgelse viser på ny, at P er en glad, velfungerende og normalt udviklet pige. Hun er tæt knyttet til begge forældre.
Uanset dette fastholder M stadig, at M ikke kan tage vare på datteren på grund af psykiske problemer og uligevægt. M fastholder ligeledes, at hun ikke mener, at P har godt af samværet.
Der er på grundlag af sagens hidtidige forløb og parternes gensidige upåvirkede mistillid til hinanden, ingen grund til at antage, at de problematiske forhold omkring P vil udvikle sig til det bedre, hvis hun får bopæl hos F. P har siden hun var spæd boet hos M, og hun har to halvsøstre, som hun er knyttet til. Hun er startet i børnehave og er faldet til der.
Det er derfor bedst for P, at hun fortsat har bopæl hos M.
Samarbejdsvanskelighederne mellem parterne er på grund af begge parters forhold så store og uoverstigelige, at den fælles forældremyndighed bør ophæves. D P skal have bopæl hos M, tillægges hun forældremyndigheden.
(Byrettens afgørelse var fuld forældremyndighed til M og torsdag-mandag-samvær. Afhentning på Odden færgehavn og aflevering på Ebeltoft færgehavn med sædvanlig deling af transportudgifterne.
Landsrettens begrundelse:
Af de grunde, som byretten har anført, og efter de oplysninger, der i øvrigt er kommet frem for landsretten, tiltrædes det, at der er tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed over P, og at det er bedst for hende, at forældremyndigheden tillægges M.
Det kan ikke anses for bedst for P at tillægge F samvær med hende i videre omfang end sket ved byrettens dom.
Landsretten stadfæster derfor dommen med de ændringer, der er anført nedenfor og som er en følge af, at F nu er flyttet til Østjylland, således at der ikke er spørgsmål om færgetransport.
(landsretten stadfæster samværets men med bestemmelse om, at afhentning og aflevering sker i institution – alternativt hos M, når institutionen er lukket).
kommentar:
Min tanke i en sag som denne er følgende:
Sagens faktum:
Der foreligger grove beskyldninger rettet af M mod F, som må anses for dokumenteret uden hold.
Der foreligger udsagn om samarbejdsvilje men dokumenterede samværshindringer.
Begge forældre er forældreegnede på baggrund af to børnesagkyndige undersøgelser.
De gensidige udsagn om den andens forælderevne og opførsel risikerer at skade barnet.
Lovens indhold og baggrund:
Der skal tungtvejende grunde til at ophæve fælles forældremyndighed.
Barnet har ret til samvær med begge forældre.
Barnet skal egentlig helst kunne leve en barndom i nogenlunde ro.
Det ”rigtige resultat” kunne være:
A: som dommen men uden samvær. Altså eneforældremyndighed hos mor og intet samvær med far, da prognosen for et samarbejde og samvær i ro med M som bopælsforælder ikke virker god.
B: fortsat fælles forældremyndighed med bopæl hos far og med samvær med mor i nogenlunde samme omfang som ved dommen. Det har ikke været afprøvet, og der er ingen forhistorie, der antyder, at F vil forhindre samværet. Resultatet synes at leve op til lovens intentioner.
C: Eneforældremyndighed hos F med samme samvær som under B, da forhistorien måske kunne indikere, at det vil være bedst med en fast bagstopper for at minimere konflikterne.
Efter min bedømmelse er det faktiske resultat næsten med sikkerhed vejen til fortsatte konflikter og en ny ”kamp” med det forventelige resultat, at samværet stoppes, hvis blot mor råber længe og højt nok.
Dommen bekræfter, at samværschikane på trods af alle bemærkninger betaler sig i det virkelige liv. Et eksempel på, at loven har ”spillet fallit”.
Fælles forældremyndighed ophævet vedrøende 10-årig og tillagt M trods hendes samværschikane, TFA 2011/449 ØLD
byrettens begrundelse:
Retten finder ikke noget grundlag for at antage, at nogen af parterne som udgangspunkt er væsentligt mindre egnet end den anden part til at have forældremyndigheden over S.
S har under sin opvækst haft mest med sagsøger at gøre, og sagsøger er at betragte som S’ primære omsorgsperson.
Parterne er ikke enige i opdragelsen og behandlingen af S. Parternes samarbejdsproblemer er svære og uovervindelige.
Sagsøger har reageret voldsomt på sagsøgtes klage til – – – kommune og senere til Ankestyrelsen og har siden ikke ønsket, at sagsøgte skulle have nogen forbindelse med S.
Selv om sagsøger efter rettens opfattelse har udøvet samværschikane, findes det af hensyn til S påkrævet, at den fælles forældremyndighed ophæves og tillægges sagsøger alene.
Sagsøgte har indtil juni 2009 haft regelmæssig kontakt til S. Under sagsøgtes samliv med S og senere samvær med ham er der ikke godtgjort forhold, der med den fornødne vægt taler imod, at sagsøgte fortsat skal have forbindelse til sin søn. Det indgår i vurderingen af barnets bedste, at barnet har ret til kontakt til begge sine forældre. Samvær anbefales også af den børnesagkyndige og af psykiater P2.
Sagsøgtes påstand om samvær tages derfor til følge, dog således at samværet i den omhandlede periode fra 1/1-30/4 2011 fastsættes til 3 timer den anden lørdag i hver måned fra kl. 10.00 til kl. 13.00. Samværet finder sted hos Cava, – – -. Samværet skal overværes af en medarbejder fra Cava. Sagsøger bringer og henter S. Det findes ikke længere påkrævet, at sagsøgte skal deponere sit pas som forudsætning for at have samvær.
Sagsøgte har efter det oplyste haft forbindelse med S over Skype indtil juni i år. Retten er enig med den børnesagkyndige i, at Skype i denne sag vil være et egnet middel til at holde kontakten vedlige mellem sagsøgte og S.
Sagsøgtes påstand om telefon-skypekontakt tages derfor til følge, dog således at kontakten kan benyttes i perioden fra 1/2-30/4 2011 een gang ugentlig i ½ time.
landsrettens begrundelse:
Landsretten tiltræder, at der efter det oplyste om parternes konfliktfyldte relation, herunder parternes markante uenighed om rammerne for S’ opvækst og pleje, foreligger sådanne samarbejdsvanskeligheder, at der ikke er grundlag for fælles forældremyndighed over S, som er et barn med særlige behov.
Efter de oplysninger, der er forelagt for landsretten, findes der ikke sikkert grundlag for at antage, at nogen af parterne hver for sig er uegnede til at varetage omsorgen for S.
Uanset at moderen i en længere periode med urette har hindret faderen i at have samvær med S, og uanset at der er rejst tvivl om, hvorvidt moderens hjemmetræning af S efter den såkaldte Family Hope Center-metode er i S’ bedste interesse, tiltræder landsretten, at forældremyndigheden for S er tillagt moderen, der har været S’ primære omsorgsperson. Landsretten har tillige lagt vægt på, at faderen aktuelt har bopæl i Israel.
Da der efter bevisførelsen, blandt andet den børnesagkyndige cand.psych. P1’s erklæring, ikke er grundlag for at antage, at samvær mellem faderen og S er til skade for S, men tværtimod må anses for at være til S’ bedste, har landsretten udvidet omfanget af det af byretten fastsatte samvær som nedenfor bestemt. Det bemærkes herved, at landsretten efter indholdet af den børnesagkyndige erklæring og omfanget af S’ hidtidige kontakt til faderen ikke for nuværende finder grundlag for at træffe bestemmelse om samvær, der omfatter overnatning, og ej heller feriesamvær.
(der blev fastsat dagsamvær lørdag og søndag en gang om måneden fra 10-15 med overvågning de første gange).
kommentar:
Det er en af de afgørelser, som understøtter, at samværschikane nærmest er konsekvensfrit. Selvfølgelig bortset fra, at det generelt skader et barn at være udsat for den voldsomme konflikt gennem lang tid.
Mens der er ganske mange andre afgørelser, hvor jeg ville være tilbøjelig til at mene, at der burde være konsekvenser, tænker jeg ved gennemlæsning af denne afgørelse, at den egentlig virker ”rigtig”. Spørgsmålet er, om afgørelsen var blevet anderledes, hvis ikke alternativet havde været at flytte barnet så langt væk som til Israel?
Et andet spørgsmål er, hvad der vil ske, hvis M fortsætter med at tilbageholde barnet fra samvær. Statsforvaltningen vil i al fald ikke de første par år ændre samværsafgørelsen til, at der ikke skal være samvær. Dertil er respekten for landsretten nok for stor.
Ikke overførsel af forældremyndighed over 7-årig P og ej heller fælles forældremyndighed. M har uden rimelig grund hindret samvær (samværschikane), TFA 2013/83 VLD
Byrettens begrundelse:
A har altid boet hos sin mor, som hun er stærkt knyttet til. A har aldrig boet sammen med sin far. På baggrund af den børnesagkyndige undersøgelse og udtalelsen fra A’s skole i elevplanen fra marts 2012 finder retten at kunne lægge til grund, at A trives hos sin mor. A har igennem årene haft begrænset kontakt med F. Uanset årsagen til dette findes det ikke at være A’s tarv, at hun skal flytte fra sin mor.
Det fremgår af sagsforløbet, at M har stor modvilje mod F, hvilket har vanskeliggjort parternes samarbejde. Forholdet er af den grund stadig meget konfliktfyldt, og der er derfor tungtvejende grunde til, at parterne ikke skal have fælles forældremyndighed. Retten finder derfor ikke grundlag for at ændre på forældremyndigheden.
På baggrund af de børnesagkyndige undersøgelser, der er udarbejdet, og beskrivelserne fra de overvågede samvær finder retten, at det kan lægges til grund, at A’s modvilje mod at blive udleveret skyldes M’s modvilje mod F. M vil således ved en holdningsændring til samværet have mulighed for at ændre A’s reaktion på at skulle udleveres. Efter den børnesagkyndige erklæring af 5. august 2011 og psykolog P’s forklaring må det lægges til grund, at et samvær med F vil være positivt for A, og at det også på sigt vil være af betydning for A’s udvikling, at hun lærer sin far at kende.
I overenstemmelse med anbefalingen i den børnesagkyndige undersøgelse og F’s påstand fastsættes der kun hverdagssamvær, da det vurderes, at A ikke er klar til samvær med overnatning.
Da samværet igen har været afbrudt i en periode, og da den børnesagkyndige undersøgelse belyser, at M har brug for hjælp i forbindelse med gennemførelse af samvær, bestemmes det, at de første 6 samvær skal være støttet af psykolog P i forbindelse med udleveringen af A.
Landsrettens begrundelse:
Efter oplysningerne i sagen lægges det til grund, at M gennem flere år og uden rimelig grund har hindret gennemførelsen af F’s samvær med A. Der ikke er grundlag for at betvivle, at F er kompetent som far og derfor velegnet til at have forældremyndigheden over A.
Efter indholdet af den børnesagkyndige erklæring og det, der i øvrigt er oplyst om A’s forhold, finder landsretten det imidlertid efter en samlet vurdering betænkeligt – i alt fald på nuværende tidspunkt – at anse det for bedst for A, at forældremyndigheden over hende overføres til F. Der er herved særligt lagt vægt på, at A hele sit liv har boet sammen med M, som hun er nært knyttet til, at A fra hun var ca. 1½ år kun har haft en meget sporadisk kontakt til F, og at hun blandt andet på grund af M’s udtalelser om F for tiden må antages at have et meget ambivalent forhold til ham.
Det tiltrædes på denne baggrund, at M er frifundet for påstanden om, at forældremyndigheden over A overføres til F.
Under hensyn til det meget konfliktfyldte forhold mellem M og F, og da M fortsat har stor modvilje mod F, findes fælles forældremyndighed over A at indebære en væsentlig risiko for, at der vil opstå samarbejdsproblemer og deraf følgende konflikter mellem parterne til skade for A. Efter det anførte tiltrædes det derfor, at det er bedst for A, at M beholder forældremyndigheden alene.
Herefter, og da ankesagen efter parternes påstande ikke omfatter byrettens afgørelse om samvær, stadfæster landsretten dommen.
Kommentar:
Sagen er en blandt mange, hvor der tilsyneladende foreligger regulær samværschikane. M har haft F anmeldt for seksuelle overgreb på P. Politiet havde henlagt sagen. Der havde været utallige fogedforretninger.
F og M var gået fra hinanden før Ps fødsel, og F har kun sporadisk haft samvær med P.
Min mavefornemmelse siger, at afgørelsen virker rigtig af hensyn til P.
Men hvor går grænsen egentlig? Det synes jeg, at der er et større og større behov for at få afklaret.
Der er generel behov for debat af emnet.
Med ændringerne i forældreansvarsloven er det blevet lettere at opnå afskæring af den anden part ved at holde ”krigen” i kog. Er det rimelig?
Hvordan konsekvenssætter vi, uden at det går ud over børnene? Jeg mener, at der er behov for det.
Fuld forældremyndighed til M over 3-årig D trods børnesagkyndiges anbefaling af forældremyndighed hos faren, (samværschikaneproblematik også) TFA 2013/363 ØLD
Byrettens begrundelse:
Ud fra en samlet vurdering finder retten, at det vil være bedst for S, at den fælles forældremyndighed ophæves og tillægges M alene, jf. forældreansvarslovens § 11, samt at F skal have samvær med S i lige uger fra fredag eftermiddag til mandag morgen, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 19.
Forældremyndighed
Parterne har hidtil haft fælles forældremyndighed. Efter forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., kan retten kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der foreligger tungtvejende grunde. Efter parternes forklaringer og den børnesagkyndiges vurdering, som fremgår af den børnesagkyndige rapport, anser retten det for godtgjort, at parterne har så svære og uovervindelige samarbejdsproblemer og konflikter af en sådan karakter, at der foreligger tungtvejende grund til, at fortsat fælles forældremyndighed vil være til skade for S.
Det fremgår af den børnesagkyndige rapport, at S er meget tæt knyttet til sin mor og storebror. S har ikke været på F’s bopæl, og han kender ikke F’s hustru og hendes børn. F har i ca. 1½ år, blandt andet på grund af M’s forhold, ikke haft meget kontakt med S. Herefter og uanset at den børnesagkyndige i sin rapport har anbefalet, at F tillægges forældremyndigheden alene, finder retten, at det på nuværende tidspunkt vil være bedst for S, at han fortsat bor hos sin mor.
Herefter tages M’s påstand til følge, således at den fælles forældremyndigheden over S ophæves og tillægges M alene.
Samvær
Retten har fastsat samvær som nedenfor bestemt. Retten har navnlig lagt vægt på, at F alene har anmodet om at få samvær hver anden weekend, såfremt S ikke skal bo hos ham. Retten har endvidere lagt vægt på, at S efter den børnesagkyndiges oplysninger er glad for at være sammen med sin far. Der er derfor ikke grundlag for, at samværet skal være overvåget.
Af hensyn til S, og for at sikre at F får samvær med S, skal dommen kunne fuldbyrdes, selv om den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jf. retsplejelovens § 480, stk. 2, hvorfor F’s påstand herom tages til følge.
Landsrettens begrundelse:
Også efter bevisførelsen for landsretten tiltræder landsretten af de grunde, der er anført af byretten, at det på nuværende tidspunkt er bedst for S, at M får forældremyndigheden alene.
Af de af byretten anførte grunde tiltrædes det endvidere, at F skal have samvær med S som fastsat ved byrettens dom.
kommentar:
Ordet samværschikane nævnes ikke. Men det er nu en sag, hvor tanken om det fænomen hurtigt tænkes. Der er tilsyneladende tale om et vanskeligt miljø hos begge forældre. Den børnesagkyndiges anbefaling læner sig helt klart op af netop et samværschikanesynspunkt.
Det er vel også en sag, hvor man på en eller anden måde kan sige, at M er belønnet for at forhindre samvær.
Omvendt er det lige så oplagt en sag, hvor man må skele til barnets alder og hidtidige kontakt med F.
En rigtig svær sag at bedømme udefra.
Ikke overførelse af forældremyndighed over 11-årig trods samværssabotage, TFA 2013/612 ØLD
Byrettens begrundelse:
Efter parternes forklaringer må det lægges til grund, at der navnlig efter samlivsophævelsen har været konflikter mellem parterne omkring samvær, hvor sagsøgte uden nærmere begrundelse vedvarende har nægtet at udlevere S til samvær med sagsøgeren. På baggrund af oplysningerne i akterne fra statsforvaltningen og i den børnesagkyndige erklæring må det endvidere lægges til grund, at sagsøgeren har været meget samarbejdsvillig og har gjort et ihærdigt forsøg på at opretholde en god kontakt til S, og at der ikke er konstateret forhold hos sagsøgeren, der gør ham uegnet til at have samvær med S. Det er imidlertid nu flere år siden, at sagsøgeren har haft samvær med S til trods for, at der tidligere har foreligget afgørelser om samvær med S og til trods for, at sagsøgeren igennem en lang årrække har forsøgt at få fuldbyrdet samværsafgørelserne. Retten finder på denne baggrund, at sagsøgte uden rimelig grund har hindret samværet mellem S og sagsøgeren. Sagsøgte har således udøvet samværschikane i mange år og i størstedelen af S’ liv.
Ved bedømmelsen af, om det er bedst for S at overføre forældremyndigheden over S til sagsøgeren, skal der bl.a. tages hensyn til, at et barn har ret til to forældre, og at det er en vigtig del af denne bedømmelse af, hvad der er bedst for barnet, om den ene forælder uden rimelig grund hindrer den anden forælders kontakt med barnet.
Det fremgår af den børnesagkyndige undersøgelse og oplysningerne fra S’ skole, at sagsøgte, på trods af hun beskrives, som en noget skrøbelig person, har formået at være en god mor for S, der er blevet en velstimuleret, klog og glad dreng, og som er meget glad for og nært knyttet til sin mor. Det fremgår endvidere, at S ikke har lyst til at se sin far, at han mener, at faderen lyver, at S er meget bange for, at faderen skal tage ham med sig imod moderens vilje, og at S er meget påvirket af moderens negative holdning til sagsøgeren.
På baggrund heraf finder retten, uanset sagsøgtes massive og vedvarende samværschikane, at det vil være så indgribende og forbundet med sådanne omkostninger for S, hvis forældremyndigheden over ham overføres til sagsøgeren, at en overførelsen af forældremyndigheden på nuværende tidspunkt ikke vil være bedst for S. Det bemærkes samtidigt, at retten ikke finder, at der er hjemmel til at overføre forældremyndigheden til sagsøgeren betinget af særlige vilkår.
Der har i forbindelse med den børnesagkyndige undersøgelse været forsøgt iværksat overvåget samvær mellem sagsøgeren og S. Det fremgår af oplysningerne i den børnesagkyndige undersøgelse, at S under samværet var anspændt, vred, utilpas og grædende, og at han følte sig forfulgt, misforstået og ikke hørt. Ifølge den børnesagkyndiges vurdering vil det ikke på nuværende tidspunkt være godt for S at blive tvunget til samvær igen og det vil være til skade for S, idet S aktuelt er så negativt indstillet overfor sagsøgeren, at han føler det som et overgreb at skulle være sammen med sagsøgeren. Den børnesagkyndige vurderer endvidere, at det ikke vil være et godt udgangspunkt for at skabe en bæredygtig kontakt mellem S og sagsøgeren, uanset grunden til S’ negative holdning til sagsøgeren.
Under disse omstændigheder finder retten, at det vil udsætte S’ sjælelige eller legemlige sundhed for alvorlig fare, hvis der fastsættes samvær mellem S og sagsøgeren, også uanset om dette samvær måtte være overvåget, hvorfor retten finder, at det vil være bedst for S, at der ikke på nuværende tidspunkt fastsættes samvær.
Landsrettens begrundelse:
Også efter bevisførelsen for landsretten tiltrædes det af de af byretten anførte grunde, at M uden rimelig grund i mange år og i størstedelen af S’ liv har hindret samværet mellem S og F, der efter de foreliggende oplysninger som udgangspunkt må anses for velegnet til at have forældremyndigheden over S.
Imidlertid finder landsretten af de grunde, der i øvrigt er anført af byretten, herunder navnlig i lyset af den børnesagkyndige undersøgelse, at en overførsel af forældremyndigheden til F på nuværende tidspunkt ikke vil være bedst for S, og at det heller ikke vil være bedst for ham, at forældremyndigheden tillægges F midlertidigt.
Landsretten stadfæster herefter byrettens dom, i det omfang den er påanket.
Fælles forældremyndighed ophævet over 7- og 9-årig og forældremyndigheden tillagt F på grund af samarbejdsvanskeligheder, TFA 2013/99 VLD
Byrettens begrundelse:
Vedrørende forældreansvarsspørgsmålet:
Som det også fremgår af den børnesagkyndige erklæring har der været ganske mange konflikter mellem parterne, hvilket har været belastende for A og B, og forældrenes konflikt har stået på de sidste ca. 2½ år.
Forældrenes konflikt har påvirket drengene, der begge har udviklet en sårbarhed, der skal tages hensyn til. Reaktionerne på drengenes sårbarhed er forskellig og kræver en ekstra indsats fra omgivelserne.
F og M’s konflikter har været præget af gensidig mistillid, og det må anses for helt nødvendigt, at de konstruktivt indgår i et fremtidigt samarbejde af hensyn til børnene. Som det fremgår af den børnesagkyndige erklæring, må det lægges til grund, at der vil være stor usikkerhed omkring A og B’s. fremtidige positive udvikling og trivsel, såfremt parternes samarbejde vedrørende børnene ikke lykkes.
Da parternes fremtidige samarbejde om børnene forhåbentlig kan komme i en positiv udvikling, vurderer retten, at A og B kan have fordel af, at begge forældre har del i forældremyndigheden.
Såfremt parterne imidlertid ikke evner at skabe det fornødne samarbejde vedrørende A og B, må det imidlertid forventes, at udfaldet af en mulig ny forældreansvarssag vil blive, at den fælles forældremyndighed over drengene ophæves, idet det helt afgørende er, at A og B profiterer af en fælles forældremyndighed.
Under disse omstændigheder findes parterne fortsat at skulle have fælles forældreansvar vedrørende drengene A og B.
Vedrørende bopæls-spørgsmålet:
På baggrund af den børnesagkyndige erklæring må det lægges til grund, at F er en glad og kommunikerende far, der er god til at være i kontakt med børnene. Han vurderes at være den af forældrene, der vil kunne give A og B de nødvendige grænser, give samspillet med børnene struktur, ligesom han vurderes at kunne give drengene den nødvendige støtte, hjælp og udvikling til, at drengene kan udvikle sig positivt, komme i god trivsel samt styrke drengenes sundhed. F er ifølge erklæringen endvidere den af parterne, der vil tage imod råd og vejledning, ligesom han fremstår som indstillet på om nødvendigt at tage imod hjælp.
Heroverfor står, at M flere gange i sit livsforløb har haft depressive perioder med indlæggelser på psykiatrisk afdeling og med medicinering til følge. Hun er for ca. 6 måneder siden blevet diagnosticeret med sygdommen IIH (Idiopatisk Intrakraniel Hypertension). Ifølge den børnesagkyndige erklæring er kontakten mellem hende og drengene ikke stabil, og det er svært for hende at tage styringen og vise sig som en kompetent forælder. Hendes vanskeligheder omkring forældrerollen gør drengene usikker og grænsesøgende.
På denne baggrund findes det at være bedst for A og B, at de får bopæl hos deres far, F.
Vedrørende samvær:
I overensstemmelse med F’s tilkendegivelse under retsmødet den 25. maj 2012 findes det ikke påkrævet at indsnævre M’s samvær til udelukkende samvær hver anden weekend. Det findes realistisk, at drengene vil kunne profitere af en »10/4-ordning«, såfremt parterne har øje for, at der skal sikres drengene stabilitet og tryghed.
Sagsøgeren, M, skal derfor have samvær med A og B i ulige uger fra torsdag eftermiddag, således at hun afhenter børnene i institutionen, og til mandag morgen, hvor hun afleverer børnene i institutionen.
Med hensyn til samvær i øvrigt, herunder feriesamvær, overlades det til parterne nærmere at aftale dette.
Landsrettens begrundelse:
Lov nr. 600 af 18. juni 2012 om ændring af blandt andet forældreansvarsloven er for så vidt angår ændringen afforældreansvarslovens § 11 trådt i kraft den 1. oktober 2012, mens de hidtil gældende regler om fastsættelse af samvær fortsat er gældende for sager, der er indbragt for retten inden den 1. oktober 2012.
Efter en samlet vurdering af parternes forklaringer om deres samarbejdsvanskeligheder sammenholdt med de foreliggende erklæringer, herunder den børnesagkyndige erklæring af 27. marts 2012 og udtalelse af 28. juni 2011 fra E Kommune, er der sådanne holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om børnenes forhold til børnenes bedste, at den fælles forældremyndighed skal ophæves. På den anførte baggrund må det endvidere lægges til grund, at det er bedst for børnene, at forældremyndigheden over dem tillægges F.
Landsretten tiltræder, at det ikke er påkrævet, at M’s samvær med børnene indskrænkes til samvær hver anden weekend. Der fastsættes herefter samvær som nærmere anført nedenfor.
Kommentar:
Afgørelsen illustrerer forskellen i kriterierne i 2008-loven og 2012-loven, hvor kriteriet for fælles forældremyndighed er, om der er ”holdepunkter for at antage”, at parterne kan samarbejde.
Sagen vedrører ikke samværschikane men betydningen af samarbejdet mere generelt. Der havde været 7/7-ordning.
Fælles forældremyndighed ophævet over 8- og 10 årig og tillagt M, TFA 2013/402 VLD
Byrettens begrundelse:
Så konfliktfyldt som forholdet har udviklet sig mellem parterne og børnene, må det efter en samlet vurdering fastslås, at parterne ikke er i stand til at samarbejde om børnenes forhold til børnenes bedste, hvorfor den fælles forældremyndighed ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt.
Som anført i rettens kendelse af 16. april 2012 er retten ikke uenig med faderen i, at børnenes holdning til spørgsmålet om samvær til dels skyldes moderens indflydelse på dem. Der er imidlertid ingen tvivl om, at børnene har valgt side i konflikten, og at det ville udgøre et overgreb mod dem, såfremt de skulle flyttes til faderen eller på samvær hos denne. Efter kommunens undersøgelse kan det endvidere lægges til grund, at børnene trives hos moderen. På denne baggrund finder retten, at forældremyndigheden over børnene herefter skal tillægges moderen alene, og at der ikke skal fastsættes noget samvær.
Landsrettens begrundelse:
Også efter det for landsretten oplyste, og af de grunde byretten har anført, tiltrædes det, at den fælles forældremyndighed over A og B skal ophæves.
Landsretten er enig med byretten i, at børnenes holdning til spørgsmålet om samvær til dels skyldes moderens indflydelse på dem, men at de har valgt side i konflikten. Konflikten har ført til, at F ikke har set børnene siden november 2010, og børnene har vedvarende givet udtryk for, at de ikke vil se deres far. Den børnesagkyndige har i udtalelse af 24. marts 2012 på baggrund af samtaler med børnene fundet det bekymrende, hvis de tvinges til samvær med deres far, og at det vil forringe børnenes trivsel, hvis det sker. Det fremgår af § 50-undersøgelsen af 27. september 2012, at børnene ifølge nye udtalelser fra skole og institution er i sund udvikling, har det godt, og at de begavelsesmæssigt og socialt er godt med, hvilket ifølge M’s forklaring for landsretten fortsat er tilfældet i dag. Efter en samlet vurdering tiltrædes det herefter, at det vil være bedst for børnene, at forældremyndigheden over dem tillægges moderen, og at der ikke skal fastsættes noget samvær.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
kommentar:
Endnu en sag, hvor samværschikane ikke helt kan afvises. Men omstændighederne gør også, at det er svært at se andre løsninger end den, retten er nået frem til.
Hvordan pokker skal vi i praksis få løst det problem? Det ser svært ud.
Eneforældremyndighed til M over 6½ årig P, selv om M ulovligt havde ført P ud af landet til Polen for 1½ år siden, ØLD af 29. august 2013, utrykt
Forældrene blev gift i 2006, og dagen efter flyttede M til Danmark. M var gravid på det tidspunkt med P.
Efter ca. 6 år i Danmark planlagde M en flytning til Polen uden at orientere F.
F har ikke siden haft samvær med P.
Byrettens begrundelse:
En sag om forældremyndighed kan behandles i Danmark blandet andet såfremt barnet ulovligt tilbageholdes i udlandet, og barnet umiddelbart før tilbageholdelsen havde bopæl i Danmark, jfr. rpl. § 448f, stk. 1 nr. 2. Dette gælder dog ikke, såfremt barnet har haft bopæl i udlandet i mere end et år efter, at indehaveren af forældremyndigheden har fået eller burde have fået kendskab til barnets bopæl, og der inden dette tidspunkt ikke er indgivet anmodning om tilbagegivelse af barnet som stadig under behandling, og såfremt barnet er faldet til i sine nye omgivelser, jfr. rpl. § 448f, stk. 2, nr. 1-3.
P må efter det oplyste anses for ulovligt tilbageholdt i Polen. På denne baggrund, og da P umiddelbart før tilbageholdelsen havde bopæl i X-by ( Danmark, red), samt da der ikke efter det foreliggene er grundlag for at anse rettens kompetence som bortfaldet i medfør af rpl. § 448 f, stk. 2 nr. 1-3, kan sagen behandles af Retten (i Danmark).
P må efter det oplyste anses for ulovligt tilbageholdt i Polen. På denne baggrund, og da P umiddelbart før tilbagegivelsen havde bopæl i Danmark, samt da der ikke efter det foreliggende er grundlag for at anse rettens kompetence som bortfaldet i medfør af rpl. § 448 f, stk. 2 nr. 1-3, kan sagen behandles ved Retten (i Danmark).
Retten finder det ikke til brug for afgørelsen af spørgsmålet om forældremyndighed fornødent, at der indhentes yderligere oplysninger. Det bemærkes i den forbindelse, at den omstændighed, at M ikke har ønsket at give møde i sagen, ikke kan føre til andet resultat.
Efter det oplyste om parternes forhold, herunder navnlig, at parterne har bopæl i forskellige lande, finder retten, at den fælles forældremyndighed skal ophæves.
Efter en samlet vurdering af de oplysninger, der foreligger for retten om parternes forhold, Ps hidtidige opvækst og tilknytning til hver af forældrene, findes det bedst for P, at forældremyndigheden over hende tillægges F alene.
Landsrettens begrundelse:
Afgørelser om forældremyndighed og bopæl skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarsloven § 4.
Efter det oplyste lægger landsretten til grund, at begge forældre har deltaget i omsorgen for P under hendes opvækst i Danmark, og at begge forældre er egnede til fremadrettet at have forældremyndigheden over hende.
M har ulovligt tilbageholdt P i Polen siden marts 2012 og har derudover hindret P i at have en regelmæssig kontakt til F. Hun har tilmed i landsretten forklaret, at hun vurderer, at det er bedst for P ikke at have kontakt til F, uagtet der i udtalelsen af 11. september 2012 fra Familiecentret i (Polen) peges på, at kontakt til faren vil være vigtig for P og for hendes selvværd.
Imidlertid må landsretten efter de foreliggende oplysninger, herunder især den ovennævnte udtalelse samtidig lægge til grund, at den nu 6-årige P på nuværende tidspunkt, hvor hun i ca. 1½ år har boet i Polen hos sin mor og dennes familie, trives godt, og at hun i dag er stærkest følelsesmæssigt knyttet til sin mor. Det må antages, at hun vil opleve en flytning til faren i Danmark mod hendes ønske som særdeles indgribende, og at dette ikke vil være til hendes bedste.
Herefter og henset til at parterne helt åbenbart ikke kan samarbejde i et omfang, der er nødvendigt for opretholdelse af fælles forældremyndighed, ændrer landsretten byrettens dom, således at den fælles forældremyndighed over P ophæves, og at forældremyndigheden tillægges M.
kommentar:
Det må erkendes, at sagen indeholder et dilemma. Hvad er egentlig bedst for et barn? Forældreansvarsloven indeholder en række meget fine regler og forarbejderne endnu finere ord.
Intentionerne er så fantastiske. Systemet virker i flere sammenhænge sådan, at det kan være fordelagtigt for den enkelte forælder at ”opføre sig svinsk”, som jeg nogen gange siger. Flere afgørelser fører også til, at man i nogen sammenhænge som rådgiver nærmest er nødt til at rådgive til svinsk opførsel.
Det slås gang på gang fast i lovforarbejderne, at samværschikane skal have konsekvenser. Når det så kommer til stykket, løber myndighederne (læs konkret domstolene) fra deres ansvar. Systemets sagsbehandlingstid er utålelig. Det gælder både i Statsforvaltningen og ved domstolene.
Børn er ikke TING, som man skal have ejendomsret over. Forældrenes gensidige respekt efter bruddet er fundamentalt vigtig.
Det bekymrer mig, at loven stiller en række forudsætninger op om fælles forældremyndighed, ansvarlighed og så videre – og at det derefter kan virke omkostningsfrit at blæse på det hele. Så bliver der basis for det, som jeg kalder svinsk rådgivning, der kun fører til yderligere grøftegravning. Samlet er det derfor vigtigt, at der bliver en synbar konsekvens af dårlig adfærd som f.eks. samværschikane. Det er der ikke i dag. Jeg er tindrende bevidst om problemerne ved det men tror, at langtidsvirkningerne for børnene af en konsekvent ændring er bedre i ganske mange situationer og dermed overvinder den korttidsvirkning, som en ændring af grundvilkårene vil være i disse sager.
Hensynet til barnet vejer tungt, men alternativerne kan sagtens være et godt nok liv os mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.
I en sag som denne er det nærliggende at fundere over, hvor forskelligt domstolene vurderer, hvad der er bedst for barnet i forældreansvarssager og i børnebortførelsessager.
Desværre er Procesbevillingsnævnet meget utilbøjelig til at meddele tredjeinstansbevilling i forældreansvarssager, men en sag som denne burde indbringes for Højesteret.
Ms eneforældremyndighed over D på næsten præcist 5-årig ændret til fælles forældremyndighed, og bopælen placeret hos F, Samværshindringer ikke dokumenteret at være Ms ansvar alene, ØLD af 24. september 2013, utrykt
Problemstilling: D har boet hos mor ”hele tiden”. Problemer allerede fra start, hvor M angav to mulige fædre. F blev barnefar. Der havde været meget sporadisk samvær op gennem årene. M har modarbejdet ganske meget. M er på noget, der minder om livslang kontanthjælp.
- konomi har fyldt ganske meget. Udover almindelig uvilje mod F, ville M ikke deltage i transporten af D overhovedet. F var heller ikke velhavende eller højtlønnet og havde reelle problemer med at finansiere transporten begge veje.
I første retsmøde indgik de en aftale om, at M skulle betale en del af benzinudgifterne. Det gjorde hun kun delvist, og samværene var selv under retssagen sporadiske.
Der blev gennemført en børnesagkyndig undersøgelse under byretssagen.
Byrettens begrundelse:
Af sammenfatningen i den børnesagkyndiges erklæring af 10. marts 2013 fremgår blandt andet,
”såfremt D har bopæl hos sin mor, vil han, når hans mor har det bedst, opleve en omsorgsfuld og kompetent mor, som er i stand til at varetage hans behov. Når hun ind imellem har det psykisk dårligt, vil D opleve en mor, der ikke har energi og ressourcer til at varetage forældremyndigheden overfor ham på en tilstrækkelig måde og derfor er nødsaget til at søge hjælp hos andre”.
Af erklæringens side 7 fremgår, at D i sommeren 2010 ”ud i det blå” på grund af Ms forhold blev overladt til F i næsten 14 dage.
Endvidere fremgår af sammenfatningen blandt andet, at hvis D får bopæl hos sin far, vil det medføre nogle store forandringer i hverdagen. Han skal udvikle nyt netværk og ”tilpasse sig i en familie med 2 snart 3 børn, som han har kendskab til, men ikke stabil tilknytning til. Han skal opleve, at hans far og ikke hans mor er primær kontaktperson. Faderen vil få et stort ansvar for at udvikle sin forældrekompetence over for og tilknytning til D.
Bopæl hos faderen vil give struktur, forudsigelighed og dermed tryghed i hverdagen, hvilket D har brug for.”
Der er i X-by kommunes udtalelse af 5. februar 2013 iværksat hjælpeforanstaltninger for sagsøgte i form af psykolog samtaler.
M har forklaret, at hun har gået til psykolog i 3½ år.
Af børnehusets udtalelse af 18. februar 2013 fremgår blandt andet, at børnehuset som særlige forhold ønsker at fremhæve, at M jævnligt drikker alkohol og kommer til tider i institutionen og er tydeligt påvirket. M har ifølge børnehuset fortalt, at hun nogle gange er nødt til at ryge joints for at kunne sove om natten. Børnehuset er bekymret for, om M formår at drage den nødvendige omsorg for D, når hun er påvirket af alkohol og stoffer. Man anfører, at man ikke er i tvivl om, at M gør sit bedste, men anfører, ”som det er i øjeblikket, er det ikke tilstrækkeligt for D, og man vurderer, at det er nødvendigt for Ds fremtidige udvikling, at han får forudsigelighed i sin hverdag, især hvad angår samværet med sin mor”.
Det fremgår af parternes forklaringer og navnlig Fs, at det har været svært for ham at få samvær med D i gang og til at fungere generelt, men der er ikke belæg for at lægge til grund, at dette skyldes Ms forhold alene.
Retten skal træffe afgørelse under hensyn til, hvad der er bedst for D, jf. forældreansvarslovens § 4.
Af ovenstående fremgår klart, at D på 4½ år har behov for trygge rammer, forudsigelighed og struktur i sin hverdag, hvilket han på grund af Ms personlige forhold og psykiske problemer kun til tider kan få opfyldt hos M.
Uanset en flytning til M umiddelbart vil medføre store omvæltninger for D finder retten, at det henset til Ds behov for forudsigelighed, stabilitet og tryghed, er bedst for ham, at han fremover får bopæl hos F, og at der fremover – som påstået af F og subsidiært af M – er fælles forældremyndighed.
(altså: fælles forældremyndighed og bopælsændring til F).
Landsrettens begrundelse:
Landsretten stadfæstede med den kortest mulige begrundelse: ”Af de grunde, der er anført af byretten, stadfæster landsretten dommen”.
Dommen kan kun vanskeligt læses som en samværschikanesag, selv om emnet indgår. Dommeren præciserer, at samværsproblemerne ikke kunne tilskrives M alene, men den viser dog, at man godt kan få overført bopæl selv i en sag, hvor kontakten til F har været sporadisk.
Da jeg ringede og fortalte faren resultatet, smilede han i telefonen og sagde: ”Du troede ikke på det fra starten”. Og det er sandt. I mit notat fra vores allerførste møde skrev jeg dette: ”F er egentlig af den opfattelse, at barnet skal bo hos ham. Jeg må være ærlig over for ham og sige, at det virker rigtig meget op ad bakke. Drengen har jo ikke boet hos ham på noget tidspunkt og har kun været i meget sporadisk samvær. Faktisk lyder det som en vildt håbløs situation.”
Det var da en ærlig tilbagemelding. Det var nok også en sag, som jeg godt kunne have valgt fra ud fra mine normale teser. Men F sagde nogle ting på en måde, som fortjente opmærksomhed. Jeg fortalte derfor også, hvor afgørende det er, at man får undersøgt forholdene til bunds. Det er vigtigt med en børnesagkyndig undersøgelse og ærlige udmeldinger fra institutionerne.
I denne sag fik vi en børnesagkyndig undersøgelse og ærlige tilbagemeldinger fra børnehaven. Sagen illustrerer, hvor vigtigt begge dele er.
Det bemærkes, at Ms advokat udtrådte af sagen i landsretten, og at M mødte personligt uden advokat. Da materialet i sagen var ret entydigt, afstod jeg som advokat for F både fra at afhøre M og fra procedure.
Endvidere bemærkes, at M dagen før domsafsigelsen hentede D i børnehaven og meddelte, at han ikke ville komme der mere. Det er jo sådan set rigtigt, som dommen blev. Desværre meddelte hun samtidig F, at hun nu ville gå under jorden.
Så det kan sagtens ende med en dybt ulykkelig fortsættelse.
I TFA 2010/383 ØLK skulle D på 1 år og 9 måneder tilbagegives til F i Sverige, da M havde taget D med til Danmark uden Fs samtykke. I TFA 2009/308 VLK skulle to børn på 7- og 12 år bringes til Italien trods deres ønske om at blive i Danmark. TFA 2009/305 ØLK handlede om en 3-årig, der skulle tilbageleveres til F i Australien, da M uberettiget havde taget barnet med til Danmark.
Såfremt man ønsker at fastholde et ønske om konsekvens af samværschikane, må man vurdere på, hvad det er, som gør, at landsretterne overhovedet ikke ryster på hænderne, når det handler om børnebortførelsesloven, mens man i samværschikanesagerne lige så konsekvent ser bort fra chikanen og lader barnet være, hvor det har været hidtil.
Dommernes respekt for de internationale regler synes større end deres respekt for lovbemærkninger. ”Barnets bedste” i lovteksten vægtes i dommerhjernen højere end lovbemærkninger.
Man kunne overveje at indføre en bestemmelse i forældreansvarsloven om samværschikane, der svarer til bestemmelsen i retsplejelovens § 536 stk. 6.
Altså en bestemmelse, hvor man slår fast, at hvis bopælsforælderen uden rimelig grund afskærer samværsforælderen fra samvær, skal bopælen vedrørende barnet overflyttes, med mindre en sådan overførelse vil udsætte barnets sjælelige eller legemlige sundhed for skade.
Min bekymring vedrørende sådan en bestemmelse går på, at det vil være en katastrofe, såfremt man fuldstændig ser bort fra SFI-rapportens konklusion fra 2004. Et af problemerne i børnesagerne er, at de ofte ikke undersøges grundigt nok. Det er fortsat vanskeligt at få gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, og det er endnu vanskeligere at få gennemført en egentlig forældreevneundersøgelse eller psykologisk/psykiatrisk vurdering af forældrene i situationer, hvor en af parterne beskyldes for psykisk vold, psykopati eller lignende.
Det bør derfor samtidig med sådan en bestemmelse indskærpes, at bopælsforælderens begrundelse for vægring ved samvær tages alvorligt og underkastes en seriøs bedømmelse.
Forældremyndighed over 4-årig D overført til F efter Ms samværssabotage, TFA 2013/679 ØLD
Byrettens begrundelse:
Forældremyndighed og bopælsret
Efter forældreansvarslovens § 14, stk. 1, jf. § 4, kan retten etablere fælles forældremyndighed eller overføre forældremyndigheden til den anden forælder, hvis ændringen er bedst for barnet.
På baggrund af de afgivne forklaringer og sagens oplysninger i øvrigt lægger retten til grund, at der for tiden ikke er et tilstrækkeligt godt samarbejdsklima mellem forældrene til, at det vil være bedst for S, at der etableres fælles forældremyndighed. Retten frifinder derfor sagsøgte for sagsøgerens principale og subsidiære påstand.
Retten lægger til grund, at sagsøgte hidtil har været S’ primære omsorgsperson. Det fremgår af udtalelsen fra Børneinstitutionen – – -, at S fremtræder ren og pæn m.v., men at der er problemer med hans sprog, og at han er påvirket af sagsøgtes til tider svingende humør. Retten finder efter omstændighederne (herunder blandt andet omfanget af den kontakt, der indtil videre har været mellem sagsøgeren og S), at det er bedst for S, at forældremyndigheden ikke overføres til sagsøgeren. Retten frifinder derfor sagsøgte for sagsøgerens mere subsidiære påstand.
Samvær
Efter forældreansvarslovens § 19, stk. 1, har barnet ret til samvær med den af forældrene, som det ikke har fast bopæl hos. Afgørelsen træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 4.
Retten finder, at det ved sagens oplysninger – herunder den børnesagkyndige undersøgelse af 28. juni 2010 og rettens indtryk af sagsøgeren under hovedforhandlingen – er sandsynliggjort, at sagsøgeren vil være i stand til at tage tilstrækkeligt vare på S under samvær. Henset til S’ alder og omfanget af det hidtidige samvær har retten dog fundet, at der bør være en optrapningsordning som nedenfor bestemt.
Sagsøgerens påstand om fastsættelse af samvær tages derfor til følge som nedenfor bestemt.
(M frifindes for påstandene vedrørende forældremyndighed og bopælsret).
Landsrettens begrundelse:
M har trods flere fogedsager konsekvent nægtet at medvirke til at etablere et samvær mellem F og S og har under sin forklaring i landsretten ikke kunnet anvise nogen måde, hvorpå et samvær vil kunne etableres. Der er ingen kommunikation mellem parterne. Der er herefter bestemte grunde til at antage, at parterne heller ikke fremover vil kunne samarbejde til bedste for S. Det vil derfor ikke være bedst for S, at der etableres fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 14.
M er efter sin egen forklaring flyttet til Etiopien med S i marts 2013. Efter F’s forklaring og indholdet af fogedbøgerne kan landsretten ikke lægge til grund, at hun varslede F om den planlagte flytning i overensstemmelse med forældreansvarslovens § 18.
Ifølge udtalelserne fra pædagogerne i S’ børnehave den 25. februar 2013 er S ikke en sårbar, ængstelig og sensitiv dreng, og M taler til ham, som hun selv har det indeni og ikke med udgangspunkt i hans følelsestilstand. Hendes reaktion over for S efter samværet den 31. januar 2013 med F tyder endvidere på manglende evne til at sætte sig ind i S’ behov.
Efter psykolog P’s udtalelse er S en dreng, der er stille, tilbageholdende og som tilpasser sig og lukker følelsesmæssigt af, mens M er impulsiv og styret af egne følelser. Dette giver psykologen anledning til bekymring for S.
M har taget S ud af hans institution og sine vante rammer og angiveligt flyttet ham til Etiopien. Under hensyn til det oplyste om M’s manglende evne til at se S’ behov giver også dette anledning til bekymring for S’ følelsesmæssige udvikling.
S, der er knapt 4 år gammel, har kun haft meget begrænset kontakt med sin far, som han efter begge parters forklaring er bange for.
Ifølge den børnesagkyndige undersøgelse af 28. juni 2010 vurderedes det imidlertid, at F med sin rolige og rummelige fremtræden kunne være en god far for S. Ved sin vilje til at afkorte de fastsatte samvær, når han vurderede, at det var bedst for S, har han endvidere vist sig i stand til at tilgodese S’ behov frem for sine egne. Også hans forklaring i landsretten bærer præg af, at han har forståelse for den belastning, det vil være for S at blive flyttet fra sin mor, og at han ønsker, at S fremover skal bevare kontakten til sin mor.
På denne baggrund finder landsretten, at det vil være bedst for S, at forældremyndigheden over ham overføres til F.
Fælles forældremyndighed ophævet og tillagt M, der nægtede at udlevere til samvær, TFA 2014/75 ØLD
Byrettens begrundelse:
Parterne har siden landsrettens dom i 2011 haft alvorlige samarbejdsproblemer, som nu er kulmineret i mors beskyldninger om seksuelt overgreb, og i at mor nægter far samvær med S. Mor har siden den 5. april 2013 holdt S hjemme fra børnehaven. Retten finder, at mors modvilje mod at samarbejde med far og mors håndtering af forældrenes konflikt påvirker S i en sådan grad, at der er tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed.
Det er ikke antageliggjort, at far har udsat S for noget seksuelt overgreb. Retten finder, at den fremlagte psykologerklæring fra psykolog P2 fremstår mangelfuldt oplyst og uvederhæftig. Mor har obstrueret samværet mellem far og S, og retten må efter hendes forklaring lægge til grund, at hun fortsat vil modvirke samvær. Mor har heller ikke loyalt deltaget i sagens oplysning ved retten.
Retten lægger til grund, at S har boet hos sin mor, siden han blev født, og at hun stadig er hans primære omsorgsperson. Retten finder derfor ikke, at mors uvilje mod at samarbejde med far kan føre til, at S skal bo hos sin far, eller at far skal tillægges forældremyndigheden alene. Under hensyn til S’ stærke tilknytning til sin mor vil det efter rettens opfattelse være bedst for ham, at forældremyndigheden fremover tillægges mor alene, uagtet hvilke konsekvenser dette kan have for hans fremtidige forbindelse til sin far.
Af disse grunde tillægges M alene forældremyndigheden over S.
Landsrettens begrundelse:
Efter de foreliggende oplysninger har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkelig oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor retten ikke har fundet grundlag for at udsætte sagen på færdiggørelse af den af statsforvaltningen iværksætte børnesagkyndige undersøgelse eller på foretagelse af en børnesagkyndig undersøgelse i forbindelse med ankesagen.
Landsretten lægger efter bevisførelsen til grund, at det i forvejen høje konfliktniveau mellem parterne siden 2011 er forøget på en sådan måde, at det må anses for udelukket, at parterne fremadrettet vil kunne samarbejde til bedste for S. Det tiltrædes på den baggrund, at det vil være bedst for S, at den fælles forældremyndighed ophæves.
Af de grunde, byretten har anført, og idet det for landsretten fremkomne ikke kan føre til andet resultat, tiltræder landsretten endvidere, at det vil være bedst for S, at forældremyndigheden tillægges M, jf. forældreansvarslovens § 11.
kommentar:
Gad vide, om det er en reel samværschikanesag. Den synes at ligne “Horsens-sagen” men med modsat resultat.
Jeg ser lovens hovedproblem sådan, at ligesom man ikke kan dømme til fred i Mellemøsten, må det være oplagt, at tvungen fælles forældremyndighed ikke giver generel mening. Alle er teoretisk enige om, at der er situationer, hvor der ikke bør være samvær.
Det kan skyldes vold, incest eller såmænd bare et tårnhøjt konfliktniveau,der påvirker børnene.
Stort set alle, som i det daglige arbejder med loven, er enige om dens svagheder.
Vi er også enige om, at loven hverken administreres godt nok i statsforvaltningerne eller hos domstolene. Men det er også en utaknemmelig og vanskelig opgave at træffe de rigtige afgørelser.
Ofte er det rigtig svært at finde ud af, hvad der er rigtigt eller forkert. I privatlivets forhold kan vi ikke se bag gardinerne. Det er svært men vigtigt, at sagen oplyses ordentligt.
Det er vigtigt, at den tabende part oplever sig hørt og forstår, hvorfor resultatet blev, som det gjorde. Det kikser desværre for ofte.
Hensynet til barnet vejer tungt. Alternativerne kan sagtens være et godt nok liv hos mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.
F fik eneforældremyndigheden over 5 årig P, som M flere gange havde tilbageholdt efter endt samvær, TFA 2014/125 VLD
Byrettens begrundelse:
Retten har på baggrund af de ændrede forhold siden vejledningsmødet i statsforvaltningen den 21. august 2012 besluttet, at påstandene om ophævelse af den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11, kan tages under påkendelse, selvom sagen alene er oversendt til retten som en bopælssag, jf. § 17.
Ved dommen af 12. oktober 2011 blev det bestemt, at faderen skulle have bopælen, jf. forældreansvarslovens § 17, og at der ikke var grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed, jf. § 11.
Moderens forklaring vedrørende faderens seksuelle misbrug af drengen støttes ikke af sagens øvrige oplysninger, og der er derfor ikke grundlag for at tillægge det betydning ved sagens afgørelse.
Der er ikke med de nu foreliggende oplysninger grundlag for at antage, at det nu skulle være bedre for drengen at bo hos sin mor, og retten tager derfor ikke moderens påstand herom til følge, jf. § 17, stk. 2, jf. § 4.
Forløbet siden den seneste retsafgørelse om forældremyndighed viser, at forældrene, som det fremgår ved moderens beskyldninger mod faderen og hendes manglende tilbagelevering af drengen efter samvær, har vanskeligt ved at samarbejde, og der kan være grund til at antage, at konflikterne og herunder tilbageholdelsen af drengen nu har et omfang, hvor man må vurdere, at parterne ikke kan varetage fælles forældremyndighed til drengens bedste. Det fremgår på den anden side af de tidligere undersøgelser, at drengen er knyttet til begge forældre, og der er ikke materiale i sagen, som belyser drengens perspektiv for en længere periode, hvor han har været »under jorden« med moderen. Retten finder det derfor betænkeligt på det foreliggende grundlag at træffe afgørelse om ophævelse af den fælles forældremyndighed, og parternes påstande herom tages derfor ikke til følge.
(M og F skal fortsat have fælles forældremyndighed over A, og han skal fortsat have bopæl hos F.)
Landsrettens begrundelse:
Efter det oplyste har M flere gange tilbageholdt A efter endt samvær, således at det har været nødvendigt for F at søge fogedrettens bistand for at få A hjem igen. Senest har M fra midten af december 2012 holdt A skjult, og A er først i slutningen af september 2013 blev fundet og overgivet til sin far.
Der er på den baggrund holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om A’s forhold til A’s bedste.
Efter de foreliggende oplysninger, herunder statsforvaltningens børnesagkyndige undersøgelse fra 2010, den børnesagkyndige erklæring fra august/september 2011 til Retten i Hjørring, B Kommunes § 50-undersøgelse, udtalelse fra A’s nuværende daginstitution, B Kommunes høring af A i november 2013 samt parternes forklaringer finder landsretten, at det vil være bedst for A at have bopæl hos sin far.
Landsretten ophæver derfor den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. punktum, og tillægger F forældremyndigheden alene.
kommentar:
Sagen er eksempel på, at det kan få konsekvenser, hvis der foreligger samværschikane. Sagen adskiller sig fra de fleste derved, at F allerede ved en tidligere dom fik bopælen.
Det ser umiddelbart ud til, at sagen er tilfredsstillende undersøgt og vurderet. Det fremgår ikke af sagen, hvad M har haft af baggrund for sine beskyldninger/bekymringer omkring misbrug.
Man sidder derfor ofte tilbage med en underlig fornemmelse af, om det nu også er det rigtige. Den fornemmelse tror jeg såmænd også, at dommere somme tider kan sidde med.
Beskyldninger om seksuelle krænkelser over 7 årig D førte ikke til ophævelse af fælles forældremyndighed, TFA 2014/269 ØLD
Baggrund:
Det virker som en næsten klassisk historie i sager, hvor der er mistanke om seksuelle krænkelser. D siger på et tidspunkt til mor noget, som ubetinget lyder som seksuelle krænkelser. M kontakter kommunen, der anmelder til politiet.
Politiet opgiver tiltale, da man ikke vurdere, at en tiltale vil føre til domfældelse. Igen det sædvanlige problem omkring retssikkerhed. Enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode.
Fs grundsyn er også klassisk. Der er ikke noget om snakken, og der skal derfor straks være normal forhold omkring drengen.
Ms reaktion nøjagtig lige så klassisk. Hun tror på sit barns fortælling og vil ikke samarbejde med F.
Byrettens begrundelse:
Det følger af forældreansvarslovens § 4, at retten skal træffe den afgørelse, som er bedst for S, og af forældreansvarslovens § 11, at retten kan ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage, at parterne ikke fremadrettet kan etablerere et samarbejde om S’ forhold til dennes bedste.
Sagen angår i særlig grad, om M har godtgjort, at F har begået seksuelle krænkelser over for S.
Retten konstaterer, at anklagemyndigheden den 2. april 2013 opgav sigtelsen, som var rejst herom mod F, idet anklagemyndigheden ikke forventede, at han vil blive fundet skyldig i at have forulempet S seksuelt.
På denne baggrund, efter bevisførelsen i øvrigt og idet de oplysninger, som M har fremlagt under sagen, ikke har et indhold eller en karakter, som kan føre til andet, er der ikke grundlag for under henvisning til seksuelle krænkelser at ophæve den fælles forældremyndighed.
Efter oplysningerne om det hidtidige forløb og rettens indtryk under hovedforhandlingen af parterne og de afgivne forklaringer er det rettens opfattelse, at det ikke vil være muligt for parterne fremadrettet at etablere et konstruktivt samarbejde om S’ forhold.
Retten lægger herved særligt vægt på, at der bortset fra retssagen og den verserende samværssag i Statsforvaltningen ikke været kontakt mellem parterne siden januar 2013, og at M gentagne gange i forløbet verbalt og ved sin adfærd har understreget, at hun ikke ønsker at have kontakt til eller samarbejde med F om S.
Der er herefter ikke grundlag for at opretholde den fælles forældremyndighed, som derfor ophæves.
Efter en samlet vurdering af parterne og deres indstilling til inddragelsen af den anden part i S’ opvækst, er det rettens opfattelse, at det er bedst stemmende med S’ tarv, at forældremyndigheden tillægges F.
Retten har i særlig grad lagt vægt på M’s indstilling til F og dennes ønske om kontakt, herunder uovervåget, til S, og hendes udtrykkelige krav om, at F, forinden hun vil medvirke til sådan kontakt, skal tilstå at have krænket S seksuelt.
Landsrettens begrundelse:
Spørgsmålet om, hvorvidt F har begået seksuelle overgreb mod S, henhører ikke under denne sag, men skulle i givet fald afgøres under en straffesag. Det er oplyst, at Statsadvokaten for København den 2. april 2013 tiltrådte en afgørelse fra Københavns Vestegns Politi om at opgive sigtelsen vedrørende anmeldelsen indgivet af – – – Kommune i januar 2013.
Efter de foreliggende oplysninger har landsretten herefter fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor retten ikke har fundet grundlag for at indhente yderligere udtalelser i sagen.
Dommerne Mogens Kroman og Janni Christoffersen udtaler herefter:
Parterne har efter samlivsophævelsen i 2006, hvor S var et år, og indtil januar 2013 praktiseret en deleordning, således at S har opholdt sig lige meget hos hver af parterne, og parterne har i øvrigt evnet at samarbejde om S’ forhold blandt andet i forbindelse med S’ skolestart og lægebehandling.
Henset hertil og til, at det af den børnesagkyndige undersøgelse fremgår, at S er meget knyttet til begge sine forældre, hvilket bekræftes af parternes forklaringer for landsretten, findes en ophævelse af den fælles forældremyndighed – uanset begivenhedsforløbet i det seneste år – ikke at være til det bedste for barnet.
Vi stemmer derfor for at ændre byrettens dom, således at der fortsat skal være fælles forældremyndighed over S.
Dommer Ole Græsbøll Olesen udtaler:
S er i flere situationer fremkommet med udtalelser, der kan give mistanke om, at F har begået seksuelle overgreb mod ham, men anklagemyndigheden har opgivet påtalen mod F.
M er af den opfattelse, at overgrebene har fundet sted som beskrevet af S, og hun har på baggrund heraf udvist en stor modvilje mod at samarbejde med F og mod i hvert fald andet end overvågede samvær mellem ham og S.
Det er på den baggrund min vurdering, at M udtalte mistillid til F vil påvirke parternes fremtidige samarbejde, således at det vil gå ud over S, og at der ikke inden for en overskuelig fremtid er udsigt til, at dette vil ændres. Jeg stemmer derfor for at ophæve den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt.
Det fremgår blandt andet af erklæringen af 1. august 2013 fra psykolog B, at S fortsat vil have brug for hjælp til at bearbejde de oplevelser, han har haft i forbindelse med sagen omkring de overgreb fra F’s side, som han har fortalt om, og S deltager nu i nogle samtaler på X-gården.
Under disse omstændigheder finder jeg ikke, at det vil være bedst for S nu at tillægge F forældremyndigheden over ham.
Derfor stemmer jeg, uanset M’s mistillid og modvilje mod samarbejde, for at tillægge hende forældremyndigheden over S.
Der afsiges dom efter stemmeflertallet.
kommentar:
Det er en meget karakteristisk problemstilling i sager, hvor spørgsmålet om seksuelle krænkelser opstår.
Efter min opfattelse kan man egentlig ikke udlede noget af det forhold, at anklagemyndigheden opgiver påtale. Det er og bliver et fornuftigt retssikkerheds-synspunkt, at man ikke skal dømme nogen, hvis der er rimelig tvivl. Men det betyder omvendt ikke, at der objektivt kan være sket noget forkert mellem far og barn.
Sagen rejser nogle principielle problemstillinger:
Hvad skal konsekvensen være, såfremt F objektivt faktisk har krænket barnet? Skal det overhovedet føre til ophør af fælles forældremyndighed? Skal F fratages samværet?
Er det samværschikane, mor udøver, når hun vægrer sig ved at samarbejde med F? Og skal denne samværschikane så føre til at F skal have forældremyndigheden og dermed bopælen?
Byretten når til den konklusion, at der foreligger samværschikane uden at bruge ordet. Byretten er villig til at gå hele vejen og tildele F forældremyndigheden.
Vi har i Landsforeningen Børn og Samvær altid sagt i det spørgsmål, at nok skal den rimelige tvivl komme tiltalte til gode i en straffesag, men i forældreansvarsspørgsmålet (bopæl og forældremyndighed) skal enhver rimelig tvivl også komme barnet til gode. Da barnet må anses for den svageste, er byrettens konklusion efter vores opfattelse helt generelt forkert. Og det bliver da heller ikke resultatet.
Sagen er en af de få landsretssager, hvor der er dissens. Herved forstås, at to dommere stemmer for et resultat, mens den tredje stemmer for et andet.
To dommere i landsretten siger i virkeligheden, at forældrene har været i stand til at samarbejde om barnet lige indtil mistanken om seksuelle krænkelser opstod – og at det kan de nok komme til igen. De bestemmer derfor, at der skal være fortsat fælles forældremyndighed.
Den tredje dommer i landsretten går i den anden grøft i forhold til byretsdommeren og stemmer for, at fælles forældremyndighed ophæves, men at forældremyndigheden tillægges moderen. Han konstaterer egentlig bare, at M ikke vil samarbejde, og at der fortsat i forbindelse med mistanken er behov for hjælp til B. Mellem linjerne siger han vel, at der vil skulle noget hjælp til, som forældrene nok ikke ville være enige om nødvendigheden af.
Da jeg læste dommen, var jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt D efter dommen skulle bo hos mor eller far. Jeg har fra Ms advokat fået bekræftet, at D fortsat bor hos mor.
Det fremgår af sagen, at der fortsat blev arbejdet på at få etableret et samvær, som ikke nødvendigvis som krævet af mor skal være overvåget.
Sagen offentliggøres i TFA lige nøjagtig på det tidspunkt, hvor regeringens såkaldte skilsmissepakke om samværschikane er i høring.
I den sammenhæng er jeg personligt ikke så meget i tvivl om, at dommen er rigtig i den forstand, at det ville være lidt af en gambling at lade forældremyndigheden tilfalde F alene eller for den sags skyld at tildele ham bopælen.
Selve forældremyndigheden ser jeg nok i sådan en sag mere på i samme lys som den dissentierende landsdommer. Min begrundelse vil supplerende være, at det ved evaluering af forældreansvarsloven i 2012 stod klart, at fælles forældremyndighed i virkeligheden i nogle situationer kan være selvstændigt konfliktoptrappende. Så forældremyndighed alene til M ville nok give mere ro i den sammenhæng.
Sagen løser til gengæld ikke det, som i virkeligheden betyder noget for D. Hvordan får parterne genoptaget samværet på en måde, der er god for alle parter? Her er der for alvor en opgave for Statsforvaltningen efterfølgende.
Der er nemlig ikke noget i sagen, der entydigt indikerer, at der slet ikke skal være samvær.
Det er altså ikke helt enkle løsninger i forældreansvarssager.
Bopælsændring fra M til F og etableret fælles forældremyndighed over 4-årig. Samarbejdsvanskeligheder, samværschikane, TFA 2015/99 VLD
Byrettens begrundelse:
Efter forældreansvarslovens § 14 kan retten, efter anmodning fra en forælder, der ikke har forældremyndigheden, bestemme, at der skal være fælles forældremyndighed. På baggrund af parternes forklaringer sammenholdt med oplysningerne fra barnets børnehave af 21. maj 2014 finder retten, at der ikke foreligger omstændigheder, der taler imod etablering af fælles forældremyndighed. Retten finder, ud fra en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, at det er bedst for A, født januar 2010, at der etableres fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 14 jf. § 4. Retten har lagt vægt på, at sagsøger kan bibringe yderligere struktur i barnets liv. Retten finder ikke, at der er grundlag for at foretage en ændring af bopælsadressen, der fremover fortsat forbliver hos sagsøgte M.
Retten tager herefter sagsøgerens mere subsidiære påstand til følge som nedenfor bestemt.
(fælles forældremyndighed og fortsat bopæl hos F).
Landsrettens begrundelse:
Parterne er nu enige om, at forældremyndigheden skal være fælles.
Det fremgår af sagens oplysninger, at der især efter sommerferien har været problemer med faderens samvær, og faderen har været nødt til at henvende sig til fogedretten for at få samvær med A, og der har været afholdt flere møder i fogedretten. A er efter oplysningerne fra børnehaven glad for at komme i børnehaven, men der har været et meget stort fravær, og børnehaven har udtrykt bekymring for det store fravær. Kommunen har nu iværksat en § 50-undersøgelse.
Efter en samlet vurdering af parterne og A’s forhold, og da det må antages, at faderen er den af forældrene, der er bedst til at sikre A en stabil og regelmæssig kontakt med den anden forælder, finder landsretten, at det i vil være bedst for A at få bopæl hos sin far.
Med denne ændring stadfæster landsretten byrettens dom.
kommentar:
Ordene samarbejdsvanskeligheder og chikane bruges ikke i dommen.
Dommen har flere overraskende elementer.
Forældrene var gået fra hinanden, før barnet blev født. Der havde været samvær fra fredag til søndag efter aftale mellem parterne. I januar 2014 blev der laet en resolution i Statsforvaltningen. Det fremgår ikke tydeligt, men jeg fornemmer på referatet, at den aftale ikke indebar en større ændring af ordningen.
Byretsdommen blev afsagt ultimo maj 2014.
M havde indbragt spørgsmålet om ophævelse af samvær for Statsforvaltningen og valgte at undlade at udlevere til samvær i sommeren 2014. Hen over sommeren har F forsøgt at få barnet udleveret gennem fogedretten. Børnehaven havde udtrykt bekymring for barnets store fravær. M sagde i retten, at hun snakkede med barnet om, hvorvidt det har lyst til at gå i børnehave en dag eller ej.
Normalt oplever vi, at forældre, der ellers opfører sig uheldigt over for hinanden, som minimum kan finde ud af at lade som om, man vil samarbejde, mens retssagen kører.
Ved læsning af sagen må jeg undre mig meget over Ms adfærd, som alt andet lige må være understøttet af hendes advokat.
Det er sjældent at se konsekvenssætning af uheldig adfærd. Det må man til gengæld sige, at Vestre Landsret har gjort i denne sag.
I min oversættelse og med mit sprog har landsretten sagt til moren, at hun har opført sig helt vildt utilstedeligt og har tilsidesat al respekt for et retssystem, som er godt i gang med at vurdere, hvad der er bedst for barnet. Det må stoppes, og det gøres bedst ved, at far får serveretten.
Men det er godt nok usædvanligt at flytte bopælen for en 4-årig, der aldrig har boet sammen med far, og som har haft et samvær langt fra ligedeling.
Det er et vink med en vognstang om, at i al fald Vestre Landsret er klar til at drage konsekvenser af dårlig adfærd.
Bopæl over 10-årig P flyttet fra M til F primært grundet samværchikane, ØLD af 25. september 2015, utrykt
Problemstilling kort:
Dom fra december 2011 om fælles forældremyndighed og bopæl hos mor. Der var børnesagkyndig undersøgelse dengang.
Bekymringsskrivelser fra skole og Statsforvaltningen i sommeren 2014. Ligeledes i 2014 adskillige fogedforretninger om gennemførelse af samværet.
Børnesamtalerne og skoleudtalelserne under byretssagen virker ukompliceret og ukompromitterende mod nogen af forældrene. Der udtrykkes dog bekymring omkring konflikten mellem forældrene, som P og hendes klassekammerater angiveligt ofte er vidne til.
Retten har afholdt 2 forberedende møder med deltagelse af børnesagkyndig psykolog (Københavns Byret). Byretten afviste Fs ønske om børnesagkyndig undersøgelse.
Byrettens begrundelse:
P, der i dag er 9 år og 11 måneder, har altid boet hos sin mor og halvstoresøster. P har i henhold til den seneste aftale samvær med sin far i en 9/5-ordning.
F bor i hus 3 km fra Ps skole i G-by. M har gennem det seneste år været folkeregistrertilmeldt i K kommune men har boet i H-by (15 km derfra) og i de seneste 7 måneder i et erhvervslejemål i E.
Efter udtalelsen fra *- skolen, det oplyste i K kommunes undersøgelse, samt rettens indtryk af P i forbindelse med børnesamtalen, lægges til grund, at Ps trivsel er påvirket af forældrenes konflikt.
Efter en samlet vurdering af det oplyste i sagen lægges endvidere til grund, at forældrenes konflikt og årsagen til, at der ikke i perioden fra sommeren 2013 til oktober 2015 var samvær med overnatning, reelt er begrundet i Ms modvilje mod, at P har samvær med sin far. Retten finder, at M ved sin adfærd, herunder også ved baggrunden for aflysningen af samvær i april og maj 2015, udviser samværschikane.
Henset til, at parternes konflikt og uoverensstemmelse vedrører Fs samvær med P, finder retten ikke, at der er holdepunkter for at antage, at en ophævelse af den fælles forældremyndighed vil ændre på parternes adfærd til Ps bedste. Ms påstand herom tages derfor ikke til følge, jf. forældreansvarsloven § 4 og § 11.
Retten finder ikke, at M som aktuelt bopælsforælder, ved sin adfærd har levet op til ansvaret om, at p skal have samvær med sin far, jf. forældreansvarsloven § 19.
På denne baggrund og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder en samlet vurdering af parternes forhold, finder retten, at det vil være bedst for P fremover at have bopæl hos F, jf. forældreansvarsloven § 4 og § 17.
Retten har herved lagt vægt på, at F, der ikke tidligere har været bopælsforælder for P, har tilkendegivet, at han vil bakke op om samværet mellem P og hendes mor, hvilket må antages fremover at kunne mindste den loyalitetskonflikt, som P aktuelt befinder sig i, samt at sikre en stabilitet og forudsigelighed i Ps hverdag.
(konkusion: P skal for fremtiden have bopæl hos F under fortsat fuld forældremyndighed)
Landsrettens begrundelse:
Efter de foreliggende oplysninger har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor landsretten ikke har fundet grundlag for at imødekomme anmodningen fra M om foretagelse af en børnesagkyndig undersøgelse.
Også efter bevisførelsen i landsretten findes det efter en samlet vurdering at kunne lægges til grund, at forældrenes langvarige konflikt og årsagen til, at der ikke i en længere periode var smvær med overnatning, er begrundet i Ms modvilje mod, at P har samvær med sin far. Der har således været adskillige fogedretsmøder angående udlevering til samvær.
Landsretten tiltræder på denne baggrund og af de grunde, der er anført i byretten, at det vil være bdst for P, at hun fremover har bopæl hos F, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4.
Landsretten stadfæster derfor dommen:
kommentar.
Det er en rigtig barsk dom.
I et stykke tid har jeg slået til lyd for det synspunkt, at ”beskidt” adfærd i form af regulær samværschikane bør få konsekvenser. Den yderste konsekvens er jo at flytte bopælen over til den anden forælder.
Når der så kommer sådan en dom, kan jeg da godt ryste lidt på hænderne og tænke, om det nu også er rigtigt.
Jeg føler mig sikker på, at dommen vil blive offentliggjort i TFA med deraf følgende gengivelse af de ret lange forklaringer og ikke mindst af den samtale, som P havde i byretten med en børnesagkyndig.
Der er et lille men tilsyneladende ikke rigtig bekymrende issue om, at hun sover sammen med F, når hun er hos ham.
Hun fortæller, at hun har savnet mor meget, når hun har været hos far men beskriver også samværet hos far meget positivt, herunder at hun ofte har veninder med hjemme hos far også til overnatning.
Mor beskriver (hævder?), at hun skam altid har ønsket, at der kunne være samvær, men at hun har lyttet til P, når hun har sagt, at hun ikke ville til samvær. I landsretten siger hun, at ”hele miseren består i, at P ikke ville sove hos F. Hun kan godt se, at hun i virkeligheden burde have rettet henvendelse til Statsforvaltningen for at anmode om en ændring af samværet. Det var en svær situation, og fogedretten hjalp ikke til nogen løsning.”
Det er utvivlsomt rigtigt, at M ikke har brugt den rigtige fremgangsmåde. Det står også klart, at omverdenen ikke har fundet anledning til bekymring eller hørt signaler fra P om, at hun ikke ville være hos F.
Normalt ville jeg være dybt kritisk over, at der ikke er gennemført en børnesagkyndig undersøgelse. Det er jeg egentlig ikke engang her.
I mit erfaringsunivers lægger jeg afgørende vægt på indtrykket af den børnesagkyndige samtale med P og ikke mindst det forhold, at M faktisk ikke engang anfægter den eksisterende 9-5-ordning men tilsyneladende ”bare” lægger løbende hinderinger i vejen og dermed lægger ved til det bål, som blusser op og fortæller, at det er selve forældrenes konflikt mere end noget andet, der påvirker P negativt.
I den situation er det måske ikke så tosset endda, at der sendes et signal ud om, at det faktisk er vigtigt, at der samarbejdes om samværet.
Men igen og igen må jeg understrege, at det er helt afgørende, at enhver reel bekymring tages alvorligt. Sådanne har der simpelthen ikke været i sagen, som den fremstår i såvel byrets- som landsretsdommen.
Hvis det havde været tilfældet, måtte retten have gravet dybere i det.
Som den fremstår nu, er den et signal om, at samværschikane faktisk kan få konsekvenser for den, der ikke vil samarbejde.
Konkret kan man – i det omfang, man kan lægge forklaringerne til grund – forvente, at P kommer til at bo hos F i en 7-7-ordning. Det har F i al fald sagt, at han vil bestræbe sig på.
Så er det selvfølgelig bare et spørgsmål, om det i virkeligheden vil være godt.
Det gode i den ideelle verden vil generelt være, at det kommer til at ændre samarbejdet, at faren overtager ”tømmen”.
Men kors, hvor er det svært at være dommer. Det er meget, meget lettere at være ”børnepolitiker” som formand for Landsforeningen Børn og Samvær eller at være advokat med bombastiske generelle holdninger. I sidste ende er det jo dommerne, som har ansvaret for børnenes fremtid.
7-årig P, der ikke havde set F siden 2009 skulle udleveres til samvær, TFA 2015/431 VLK
Byrettens begrundelse:
P er ikke blevet udleveret til samvær, som bestemt af fogedretten ved kendelse den 7. november 2012, som blev stadfæstet af Østre Landsret den 14. januar 2013.
Da M ikke har dokumenteret en lovlig grund for manglende opfyldelse af fogedrettens kendelse, er tvangsbøderne på 2.000 kr. for hvert misligholdt samvær, i alt 4.000 kr., forfalden til betaling.
Det fremgår, at der kun har været begrænset og sporadisk kontakt mellem D og F, indtil D var 2 år gammel, og at han ikke har set hende siden den 19. juli 2009.
Det fremgår af Østre Landsrets samværsafgørelse af 25. januar 2011 blandt andet, at F efter et optrapningsforløb over tre lørdage har ret til samvær med D hver 3. lørdag fra kl. 9-17 på sin bopæl.
Henset til, at der ingen kontakt har været mellem F og D siden 19. juli 2009, og det lange tidsforløb siden samværsafgørelsen, hvor M har boet i udlandet med barnet i lange perioder, finder fogedretten på det foreliggende grundlag, at tvangsfuldbyrdelse i henhold til landsrettens afgørelse er til alvorlig fare for barnets helbred, jf. retsplejelovens § 536, stk. 6, hvorfor bestemmes:
Tvangsbøderne på 4.000 kr. er forfalden til betaling.
Udlevering af D til samvær nægtes.
Landsrettens begrundelse:
Ved Østre Landsrets ankedom af 25. januar 2011 blev det bestemt, at F har ret til samvær med D hver 3. lørdag fra kl. 9-17 på sin bopæl, således at han har samvær om lørdagen i de uger, hvis numre er delelige med 3, dog således at samværet i uge 6, 9 og 12 i 2011 fastsættes til henholdsvis 2, 4 og 6 timer inden for tidsrummet 9-17.
D blev ikke udleveret til samvær i overensstemmelse med landsrettens dom.
Ved kendelse af 7. november 2012 bestemte Københavns Byrets Fogedret, at D skulle udleveres til samvær med F. Da D ikke havde set F siden sommeren 2009, fandt fogedretten imidlertid, at samværet langsomt skulle optrappes, således at samvær i første omgang skulle findes sted den 10. november 2012 kl. 13-15 og den 1. december 2012 kl. 13-16. Fogedretten bestemte endvidere, at der for hvert enkelt samvær, der ikke gennemføres i overensstemmelse hermed, skal pålægges M en bøde på 2.000 kr.
D blev fortsat ikke udleveret til samvær, og der er mellem parterne enighed om, at F ikke har set D siden sommeren 2009.
Statsforvaltningen traf den 13. december 2012 afgørelse om, at der ikke er grundlag for suspension eller ophævelse af samværet. M påklagede denne afgørelse til Ankestyrelsen, Familieafdelingen, der ved afgørelse af 21. november 2014 stadfæstede afgørelsen under henvisning til de af Statsforvaltningen anførte grunde.
Under disse omstændigheder, og da det forhold, at D ikke har set F siden 2009, ikke i sig selv giver grundlag for at antage, at en udlevering af D vil udsætte hendes sjælelige eller legemlige sundhed for fare, jf. retsplejelovens § 536, stk. 6, og da der efter den forklaring, som M har afgivet for Københavns Byrets Fogedret, heller ikke i øvrigt er grundlag for at antage, at en udlevering af D vil udsætte hendes sjælelige eller legemlige sundhed for fare, finder landsretten, at Københavns Byrets Fogedrets afgørelse må ophæves i det omfang, den er påkæret, og sagen hjemvises til fornyet behandling med henblik på fogedrettens nærmere stillingtagen til omfang, tid og sted for samværet samt vilkårene herfor.
kommentar:
Det virker som en sag fyldt med dilemmaer.
At udlevere et barn på 7 år til en næsten i princippet vildtfremmed, som barnet ikke har set siden hun var 2 år, virker nærmest kynisk ondt.
At tilbageholde barnet trods lovlige afgørelser om det modsatte virker som ren samværschikane.
Den særligt interesserede bør læse afgørelsen grundigt og fundere over mangt og meget.
For mit eget vedkommende ligger der i sagen nogle informationer, som giver mig forståelse for landsrettens tilsyneladende kynisme.
Ordet samværschikane er så vidt ses ikke nævnt i afgørelsen.
Men det er vel i en eller anden form det, der har foreligget.
M fortsat forældremyndighed trods massiv samværschikane, TFA 2018/13 ØLD
Byrettens begrundelse
Rettens afgørelse af, om forældremyndigheden over B helt eller delvist skal overføres fra mor til far, skal træffes ud fra, hvad der er bedst for B, jf. forældreansvarslovens § 4. Der skal foretages en konkret individuel vurdering af B’s forhold både i et kortere og i et længere tidsperspektiv. Ved vurderingen af, hvad der er bedst for B, skal der som et element blandt andre tages hensyn til hovedprincippet i forældreansvarsloven om, at et barn har ret til to forældre, der i fællesskab har ansvaret for barnet.
Efter en samlet vurdering af det for retten oplyste om parternes forhold er det ikke realistisk, at der på nuværende tidspunkt kan etableres nogen form for samarbejde og dialog mellem forældrene til gavn for B. Forældrene har aldrig tidligere haft et samarbejde om B, og etablering af en fælles forældremyndighed i dag vil ikke være til B’s bedste. Retten må derfor afgøre, om det er bedst for B, at mor fortsat har forældremyndigheden alene, eller om det er bedst for B, at forældremyndigheden overføres til far alene.
Statsforvaltningen har den 10. marts 2017 truffet afgørelse om, at de fastsatte samvær mellem B og hendes far suspenderes, og at der ikke fastsættes yderligere samvær på nuværende tidspunkt. Afgørelsen er truffet med henvisning til udtalt samværschikane fra mors side i en sådan grad, at det skader barnet. Af afgørelsen fremgår således, at mors massive modstand mod B’s samvær med far gør, at der af hensyn til B ikke er mulighed for, at der kan gennemføres yderligere samvær på nuværende tidspunkt. Endvidere fremgår det, at Statsforvaltningen ikke har fundet, at der er øvrige oplysninger på sagen, der er til hinder for, at der kunne skabes kontakt mellem B og far.
Der er heller ikke i retssagen fremkommet konkrete holdepunkter, som kan understøtte, at mor har en rimelig grund til at hindre, at B får en kontakt til far. Mors forklaring i retten om, at hun og hendes særbarn D har været udsat for psykiske overgreb fra fars side, idet far har optrådt aggressivt, råbt af og truet dem, er helt udokumenteret. Mors fastlåste afvisende og uhensigtsmæssige indstilling over for etablering af et samvær mellem B og hendes far kan ikke objektivt begrundes i fars forhold.
Fars hidtidige kontakt til B har været meget sparsom, og bortset fra en kort periode under mors graviditet har forældrene aldrig boet sammen.
Retten lægger endvidere vægt på det oplyste i den børnesagkyndige erklæring af 13. september 2016 fra autoriseret psykolog I, herunder om B og forældrenes individuelle forudsætninger, situation og behov, og tilknytningen og samspillet mellem B og hendes mor, og at mor under almindelige omstændigheder vurderes som udmærket i stand til at drage omsorg for B’s udiklingsbehov nu såvel som på længere sigt.
På denne baggrund og efter en samlet afvejning, hvori indgår alle sagens oplysninger, herunder på den ene side om mors uhensigtsmæssige adfærd, hvor hun mod B’s bedste afskærer B fra at etablere en forbindelse med far, der har et ønske om at skabe en for B god og nær kontakt, og på den anden side tages hensyn til B’s alder, B’s nære og for B helt afgørende tilknytning til mor som tryghedsperson samt B’s behov for, at der sikres ro og stabilitet omkring hendes situation, hvorfor det for B vil opleves som et overgreb, hvis hun uden mors accept skal flytte fra mor til far, finder retten, at det er bedst for B, at forældremyndigheden over hende fortsat er hos mor alene
Landsrettens begrundelse
Landsretten lægger som byretten til grund, at M har udvist massiv samværschikane, hvilket har været medvirkende til, at Statsforvaltningen og nu Ankestyrelsen har suspenderet samværet. Dette fremgår både af det skriftlige materiale og bestyrkes af den af M for landsretten afgivne forklaring. Af forarbejderne til forældreansvarsloven fremgår, jf. bl.a. lovforslag L 133, FT 2006-2007, alm. bemærkninger 4.10.3 m.v., at en sådan adfærd skal tillægges væsentlig betydning ved afgørelser om forældremyndighed. Uagtet dette må landsretten dog, henset til barnets alder, behov for ro og stabilitet og hendes hidtidige nære forhold til M, nære betænkelighed ved på nuværende tidspunkt at overføre forældremyndigheden eller bestemme, at denne skal være fælles.
Landsretten lægger herved tillige vægt på, at Statsforvaltningen har tilkendegivet at være indstillet på at behandle en ny anmodning om samvær 12-18 måneder fra afgørelsestidspunktet i marts 2017. Herefter stadfæstes dommen
Kommentar:
Det er en af de afgørelser, som giver stof til eftertanke.
Helt principielt finder jeg det rigtig uheldigt, at massiv samværschikane belønnes. I denne sag er belønningen startet i Statsforvaltningen, der har ophævet samværet trods samværschikanen.
Det er en på mange måder usædvanlig gengivelse i TFA af sagen. For det første erindrer jeg ikke, at jeg tidligere i en offentliggjort dom har set, at man benævner advokaten for F som “advokat X”. Ms advokat er nævnt ved navn. (Selv de deltagende advokaters navne giver i al fald en professionel som jeg et vist indtryk af, hvilket “segment”, vi har fat i.)
Der er i sagen gennemført både en § 50-undersøgelse i kommunen og en børnesagkyndig undersøgelse i SFV. Referatet fortæller absolut intet om indholdet af disse.
Det fremgår også af sagen, at B har været i fængsel, fordi hun ikke har betalt bøder (formentlig fastsat af fogedretten).
Endelig er det lidt interessant, at både byretten og landsretten giver M forældremyndigheden.
Afgørelsen er i klar og entydig strid med “reglerne” bortset altså lige fra den ret vigtige regel, at enhver afgørelse skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Barnet er født i 2012 og er altså omkring 5 år på domstidspunktet.
Indtrykket er, at der har været “krig” mellem forældrene siden barnets fødsel.
Sagen viser for mig som udenforstående, at systemet har været udpræget alt for langsom. Hvis det fra starten var klart, at M udviste samværschikane, burde man have været konsekvent ret tidligt. Der er et eller andet, der mellem linjerne fortæller, at der måske alligevel har været grund til samværschikanen. Men hvis det er tilfældet, burde man have forklaret det.
Jeg skriver referat i juli 2018 på et tidspunkt, hvor vi er meget optaget af myndighedernes inkompetence og manglende “tagen ansvar”.
Denne dom hjælper os absolut ikke til forståelse af hverken den konkrete sag eller retsstillingen i øvrigt.
Det er i al fald ikke en dom, som man særligt vægtigt kan referere til, når man skal tale om retspraksis
Afslutning og sammenfatning:
Forarbejderne fra betænkning til lovbemærkninger fandt det afgørende, at der findes en hurtig afklaring, idet man ellers kan risikere en langvarig konflikt. Jeg er enig i vigtigheden heraf, men det sker ikke.
Forarbejderne lægger op til at det skal tillægges betydning også ved placering af forældremyndighed eller bopæl, såfremt der foreligger samværschikane. Det sker ikke.
Det er helt oplagt forældreansvarslovens § 4 (bedst for barnet-bestemmelsen), der kommer til at spøge i dommernes sind. Man er simpelt hen tilbageholdende med at tage den konsekvens, som kan opfattes som vidtrækkende.
Det er vidtgående at flytte bopælen for et barn, som har været hos mor hele tiden, over til en far, som barnet måske endda dårlig nok har fået lov til overhovedet at blive bekendt med eksistensen af.
Men den etiske overvejelse er alligevel nødt til at blive ført til ende.
- nsker vi, at forældreansvarslovens hovedtese om samarbejde, skal være den realistiske hovedregel? Eller er vi reelt indstillede på, at den ene part ved sin adfærd kan håndhæve en ejendomsret til barnet baseret på et konsekvent ønske om ikke-samvær?
Som antydet foran er det tankevækkende, hvorledes domstolene forholder sig i børnebortførelsessagerne.
I TFA 2010/383 ØLK skulle D på 1 år og 9 måneder tilbagegives til F i Sverige, da M havde taget D med til Danmark uden Fs samtykke. I TFA 2009/308 VLK skulle to børn på 7- og 12 år bringes til Italien trods deres ønske om at blive i Danmark. TFA 2009/305 ØLK handlede om en 3-årig, der skulle tilbageleveres til F i Australien, da M uberettiget havde taget barnet med til Danmark.
Såfremt man ønsker at fastholde et ønske om konsekvens af samværschikane, må man vurdere på, hvad det er, som gør, at landsretterne overhovedet ikke ryster på hænderne, når det handler om børnebortførelsesloven, mens man i samværschikanesagerne lige så konsekvent ser bort fra chikanen og lader barnet være, hvor det har været hidtil.
Dommernes respekt for de internationale regler synes større end deres respekt for lovbemærkninger. ”Barnets bedste” i lovteksten vægtes i dommerhjernen højere end lovbemærkninger.
Man kunne overveje at indføre en bestemmelse i forældreansvarsloven om samværschikane, der svarer til bestemmelsen i retsplejelovens § 536 stk. 6.
Altså en bestemmelse, hvor man slår fast, at hvis bopælsforælderen uden rimelig grund afskærer samværsforælderen fra samvær, skal bopælen vedrørende barnet overflyttes, med mindre en sådan overførelse vil udsætte barnets sjælelige eller legemlige sundhed for skade.
Min bekymring vedrørende sådan en bestemmelse går på, at det vil være en katastrofe, såfremt man fuldstændig ser bort fra SFI-rapportens konklusion fra 2004. Et af problemerne i børnesagerne er, at de ofte ikke undersøges grundigt nok. Det er fortsat vanskeligt at få gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, og det er endnu vanskeligere at få gennemført en egentlig forældreevneundersøgelse eller psykologisk/psykiatrisk vurdering af forældrene i situationer, hvor en af parterne beskyldes for psykisk vold, psykopati eller lignende.
Det bør derfor samtidig med sådan en bestemmelse indskærpes, at bopælsforælderens begrundelse for vægring ved samvær tages alvorligt og underkastes en seriøs bedømmelse.
Forældremyndigheden overført til F over 9-årig D, selv om F ikke har haft samvær siden sommeren 2010 og et overvåget samvær i 2011 (samværschikane), Københavns Byret 30. november 2015, utrykt og efter det oplyste anket til landsretten.
Dommen er ganske ny og efter det oplyste anket til Østre Landsret. Alligevel er den kørt op i Go Morgen Danmark tirsdag den 8. december. Det er journalisten derfra, som har sendt den til 20 advokater og afæsket dem det synspunkt, at dommen er “historisk og principiel”. Denne journalist har ved ganske mange lejligheder signaleret at være holdningsmæssigt stærkt forbundet til Foreningen Far. Blandt andet kørte hun en række udsendelser på Radio 24/7 vist nok sidste år. Jeg hørte ikke så mange af dem men har fået refereret slagsiden. Det er så lykkedes for journalisten at få 11 advokater til at kalde dommen “historisk og principiel”. Det er nu at svinge sig højt over en trods alt “kun byretsdom”. Jeg må dog sige, at udsendelsen i GoMorgen Danmark ikke var så langt fra, hvad vi siger om samværschikane. Men når det bliver kønsbestemt, mangler nuancerne.
Problemstillingen er ifølge domsudskriften, som jeg er kommet i besiddelse af via en journalist følgende:
Forældrene har ikke boet sammen. De er begge i midten af 40erne. F har kun det ene barn. M har en datter, der ifølge Fs forklaring er 15 år og bor hos sin far. M har i retten oplyst, at hun har tillid til datterens far og overvejer at afgive forældremyndigheden over hende til hendes far.
Der var i begyndelsen samvær. I forbindelse med et samvær i 2007, som fremstilles som en situation, hvor F skulle passe D, mens M var i byen med nogle veninder, opstod der en højdramatisk situation, hvor M sparkede Fs hoveddør ind, og F tilkaldte politiet, der tog M med fra stedet.
I sommeren 2010 havde F D med på ferie. M mente, at ferien skulle være 2 dage, mens F mente, at det var en uge. Ved den lejlighed anmeldte M F for bortførelse af D. I oktober 2010 kom Ms beskyldninger om incest. D var dengang lige fyldt 3 år.
Det fremgår af sagen, at incestsagen er sluttet hos politiet uden tiltale. Endvidere fremgår det, at der har været en børnesagkyndig undersøgelse i 2011 formentlig i forbindelse med en samværssag. Der efterlades i sagen det indtryk, at den børnesagkyndige ikke har fundet tegn på misbrug af D fra Fs side. En §50-undersøgelse i kommunen har ifølge Fs forklaring konkluderet, at D har behov for støtte.
M forklarer, at hun efter ferien i 2010 besluttede, at F aldrig skulle have samvær med D igen. D var kommet hjem fra ferien og havde det ifølge M psykisk dårligt og stirrede op i luften. Efter et par dage blev han efter mors forklaring sig selv igen.
Dommeren havde ønsket en børnesagkyndig undersøgelse og en samtale med D sammen med en børnepsykolog. Ifølge dommen nægtede D at medvirke, og M nægtede at medvirke til en børnesagkyndig undersøgelse.
Byrettens begrundelse:
På baggrund af sagens oplysninger lægger retten til grund, at der ikke er forhold hos F, der bør forhindre kontakt mellem ham og D.
Fs sidste almindelige samvær med D var i juli 2010, og F har ikke set D siden det overvågede samvær i marts 2011, selv om F hele tiden har ønsket samvær med D. Efter de foreliggende oplysninger må retten lægge til grund, at M uden rimelig grund har hindret samvær mellem D og F.
Under hovedforhandlingen tilkendegav retten, at der var behov for, at D deltog i en samtale med dommeren og en børnesagkyndig. Det har imidlertid ikke været muligt at gennemføre en sådan samtale, da D har nægtet at tale med dommeren og den børnesagkyndige.
Under hensyn til Ds alder og sagens øvrige oplysninger må det lægges til grund, at M har påvirket D til at nægte at tale med dommeren og den børnesagkyndige.
Retten har endvidere tilkendegivet, at der var behov for en børnesagkyndig undersøgelse i sagen, men M har udtrykkeligt tilkendegivet overfor retten, at hun ikke vil deltage heri. Da det ikke er muligt at gennemføre en sådan undersøgelse tvangsmæssigt, har retten måttet opgive at få gennemført undersøgelsen.
Under disse omstændigheder må retten lægge til grund, at M ikke har evnet at samarbejde med F og myndighederne omkring D, herunder at sikre, at D har kontakt til F.
På grund af det høje konfliktniveau, som M skaber mellem parterne, finder retten ikke grundlag for at etablere fælles forældremyndighed over D.
Retten finder, at F er egnet til at have forældremyndigheden over D, herunder er F bedst til at sikre, at D har kontakt med begge sine forældre.
Som følge heraf findes det bedst for D, at forældremyndigheden over ham overføres til F, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1.
Retten finder ikke fuldt tilstrækkelig grundlag for at bestemme, at dommen skal kunne fuldbyrdes, selvom den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jf. retsplejelovens § 480, stk. 2.
kommentar:
Sagen er efter det oplyste anket til landsretten, hvilket jeg bestemt godt kan forstå. Jeg kender intet til sagen og bygger alene min vurdering på domsudskriften. Det er oplyst i dommen, at F i februar 2015 deltog i et TV-program på DR1 om ”uetiske advokater”. Journalisten, som sendte mig dommen, har linket til 2 indslag. Det ene kan jeg godt finde og se. Det er et indslag på få minutter. Det andet ser ud til at være udgået af arkivet. Jeg kan ikke rigtig genkende de pågældende links men ved, at jeg skrev en kommentar i marts 2015 i en artikel her på hjemmesiden om konfliktoptrappende advokater. I dommen omtales udsendelsen som værende fra februar 2015, mens min artikel handler om en udsendelse i marts 2015.
Dommeren bygger sin vurdering på, at det er en ren samværschikanesag. Det synes jeg, at der er god ”dommerfaglig” grund til.
Det er bestemt en meget modig dommer, som når til det pågældende resultat, fordi man virkelig må tænke over de konsekvenser, som dommen uvægerligt vil få, hvis den stadfæstes.
Generelt har jeg skrevet ganske meget gennem årene om samværschikane. Jeg kan især henvise til en længere artikel, der ajourføres løbende (Samværschikane efter 2011)
Vi har i Landsforeningen Børn og Samvær et kæmpestort fokus på, at alle sager skal undersøges grundigt, således at retten har det bedst mulige grundlag for at træffe sin afgørelse. Ofte er vores problem, at dommerne (og Statsforvaltningen i samværssagerne) overhører de bekymringer, som bliver fremført. Man må simpelthen tage signaler om vold og incest alvorligt. Ligeledes må man tage alvorligt, hvis den ene forælders forælderevne drages i tvivl.
I alle disse situationer har retten som altoverskyggende hovedregel alene mulighed for at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse og som minimum til en start en samtale med barnet for at vurdere barnets perspektiv. I sager, hvor forældreevnen eller psykiske forhold som for eksempel påståede psykopatiske træk, er der heller ikke så meget andet at gøre for dommeren, end at få gennemført en forælderevneundersøgelse måske med bistand af en psykiater.
I den konkrete sag hæfter jeg mig for det første ved, at M i forlængelse af sommerferien 2010 ifølge sin egen forklaring besluttede, at F aldrig mere skulle have samvær med D. Det var FØR påstande om incest kom frem og i forlængelse af et par dages negative reaktioner på en uges ferie, som M i øvrigt havde reageret kraftigt på. Det forekommer at være et meget tyndt grundlag at træffe sådan en ensidig beslutning på.
Jeg hæfter mig også ved, at en børnesagkyndig undersøgelse i 2011 konkluderer, at der bør være samvær og intet forekommer at være til hinder for det. Det fremgår, at F af sin daværende advokat fik råd om at give D lidt ro i en periode og efterlever det. Det er både et ansvarligt advokatråd og en ansvarlig efterlevelse af rådet.
Dommeren har i modsætning til vi andre haft mulighed for at vurdere parterne efter det, som jeg kalder ”bevisumiddelbarhedsprincippet”, der kort og godt fortæller dommeren noget om parternes udstråling og kropssprog, som ofte fortæller meget mere end det sagte og skrevne ord. Der er endda de, der hævder, at 80% af vores reelle kommunikation ligger i kropssproget, og at nonverbale signaler har cirka 5 gange så stor gennemslagskraft som det verbale udsagn.
I forbindelse med en retssag bruges ofte udtrykket ”processuel skadevirkning” om det forhold, at det kan komme en part til skade, såfremt vedkommende ikke vil medvirke til sagens oplysning.
Problemet i en forældreansvarssag er så blot, at konsekvenserne kan være vidtrækkende, hvilket jeg vender tilbage til.
Dommeren har i denne sag siddet med det klokkeklare indtryk, at M udøver regulær samarbejdschikane. Hun skriver direkte i dommen, om det høje konfliktniveau, at det er skabt af M. Tydeligere kan det næsten ikke skrives.
Hvis dommeren derfor skulle bringes ud af det indtryk, er det nødt til at ske gennem en børnesagkyndig undersøgelse.
M nægtede at medvirke til en sådan undersøgelse. Det er efter min opfattelse en uklog og i al fald indtil videre fatal beslutning, som M formentlig i samklang med sin advokat har truffet.
Selv siger jeg igen og igen til alle – herunder selvfølgelig også til mine egne klienter, at man med tak og kyshånd skal tage imod tilbud om en børnesagkyndig undersøgelse. Jeg erkender, at der kan være sager, hvor også jeg kan tænke, at en børnesagkyndig ikke har fattet en brik af, hvad der sker i den pågældende familie. Men min hovederfaring er altså, at jeg næsten altid kan genkende min egen klient i den beskrivelse, som jeg læser i en rapport. Sagen er i sin grufulde enkelthed, at det er og bliver den eneste mulighed, som retten har for at vurdere sagen.
I dag er vi nødt til at lægge til grund, at en mor ikke har ”ejendomsret” over et barn og derfor heller ikke ensidigt skal have lov til at holde barnet fra faren. Der må være en reel grund. Den grund bør afdækkes af myndighederne, som mange af os godt nok kan have en vis form for skepsis over for.
Mors adfærd i denne sag får mig til at mene, at hun ligger, som hun har redt. Hun har simpelthen ikke på troværdig vis sandsynliggjort, at far ikke er en ”god nok far”.
Med andre ord bliver min konklusion, at dommen med de oplysninger, jeg har fra dommen, er rigtig i al fald juridisk vurderet.
Det helt store og ganske forfærdelige spørgsmål er så, hvad konsekvensen af sådan en afgørelse bliver for barnet. Vi har altså at gøre med en 9-årig dreng, som tilsyneladende gennem flere år er blevet ”tæppebanket” af mor til en kæmpestor negativ attitude over for far.
Sådan en dreng kan i al fald ikke bare lige skifte adresse fra mor til far. Derfor får dommerne en etisk overvejelse, som er rigtig, rigtig svær i sådan en situation.
Som dommer ville jeg i første række tænke, om drengens situation er sådan, at han under alle omstændigheder burde fjernes fra mor. Hvad er det i øvrigt for en påvirkning, hun yder over for barnet? Vi ved fra en §50-undersøgelse, at drengen har behov for støtte. Vi ved også, at kommunerne er berøringsangste over for disse situationer, hvor en stor del af problemet muligvis består i konflikten mellem forældrene.
Hvad nu, hvis drengen egentlig har det ”godt nok” hos mor? Bør vi så give barnet ro til en tryg opvækst uden far, fordi mor hader far?
I et høringssvar skrev jeg dette: ”Hensynet til barnet vejer tungt, men hvis der foreligger massiv samarbejdschikane, kan alternativerne sagtens være et godt nok liv os mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.” Det er lige præcis den situation, retten står i her.
Jeg kan forstå på journalisten, som sendte mig dommen, at den fremstilles som ”principiel og historisk” og nu skal pustes op i medierne, inden landsretten har talt. Den tilgang er selvfølgelig forståelig, hvis man har det, som jeg kalder en ”foreningen far-tilgang” til emnet.
Afgørelsen står bestemt ikke alene. Som nævnt har jeg skrevet om emnet samværschikane utallige gange. Min tilgang til emnet er ikke kønsbestemt. Og så har jeg den grundholdning, at man skal forsøge at vurdere problemstillingerne nuanceret og ud fra et børneperspektiv.
En afgørelse, som i al fald for mig er langt mere vidtgående findes trykt i TFA 2013/198. Det er en Vestre Landsretsdom, som jeg har kommenteret temmelig indgående her på siden. Den sag var efter min bedømmelse alt for vidtgående af de grunde, som jeg meget nøje gennemgår i linket.
Den foreliggende sag tænker jeg, vil blive stadfæstet, hvis mor fastholder sin modstand mod at lade sagen undersøge gennem en børnesagkyndig undersøgelse. Jeg ville endda mene, at undersøgelsen burde suppleres med en egentlig forældreevneundersøgelse af begge parter. Hvis landsretten skulle finde på at stadfæste uden undersøgelse og dermed acceptere mors vægring: ja så er der for alvor noget galt i retssystemet.
Det helt alvorlige dilemma består i, at en overførelse af forældremyndigheden til far naturnødvendigt vil indebære en mellemstation, hvor drengen nok vil være nødt til at blive anbragt midlertidigt uden for hjemmet. Her er det så, at landsretten skal vise, om den har modet til at drage den konklusion.
Lige præcist, når det er sådan et valg, man står over for, er jeg egentlig glad for, at jeg ikke er dommer men kun en person, der enten professionelt som advokat skal mene noget til gavn for klienten – eller som her formand for en forening, der sidder på barnets stol og ser på den forunderlige verden og de tåbelige forældre. Men det er ”mig=barnet”, det hele handler om.
Og hvad er det lige, der er bedst for mig?
Præventivt skal dommerne selvfølgelig flytte barnet. Men – men – men – men? Er det det bedste for barnet.
Bopæl for 9-årig P overført til F som følge af, at M ikke har levet op til sit ansvar (samværschikane), TFA 2016/46 ØLD
Byrettens begrundelse:
P, der er i dag 9 år og 11 måneder, har altid boet hos sin mor og halvstoresøster. P har i henhold til den seneste aftale samvær med sin far i en 9/5-ordning.
F bor i hus 3 km fra P’s skole i – – -. M har gennem det seneste år været folkeregistertilmeldt Københavns Kommune, men har boet i – – – og i de seneste ca. 7 måneder i et erhvervslejemål i – – -.
Efter udtalelsen fra – – -skolen, det oplyste i Københavns Kommunes undersøgelse samt rettens indtryk af P i forbindelse med børnesamtalen lægges til grund, at D’s trivsel er påvirket af forældrenes konflikt.
Efter en samlet vurdering af det oplyste i sagen lægges endvidere til grund, at forældrenes konflikt og årsagen til, at der ikke i perioden fra sommeren 2013 til oktober 2015 var samvær med overnatning, reelt er begrundet i M’s modvilje mod, at P har samvær med sin far. Retten finder, at M ved sin adfærd, herunder også ved baggrunden for aflysningen af samværet i april og maj 2015, udviser samværschikane.
Henset til, at parternes konflikt og uoverensstemmelser vedrører F’s samvær med P, finder retten ikke, at der er holdepunkter for at antage, at en ophævelse af den fælles forældremyndighed vil ændre på parternes adfærd til P’s bedste. M’s påstand herom tages derfor ikke til følge, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 11.
Retten finder ikke, at M, som aktuelt er bopælsforælder, ved sin adfærd har levet op til ansvaret om, at P skal have samvær med sin far, jf. forældreansvarslovens § 19.
På denne baggrund og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder en samlet vurdering af parternes forhold, finder retten, at det vil være bedst for P fremover at have bopæl hos F, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 17.
Retten har herved lagt vægt på, at F, der ikke tidligere har været bopælsforælder for P, har tilkendegivet, at han vil bakke op om samværet mellem P og hendes mor, hvilket må antages fremover at kunne mindske den loyalitetskonflikt, som P aktuelt befinder sig i, samt sikre en stabilitet og forudsigelighed i P’s hverdag.
F’s påstand tages derfor til følge.
Landsrettens begrundelse:
Efter de foreliggende oplysninger har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor retten ikke har fundet grundlag for at imødekomme anmodningen fra M om foretagelse af en børnesagkyndig undersøgelse.
Også efter bevisførelsen for landsretten findes det efter en samlet vurdering at kunne lægges til grund, at forældrenes langvarige konflikt og årsagen til, at der ikke i en længere periode var samvær med overnatning, er begrundet i M’s modvilje mod, at P har samvær med sin far. Der har således været adskillige fogedretsmøder angående udlevering til samvær.
Landsretten tiltræder på denne baggrund og af de grunde, der er anført af byretten, at det vil være bedst for P, at hun fremover har bopæl hos F, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4.
Landsretten stadfæster derfor dommen.
kommentar:
Ordet samværschikane bruges ikke af dommerne men står i ”hovedet” i TFA. Der er ikke vildt mange afgørelser, der tydeligt træffer afgørelse om ændring af bopæl på grund af samarbejdschikane fra bopælsforælderen.
Jeg hæfter mig som ofte ved, at M i denne sag siger, at hun sandelig ikke vil forhindre samvær, og at hun sandelig synes, der skal være samvær med F. Hun synes bare, at P skal ”have ro”, hvilket er en standardsætning i forældreansvarssager.
Det står ærligt alt selv efter relativ grundig gennemlæsning af forklaringerne klart for mig, hvad der egentlig er i vejen. Mange fogedsager er i al fald et tema. M synes at lave lege- og sportsaftaler i Fs samværsweekender.
Jeg sidder mest med det indtryk, at M bare mener, at P skal være barn, og at så må man se, om der kan blive plads til F et eller andet sted.
Der er i al fald intet i sagen, som indikerer, at der ikke skal være samvær.
Hvad enten man kan lide det eller ej, er retsstillingen for skilsmissebørn, at de er nødt til at være børn på forældrenes præmisser. Begge forældres præmisser forstås.
Resultatet er derfor måske ikke så overraskende endda. Begge forældre har et ansvar.
Forældremyndigheden ikke overført til F over 9-årig D. F har ikke haft samvær siden sommeren 2010 og et overvåget samvær i 2011 ( spørgsmål om samværschikane), ØLD 19. april 2016, utrykt
Byretsdommen blev kørt op i Go Morgen Danmark tirsdag den 8. december. Journalisten, journalisten derfra sendte byretsdommen til 20 advokater og afæskede dem det synspunkt, at dommen var “historisk og principiel”. Denne journalist har ved ganske mange lejligheder signaleret at være holdningsmæssigt stærkt forbundet til Foreningen Far. Blandt andet kørte hun en række udsendelser på Radio 24/7 vist nok sidste år. Jeg hørte ikke så mange af dem men har fået refereret slagsiden. Det er så lykkedes for journalisten at få 11 advokater til at kalde byretsdommen “historisk og principiel”. Det er nu at svinge sig højt over en trods alt “kun byretsdom”. Jeg må dog sige, at udsendelsen i GoMorgen Danmark ikke var så langt fra, hvad vi siger om samværschikane. Men når det bliver kønsbestemt, mangler nuancerne. Senere har jeg erfaret, at journalisten mistede sit arbejde på grund af urent trav.
Problemstillingen er ifølge domsudskriften, som jeg er kommet i besiddelse af via en journalist følgende:
Forældrene har ikke boet sammen. De er begge i midten af 40erne. F har kun det ene barn. M har en datter, der ifølge Fs forklaring er 15 år og bor hos sin far. M har i retten oplyst, at hun har tillid til datterens far og overvejer at afgive forældremyndigheden over hende til hendes far.
Der var i begyndelsen samvær. I forbindelse med et samvær i 2007, som fremstilles som en situation, hvor F skulle passe D, mens M var i byen med nogle veninder, opstod der en højdramatisk situation, hvor M sparkede Fs hoveddør ind, og F tilkaldte politiet, der tog M med fra stedet.
I sommeren 2010 havde F D med på ferie. M mente, at ferien skulle være 2 dage, mens F mente, at det var en uge. Ved den lejlighed anmeldte M F for bortførelse af D. I oktober 2010 kom Ms beskyldninger om incest. D var dengang lige fyldt 3 år.
Det fremgår af sagen, at incestsagen er sluttet hos politiet uden tiltale. Endvidere fremgår det, at der har været en børnesagkyndig undersøgelse i 2011 formentlig i forbindelse med en samværssag. Der efterlades i sagen det indtryk, at den børnesagkyndige ikke har fundet tegn på misbrug af D fra Fs side. En §50-undersøgelse i kommunen har ifølge Fs forklaring konkluderet, at D har behov for støtte.
M forklarer, at hun efter ferien i 2010 besluttede, at F aldrig skulle have samvær med D igen. D var kommet hjem fra ferien og havde det ifølge M psykisk dårligt og stirrede op i luften. Efter et par dage blev han efter mors forklaring sig selv igen.
Dommeren havde ønsket en børnesagkyndig undersøgelse og en samtale med D sammen med en børnepsykolog. Ifølge dommen nægtede D at medvirke, og M nægtede at medvirke til en børnesagkyndig undersøgelse.
Byrettens begrundelse:
På baggrund af sagens oplysninger lægger retten til grund, at der ikke er forhold hos F, der bør forhindre kontakt mellem ham og D.
Fs sidste almindelige samvær med D var i juli 2010, og F har ikke set D siden det overvågede samvær i marts 2011, selv om F hele tiden har ønsket samvær med D. Efter de foreliggende oplysninger må retten lægge til grund, at M uden rimelig grund har hindret samvær mellem D og F.
Under hovedforhandlingen tilkendegav retten, at der var behov for, at D deltog i en samtale med dommeren og en børnesagkyndig. Det har imidlertid ikke været muligt at gennemføre en sådan samtale, da D har nægtet at tale med dommeren og den børnesagkyndige.
Under hensyn til Ds alder og sagens øvrige oplysninger må det lægges til grund, at M har påvirket D til at nægte at tale med dommeren og den børnesagkyndige.
Retten har endvidere tilkendegivet, at der var behov for en børnesagkyndig undersøgelse i sagen, men M har udtrykkeligt tilkendegivet overfor retten, at hun ikke vil deltage heri. Da det ikke er muligt at gennemføre en sådan undersøgelse tvangsmæssigt, har retten måttet opgive at få gennemført undersøgelsen.
Under disse omstændigheder må retten lægge til grund, at M ikke har evnet at samarbejde med F og myndighederne omkring D, herunder at sikre, at D har kontakt til F.
På grund af det høje konfliktniveau, som M skaber mellem parterne, finder retten ikke grundlag for at etablere fælles forældremyndighed over D.
Retten finder, at F er egnet til at have forældremyndigheden over D, herunder er F bedst til at sikre, at D har kontakt med begge sine forældre.
Som følge heraf findes det bedst for D, at forældremyndigheden over ham overføres til F, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1.
Retten finder ikke fuldt tilstrækkelig grundlag for at bestemme, at dommen skal kunne fuldbyrdes, selvom den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jf. retsplejelovens § 480, stk. 2.
Landsrettens begrundelse:
Efter de foreliggende oplysninger, herunder at D den 22. maj 2015 har deltaget i en børnesamtale i fogedretten, har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor retten ikke har fundet grundlag for at imødekomme en anmodning fra M om at foretage en børnesagkyndig samtale med D.
Landsretten kan tiltræde, at konfliktniveauet mellem parterne er så højt, at det ikke er bedst for D, at der etableres fælles forældremyndighed over ham.
Landsretten finder efter oplysningerne i sagen, at det er bedst for D, at forældremyndigheden over ham fortsat er hos M. Der er herved lagt vægt på, at D, der fylder 10 år den 5. september 2016, altid har boet hos M, at han kun har haft begrænset samvær med sin far, at han ikke siden marts 2011 har set sin far, og at han efter det oplyste, herunder udtalelsen af 1. oktober 2014 fra skolen og resultatet af § 50-undesøgelsen af 14. januar 2015, ses at trives under sine nuværende forhold. Der er endvidere lagt vægt på børnesamtalen i fogedretten, hvor D har givet klart udtryk for, at han ikke ønsker samvær med sin far, ligesom der er lagt vægt på, at han ved fogedrettens forsøg på at hente ham i skolen til et overvåget samvær reagerede voldsomt på udsigten til at skulle se sin far.
Selv om det kan lægges til grund, at det er M, som er årsag til, at D ikke har set sin far siden 2011, at D har en negativ holdning til sin far, og at forældrene ikke kan samarbejde, kan dette ikke føre til en anden vurdering af, hvad der er bedst for D.
kommentar:
Jeg vælger at bevare mine kommentarer til byretsdommen, som jeg skrev dem i begyndelsen af december 2015. Derefter kommenterer jeg landsretsdommen. Det kan sikkert godt virke lidt forvirrende at læse på den måde, men jeg mener nu selv, at det giver fornuftig mening.
Som formand i Landsforeningen Børn og Samvær er det vigtigt for mig at have alle vinklinger med.
Om byretsdommen.
Sagen er efter det oplyste anket til landsretten, hvilket jeg bestemt godt kan forstå. Jeg kender intet til sagen og bygger alene min vurdering på domsudskriften. Det er oplyst i dommen, at F i februar 2015 deltog i et TV-program på DR1 om ”uetiske advokater”. Journalisten, som sendte mig dommen, har linket til 2 indslag. Det ene kan jeg godt finde og se. Det er et indslag på få minutter. Det andet ser ud til at være udgået af arkivet. Jeg kan ikke rigtig genkende de pågældende links men ved, at jeg skrev en kommentar i marts 2015 i en artikel her på hjemmesiden om konfliktoptrappende advokater. I dommen omtales udsendelsen som værende fra februar 2015, mens min artikel handler om en udsendelse i marts 2015.
Byretsdommeren bygger sin vurdering på, at det er en ren samværschikanesag. Det synes jeg, at der er god ”dommerfaglig” grund til.
Det er bestemt en meget modig dommer, som når til det pågældende resultat, fordi man virkelig må tænke over de konsekvenser, som dommen uvægerligt vil få, hvis den stadfæstes.
Generelt har jeg skrevet ganske meget gennem årene om samværschikane. Jeg kan især henvise til en længere artikel, der ajourføres løbende (Samværschikane efter 2011)
Vi har i Landsforeningen Børn og Samvær et kæmpestort fokus på, at alle sager skal undersøges grundigt, således at retten har det bedst mulige grundlag for at træffe sin afgørelse. Ofte er vores problem, at dommerne (og Statsforvaltningen i samværssagerne) overhører de bekymringer, som bliver fremført. Man må simpelthen tage signaler om vold og incest alvorligt. Ligeledes må man tage alvorligt, hvis den ene forælders forælderevne drages i tvivl.
I alle disse situationer har retten som altoverskyggende hovedregel alene mulighed for at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse og som minimum til en start en samtale med barnet for at vurdere barnets perspektiv. I sager, hvor forældreevnen eller psykiske forhold som for eksempel påståede psykopatiske træk, er der heller ikke så meget andet at gøre for dommeren, end at få gennemført en forælderevneundersøgelse måske med bistand af en psykiater.
I den konkrete sag hæfter jeg mig for det første ved, at M i forlængelse af sommerferien 2010 ifølge sin egen forklaring besluttede, at F aldrig mere skulle have samvær med D. Det var FØR påstande om incest kom frem og i forlængelse af et par dages negative reaktioner på en uges ferie, som M i øvrigt havde reageret kraftigt på. Det forekommer at være et meget tyndt grundlag at træffe sådan en ensidig beslutning på.
Jeg hæfter mig også ved, at en børnesagkyndig undersøgelse i 2011 konkluderer, at der bør være samvær og intet forekommer at være til hinder for det. Det fremgår, at F af sin daværende advokat fik råd om at give D lidt ro i en periode og efterlever det. Det er både et ansvarligt advokatråd og en ansvarlig efterlevelse af rådet.
Dommeren har i modsætning til vi andre haft mulighed for at vurdere parterne efter det, som jeg kalder ”bevisumiddelbarhedsprincippet”, der kort og godt fortæller dommeren noget om parternes udstråling og kropssprog, som ofte fortæller meget mere end det sagte og skrevne ord. Der er endda de, der hævder, at 80% af vores reelle kommunikation ligger i kropssproget, og at nonverbale signaler har cirka 5 gange så stor gennemslagskraft som det verbale udsagn.
I forbindelse med en retssag bruges ofte udtrykket ”processuel skadevirkning” om det forhold, at det kan komme en part til skade, såfremt vedkommende ikke vil medvirke til sagens oplysning.
Problemet i en forældreansvarssag er så blot, at konsekvenserne kan være vidtrækkende, hvilket jeg vender tilbage til.
Dommeren har i denne sag siddet med det klokkeklare indtryk, at M udøver regulær samarbejdschikane. Hun skriver direkte i dommen, om det høje konfliktniveau, at det er skabt af M. Tydeligere kan det næsten ikke skrives.
Hvis dommeren derfor skulle bringes ud af det indtryk, er det nødt til at ske gennem en børnesagkyndig undersøgelse.
M nægtede at medvirke til en sådan undersøgelse. Det er efter min opfattelse en uklog og i al fald indtil videre fatal beslutning, som M formentlig i samklang med sin advokat har truffet.
Selv siger jeg igen og igen til alle – herunder selvfølgelig også til mine egne klienter, at man med tak og kyshånd skal tage imod tilbud om en børnesagkyndig undersøgelse. Jeg erkender, at der kan være sager, hvor også jeg kan tænke, at en børnesagkyndig ikke har fattet en brik af, hvad der sker i den pågældende familie. Men min hovederfaring er altså, at jeg næsten altid kan genkende min egen klient i den beskrivelse, som jeg læser i en rapport. Sagen er i sin grufulde enkelthed, at det er og bliver den eneste mulighed, som retten har for at vurdere sagen.
I dag er vi nødt til at lægge til grund, at en mor ikke har ”ejendomsret” over et barn og derfor heller ikke ensidigt skal have lov til at holde barnet fra faren. Der må være en reel grund. Den grund bør afdækkes af myndighederne, som mange af os godt nok kan have en vis form for skepsis over for.
Mors adfærd i denne sag får mig til at mene, at hun ligger, som hun har redt. Hun har simpelthen ikke på troværdig vis sandsynliggjort, at far ikke er en ”god nok far”.
Med andre ord bliver min konklusion, at dommen med de oplysninger, jeg har fra dommen, er rigtig i al fald juridisk vurderet.
Det helt store og ganske forfærdelige spørgsmål er så, hvad konsekvensen af sådan en afgørelse bliver for barnet. Vi har altså at gøre med en 9-årig dreng, som tilsyneladende gennem flere år er blevet ”tæppebanket” af mor til en kæmpestor negativ attitude over for far.
Sådan en dreng kan i al fald ikke bare lige skifte adresse fra mor til far. Derfor får dommerne en etisk overvejelse, som er rigtig, rigtig svær i sådan en situation.
Som dommer ville jeg i første række tænke, om drengens situation er sådan, at han under alle omstændigheder burde fjernes fra mor. Hvad er det i øvrigt for en påvirkning, hun yder over for barnet? Vi ved fra en §50-undersøgelse, at drengen har behov for støtte. Vi ved også, at kommunerne er berøringsangste over for disse situationer, hvor en stor del af problemet muligvis består i konflikten mellem forældrene.
Hvad nu, hvis drengen egentlig har det ”godt nok” hos mor? Bør vi så give barnet ro til en tryg opvækst uden far, fordi mor hader far?
I et høringssvar skrev jeg dette: ”Hensynet til barnet vejer tungt, men hvis der foreligger massiv samarbejdschikane, kan alternativerne sagtens være et godt nok liv os mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.” Det er lige præcis den situation, retten står i her.
Jeg kan forstå på journalisten, som sendte mig dommen, at den fremstilles som ”principiel og historisk” og nu skal pustes op i medierne, inden landsretten har talt. Den tilgang er selvfølgelig forståelig, hvis man har det, som jeg kalder en ”foreningen far-tilgang” til emnet.
Afgørelsen står bestemt ikke alene. Som nævnt har jeg skrevet om emnet samværschikane utallige gange. Min tilgang til emnet er ikke kønsbestemt. Og så har jeg den grundholdning, at man skal forsøge at vurdere problemstillingerne nuanceret og ud fra et børneperspektiv.
En afgørelse, som i al fald for mig er langt mere vidtgående findes trykt i TFA 2013/198. Det er en Vestre Landsretsdom, som jeg har kommenteret temmelig indgående her på siden. Den sag var efter min bedømmelse alt for vidtgående af de grunde, som jeg meget nøje gennemgår i linket.
Den foreliggende sag tænker jeg, vil blive stadfæstet, hvis mor fastholder sin modstand mod at lade sagen undersøge gennem en børnesagkyndig undersøgelse. Jeg ville endda mene, at undersøgelsen burde suppleres med en egentlig forældreevneundersøgelse af begge parter. Hvis landsretten skulle finde på at stadfæste uden undersøgelse og dermed acceptere mors vægring: ja så er der for alvor noget galt i retssystemet.
Det helt alvorlige dilemma består i, at en overførelse af forældremyndigheden til far naturnødvendigt vil indebære en mellemstation, hvor drengen nok vil være nødt til at blive anbragt midlertidigt uden for hjemmet. Her er det så, at landsretten skal vise, om den har modet til at drage den konklusion.
Lige præcist, når det er sådan et valg, man står over for, er jeg egentlig glad for, at jeg ikke er dommer men kun en person, der enten professionelt som advokat skal mene noget til gavn for klienten – eller som her formand for en forening, der sidder på barnets stol og ser på den forunderlige verden og de tåbelige forældre. Men det er ”mig=barnet”, det hele handler om.
Og hvad er det lige, der er bedst for mig?
Præventivt skal dommerne selvfølgelig flytte barnet. Men – men – men – men? Er det det bedste for barnet.
Jeg tror i øvrigt, at du kan se en flig af konfliktniveauet i sagen i denne fogedsag, der tidsmæssigt ligger forud for afgørelsen
I forlængelse af de højt besungne udsagn om en principiel afgørelse, kan jeg ikke undlade at nævne en sag, der blev afgjort i januar 2016, hvor to børn blev flyttet fra mor til far efter megen turbulens og begrænset kontakt til far.
Om landsretsdommen:
Når man læser både by- og landsrettens domme, står det ret klart for mig, at det er et rigtigt valg, når begge instanser konstaterer, at det nok ikke går med fælles forældremyndighed for de to forældre.
Der synes at have været kastet rigtig meget mudder og nok egentlig fra begge sider.
I kommentaren til byretsdommen kaldte jeg beslutningen om at overføre forældremyndigheden til far for ”modig”. Landsretsdommen er omvendt meget forsigtig. Dommen følger for mig at se den praksis, der var før lovændringerne i 2012, hvor der blev forsøgt lagt ekstra fokus på samværschikane. Den lovændring omfattede ikke bopæls- og forældremyndighedsproblematikken direkte.
I vores høringsvar i forbindelse med den lovændring http://boernogsamvaer.dk/hoeringssvar-skilsmissepakken-2014-samarbejdschikane/, skrev jeg dette om emnet – med nye fremhævninger til dette indlæg:
”Skilsmissepakken omhandler kun kontaktbevarende samvær men ikke selve det grundlæggende spørgsmål om, hvor børnene skal bo, eller hvem der skal have forældremyndigheden.
Især bopælsspørgsmålet er afgørende for, at man overhovedet kan fastsætte samvær.
Forarbejderne til forældreansvarsloven lægger op til at det skal tillægges betydning også ved placering af forældremyndighed eller bopæl, såfremt der foreligger samværschikane.
Alligevel ser vi en famlende domspraksis. Det må erkendes, at vurderingen af samarbejdschikane er vanskelig også for domstolene.
Det er helt oplagt forældreansvarslovens § 4 (bedst for barnet-bestemmelsen), der kommer til at spøge i dommernes sind. Man er tilbageholdende med at drage en konsekvens, som kan opfattes som vidtrækkende.
Det er vidtgående at flytte bopælen for et barn, som har været hos mor hele tiden, over til en far, som barnet måske endda dårlig nok har fået lov til overhovedet at blive bekendt med eksistensen af.
Men den etiske overvejelse er alligevel nødt til at blive ført til ende.
Ønsker vi, at forældreansvarslovens hovedtese om samarbejde, skal være den realistiske hovedregel? Eller er vi reelt indstillede på, at den ene part ved sin adfærd kan håndhæve en ejendomsret til barnet baseret på et konsekvent ikke reelt begrundet ønske om ikke-samvær?
Både i de oprindelige bemærkninger til forældreansvarsloven og til 2012-ændringerne, er der stort fokus på samarbejdeschikane, som alle i al fald principielt ser som uacceptabel.
Vi kunne derfor ønske, at det i al fald i de indledende bemærkninger til det nye lovforslag antydes, at der er opmærksomhed rettet mod domstolenes fokus på konsekvenserne af samarbejdschikane.
Også vi finder, at det kan være rigtig svært at flytte bopælen for et barn, som måske utvivlsomt er mest knyttet til den forælder, som det aktuelt bor hos.
Hensynet til barnet vejer tungt, men hvis der foreligger massiv samarbejdschikane, kan alternativerne sagtens være et godt nok liv os mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.”
Man kan her i foråret 2016 vel ret tørt konstatere, at der fortsat er en famlende praksis på området samværschikane.
Forskellen på afgørelsen fra januar 2016 og denne afgørelse er set ud fra dommene dels, at moren i denne sag har haft succes med helt at holde barnet væk fra faren, mens der i den anden sag dog havde været gennemtvunget samvær af et vist omfang trods mors modarbejdning. Mere vigtigt er nok, at børnene i den anden sag havde en del andre udfordringer, herunder at de i al for vidt omfang var holdt væk fra skole og socialt liv.
I retsbogsudskriften fra nærværende sag fremgår det ikke, om nogen af parterne har krævet en børnesagkyndig undersøgelse, som byretsdommeren var meget optaget af. Landsretten synes tilsyneladende ikke, at det har haft afgørende betydning.
Det bekymrer mig mere generelt, at man i stigende grad i retterne tænker, at en § 50-undersøgelse er ”fin nok”. Det er jeg lodret uenig i. De undersøgelser har et helt andet sigte end en børnesagkyndig undersøgelse. De gennemføres derudover af kommunalt ansatte socialrådgivere, som på ingen måde har kompetence til at vurdere, hvad der i et familieretligt perspektiv er bedst for børnene.
Jeg føler mig helt sikker på, at en overførsel til far ville have indgribende konsekvenser for den 10-årige, som i al fald de seneste 6 år synes fyldt med mors had til faren.
I kommentaren til byretsdommen skrev jeg, at jeg er glad for, at det ikke er mig, som skal træffe afgørelsen i sådan en sag. Det mener jeg stadigvæk.
Jeg tror desværre ikke, at dommerne er helt bevidste om den nærmest vanvittige rygte- og rådgivningsspredning, der finder sted på nettet på begge fløje (fædre-mødre).
På far-siden er det, så vidt jeg kan vurdere, mest koncentreret omkring Foreningen Far, som vi ærligt må rose for at være gode til at få journalister og også i al for høj grad politikerne til at fremme ”de stakkels fædres”inteesser. De udsendelser, som er omtalt i denne kommentar, taler sit tydelige sprog.
På mor-siden findes der en understrøm af uorganiserede grupperinger vist typisk på FB, som malende beskriver hinandens forfærdelige forhold og anviser hensigtsmæssige fremgangsmåder.
Med det kendskab, jeg har til grupperingerne og deres ”bagmænd”, er jeg fuldstændig sikker på, at en sag som denne konkrete vil føre til ”rådgivning” om bare at stritte imod og nægte at udlevere børn til et besluttet samvær. Det betaler sig jo i sidste ende, viser dommen. Det er og bliver aldrig en model, jeg vil kunne bakke op om.
Jeg er fagligt meget, meget indigneret over, at landsretten ikke vælger at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse og måske endda en forældreevneundersøgelse.
Problemet er fundamentalt, at sagerne alt for sjældent ikke oplyses godt nok fagligt. Et kvalificeret rygte i denne sag er, at ekstrakten i landsretten var på næsten 400 sider. Hvis det er nogenlunde til troende, kan man sige, at dommerne har været ”overinformerede”.
Landsdommerne har helt åbenlyst villet give D det, som vi alle efterspørger i disse sager: RO.
Det er meget forståeligt og prisværdigt.
Spørgsmålet er, om det så også er blevet det rigtige resultat. Svaret blafrer i vinden, bortset fra, at landsretten pr. definition altid har ret.
Nu skal det så blive spændende, om dommene fra januar og april fra Østre Landsret offentliggøres i TFA, eller om de skjules så godt som muligt.
Forældremyndigheden over to børn på knap 16 og 18 tillagt F, uanset at han havde bortført børnene til udlandet og holdt dem væk fra M i 10 år, og at han for tiden afsonede en fængselsdom for frihedsberøvelse af børnene, ligesom han tidligere var straffet for grov vold mor M, UFR 2016/1683 VLD
Byrettens begrundelse:
Afgørelsen i sagen skal, jf. forældreansvarslovens § 4, træffes ud fra, hvad der er bedst for A og B.
Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at børnene har den største tilknytning til F. Han vil indenfor relativ kort tid igen være i stand til at varetage det daglige ansvar for dem.
Uanset at børnenes manglende følelsesmæssige tilknytning til F skyldes M’s strafbare forhold, finder retten, at det er bedst for A og B, at forældremyndigheden over dem tillægges F.
F’s principale påstand tages derfor til følge.
Landsrettens begrundelse:
Det må lægges til grund, at børnene, der fylder 16 og 18 år den – – – januar 2016, ønsker, at deres far skal have forældremyndigheden over dem, og at de har et nært forhold til ham, mens de ikke har et sådant forhold til deres mor, at de har kunnet tage ophold hos hende efter at være kommet til Danmark.
På denne baggrund tiltrædes det, uanset M har bortført børnene til Jordan og holdt dem væk fra H i ca. 10 år, og at han for tiden afsoner en fængselsstraf, at det vil være bedst for børnene, at forældremyndigheden overføres til M.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
Kommentar:
Det er en temmelig usædvanlig afgørelse, som ikke rigtig kan passes ind nogen steder i de generelle betragtninger om forældremyndighed og samvær.
Enhver med blot nogenlunde følsom fornemmelse for problemstillingen vil formentlig mene som jeg, at Fs adfærd er i bund og grund usympatisk. Den naturlige konsekvens “bør” derfor selvfølgelig være, at børnene skal til mor.
Man kan i al fald konstatere, at med denne afgørelse betaler forbrydelse sig.
Det hører til fortællingen, at børnene i en periode har boet hos M efter hjemkomsten til Danmark, men at de også efter deres egne ønsker, var blevet anbragt uden for hjemmet, fordi det ikke gik hos M.
Børnenes alder og klare ønsker førte til resultatet, uanset at man kan drage alle mulige forestillinger om årsagen til deres binding til F.
Det kan ses af afgørelsen, at vi har at gøre med et udenlandsk par med Jordan som omdrejningspunkt. En sidemorale til sådan en fortælling er vel, at der er lande, hvor det er næsten umuligt at få børn udleveret fra, når de er bortført dertil.
Det spiller måske i den sammenhæng også en rolle, at kønssynet i nogle lande er meget forskelligt fra, hvad vi kender til.
Ophævelse af fælles forældremyndighed og forældremyndigheden tillagt M over 3-årig D. Ikke samværschikane, TFA 2016/203 ØLD
Byrettens begrundelse:
Efter bevisførelsen lægges det til grund, at kontakten mellem B og F er god og kærlig, og at begge forældre er egnede som forældre.
Der findes herefter ikke grundlag for at udsætte sagen på en børnesagkyndig undersøgelse, da en sådan ikke kan antages at have betydning for sagens afgørelse.
Afgørelser om forældremyndighed efter forældreansvarslovens § 11 skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. § 4, og den fælles forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der foreligger tungtvejende grunde.
Efter bevisførelsen, herunder parternes forklaringer, må retten lægge til grund, at M med undtagelse af de 4 overvågede samvær har forhindret samvær mellem B og F, uanset at Østre Landsret bestemte, at samværet skulle gennemføres.
M’s fremsatte påstande om alkoholmisbrug, trusler og frygt for børnebortførelse er som sagen er forelagt udokumenterede og ubegrundede, og det er derfor godtgjort, at M har udøvet omfattende samværschikane.
Da det efter bevisførelsen må lægges til grund, at det vil være bedst for B at have kontakt til F, og da M’s ensidige nægtelse af at samarbejde og omfattende samværschikane ikke kan begrunde, at F ikke fortsat skal have del i forældremyndigheden over B, skal parterne fortsat have fælles forældremyndighed.
Uanset at den langvarige adskillelse mellem B og F skyldes M’s forhold, og at det efter bemærkningerne til forældreansvarsloven skal tillægges stor vægt, hvem af forældrene der må anses for på længere sigt at kunne sikre barnets samvær med den anden af forældrene, er der særligt henset til B’s alder og det beskedne samvær med F ikke på nuværende tidspunkt fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage, at det vil være bedst for B at have bopæl hos F. B skal derfor have bopæl hos M.
Landsrettens begrundelse:
Parterne ophævede deres samliv i september 2014, hvor moderen flyttede på krisecenter, og parterne har ikke siden haft kontakt til hinanden. På baggrund heraf og efter oplysningerne om parternes forhold i øvrigt er der klare holdepunkter for at antage, at parterne i fremtiden ikke kan samarbejde til barnets bedste. Herefter, og da der ikke foreligger samværschikane, som heroverfor kan begrunde en anden afgørelse, finder landsretten, at det vil være bedst for B, at den fælles forældremyndighed ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4.
Henset til B’s alder og tilknytning til moderen, som han har boet sammen med siden samlivsophævelsen, finder landsretten det bedst for B, at forældremyndigheden over ham tillægges moderen alene.
kommentar:
Igen har vi en afgørelse, som vil fortjene at blive læst i sin helhed for den fulde forståelse. M var dansk og F fra et mellemamerikansk land, hvor de lærte hinanden at kende under Ms praktikophold. De boede i Danmark.
Det interessante er egentlig, at dommen viser en ikke helt atypisk komplikation. Byretsdommeren er temmelig kontant omkring samværschikane, som beskrives som ”omfattende samarbejdschikane” fra Ms side, samtidig med, at mor får bopælen.
Landsretten konkluderer uden nærmere begrundelse, at der ikke foreligger samarbejdschikane.
Vi får altså ikke afdækket, hvorfor der ikke er samarbejdschikane, selv om M nærmest konsekvent har modarbejdet samværet.
Sagen illustrerer et af de helt store dilemmaer omkring samarbejdschikane. Der er situationer, hvor det er åbenlyst, at barnet skal bo hos den ene forælder nærmest uanset hvad. I de situationer kan man meget vel tænke, at der er frit slag for chikane.
I en sag som denne råbes der vel på en afgørelse fra Statsforvaltningen om ophævelse af samværet, så der kan skabes ro? (Spørgsmålstegnet er bevidst).
Midlertidig overførsel af forældremyndighed til F på grund af M’s samværsvægring
Byrettens begrundelse:
Retten finder efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, at et kontinuerligt samvær mellem sagsøgeren og barnet har afgørende betydning for barnets trivsel på kort og lang sigt.
Det fremgår af de fremkomne oplysninger, at der ikke har kunnet etableres et samarbejde mellem parterne om gennemførelse af samvær, og at sagsøgte igennem mange måneder og fortsat under sagen har vist sig uden vilje eller evne til at efterleve de af myndighederne trufne bestemmelser om samvær.
For at sikre samværet mellem sagsøgeren og barnet finder retten på denne baggrund, at det vil være bedst for barnet, at forældremyndigheden midlertidigt tillægges sagsøgeren alene, jf. forældreansvarslovens § 26, jf. § 4.
Bestemmes:
Forældremyndigheden over A skal midlertidigt tilkomme F alene.
Landsrettens begrundelse:
Den 3. november 2016 har Retten i Aarhus afsagt dom om, at forældremyndigheden over A skal tillægges F alene. Dommen er anket inden fuldbyrdelsesfristens udløb. Herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, stadfæster landsretten kendelsen.
4-årig P skulle have bopæl hos F blandt andet på grund af samværschikane fra M, der måtte anses for vedholdende og grov, TFA 2017/160 VLD og U 2017/1369
Byrettens begrundelse
Det fremgår af sagens oplysninger, at M gennem en længere periode har undladt at udlevere B til aftalt samvær. Der har været afholdt flere møder i fogedretten, og fogedretten har ved flere lejligheder gennemtvunget samvær. Senest har samværet i en periode været hindret ved, at M har nægtet at oplyse nærmere om B’s opholdssted, hvorfor M har været i forvaring fra den 30. august til den 16. december 2015.
Parterne er enige om, at B er en pige i god trivsel, og M har forklaret, at hun er helt enig, når – – – Kommune den 18. november 2015 skriver, at der er tale om en ressourcestærk pige.
M er B’s primære omsorgsperson, men F har ved samvær bevaret kontakten til pigen, og fogedretten bemærker, at B har reageret positivt på mødet med F, når hun tvangsmæssigt er blevet udleveret til samvær.
Efter en samlet vurdering af parterne og B’s forhold, og da det må antages, at F er den af forældrene, der bedst vil kunne sikre B en stabil og regelmæssig kontakt med den anden forælder, finder retten, at det vil være bedst for B at få bopæl hos sin far.
Retten vurderer, at det høje konfliktniveau har været forbundet med M’s misligholdelse af samværsaftalerne, og at F med bopælen vil kunne etablere et samarbejde, således at det vil være bedst for B at bibeholde den fælles forældremyndighed. Påstandene om ophævelse heraf tages derfor ikke til følge.
Retten finder ikke, at der i sagen er særlige omstændigheder, som kan begrunde, at bestemmelsen i retsplejelovens § 480, stk. 2 bringes i anvendelse.
…
Landsrettens begrundelse
Som anført i byrettens dom havde M i en længere periode forud for dommen undladt at udlevere B til samvær med F, hvorfor samværet ved flere lejligheder måtte gennemtvinges af fogedretten, ligesom M fra den 30. oktober 2015 til den 16. december 2015 var hensat i forvaring, fordi hun nægtede at oplyse, hvor B opholdt sig.
Efter at Statsforvaltningen den 29. august 2016 havde truffet en ny afgørelse om samvær, undlod M at efterleve afgørelsen, ifølge hendes forklaring for landsretten den 27. september 2016 fordi hun troede, at hendes klage over afgørelsen havde opsættende virkning.
I sin forklaring for landsretten den 27. september 2016 tilkendegav M, at hun nu var klar over, at hendes klage over Statsforvaltningens samværsafgørelse ikke har opsættende virkning, og at hun derfor nu var indstillet på at udlevere B i henhold til afgørelsen, også selv om det indebar overnatning.
Efter bevisførelsen for landsretten må det imidlertid lægges til grund, at M fortsat ikke efterlevede samværsafgørelsen, idet hun bl.a. holdt B hjemme fra børnehaven på dage, hvor F i overensstemmelse med afgørelsen skulle have hentet hende på samvær der.
Da samværene med B i november 2016 i overensstemmelse med den optrapningsordning, der er fastsat i samværsafgørelsen, skulle være med 3 overnatninger, nægtede M også at efterleve afgørelsen. F indbragte i den anledning sagen for fogedretten, og under et fogedretsmøde den 9. december 2016 forklarede M, at det var korrekt, at hun både i fogedretten og i landsretten tidligere havde givet udtryk for, at hun fremover ville overholde resolutionen, men at garantien blev givet på et forkert grundlag, da hun efterfølgende har fundet ud af, at hele bopælssagen og samværssagen hviler på et forkert grundlag, og at det derfor efter hendes opfattelse fortsat er samværsaftalen fra 2015, der er gældende.
Efter det anførte må det lægges til grund, at M har udøvet samværschikane, der må betegnes som vedholdende og grov, og derved lagt hindringer i vejen for, at B kan få samvær med sin far i det omfang og med den hyppighed, som Statsforvaltningen har bestemt.
Det må for B nu og navnlig senere, når hun bliver lidt ældre, anses for en alvorlig belastning, hvis samvær skal gennemtvinges af fogedretten, hvilket på baggrund af M’s hidtidige adfærd og den indstilling, hun i sine forklaringer har givet udtryk for, må anses for nærliggende.
På denne baggrund, og da F af de grunde, som byretten har anført, og efter de oplysninger, der er kommet frem for landsretten, må anses for egnet til at tage vare på B og sikre, at hun får den tætte og regelmæssige kontakt med begge sine forældre, som hun har krav på, må det anses for bedst for B, at hun får bopæl hos ham.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
Kommentar:
Forløbet i landsretten var temmelig usædvanligt ifølge referatet i TFA.
Under landsrettens hovedforhandling i september 2016 besluttede landsretten, at der skulle gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse.
Efter hovedforhandlingen men tilsyneladende inden den børnesagkyndige undersøgelse var sat i gang, var der et forløb, hvor Statsforvaltningens afgørelse om samvær fortsat ikke blev gennemført.
Derfor bad F om, at der skulle træffes afgørelse om midlertidig bopæl hos ham.
Landsretten besluttede så at indkalde til et nyt retsmøde med henblik på stillingtagen til den påstand og til overvejelse af, om beslutningen om en børnesagkyndig undersøgelse skulle omgøres og afgørelse træffes på det foreliggende grundlag.
Resultatet blev, at den børnesagkyndige undersøgelse blev aflyst, og landsretten traf afgørelse på det foreliggende grundlag.
Det fremgår af sagen, at omverdenen – herunder sundhedsplejersken – havde nogle bekymringer om, at M havde nogle paranoide tvangstanker.
Det fremgår ikke lysende klart, hvem af parterne der havde begæret en børnesagkyndig undersøgelse. Forløbet indikerer for mig, at det var noget, som landsretten besluttede, da man havde hørt parternes forklaringer. Jeg tolker beslutningen som en redningskrans lagt ud til M for at få afdækket, om M havde reelle grunde til at vægre sig mod samværet.
Det forekommer mere end almindeligt dumt af mor under de omstændigheder at fortsætte med ikke at udlevere til samvær.
Dommen viser, at der er ved at komme et skred i retning af konsekvens over for samværschikane.
Normalt plejer jeg at kræve, at der foretages tilbundsgående undersøgelse, hvorunder en børnesagkyndig undersøgelse hører.
Tålmodigheden hos landsretten løb ud. Det er vel ikke helt uforståeligt under de i sagen beskrevne omstændigheder.
Jeg hæfter mig især ved den refleksion, der ligger i denne sætning i landsrettens præmisser:
”Det må for B nu og navnlig senere, når hun bliver lidt ældre, anses for en alvorlig belastning, hvis samvær skal gennemtvinges af fogedretten, hvilket på baggrund af M’s hidtidige adfærd og den indstilling, hun i sine forklaringer har givet udtryk for, må anses for nærliggende.”
Ingen er i tvivl om, at det er en kæmpeomvæltning for en 4-årig at skulle have bopæl hos en far, der aldrig har været primær omsorgsperson.
Jeg har flere gange udtrykt dilemmaet på denne måde: Hensynet til barnet vejer tungt, men alternativerne kan sagtens være et godt nok liv hos mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.
For mig er landsrettens citerede sætning udtryk for den tankegang.
Fælles forældremyndighed over drenge på 8 og 10 år med bopæl hos far. Landsretten tillod nye påstande under anken, TFA 2017/342 ØLD
Byrettens begrundelse:
M har efter loven forældremyndigheden alene.
Der har været kontinuerligt samvær mellem drengene og F, og begge parter vurderes at have forældreevne.
Børnenes perspektiv er inddraget ved udtalelser fra skole og fritidsinstitutioner, partsforklaringer og børnesamtaler.
Parterne har i perioder boet sammen eller været meget sammen, og F ønsker nu, at forældremyndigheden skal være fælles. Han er indforstået med, at børnene fortsat skal blive boende hos deres mor. Han har forklaret, at der er store ulemper forbundet med, at han ikke har del i forældremyndigheden, han har f.eks. ikke ret til en separat skole/hjem-samtale, når parterne ikke kan møde på samme tid. Han kan ikke bestille en recept til drengene eller bestille skolefotos.
Der har i den senere tid op til sagen været en begrænset kommunikation mellem parterne, og retten har vejledt parterne om at følge et kursus i kommunikation.
Retten har lagt til grund, at M som indehaver af den fulde forældremyndighed overhovedet ikke orienterer F. Når han f.eks. dagen før skole/hjem-samtalen finder ud af, at hun har ændret mødetiden, så han ikke kan møde, mener hun, at han selv må finde ud af det. Dermed skaber hun konflikterne. Hun inddrager også børnene i parternes konflikt ved f.eks. at vise parternes korrespondance på telefonen. Hun har under hovedforhandlingen insinueret forskellige ting om F uden at underbygge det konkret, hvorfor retten har set bort herfra.
Parternes relationelle fundament er skrøbeligt. De har dog været i stand til at indgå aftale om børnenes skole og har frem mod nærværende sag haft et praktisk samarbejde, hvor farmor kunne træde til, når de begge havde svært ved at nå at hente børn.
Efter en samlet vurdering finder retten, at det vil være bedst for børnene, som er stærkt knyttet til begge parter, at de har fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens §§ 4 og 14.
Landsrettens begrundelse
Efter bevisførelsen for landsretten lægges det til grund, at parterne i tiden efter B2’s fødsel i perioder boede sammen, og at parterne i hvert fald fra 2010 til samlivsophævelsen i 2015 hele tiden boede sammen. Landsretten lægger endvidere til grund, at begge drenge har en lige så tæt relation, tilknytning og kontakt til deres far som til deres mor. Uanset at der navnlig i den sidste tid har været problemer i parternes samarbejde, finder landsretten efter parternes forklaringer og det indtryk, som landsretten har fået af parterne, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke fremadrettet igen vil kunne samarbejde om drengenes forhold til drengenes bedste. På den baggrund tiltræder landsretten, at det efter en samlet vurdering er bedst for drengene, at parterne fremover har fælles forældremyndighed over B2 og B1.
Det er i retspraksis flere gange fastslået, at spørgsmålet om, hvorvidt en ny påstand kan tillades nedlagt under anke af en sag efter forældreansvarsloven, skal afgøres efter retsplejeloves § 383 og § 384. Landsretten finder, at appellanten har haft tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser i relation til indstævntes nye påstand om bopæl.
Landsretten tager derfor indstævnes påstand om bopæl under påkendelse.
Begge drenge har indtil marts måned dette år boet i det samme lokalområde, hvor de også hidtil har gået i institution og nu i skole. På denne baggrund sammenholdt med drengenes alder og tilknytning til indstævnte finder landsretten, at det er bedst for drengene, at de får bopæl hos indstævnte, jf. forældreansvarslovens § 17.
Som følge af det anførte stadfæster landsretten derfor byrettens dom med den tilføjelse vedrørende spørgsmålet om bopæl, at begge drenge skal have bopæl hos indstævnte.
kommentar:
Hvis du læser den grundige afgørelse i TFA, vil du i tidsskriftets hoved få indtryk af, at mor fik bopælen. Det er ikke rigtigt.
Landsretten placerer bopælen hos F. Byrettens begrundelse – og forklaringerne – indikerer egentlig, at der er tale om samarbejdschikane fra mor, som endte med at få konsekvenser for hende.
M fortsat forældremyndighed trods massiv samværschikane, TFA 2018/13 ØLD
Byrettens begrundelse
Rettens afgørelse af, om forældremyndigheden over B helt eller delvist skal overføres fra mor til far, skal træffes ud fra, hvad der er bedst for B, jf. forældreansvarslovens § 4. Der skal foretages en konkret individuel vurdering af B’s forhold både i et kortere og i et længere tidsperspektiv. Ved vurderingen af, hvad der er bedst for B, skal der som et element blandt andre tages hensyn til hovedprincippet i forældreansvarsloven om, at et barn har ret til to forældre, der i fællesskab har ansvaret for barnet.
Efter en samlet vurdering af det for retten oplyste om parternes forhold er det ikke realistisk, at der på nuværende tidspunkt kan etableres nogen form for samarbejde og dialog mellem forældrene til gavn for B. Forældrene har aldrig tidligere haft et samarbejde om B, og etablering af en fælles forældremyndighed i dag vil ikke være til B’s bedste. Retten må derfor afgøre, om det er bedst for B, at mor fortsat har forældremyndigheden alene, eller om det er bedst for B, at forældremyndigheden overføres til far alene.
Statsforvaltningen har den 10. marts 2017 truffet afgørelse om, at de fastsatte samvær mellem B og hendes far suspenderes, og at der ikke fastsættes yderligere samvær på nuværende tidspunkt. Afgørelsen er truffet med henvisning til udtalt samværschikane fra mors side i en sådan grad, at det skader barnet. Af afgørelsen fremgår således, at mors massive modstand mod B’s samvær med far gør, at der af hensyn til B ikke er mulighed for, at der kan gennemføres yderligere samvær på nuværende tidspunkt. Endvidere fremgår det, at Statsforvaltningen ikke har fundet, at der er øvrige oplysninger på sagen, der er til hinder for, at der kunne skabes kontakt mellem B og far.
Der er heller ikke i retssagen fremkommet konkrete holdepunkter, som kan understøtte, at mor har en rimelig grund til at hindre, at B får en kontakt til far. Mors forklaring i retten om, at hun og hendes særbarn D har været udsat for psykiske overgreb fra fars side, idet far har optrådt aggressivt, råbt af og truet dem, er helt udokumenteret. Mors fastlåste afvisende og uhensigtsmæssige indstilling over for etablering af et samvær mellem B og hendes far kan ikke objektivt begrundes i fars forhold.
Fars hidtidige kontakt til B har været meget sparsom, og bortset fra en kort periode under mors graviditet har forældrene aldrig boet sammen.
Retten lægger endvidere vægt på det oplyste i den børnesagkyndige erklæring af 13. september 2016 fra autoriseret psykolog I, herunder om B og forældrenes individuelle forudsætninger, situation og behov, og tilknytningen og samspillet mellem B og hendes mor, og at mor under almindelige omstændigheder vurderes som udmærket i stand til at drage omsorg for B’s udiklingsbehov nu såvel som på længere sigt.
På denne baggrund og efter en samlet afvejning, hvori indgår alle sagens oplysninger, herunder på den ene side om mors uhensigtsmæssige adfærd, hvor hun mod B’s bedste afskærer B fra at etablere en forbindelse med far, der har et ønske om at skabe en for B god og nær kontakt, og på den anden side tages hensyn til B’s alder, B’s nære og for B helt afgørende tilknytning til mor som tryghedsperson samt B’s behov for, at der sikres ro og stabilitet omkring hendes situation, hvorfor det for B vil opleves som et overgreb, hvis hun uden mors accept skal flytte fra mor til far, finder retten, at det er bedst for B, at forældremyndigheden over hende fortsat er hos mor alene
Landsrettens begrundelse
Landsretten lægger som byretten til grund, at M har udvist massiv samværschikane, hvilket har været medvirkende til, at Statsforvaltningen og nu Ankestyrelsen har suspenderet samværet. Dette fremgår både af det skriftlige materiale og bestyrkes af den af M for landsretten afgivne forklaring. Af forarbejderne til forældreansvarsloven fremgår, jf. bl.a. lovforslag L 133, FT 2006-2007, alm. bemærkninger 4.10.3 m.v., at en sådan adfærd skal tillægges væsentlig betydning ved afgørelser om forældremyndighed. Uagtet dette må landsretten dog, henset til barnets alder, behov for ro og stabilitet og hendes hidtidige nære forhold til M, nære betænkelighed ved på nuværende tidspunkt at overføre forældremyndigheden eller bestemme, at denne skal være fælles.
Landsretten lægger herved tillige vægt på, at Statsforvaltningen har tilkendegivet at være indstillet på at behandle en ny anmodning om samvær 12-18 måneder fra afgørelsestidspunktet i marts 2017. Herefter stadfæstes dommen
Kommentar:
Det er en af de afgørelser, som giver stof til eftertanke.
Helt principielt finder jeg det rigtig uheldigt, at massiv samværschikane belønnes. I denne sag er belønningen startet i Statsforvaltningen, der har ophævet samværet trods samværschikanen.
Det er en på mange måder usædvanlig gengivelse i TFA af sagen. For det første erindrer jeg ikke, at jeg tidligere i en offentliggjort dom har set, at man benævner advokaten for F som “advokat X”. Ms advokat er nævnt ved navn. (Selv de deltagende advokaters navne giver i al fald en professionel som jeg et vist indtryk af, hvilket “segment”, vi har fat i.)
Der er i sagen gennemført både en § 50-undersøgelse i kommunen og en børnesagkyndig undersøgelse i SFV. Referatet fortæller absolut intet om indholdet af disse.
Det fremgår også af sagen, at B har været i fængsel, fordi hun ikke har betalt bøder (formentlig fastsat af fogedretten).
Endelig er det lidt interessant, at både byretten og landsretten giver M forældremyndigheden.
Afgørelsen er i klar og entydig strid med “reglerne” bortset altså lige fra den ret vigtige regel, at enhver afgørelse skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Barnet er født i 2012 og er altså omkring 5 år på domstidspunktet.
Indtrykket er, at der har været “krig” mellem forældrene siden barnets fødsel.
Sagen viser for mig som udenforstående, at systemet har været udpræget alt for langsom. Hvis det fra starten var klart, at M udviste samværschikane, burde man have været konsekvent ret tidligt. Der er et eller andet, der mellem linjerne fortæller, at der måske alligevel har været grund til samværschikanen. Men hvis det er tilfældet, burde man have forklaret det.
Jeg skriver referat i juli 2018 på et tidspunkt, hvor vi er meget optaget af myndighedernes inkompetence og manglende “tagen ansvar”.
Denne dom hjælper os absolut ikke til forståelse af hverken den konkrete sag eller retsstillingen i øvrigt.
Det er i al fald ikke en dom, som man særligt vægtigt kan referere til, når man skal tale om retspraksis.
Som et afsluttende kuriosum kan nævnes, at M havde fri proces i sagen. Fri proces indebærer, at staten skal betale omkostningerne. I næste afgørelse i TFA er en afgørelse, der ret åbenlyst er fra samme sag. Heraf fremgår, at advokaten får tilkendt 15.000 i salær i sagen. Den afgørelse blev påkæret til landsretten, idet advokaten anførte at have brugt mere end 41 timer på sagen. Landsretten stadfæstede salærfastsættelsen. Det er helt generelt udfordringen for advokater, der tager fri processager især i de lidt tungere sager, at det er et regulært lotteri, om man får dækket sit tidsforbrug.
Bopælen for 5-årig D overført fra M til F på grund af samværschikane, ØLD af 25. maj 2018, utrykt.
Byrettens begrundelse
Efter det fremkomne må det lægges til grund, at sagsøgte siden fødslen har været Ds’ primære omsorgsperson, idet D har boet hos sagsøgte siden parterne flyttede fra hinanden i juni 2014, da D var 1 ½ år gammel.
Det må endvidere lægges til grund, at der i perioden siden fraflytningen alene har været fastsat begrænset samvær mellem D og sagsøgeren, idet samværet indtil efteråret 2016 var fastsat som korte dagsamvær og siden som samvær med en enkelt overnatning pr. samvær.
Endelig må det efter det fremkomne lægges til grund, at D trives i sit nuværende miljø.
Under disse omstændigheder findes det at være bedst for D, at bopælen ikke ændres, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., jf. § 4.
Retten finder således, at det forhold, at sagsøgte hidtil ikke har medvirket i tilstrækkeligt omfang til, at det mellem D og sagsøgeren ved Statsforvaltningens resolutioner fastsatte samvær har kunne effektueres, ikke på nuværende tidspunkt kan føre til at der skal ske en ændring i Ds bopælsforhold.
Retten bemærker herved, at sagsøgte har forklaret, at hun anser, at parterne fremadrettet vil være i stand til at samarbejde om samværet på baggrund af den nu fastsatte samværsresolution.
Landsrettens begrundelse
Sagen drejer sig om, hvorvidt det nu femårige fællesbarn D fortsat skal have bopæl hos sin mor, M, eller hos sin far, F. Københavns Byret har ved dom af 1. juni 2015 afslået en anmodning fra M om ophævelse af den fælles forældremyndighed. Statsforvaltningen afslog den 28. september 2016 at behandle en ny anmodning om ophævelse af den fælles forældremyndighed. Den 7. februar 2017 afslog Statsforvaltningen at behandle en fornyet anmodning om ophævelse af den fælles forældremyndighed, og denne afvisning blev stadfæstet ved kendelse af 31. marts 2017 fra Retten i *. Parterne har således fælles forældremyndighed over D.
Parterne flyttede som anført af byretten fra hinanden i juni 2014, hvor D var ca. 1½ år gammel. Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at M i strid med den gældende samværsresolution i flere tilfælde har undladt at udlevere D til de fastsatte – korte – samvær med F, og at det således har været nødvendigt at gennemtvinge samvær via fogedretten, jf. således Københavns Byrets kendelse af 17. december 2014.
M undlod i strid med byrettens kendelse og i strid med det, hun gav udtryk for under retsmødet, at sørge for, at D blev udleveret til samvær samme dag, jf. byrettens kendelse af 9. januar 2015, hvor retten tillige fastsatte tvangsbøder. Efter parternes forklaringer må det lægges til grund, at M i foråret 2015 i flere tilfælde ”aflyste” samværet, herunder bl.a. under henvisning til, at hun holdt ferie på tidspunkter, hvor samværet skulle have fundet sted.
Af statsforvaltningens underretning af 7. februar 2017 i medfør af servicelovens § 153, stk. 1, fremgår bl.a., at M var utilfreds med statsforvaltningens afgørelse om samvær, og at hun ”ikke ønske[de] at efterleve afgørelsen”, at hendes adfærd i forhold til statsforvaltningen var blevet mere og mere voldsom og aggressiv, og at hun var blevet bedt om ikke at komme på statsforvaltningen. Retten i X har i perioden juli 2016 til august 2017 behandlet i alt seks sager mellem parterne om tvangsfuldbyrdelse af samvær mellem D og F, jf. fogedrettens retsbog af 10. oktober 2017. Det fremgår af udskriften fra retsbogen fra Retten i X den 31. marts 2017, at fogedretten den 19. januar 2017 tilkendegav over for M, at hun ”ville blive pålagt tvangsbøder, såfremt barnet ikke blev udleveret til samvær den 21. januar 2017 og den 28. januar 2017. Da moderen desuagtet ikke udleverede barnet, fastsatte fogedretten den 1. februar 2017 tvangsbøder i overensstemmelse med det … tilkendegivne. Fogedretten fastsatte samtidig fremadrettet tvangsbøderne som progressivt stigende, idet moderen tilkendegav, at hun ikke agtede at efterleve samværsresolutionen”.
Under retsmødet den 17. december 2014 forklarede M, at F skulle have øvet vold mod hende og D. Under retsmødet den 9. januar 2015 oplyste M, at der var oprettet en tilholdssag, som endnu ikke var afgjort. M har endvidere nægtet udlevering af D til samvær under henvisning til, at hun havde indgivet en bekymringsmeddelelse til kommunen om, at F skulle have udvist seksuel krænkende adfærd over for D. Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at beskyldningerne har været grundløse.
Efter sin forklaring for byretten flyttede M til X bl.a. for at komme væk fra den tilbagevendende konflikt med F. Flytningen til X har forudsigeligt medført, at F allerede på grund af den geografiske afstand har været afskåret fra at søge samværet udvidet til også at omfatte hverdage.
Efter det anførte finder landsretten, at M har udøvet samværschikane, der må anses for vedholdende og alvorlig, og at hun dermed har lagt hindringer i vejen for, at D kan få samvær med sin far i det omfang, som statsforvaltningen har fastsat.
Det må for D både på nuværende tidspunkt, og når han bliver ældre, anses for en alvorlig belastning, hvis samvær skal gennemtvinges af fogedretten. På baggrund af Ms hidtidige adfærd, der i nogle tilfælde er foregået i strid med det, hun har tilkendegivet under møder i fogedretten, og som understøttes af den indstilling, hun har givet udtryk for over for den børnesagkyndige, herunder at hun kun i retlig henseende anerkender F som far til D, må det anses for nærliggende, at dette fremover vil blive tilfældet, såfremt D fortsat skal have bopæl hos hende.
Under de nævnte omstændigheder kan der ikke lægges vægt på M Jensens forklaringer under sagen om, at hun vil være indstillet på at udlevere Ds til samvær.
Efter parternes forklaringer og den børnesagkyndiges samtaler med D samt vurderingen af ham må det endvidere lægges til grund, at der, hvis D fortsat skal have bopæl hos M, vil være en nærliggende risiko for, at han vil blive inddraget og involveret i konflikten på en måde, der kan være hæmmende for hans trivsel og udvikling.
Efter den børnesagkyndige undersøgelse, parternes forklaringer, og det indtryk, landsretten har fået af begge parter i den forbindelse, lægges det til grund, at F, såfremt D får bopæl hos ham, vil være indstillet på at sikre, at Ds også fremover får en god og stabil kontakt til sin mor.
På denne baggrund og under hensyn til Ds alder og det i den børnefaglige undersøgelse anførte om Ds gode forhold til F, finder landsretten efter en samlet vurdering – uanset at det må lægges til grund, at Ds aktuelt trives i sine nuværende omgivelser hos M, der hidtil har været hans primære omsorgsperson – at det vil være bedst for D, at han fremover får bopæl hos sin far, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, jf. § 4.
Landsretten tager på den baggrund Fs påstand til følge (og placerer således bopælen hos denne).
kommentar:
Jeg har modtaget dommene fra M, der fortæller, at der er indleveret 3. instansbevilling til Procesbevillingsnævnet (altså ansøgning om tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret.
M fortæller i øvrigt, at D er blevet traumatiseret over den bratte omvæltning i hans liv, og at der foreligger indberetninger fra neutral side om denne mistrivsel. Udover ovennævnte kender jeg intet til sagen, hvorfor mine bemærkninger er baseret på dommene og den børnesagkyndig undersøgelse, der blev foranlediget af landsretten.
Flere ting er usædvanligt i forløbet. Erfaringsmæssigt er det rigtig svært at få landsretten til at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse under ankesagen. Den meget lange landsretsdom og ikke mindst de meget grundige præmisser viser, at landsretten har vurderet rigtig meget for og imod.
Ved gennemlæsningen er jeg helt sikker på, at Ms åbenbart ret aggressive adfærd over for Statsforvaltningen har påvirket landsdommerne. Det har også påvirket dommerne, at M ret vedholdende efter deres opfattelse har undladt at efterleve afgørelser om samvær, som har været fastsat i et yderst begrænset omfang.
Det er en af de meget få sager, hvor man flytter bopælen, når barnet åbenlys trives hos bopælsforælderen.
Min umiddelbare reaktion alene på dommene er egentlig, at M ligger, som hun har redt. Vi kan altså ikke acceptere massiv samværschikane.
Når det er sagt, er det et utvivlsomt voldsomt indgreb for en 5-årig at blive flyttet fra den hidtil trygge base.
… Jeg er fristet til at gengive en tidligere kommentar i en samværschikanedom. Det var en kommentar til en afgørelse fra 29. august 2013. Her skrev jeg:
Det må erkendes, at sagen indeholder et dilemma. Hvad er egentlig bedst for et barn? Forældreansvarsloven indeholder en række meget fine regler og forarbejderne endnu finere ord.
Intentionerne er så fantastiske. Systemet virker i flere sammenhænge sådan, at det kan være fordelagtigt for den enkelte forælder at ”opføre sig svinsk”, som jeg nogen gange siger. Flere afgørelser fører også til, at man i nogen sammenhænge som rådgiver nærmest er nødt til at rådgive til svinsk opførsel.
Det slås gang på gang fast i lovforarbejderne, at samværschikane skal have konsekvenser. Når det så kommer til stykket, løber myndighederne (læs konkret domstolene) fra deres ansvar. Systemets sagsbehandlingstid er utålelig. Det gælder både i Statsforvaltningen og ved domstolene.
Børn er ikke TING, som man skal have ejendomsret over. Forældrenes gensidige respekt efter bruddet er fundamentalt vigtig.
Det bekymrer mig, at loven stiller en række forudsætninger op om fælles forældremyndighed, ansvarlighed og så videre – og at det derefter kan virke omkostningsfrit at blæse på det hele. Så bliver der basis for det, som jeg kalder svinsk rådgivning, der kun fører til yderligere grøftegravning. Samlet er det derfor vigtigt, at der bliver en synbar konsekvens af dårlig adfærd som f.eks. samværschikane. Det er der ikke i dag. Jeg er tindrende bevidst om problemerne ved det men tror, at langtidsvirkningerne for børnene af en konsekvent ændring er bedre i ganske mange situationer og dermed overvinder den korttidsvirkning, som en ændring af grundvilkårene vil være i disse sager.
Hensynet til barnet vejer tungt, men alternativerne kan sagtens være et godt nok liv os mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.
I en sag som denne er det nærliggende at fundere over, hvor forskelligt domstolene vurderer, hvad der er bedst for barnet i forældreansvarssager og i børnebortførelsessager.
Desværre er Procesbevillingsnævnet meget utilbøjelig til at meddele tredjeinstansbevilling i forældreansvarssager, men en sag som denne burde indbringes for Højesteret.
Forældremyndighed over B1 på knap 3 år overført fra M til F på grund af samværschikane, TFA 2021/34 HD
Højesteret har afsagt en markant dom om samværschikane. Jeg har dommen fra Højesterets hjemmeside.
By-, landsrets- og højesteretsdommene fylder i alt 45 sider.
Byrettens begrundelse (24. juni 2019):
Det lægges til grund, at B1 er alderssvarende og i trivsel, at M må anses som hans primære omsorgsperson, at B1 kun har haft kontakt med F ved de samvær, som er blevet gennemført, og at samværene tidsmæssigt har været begrænset.
Efter de foreliggende undersøgelser og udtalelser er der ikke holdepunkt for at antage, at B1 ikke vil se sin far, eller at B1 skulle have taget skade af de hidtil gennemførte samvær. Østre Landsret har dernæst senest stadfæstet en afgørelse om udlevering ved kendelse af 23. maj 2019. Af de mange fogedsager har der endda været hele fire udkørende fogedforretninger inden for cirka et år.
Det lægges endvidere til grund, at der under hele forløbet har været påfaldende mange samvær, som ikke er blevet gennemført. Ms oplysninger om, at drengen ikke vil se sin far, stemmer ikke med forløbet af de gennemførte samvær. Omfanget og karakteren af afbrydelserne og aflysningerne af samværet indikerer, at dette i det væsentlige beror på Ms forhold, og at der er tale om grov samværschikane.
B1 har altid boet hos sin mor og er i en positiv udvikling. Han har som ovenfor anført kun haft begrænset samvær med sin far. På denne baggrund og når der henses til drengens alder, vil det være et voldsomt indgreb på nuværende tidspunkt at ændre drengens bopæl. B1 skal derfor blive boende hos sin mor.
Uanset de beskrevne problemer mellem parterne skønnes det indtil videre at være bedst for B1, at parterne i den nuværende situation fortsat har fælles forældremyndighed, således som det blev bestemt ved dommen af 11. september 2018. Der er igangsat et familiebehandlingsforløb med henblik på en bedring af parternes samarbejde, og M skal lære at håndtere situationen med udlevering af B1 til samvær. Det skal dog herved tilføjes, at hvis M ikke evner at få B1 klar til samvær, er der grundlag for at nære bekymring og tvivl om, hvorvidt hun på længere sigt vil være den bedste til at varetage pasningen af B1.
Sammenfattende skal parterne derfor fortsat have fælles forældremyndighed, og B1 skal fortsat have bopæl hos M, jf. lov om forældreansvar § 11 og 17, jf. § 4.
Efter en samlet vurdering af forløbet mellem parterne er der ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at kræve, at F som betingelse for samvær skal aflægge prøver vedrørende forbrug af alkohol eller narkotiske stoffer. Han fremstår med gode personlige forhold og har deltaget i en lang række møder og med myndig-heder og medvirket i en børnesagkyndig undersøgelse uden at det har givet anledning til bemærkninger.
Af hensyn til B1 bibeholdes den nuværende samværsordning, men således at der sker en optrapning af samværet alt som nedenfor bestemt, jf. lov om forældreansvar § 19, stk. 1, § 21 og § 34.
Der afsiges herefter dom som nedenfor bestemt.
THI KENDES FOR RET :
M frifindes, således at F og M fortsat skal have fælles forældremyndighed over deres fælles barn, B1, født den … 2017, ligesom B1, født den … 2017, skal fortsat have bopæl hos M.
B1, født den … 2017, skal have samvær med F på følgende måde:
Hver onsdag fra kl. 15.00 til kl. 19.00
Lørdag i lige uger fra kl. 10.00 til kl. 18.00
Fra 1. august 2019
Hver onsdag fra kl. 15.00 til kl. 19.00
Lørdag i lige uger fra kl. 10.00 til søndag kl. 13.00
Fra 1. november 2019
Hver onsdag fra kl. 15.00 til kl. 19.00
Lørdag i lige uger fra kl. 10.00 til søndag kl. 18.00
Transport med videre
Det påhviler F at hente og aflevere barnet. Aflevering og afhentning sker på Ms bopæl, medmindre parterne aftaler et andet sted. Afhentning onsdag sker dog i barnets institution.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.
Landsrettens begrundelse (20. december 2019):
Landsretten finder, at sagen er veloplyst, hvorfor anmodningen om eventuel gennemførelse af børnesagkyndig undersøgelse ikke imødekommes.
Dommerne Ib Hounsgaard Trabjerg og Steen Mejer udtaler:
Af de grunde, der er anført af familieretten, og da det for landsretten fremkomne ikke kan føre til et andet resultat, stemmer vi for at stadfæste familierettens dom, herunder for så vidt angår samvær som angivet i byrettens dom vedrørende perioden fra den 1. november 2019.
Vi bemærker herved, at der – uanset at det som af byretten anført må lægges til grund, at der som følge af Ms forhold foreligger grov samværschikane – ikke på nuværende tidspunkt findes at være fuldt tilstrækkeligt grundlag for at træffe bestemmelse om, at B1 skal have bopæl hos F.
Dommer Johan Busse udtaler:
Byretten bemærkede i den indankede dom af 24. juni 2019 blandt andet, ”at hvis M ikke evner at få B1 klar til samvær, er der grundlag for at nære bekym-ring og tvivl om, hvorvidt hun på længere sigt vil være den bedste til at varetage pasningen af B1”. Ms grove og efter byretsdommen fortsatte samværschi-kane hindrer i betydelig grad B1 i at have et normalt og stabilt forhold til sin far, F.
Ved afgørelser om forældremyndighed og bopæl bør der lægges stor vægt på, hvem af forældrene, der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt kan sikre barnets samvær med den anden forælder.
F må efter det oplyste anses for fuldt ud egnet til at tage vare på B1 og sikre, at han får den tætte og regelmæssige kontakt med begge sine forældre, som han har krav på. Uanset at det må tillægges betydelig vægt, at B1 altid har boet sammen med M, og at hun må anses som hans primære omsorgsperson, finder jeg på denne baggrund, at det vil være bedst for B1, at han får bopæl hos sin far.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Landsretten stadfæster herefter familierettens dom.
Højesterets begrundelse:
Højesteret tiltræder, at M gennem en længere periode har udøvet grov sam-værschikane. Højesteret finder, at den dermed forbundne manglende indbyrdes tillid og kommunikation mellem forældrene om Bs forhold giver holdepunkter for at antage, at forældrene også på længere sigt vil være ude af stand til at samarbejde om Bs forhold. Højesteret finder derfor, at det er bedst for B, at den fælles forældremyndighed ophæves.
Af de grunde, som landsrettens mindretal har anført, finder Højesteret endvidere, at det er bedst for B, at forældremyndigheden tillægges faderen F, sådan at B får bopæl hos ham. Denne vurdering er bestyrket ved forløbet, efter at landsretten afsagde dom. F må på det foreliggende grundlag antages at være den af forældrene, som har den klart bedste evne til at få fremtidige samværs-ordninger til at fungere, således at B vil kunne have en god kontakt med begge sine forældre.
Højesteret tager herefter Fs principale påstand til følge.
THI KENDES FOR RET:
Den fælles forældremyndighed over B, født den 19. januar 2017, ophæves, og forældremyndigheden tillægges hans far, F, alene.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for nogen af retterne til den anden part eller til statskassen.
Kommentar:
Dommen er meget markant og fortæller ganske meget om begrebet samværschikane og de psykologiske mekanismer bag den pågældende adfærd. Derudover går især højesteret meget detaljeret ind i en under sagen gennemført psykologisk forældreevneundersøgelse vedrørende begge forældre.
Det er helt generelt overordentlig vanskeligt at få Procesbevillingsnævnets tilladelse til at anke en landsretsdom til Højesteret. Som professionel springer man nærmest 3 meter op i luften af begejstring, når det endelig sker.
Personligt springer jeg næsten 3 meter ekstra i vejret af begejstring, fordi man ved læsning af dommen nærmest får indtryk af, at Højesteret følger den bøn, jeg på egne og Landsforeningen Børn og Samværs vegne har råbt op om i årevis: En sag skal undersøges til bunds, og man skal i sidste ende fokusere på forældrenes psykiske adfærd.
Byrettens dom er stort set ”efter bogen”, hvis man samlet ser på den retspraksis, der har været. Der er jo tale om et meget lille barn. Byretsdommen er fra 24. juni 2019, hvor barnet har været 2 år. Det er erfaringsmæssigt overordentlig svært for en far at få bopæl eller forældremyndighed over et 2 års barn. Man kan ikke se bort fra det biologiske faktum, at helt små børn ganske enkelt er så stærkt knyttet til mor, at der skal meget til for netop at flytte barnet fra mor til far.
Byretten slår fast, at der foreligger samværschikane. Det lyser langt væk af dommen, at byretsdommeren tvivler på langtidsholdbarheden, men at han/hun ikke har turdet være konsekvent. Bopælen men med fælles forældremyndighed bliver fortsat hos M.
Landsretsdommen er egentlig også overraskende i al fald på mig. I mit erfaringsunivers er det for det første ikke så almindeligt, at der er såkaldt dissens i forældreansvarssagerne. Dissens er udtryk for, at en ud af 3 landsdommere stemmer for et andet resultat end flertallet. Dertil kommer, at det heller ikke er så almindeligt, at dissens afgives af den såkaldt konstituerede dommer. En konstitueret landsdommer er på en slags prøve i landsretten i nogle måneder med henblik på vurdering af pågældendes fremtidige karriere.
I denne sag fulgte de to ”rigtige landsdommere” byretsdommerens forsigtighedsprincip. Flertallet gentager, at der foreligger samværschikane men drager ikke konsekvens af den chikanerende adfærd. Den konstituerede landsdommer er langt mere håndfast og stemmer for at overføre bopælen til F.
F får Procesbevillingsnævnets tilladelse til at indbringe spørgsmålet om forældremyndighed og bopæl for Højesteret.
Der er rigtig mange nuancer i sagen, som man selvfølgelig kun får det fulde udbytte af ved at læse alle 45 sider. Men de er til gengæld også tilgængelige på Højesterets hjemmeside.
Jeg hæfter mig ved, at den massive samværschikane har fundet sted næsten fra dag et. Allerede i byretsdommen omtales mange fogedforretninger, hvoraf flere har været udkørende, hvilket betyder, at fogeden har forsøgt sig med fysisk at gennemtvinge samværene. I byretsdommen nævnes, at der fra oktober 2018 til april 2019 har været 10 fogedforretninger. Det fremgår ikke præcist, hvor gammel drengen er men blot, at han er født i 2017. De pågældende fogedforretninger har altså handlet om et barn, som har været betydeligt under et år, da det hele startede. Det fremgår også, at flere af fogedkendelserne har været indbragt for landsretten, der har stadfæstet beslutningen om, at samværet skulle fuldbyrdes.
Man kan se af dommen, at M har beskyldt F for både stof- og alkoholmisbrug. Der har været aflagt hårtests, uden at det har afsløret et misbrug.
M har under en fogedforretning sagt ”dumme kælling” til fogeddommeren og fået bøde herfor.
Der blev allerede i en tidligere retssag mellem parterne i 2018 gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, der ikke udtrykte bekymringer for drengen og ikke fandt F problematisk. En børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50 i marts 2019 finder ikke anledning til bekymring for B1 og anbefaler i øvrigt øget kontakt mellem F og B1.
Vuggestueudtalelser havde heller ikke anmærkninger men beretter om ændringer i Ms adfærd, da ”M har ikke kunnet genkende de beskrivelser vi har givet af, at vi oplever, at B1 trives i institutionen, da hun oplever voldsomme reaktioner hjemme, efter B1 har været på samvær hos far. På den baggrund har M ved flere lejligheder, givet udtryk for, at hun ikke har tillid til Børnehuset 1…, hvilket i høj grad påvirker vores samarbejde og kommunikation, som fx at denne udtalelse ikke gennemgås med forældrene personligt, men i stedet sendes i e-Boks.”
I landsretsdommen omtales, at ”der i forbindelse med ankesagens behandling er fremlagt en række yderligere bilag, herunder forældrekompetenceundersøgelser af 4/12 2019 og 7/12 2019 vedrørende henholdsvis M og F samt en af M på egen hånd indhentet forældrekompetenceundersøgelse vedrørende hende af 13/12 2019”.
Det fremgår ikke af dommen, hvem der har iværksat disse forældrekompetenceundersøgelser. Byretsdommen er af 24. juni 2019, så de må være fremskaffet i forbindelse med sagens forberedelse i landsretten. Landsretten omtaler overhovedet ikke disse kompetencevurderinger i præmisserne.
Det interessante er imidlertid, at forældrekompetenceundersøgelserne foretaget af ”Psykologselskabet X” gennemgås temmelig minutiøst i Højesterets supplerende sagsfremstilling. Undersøgelserne giver for læserne af dommen et temmelig klart billede af parterne. Igen må jeg sige, at den virkelig interesserede læser bør læse dommen. M beskrives overvejende negativt. Et blandt mange afsnit i rapporten, som i al fald jeg hæfter mig ved er dette:
” Vi har på intet tidspunkt set eller haft grund til at antage, at M ikke va-retager Bs grundlæggende fysiske og materielle behov. Men når vi ser de videooptagelser som M har begået af B, der ligger frustreret og græ-dende på gulvet, er det vores vurdering, at M først og fremmest vareta-ger sit eget behov for at forsøge at dokumentere, at B reagerer kraftigt efter samvær. Bs behov ville være at opleve direkte omsorg, i stedet op-lever han sin mor filme ham i en situation, hvor han er allermest sårbar.”
Om Ms mentale og sociale overskud – og netværk anføres i erklæringen: ”Vi har oplevet at M har et meget stort overskud i forhold til selv at være engageret i samværssagen, og efter hendes eget udsagn, også at have overskud til at lytte til og hjælpe andre forældre i lignende sager.
Det er vores vurdering, at Ms engagement i hendes egen, – og måske også andres samværssag(er) flytter hendes fokus, så hun ikke er i stand til at vurdere Bs behov. Hendes mentale overskud til at sætte sig i hans sted synes at blive svækket af hendes store engagement i sin egen og måske også i andres samværssag(er).”
Uden at citere fra udtalelserne vedrørende F konstaterer jeg blot, at vurderingen af F er anderledes positiv stort set på alle parametre.
Sammenfattende læser jeg Højesterets dom sådan, at man fremadrettet virkelig må advare forældre mod at udøve samværschikane. Det skal selvfølgelig have konsekvenser.
I sidste fase af sagen blev nettet for alvor strammet om M. Problemerne omkring samvær fortsatte åbenbart efter landsretsdommen.
Fra Højesteretsdommen:
”Den 27. marts 2020 traf Familieretshuset i henhold til forældreansvarsloven afgørelse om, at F midlertidigt skulle have forældremyndigheden over B, mens sagen om forældremyndighed blev behandlet, hvilket samtidig betød, at B også skulle have bopæl hos ham. I begrundelsen for afgørelsen hedder det:
”Vi har lagt afgørende vægt på, at Z Kommune har oplyst, at B har brug for en stabil hverdag, idet B er flyttet meget rundt med M, og samtidig er kommunen bekymret for de gentagne skift B udsættes for og hvad den manglende stabilitet kan betyde for Bs trivsel og udvikling på både kort og længere sigt. Vi har i forlængelse heraf tillagt det væsentlig betydning, at kommunen har vurderet, at F sagtens kan varetage B, og der er ingen bekymring omkring Fs forældreevne.
Vi har også lagt afgørende vægt på, at det fremgår af forældrekompetenceundersøgelsen, at F har rigtige gode forældrekompetencer på alle områder, og vil være den, der til fulde kan sikre Bs trivsel og udvikling i et trygt omsorgsmiljø samt give B en tryg og stabil hverdag. Vi har i forlængelse heraf tillagt det væsentlig betydning, at det vurderes, at F har det nødvendige mentale overskud, og overblik, til at skærme B for uhensigtsmæssige oplevelser samt tilsidesætte sine egne behov for at dække Bs behov.
Vi har endvidere lagt afgørende vægt på, at både Y Kommune og Z Kommune har vurderet, at bekymringen primært består i Ms samlede forældrekompetencer og hendes evne til at adskille egne behov fra Bs samt bekymring om M formål at spejle ham følelsesmæssigt.
Endeligt har vi lagt vægt på, at Z Kommune har oplyst, at forældrene har et ekstremt dårligt samarbejde, og kommunen er bekymret for om M vil respektere en afgørelse om midlertidig bopæl hos F, hvorfor kom-munen vurderer, at en afgørelse om midlertidig forældremyndighed for nødvendig for at opretholde den nødvendige ro og stabilitet omkring B, særligt så B kan få en fast rutine i institution.
Vi vurderer derfor, at der af hensyn til B er et aktuelt behov for, at F har forældremyndigheden midlertidigt for at skabe ro, forudsigelighed og stabilitet omkring B. Vi bemærker, at F ud fra sagens oplysninger vur-deres til bedst at sikre samarbejdet imellem forældrene samt sikre Bs kontakt til begge forældre.
Det forhold, at M har oplyst, at hverken kommunen eller retten fandt, at der var sådan en bekymring, at bopælen eller forældremyndigheden skulle tilfalde F og der efterfølgende ej heller er igangsat støtteforan-staltninger eller lignende til hende, kan ikke føre til et andet resultat.”
Den 1. april 2020 afsagde Familieretten i [en jysk by) kendelse om, at B skulle udleveres til F. I begrundelsen hedder det bl.a.:
”Efter det oplyste, herunder navnlig at M tilbageholder barnet, er der grundlag for at antage, at fuldbyrdelse skal ske ved umiddelbar magt, jf. retsplejelovens § 456 r, stk. 5.
Det er ikke muligt at tilbageholde M, jf. retsplejelovens § 456 r, stk. 5, 1. pkt. Det er derfor nødvendigt at gennemføre fuldbyrdelsen ved at afhente barnet, jf. § 456 r, stk. 5, 2. pkt.
Det fremgår imidlertid af sagen, at Bs opholdssted er ukendt, og at han ikke er på den registrerede adresse. Retten afventer derfor nærmere op-lysninger om Ms og Bs opholdssted.”
Det er usædvanligt og egentlig ret modigt af Familieretshuset at træffe midlertidig afgørelse om eneforældremyndighed ganske få måneder efter, at landsretten faktisk har stadfæstet, at hun skulle have forældremyndigheden. Det må være på et tidspunkt, hvor Procesbevillingsnævnet har tilladt anken til Højesteret.
Sædvanligvis er Familieretshuset meget tilbageholdende med den type afgørelser, mens sagen verserer i domstolssystemet.
Min vurdering er, at man har skønnet, at M er temmelig hardcore og i min oversættelse totalt uden for pædagogisk rækkevidde.
Nu ville det så blive spændende, om man kunne følge det videre forløb. F har fået forældremyndigheden. Der er med dommen ingen afgørelse om samvær. M har derfor formelt intet samvær med drengen.
M må formelt gå den tunge vej i Familieretshuset for at få fastsat samvær. For Fs vedkommende gælder, at han vil tjene mange point ved at medvirke konstruktivt til, at der kan etableres kontakt mellem mor og barn.
Omvendt vil ingen vel kunne fortænke ham i at være skeptisk over for, om M overhovedet vil tilbagelevere drengen til F, så snart han måtte være kommet i første samvær.
For mig at se, opfylder dommen alle de kriterier, som jeg gennem mange år har slået til lyd for. Jeg har således skrevet en lang artikel om ”samværschikane efter 2011”, hvor jeg slår til lyd for, at begrebet eksisterer, og at det skal konsekvenssættes.
Et andet vigtigt kriterium er, at sagerne bør oplyses så grundigt som overhovedet muligt. Jeg finder anledning til at linke til en utrykt dom om samværschikane fra 2016, som jeg skrev en ret fyldig kommentar til.
I et høringssvar skrev jeg dette: ”Hensynet til barnet vejer tungt, men hvis der foreligger massiv samarbejdschikane, kan alternativerne sagtens være et godt nok liv os mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.”
En af mine bekymringer på Ms vegne er, at hun muligvis er fanget ind i et af de stærkt feministiske netværk, der rent faktisk findes i forskellige facebookgrupper. Jeg er virkelig bange for, at alt for mange i disse netværk kun lytter ensidigt til ”den stakkels mor”. Hun burde være ”banket på plads”, hvis hun havde ”rigtige venner”, som var i stand til at gennemskue, hvad der skete. I stedet frygter jeg, at hun har fået al for megen og forkert moralsk støtte.
Viggo Bækgaard
Fælles forældremyndighed ophævet for 7-årig P og tillagt F på grund af grov samværschikane og 7/7 samværsordning, TFA 2021/83 ØLD
Byrettens begrundelse:
Efter bevisførelsen lægger familieretten til grund, at M gennem en længere periode har undladt at udlevere B til samvær i overensstemmelse med forældrenes aftale af 26. september 2018, Familieretshusets midlertidige aftale af 5. juli 2019 og Familieretshusets afgørelse af 7. april 2020.
Der er afholdt adskillige møder i fogedretten, Familieretshuset og familieretten om gennemførelsen af samværet, og senest har familieretten ad flere omgange fastsat tvangsbøder ved manglende udlevering af B til samvær, hvilket Østre Landsret har stadfæstet.
Familieretten finder på den baggrund at det må lægges til grund, at M har udøvet samværschikane, der må betegnes som vedholdende og grov, og lagt hindringer i vejen for, at B kan få samvær med F i det omfang og med den hyppighed, som er aftalt af forældrene den 26. september 2018 og senest bestemt af Familieretshuset den 7. april 2020. Der er herved også lagt vægt på, at Københavns Politi den 18. juni 2019 opgav sigtelsen mod F for vold mod M, hvilken afgørelse blev stadfæstet af Statsadvokaten den 6. august 2019, og at der ikke foreligger oplysninger, der tyder på voldsudøvelse i forhold til B, hvorfor familieretten ikke finder, at M’s bekymringer i relation hertil har kunnet retfærdiggøre den manglende udlevering af B til samvær.
Det lægges efter indholdet af den børnesagkyndiges rapporter vedrørende F’s overvågede samvær med B i november og december 2019, indholdet af den børnesagkyndige undersøgelse, indholdet af psykolog T’s notat af 27. maj 2020 og … Skoles udtalelse af 18. maj 2020 til grund, at F på trods af den manglende udlevering til samvær har formået at bevare en god og tryg kontakt til B, der under børnesamtalen giver udtryk for, at hun er tryg ved F og savner ham, og at hun for eksempel kan sove op til 10 gange hos F i træk.
B beskrives i sagens dokumenter generelt som en glad, sød og omsorgsfuld pige, der er moden, alderssvarende og fagligt dygtig og med en lang række gode ressourcer.
Det er i den børnesagkyndige undersøgelse om B imidlertid angivet blandt andet, at B står i en svær klemme mellem sine forældre og deres konflikt med hinanden, at hun er i en sårbar position, at hun har udviklet strategier for at passe bedst muligt på sig selv, og at der på sigt er risiko for, at B’s strategier omkring at tilbageholde følelser og oversamarbejde bliver så integrerede i hende, at hun mister forbindelsen til at mærke, hvad hun selv føler og har brug for.
… Skole har i sin udtalelse af 18. maj 2020 oplyst, at B har haft et fravær på 36,21% svarende til 50 ud af 174 skoledage, og at skolen vurderer, at B’s fravær er meget bekymrende, da det er svært for B at møde efter fravær, da B ikke kan lide de andre børns opmærksomhed og spørgsmål til, hvorfor hun ikke har været i skole, og da fraværet har betydning for den faglige og sociale evaluering af skoleåret.
X Kommune har i sin udtalelse af 27. maj 2020 oplyst, at kommunen har modtaget en række underretninger vedrørende B, senest den 27. april 2020 fra … Skole og den 14. maj 2020 fra rådgiver …, og at den børnefaglige undersøgelse peger på, at der skal ydes støtte i hjemmet til M, særligt i forhold til B’s fremmøde i skolen, men at det ikke har været muligt at iværksætte støtteforanstaltninger, da M ikke ønsker at forholde sig til den børnefaglige undersøgelse.
På den baggrund finder familieretten, at B – på trods af det oplyste om hendes trivsel og forskellige ressourcer – fremstår som belastet og sårbar, ligesom familieretten lægger til grund, at B’s sårbarhed primært relaterer sig til det praktiske hverdagsliv hos M, herunder M’s holdning til B’s skolegang og samvær med F.
Henset til den tvivl der herefter foreligger i forhold til, hvorvidt M kan anses for værende i stand til at tage vare på B til B’s bedste, må F efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder indholdet af den børnesagkyndige undersøgelse, antages at være den af forældrene, der bedst vil kunne tage vare på B og sikre B en stabil og regelmæssig kontakt med den anden forælder samt etablering af et samarbejde mellem forældrene og med X Kommune og sikre et stabilt fremmøde i skolen.
Familieretten finder derfor, at det vil være bedst for B, at hun får bopæl hos F.
Henset til den hidtidige kontakt mellem B og M, og efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder forældrenes forklaringer, finder retten, at det vil være bedst for B at have samvær med M fra fredag i ulige uger med afhentning i institution til fredag i lige uger med aflevering i institution, første gang den 3. juli 2020. M skal i overgangsperioden have samvær med B fra mandag den 22. juni 2020 med afhentning i institution til fredag den 26. juni 2020 med aflevering i institution.
Familieretten finder det endvidere bedst for B, at feriesamværet fastsættes som påstået af M, dog således at M i sommerferien alene har samvær med B i 2 sammenhængende uger, og således at der første gang er sommerferiesamvær i 2021.
Denne dom kan efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger fuldbyrdes, selv om dommen ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jf. retsplejelovens § 480, stk. 2.
(Byrettens resultat: fortsat fælles forældremyndighed og 7/7-samværsordning)
Landsrettens begrundelse:
Landsretten tiltræder, at der gennem en længere periode har været udøvet grov og vedholdende samværschikane fra M’s side. Landsretten finder, at den manglende indbyrdes tillid og kommunikation mellem forældrene om B’s forhold giver holdepunkter for at antage, at forældrene også på længere sigt vil være ude af stand til at samarbejde om B’s forhold.
Landsretten finder derfor, at det vil være bedst for B, at den fælles forældremyndighed ophæves.
Ved afgørelser om forældremyndighed og bopæl bør der lægges stor vægt på, hvem af forældrene, der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt kan sikre barnets samvær med den anden forælder.
F må efter det oplyste anses for fuldt ud egnet til at tage vare på B og sikre, at hun får en tæt og regelmæssig kontakt med begge forældre, således som hun har krav på.
Uanset at det må tillægges betydelig vægt, at B siden efteråret 2018 har boet hos M, der har været B’s primære omsorgsperson, finder landsretten, at det på den anførte baggrund vil være bedst for B, at forældremyndigheden tillægges F alene. Forløbet efter byrettens dom, hvor B ikke har været i skole, og hvor B har haft ophold på skiftende adresser sammen med M, der har undladt at besvare henvendelser fra skolen og socialforvaltningen, bestyrker, at F må antages at være den af forældrene, som har den klart bedste evne til at få en fremtidig samværsordning, hvor B har kontakt til begge sine forældre, til at fungere.
Der træffes bestemmelse om samvær som bestemt af familieretten, hvorom der ikke er indsigelse fra F’s side, alene med den nedenfor anførte ændring af tidspunktet for M’s første samvær med B, således at M ikke i 2020 skal have samvær med B i efterårsferien, men første gang skal have samvær med B den 23. oktober 2020 med afhentning i skole/institution til fredag den 30. oktober 2020 med aflevering i skole/institution.
(Landsrettens resultat: Eneforældremyndighed til F – 7/7-samvær)
Kommentar:
Det er en ret interessant afgørelse, som man måske skal være lidt nørdet for at forstå rækkevidden af. Spørgsmålet er så, om nogen i sagen overhovedet har tænkt på den måde, som jeg redegør for her.
Man kan på den ene side undre sig over, at der i et så betændt forældreskab fastsættes deleordning. Vi har jo nogle grundbetingelser, som skal være på plads, for at deleordninger giver mening. Forældrene skal helst bo så tæt på hinanden, at børnene kan have det samme børnenetværk, uanset om de er hos far eller mor. Derudover plejer vi at sige, at forældrene skal være supergode til at samarbejde, og at børnene nærmest ikke skal kunne mærke forskel på, om de er i mors eller fars hjem.
Der er ikke meget i den konkrete sag, der indikerer, at alle betingelserne er opfyldt.
Man kunne også fristes til at tænke, at den evindelige kamp vil fortsætte, så barnet ikke udleveres, når det er hos mor. Det er i al fald en nærværende tanke henset til historikken.
Tvangsfuldbyrdelsessystemet er efter min opfattelse fuldstændig håbløs i den nye model efter 2019.
Grundlæggende er det min opfattelse, at lovlige retsafgørelser skal kunne effektueres gennem ”fogedsystemet”. Som det er nu, lægges der alt for meget op til fornyede processer og trækken i langdrag.
Fuldbyrdelse er ret ineffektivt. Og det udnyttes.
Man kan så sige, at i en sag som denne, er der så kraftige vink fra domstolssystemet, at det vil være ret risikofyldt for M ikke at udlevere barnet til F.
Jeg tænker imidlertid, at der er en lille smart finesse i det med forældremyndigheden. Når F har fået forældremyndigheden alene, vil det nemlig være direkte strafbart efter straffelovens § 215 at afskære barnet fra forældremyndighedsindehaveren.
M vil derfor risikere at få en fængselsstraf, hvis hun tilbageholder barnet. Og jeg TROR, at man vil kunne bruge straffelovsovertrædelsen til at få politiets hjælp frem for familierettens tvangsfuldbyrdelsessystem, hvis M ikke udleverer.
Forældremyndighed over 5-årig overført fra M til F. Svære samarbejdsproblemer var hovedsageligt Ms skyld, TFA 2021/145 ØLD
Der blev i byretten gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, hvori konklusionen siger:
”Det drejer sig om en godt fire og et halvt år gammel dreng. Fysisk fremtræder han lidt spinkel af kropsbygning med fine træk og langt hår, der kan give ham et lidt feminint udtryk. Børnehaven beskriver ham som en dreng der trives i sin hverdag og som er god til at etablere og indgå i sociale relationer samt at give udtryk for, hvad han mener. Ligeledes efterkommer han gerne krav.
Drengen er adfærdsmæssigt velreguleret og intellektuelt er han eftertænksom og velstimuleret. Han bærer præg af at være i en voksenverden med mange ord og forklaringer. Således fremstår han ældre end sin alder. Følelsesmæssigt ses en kærlig og hensynsfuld dreng, der også rummer en undgående side. Han fremtræder noget aspontan i forhold til sin alder. Han er meget observant på den voksnes sindstilstand og den situation han befinder sig i og bærer præg af at tune sig ind herpå og tilpasse sig denne. Drengen befinder sig i et polariseret felt mellem sin mor og sin far, hvor børnehaven er et neutralt helle for ham. Indtrykket er, at han løser dette ved mentalt at holde sin verden med sin mor adskilt fra sin verden med sin far. Drengen har behov for at blive set og forstået i egen ret og på sine egne betingelser og støttet i sin selvstændigheds- og identitetsudvikling.
Moderen skaber en stimulerende hverdag for sit barn, hvor hun er meget omsorgsfuld og opmærksom på sin søn, der har en høj prioritet i hendes liv. Hun ønsker alt det bedste for ham og nyder også selv sit moderskab. Moderen ønsker at bevare den fulde forældremyndighed for at skabe ro omkring drengen og sig selv. Herunder at drengen får mulighed for og tid til de aktiviteter og venskabsrelationer, som han i forvejen har og som er vigtige for ham. Moderen har nogle klare værdier som hun følger og står op for, og som hun finder vigtige at formidle videre til sit barn. Hun oplever, at faderen ikke respekterer den del af B’s verden og konstant presser på. At faderen ikke respekterer hendes og drengens grænser.
Moderen er dog optaget af drengen på en måde, der nogle gange ikke er alderssvarende og ikke indlevet i hans behov og følelser, men som i højere grad er styret af hendes egne. I stedet inviterer hun intuitivt til en mere regressiv kontaktform præget af fusion – sammenblanding. Dette har moderen angiveligt ikke selv indsigt i.
Moderen bliver let urolig i situationer, hvor drengen skifter ophold fra faderen til moderen. Her er hun meget observant i forhold til om drengen har følelsesmæssige eller kropslige reaktioner og kæder disse negativt sammen med drengens samvær med sin far. Moderen er tilbøjelig til at lægge følelser og reaktioner over i drengen og indtrykket er, at moderen uden selv at have indsigt heri, kommer til at binde drengen til sig, frem for at støtte hans identitets- og selvstændighedsudvikling.
Således ses en mangelfuld afgrænsning mellem barn og voksenverden. Ud fra det samvær der er set i undersøgelsen forekommer det ikke sandsynligt, at B er utryg i forholdet til sin far.
Moderen har svært ved at reflektere over og have et nuanceret billede af det relationelle felt hun skaber sammen med B, samt hvordan hun selv er med til at påvirke situationen omkring B’s samvær med sin far og de efterfølgende reaktioner som moderen oplever, at B har herpå. Dette ansvar lægger hun uden for sig selv. Moderen har ikke indsigt heri.
Moderen ønsker, at samværet med faderen ikke udvides for hurtigt af hensyn til at B skal kunne følge med og kunne nyde og have tid til sine aktiviteter. Han skal ikke hives ud af sin hverdag.”
Moderen har vanskeligt ved at anerkende faderens betydning for drengen.
Faderen skaber nogle stabile og kærlige rammer for sit barn, og B har tydeligvis en høj prioritet i hans liv. Det er magtpåliggende for faderen at bevare og udvikle et godt forhold til sin søn – at have en plads i hans liv og understøtte hans udvikling så godt som muligt – at tage del i og have ansvar for B’s liv på lige fod med moderen.
I kontakten med sin far fremstår han tryg, glad og tillidsfuld og relationen mellem dem er præget af en sund afgrænsning og asymmetri. Der ses en humoristisk, legende tone, hvor faderen rammer ham ind og utvetydigt påtager sig overblik og ansvar. Således tilbyder han drengen en rolig forældreautoritet, som drengen trygt kan læne sig op ad på sine egne betingelser.
Faderen har egne værdier om høflighed, der under pres kan komme til at stå i vejen for mere spontant og indlevende at kunne følge, hvad der rører sig i drengen i en given situation og anerkende dette.
Faderen har under afslappede forhold en spontan god fornemmelse for og indlevelse i B, og B er tryg ved ham på en måde, hvor han også udfordrer sin far. Når B viser en mere regressiv side, støtter faderen ham i en mere sund og alderssvarende adfærd. Selvom Faderen nogle gange forskrækkes over B’s mere irrationelle sider, fordi det er uforståeligt for ham. Faderen er i stand til følelsesmæssigt at rumme, at B indtager et andet standpunkt, som er i modsætning til faderens. Faderen er opmærksom på at give B et modspil og dermed støtte ham i hans selvstændighedsudvikling.
Således er B’s kontakt med sin far med til at sikre, at B kan sige fra og afgrænse sig fra sin mor på en sund måde. Han anerkender utvetydigt B’s tilknytning til sin mor og hendes betydning for ham. B har brug for både sin mor og sin far i lige høj grad.
Faderen er opmærksom på, hvordan han for sin del kan være med til at mindske konfliktniveauet med moderen og ikke presse B, så hans loyalitetskonflikt øges.
Miljøet hos faderen er sundt på en måde, hvor det også giver B mulighed for at spejle sig i et almindeligt familieliv.
Der er i undersøgelsen ikke noget der hindrer, at faderen får del i forældremyndigheden. Set fra børnesagkyndigt perspektiv anbefales, at faderen får del i forældremyndigheden, idet han så vil kunne få adgang til relevant information om B’s hverdag og således sikres de bedste muligheder for at støtte B’s udvikling fremover.
Det er vurderingen, at faderen vil være opsøgende i forhold til og vil kunne tage imod og omsætte evt. råd og vejledning samt indgå i samarbejde med relevante voksne fagpersoner i drengens liv.
B har en hverdag i børnehaven som fungerer, og man mærker der ikke forskel på, om han kommer fra sin far eller mor. Der er i undersøgelsen ikke noget der hindrer en optrapning af samværet, idet B har et tæt forhold til begge sine forældre. Faderen skønnes at være den, der bedst vil kunne sikre et stabilt samarbejde og sikre B’s kontakt til begge sine forældre.”
Byrettens begrundelse: (Københavns Byret)
”Retten bemærker, at parterne under det længerevarende sagsforløb ved retten har indgået løbende aftaler om samvær og ferieafholdelse. Parterne er endvidere enige om institution og skolevalg. Uanset at parterne fortsat har problemer med at kommunikere, herunder med kommunikationsformen, finder retten herefter, at der ikke foreligger sådanne svære og uovervindelige samarbejdsproblemer eller et sådant konfliktniveau, at dette taler imod fælles forældremyndighed. Den børnesagkyndige har endvidere i sin erklæring anbefalet, at faderen får del i forældremyndigheden.
Herefter finder retten efter en samlet vurdering, at det er bedst for B, at der fremover skal være fælles forældremyndighed over B, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 14.
Sagsøgte er og har altid været B’s primære omsorgsperson. Uanset, at sagsøger i øget omfang har fået og fremadrettet får yderligere øget samvær med B, finder retten derfor ud fra en samlet vurdering, at bopælen fortsat bør være hos sagsøgte, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 17.
Ud fra vurderingen i den børnesagkyndige undersøgelse finder retten godtgjort, at B er en velfungerende og moden dreng, der fremstår tryg, glad og tillidsfuld i kontakten med sin far, og at relationen mellem dem er præget af en sund afgrænsning og asymmetri. Endvidere er B’s kontakt med faderen efter vurderingen med til at sikre, at B kan sige fra og afgrænse sig fra sin mor på en sund måde, og at B har brug for sin mor og far i lige høj grad.
Herefter finder retten, at det vil være bedst for B, at samværet med sagsøger øges, og at det optrappes.
Efter en samlet vurdering af barnets forhold, herunder vurderingen i den børnesagkyndige erklæring sammenholdt med længden af det hidtidige samvær og feriesamvær, finder retten, at B fremadrettet skal have samvær med F, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21, som nedenfor bestemt.
(Resultat i byretten: Fælles forældremyndighed, Fortsat bopæl hos M og 8/6-samvær)
Landsrettens begrundelse:
Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder den børnesagkyndige undersøgelse af 18. maj 2020, finder landsretten, at der foreligger sådanne svære samarbejdsproblemer mellem parterne, som er til skade for B, at dette taler afgørende imod fælles forældremyndighed.
På baggrund af særligt den børnesagkyndige undersøgelse, hvis oplysninger og konklusioner i øvrigt er blevet understøttet under parternes forklaring for landsretten, finder landsretten endvidere, at det i al væsentlighed er M, der er ansvarlig for de svære samarbejdsproblemer, herunder at hun reelt ikke ønsker, at B skal have kontakt, endsige etablere et meningsfuldt forhold, til sin far. F må derimod anses for væsentligt bedre egnet til at etablere og varetage samarbejdet mellem parterne og sikre B’s kontakt til begge forældre, ligesom landsretten finder, at F også i øvrigt er den, som bedst vil kunne sikre B’s trivsel.
Landsretten finder derfor, at det vil være bedst for B – uanset at M hidtil har været hans primære omsorgsperson – at forældremyndigheden overføres fra M til F, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1, jf. §§ 1 og 4.
Efter en samlet vurdering finder landsretten endvidere, at B’s samvær med M bør fastsættes som nedenfor bestemt, jf. forældreansvarslovens §§ 19 og 21, jf. §§ 1 og 4.
(Resultat landsretten: Forældremyndighed overført til F. Samværsordning 7/7. Feriesamvær nogenlunde standardiseret.)
Kommentar:
Her har vi en ret speciel afgørelse, hvis reelle begrundelse jeg har vanskelig ved at gennemskue.
M forklarer både i byretten og landsretten, at B lider af ”natteterror”. I byretten fortæller M, at det også gik over til ”dagterror”. I børnehaven har man efterlyst lægelig dokumentation for lidelsen. (Jeg indrømmer, at jeg første gang støder på begrebet i denne sag).
I landsretten fremgår det endvidere, at B har været henvist til en børnepsykiater primo 2020, men at M ikke har gjort brug af henvendelsen, fordi der skulle gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse.
Domsresultatet er besynderligt set ud fra normale perspektiver.
Mest overraskende er det, at man overfører forældremyndigheden til F og ikke fastsætter fælles forældremyndighed. Begrundelsen er særlig vanskeligt gennemskuelig henset til, at man samtidig fastsætter en deleordning som 7/7.
Normalt er det jo en forudsætning for egentlig deleordning, at forældrene er rigtig gode til at samarbejde. Fælles forældremyndighed ophæves jo efter loven, hvis der er grund til at vurdere, at forældrene er ude af stand til at samarbejde fremadrettet til gavn for barnet.
Når jeg går i ”gætte-mode”, må der ligge et eller andet i en vurdering af M i relation til den ikke benyttede henvisning til en børnepsykiater.
Det havde klædt landsretten at forklare resultatet langt bedre end sket i de lidt mystiske præmisser.
Dommen falder uden for alt, hvad vi normalt siger om forældreansvarssager.
De eneste, der kan juble over sådan en dom, er Foreningen Far-segmentet.
Dommen illustrerer, at det desværre ofte er helt uforudsigeligt, hvad domstolene når frem til.
Ophævelse af fælles forældremyndighed for 10-årig B grundet adskillige års samværschikane, og forældremyndigheden tillagt F. Byretten afviste at bestemme, at afgørelsen skulle kunne fuldbyrdes i tilfælde af anke, TFA 2021/172 ØLD
Sagen vedrører en 10-årig pige. Der forelå en børnefaglig undersøgelse fra 2018, der konkluderede, at B har særlige vanskeligheder og behov. Det fremgår endvidere, at der hos M er et yderligere barn, der har særlige vanskeligheder.
Der har været problemer med Bs skolegang. B er i loyalitetskonflikt mellem forældrene.
Der er endvidere under retssagen gennemført en børnesagkyndig undersøgelse.
Byrettens begrundelse:
Ved afgørelsen af spørgsmålet om, hvem af parterne, B skal bo hos, bemærkes, at B siden fødslen har boet hos M, som må anses som den primære omsorgsperson, og at B’s halvsøstre også bor hos M. Det fremgår af den børnesagkyndige undersøgelse, at B tydeligt har givet udtryk for, at hun ønsker at bo hos sin mor og have samvær med sin far. Det må også lægges til grund, at M og B har et meget nært forhold sammen.
Heroverfor står, at det efter de fremlagte afgørelser fra Statsforvaltningen og Familieretshuset, sammenholdt med retsbøgerne fra familieretten, og af sagens oplysninger i øvrigt, må lægges til grund, at der siden B’s fødsel har været massive problemer med at få etableret og gennemført samvær mellem B og F grundet M’s forhold, og at der således i perioden fra fødslen og frem til nu, bortset fra perioden ultimo 2015 til oktober 2018, har været udøvet massiv samværschikane fra M’s side.
I den børnefaglige undersøgelse fra CAFA er det vurderet, at M har behov for støtte, råd og vejledning i forhold til B’s udvikling, herunder i forhold til at støtte hende i at give udtryk for sine behov samt i en naturlig selvstændighedsproces. Det er anført, at M har behov for rådgivning i forhold til B’s helbredsforhold, skolegang og sociale kontaktudvikling.
Det må lægges til grund, at M ikke har taget imod sådan hjælp.
Under sagens behandling i Familieretshuset har M ikke ønsket at medvirke til en børnesagkyndig undersøgelse. Til at starte med har hun, efter sagen er overgået til behandling i familieretten, heller ikke ønsket at medvirke hertil, og har på først på et sent tidspunkt givet samtykke til, at undersøgelsen blev udført. Hun har forsøgt at obstruere gennemførelsen af undersøgelsen, som på et tidspunkt har måttet opgives.
Endvidere har hun selv under nærværende sag ikke udleveret B til samvær i overensstemmelse med den gældende aftale.
Det fremgår af forarbejderne til forældreansvarslovens § 11, at hvis der påvises samværschikane, så skal retten overveje at ændre afgørelsen om barnets bopæl eller overføre forældremyndigheden til den anden forælder, hvis denne må anses som bedre egnet til fremover at varetage samarbejdet omkring barnet og sørge for, at kontakten til den anden forælder bliver opretholdt. I forarbejderne er videre anført, at der i den forbindelse skal anlægges et fremtidsorienteret perspektiv ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, og at det således skal tillægges stor vægt, hvem af forældrene, der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt sikre barnets samvær med den anden forælder. Der henvises herved også til Højesterets dom af 8. september 2020 i sag nummer BS-20820/2020.
Uanset den iværksatte samværschikane har der løbende været kontakt mellem F og B. Han er derfor ikke en fremmed person for hende. Det må endvidere lægges til grund, at F er egnet som forældremyndighedsindehaver. Det bemærkes herved, at han har to andre børn.
Det er i den børnesagkyndige undersøgelse af 31. juli 2020 anført, at undersøgelsen viser, at B befinder sig i en loyalitetskonflikt og har ansvaret for, at samværet kommer til at fungere, samt at M ingen forståelse har for dette. Det er endvidere anført, at M i undersøgelsesmaterialet fremstår med meget ringe tilpasningsevne, hvis hun ikke kan se egen fordel i det, der skal ske. Det er videre anført, at det efter undersøgelsen står klart, at M ikke har en tilstrækkelig evne og motivation eller vilje til at samarbejde, og at der ikke er noget i undersøgelsen, der viser, at hun fremadrettet kan indgå i et konstruktivt samarbejde, heller ikke selvom hun udtrykker ønske herom. Det er anført, at der ikke vurderes at ligge nogen umiddelbare handlemuligheder gennem konfliktmægling, samarbejdsmodel eller øvrig belysning af sagen. Det er afslutningsvist anført, at undersøgelsen peger på, at det for B er vigtigt at have en tilknytning og kontinuerlig kontakt til sin far, og at det er afgørende for hendes trivsel, at ansvaret for at deltage i samværet og ansvaret for, hvorledes overlevering til samvær forløber, fjernes fra B.
Det er anført, at det kan få alvorlige konsekvenser for B’s fremtidige trivsel og udvikling, hvis disse konditioner ikke ændres.
Retten finder, at det efter den børnesagkyndige undersøgelse er godtgjort, at M ikke fremadrettet vil være i stand til at samarbejde om samværet, og at det er godtgjort, at de nuværende forhold ikke vil ændres, såfremt B fortsætter med at have bopæl hos M.
Uanset B’s tilknytning til M, findes det herefter bedst for B, at hun får bopæl hos F, der må anses for egnet som forældremyndighedsindehaver. Der lægges herved også vægt på, at han bedre end M vil kunne sikre, at et samvær med M foregår under sådanne forhold, at ansvaret for samværets gennemførelse ikke placeres hos B.
Efter forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., kan den fælles forældremyndighed kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Efter det foran anførte, er det godtgjort, at parternes samarbejde har en sådan karakter, at det påvirker B negativt. Det vil således være bedst for hende, at den fælles forældremyndighed ophæves.
Som følge heraf tillægges forældremyndigheden over B F, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4.
Henset til afgørelsens indgribende karakter tages anmodningen om, at dommen kan fuldbyrdes, selvom den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jf. retsplejelovens § 480, stk. 2, ikke til følge.
Landsrettens begrundelse:
Af de grunde, der er anført af familieretten, tiltræder landsretten, at det må lægges til grund, at M gennem adskillige år har udøvet grov samværschikane.
Herefter, og efter parternes forklaringer, den børnesagkyndige undersøgelse og M’s adfærd og fortsatte udøvelse af samværschikane efter byrettens dom finder landsretten, at M ikke har evne og vilje til at samarbejde med F om B’s forhold, og at M også på længere sigt vil være ude af stand hertil. Landsretten tiltræder derfor, at det er bedst for B, at den fælles forældremyndighed ophæves.
Af samme grunde tiltræder landsretten, og at det er bedst for B, der i de seneste to måneder har boet hos F og i den forbindelse har foretaget skoleskift, at forældremyndigheden tillægges F alene. F må på det foreliggende grundlag antages at være den af forældrene, som har den klart bedste evne til at få fremtidige samværsordninger til at fungere, således at B vil kunne have en god kontakt med begge sine forældre.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
M har først for landsretten nedlagt påstand om fastsættelse af nærmere angivet samvær. Herefter, og da der i Familieretshuset verserer en sag om B’s ret til samvær med M, tages F’s afvisningspåstand over for M’s påstand om samvær til følge.
Kommentar.
Til indledning bemærkes, at en dom om bopæl og forældremyndighed som hovedregel ikke har virkning, hvis sagen ankes inden 14 dage (fuldbyrdelsesfristen). Byretten kan dog bestemme andet, hvilket ikke skete her på grund af den indgribende konsekvens. Den beslutning forekommer åbenlys rigtig.
Det fremgår ikke af sagen i al fald med tydelighed, hvad der har været Ms bevæggrund for sin adfærd i forhold til samarbejde og samvær.
Når jeg læser dommen, efterlades jeg med et indtryk af manglende indsigt hos M og en adfærd, som jeg somme tider kalder en ejerskabstilgang fra Ms side. Den tilgang har i dag absolut ingen gang på jorden og bør heller ikke have det.
Der er efter min opfattelse afgørende forskel på, om der er en ”grund”, som bare ikke er blevet taget alvorligt, eller om det er ren ”ejerskabstankegang” og dermed chikane. Man skal i øvrigt også huske, at chikane fordrer, at afgørelser ikke er efterlevet.
Læg mærke til byretsdommerens bemærkning om, at ”selv under denne sag” er det ikke efterlevet.
Langt de fleste kan finde ud af at opføre sig ordentligt, mens sagen står på.
Som jeg læser dommen virker den veloplyst og velreflekteret.
Til slut vil jeg nævne, at eventuelle problemer hos samværsforælderen bør italesættes næsten fra dag et. Mange rådgivere på området, herunder advokater, har frygtelig travlt med at nedtone problemer og nærmest tvinge klienterne til at fortie, hvis der foreligger omstændigheder, der begrunder en forælders forsøg på at beskytte barnet. Når og hvis påstande herom kommer på et sent tidspunkt, har de mindre troværdighed bag sig.
Disse sager har desværre en tilbøjelighed til aldrig at ende. Således er den ovennævnte sag fortsat med en tvangsfuldbyrdelsessag, der førte til overvåget samvær i en ganske lang periode.
Undtagelsesvist fastsat længerevarende overvågede samvær med M for 11-årigt B. Samværschikane, TFA 2022/369 ØLD
Byrettens begrundelse: Hillerød
F har siden den 16. september 2020 i henhold til dom haft forældremyndigheden over B alene.
B har ikke haft samvær med M fra efteråret 2020 til januar 2022. Der har efter rettens beslutning i perioden fra januar til marts 2022 været 5 overvågede samvær mellem B og M.
B har under børnesamtalen i retten givet udtryk for, at hun savner sin mor. Det fremgår af den børnesagkyndiges notat vedrørende børnesamtalen, at det er den børnesagkyndiges indtryk, at B’s tilknytning til moren på godt og ondt er grundlæggende uforandret igennem de snart 1½ år, hvor hun ikke har besøgt hende. Den børnesagkyndige er ikke i tvivl om, at hun nærer et ægte og dybfølt savn af moren og livet hos hende, og at en genoptagelse af samværet på almindelige vilkår vil være af stor positiv betydning for hende. Det er på den anden side den børnesagkyndiges indtryk, at der består en risiko for en gentagelse af tidligere traumatiske oplevelser i forbindelse med afleverings- og afhentningssituationer, hvorfor det i høj grad afhænger af morens udtrykte holdning og ageren i situationen, om et samvær på almindelige vilkår vil kunne gennemføres til B’s bedste.
Efter den børnesagkyndiges vurdering har B et væsentligt savn af sin mor. Det er ved de overvågede samvær klarlagt, at der har været en fin kontakt mellem B og hendes mor, og at samværene er forløbet godt. Når henses hertil sammenholdt med familierettens samlede vurdering af B’s forhold, findes det bedst for hende, at hun har samvær med M, jf. forældreansvarslovens § 4.
Familieretten finder efter sagens oplysninger, at der alene skal være samvær hver anden weekend fra lørdag til søndag, samt at der ikke på nuværende tidspunkt skal fastsættes yderligere samvær. Familieretten har navnlig lagt vægt på oplysninger om, at B tidligere har været udsat for traumatiske oplevelser i forbindelse med afleverings- og afhentningssituationer. Derudover har familieretten lagt vægt på oplysningerne om de tidligere loyalitetskonflikter, som B i forbindelse med samvær er blevet inddraget i. For at mindske dette har familieretten alene fastsat samvær som nedenfor bestemt.
Familieretten finder – under hensyn til beskrivelserne af de gennemførte overvågede samvær samt B’s udtrykte ønske herom – ikke grundlag for, at samværet fortsat skal være overvåget.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 19 og § 21.
Hvis samværet ikke gennemføres, er der automatisk erstatningssamvær i overensstemmelse med bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. § 9
Landsrettens begrundelse:
Ved familierettens dom af 16. september 2020, som stadfæstet af Østre Landsret den 7. december 2020, blev den fælles forældremyndighed over B, født den … 2011, ophævet og eneforældremyndigheden tillagt F. Landsretten lagde til grund, at M gennem adskillige år havde udøvet grov samværschikane og fandt bl.a., at M ikke havde evne og vilje til at samarbejde med F om B’s forhold, og at M også på længere sigt ville være ude af stand hertil.
Af den børnesagkyndiges notat fra børnesamtale med B i familieretten den 25. marts 2022 fremgår bl.a., at B nærer et ægte og dybtfølt savn af moren og livet hos hende, og at en genoptagelse af samværet på almindelige vilkår vil være af stor positiv betydning for hende. Det fremgår videre, at heroverfor står risikoen for en gentagelse af tidligere traumatiske oplevelser i forbindelse med afleverings- og afhentningssituationer, og at det derfor i høj grad afhænger af morens udtrykte holdning og ageren i situationen, om et samvær på almindelige vilkår vil kunne gennemføres til B’s bedste.
Efter bevisførelsen for landsretten, herunder navnlig parternes forklaringer om de to gennemførte uovervågede samvær, den fremlagte sms-korrespondance mellem parterne og mellem M og B samt M’s ansøgning om forældremyndighed og bopæl fra april 2022, finder landsretten, at M ikke evner og heller ikke på længere sigt vil være i stand til at skærme B på en sådan måde, at samvær på almindelige vilkår vil kunne gennemføres til B’s bedste. Det vil derfor være bedst for B, at der i en længere periode fastsættes overvåget samvær i form af beskyttet samvær med M.
Landsretten ændrer herefter familierettens dom således, at der skal være overvåget samvær i form af beskyttet samvær, som ud fra et fremtidsorienteret perspektiv undtagelsesvist fastsættes som nedenfor bestemt. Når de overvågede samvær er gennemført, må forældrene rette henvendelse til Familieretshuset med henblik på en fornyet vurdering af spørgsmålet om samvær, hvis det ikke på det tidspunkt er muligt for forældrene at nå frem til en aftale om samvær og vilkårene herfor.
Landsrettens resultat:
Familierettens dom ændres således, at B, født den … 2011, indtil udgangen af juni 2023 har ret til overvåget samvær i form af beskyttet samvær med M af op til to timers varighed én gang om måneden.
Familieretshuset fastsætter tidspunkt og sted for hvert samvær.
Det første samvær skal fastsættes hurtigst muligt.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part
Kommentar.
Min oprindelige kommentar:
Det er en af de sager, hvor det kunne være vanvittig interessant at kende den oprindelige sag.
Hvori består chikanen? Hvad var egentlig baggrunden?
Her kan vi konstatere, at der har foreligget chikane fra Ms side, og at det er blevet konsekvenssat af domstolene tidligere. Derudover kan vi konstatere, at man i fuldbyrdelsessystemet forsøger bare en lille smule at opfylde barnets behov for M.
Det er godt nok et dilemmafyldt område, når man ikke kender baggrunden.
Har man virkelig taget hensyn til, hvad der er ”bedst for barnet”?
Det er helt umuligt at vurdere på det grundlag, vi har her.
Dog kan man slå fast, at samværschikane kan have helt fatale konsekvenser både for forældrene og for børnene.
Efterfølgende har jeg fået oplyst, at det handler om ovennævnte sag fra TFA 2021/172. Herefter giver det egentlig god mening.
Bopæl over 5-årig og 7-årig fortsat hos M trods samværschikane, TFA 2022/419 VLD
Byrettens begrundelse: (Esbjerg)
Efter bevisførelsen lægges det til grund, at M i betydelig grad har udøvet samværschikane, og at hun er kommet med stærkt negative udtalelser om F til børnene i forbindelse med samværene i foråret 2021, der blev iværksat umiddelbart efter Vestre Landsrets dom af 19. marts 2021. Det lægges endvidere til grund, at M også har udøvet samværschikane før disse samvær, hvilket er beskrevet i de tidligere afgørelser i sagen. Hertil kommer,at der ikke er en påviselig grund til M’s handlinger eller til hendes påståede frygt for F, og at F er den af forældrene, der bedst evner at samarbejde og dermed bedst kan sikre børnenes kontakt til begge forældre.
Efter en samlet vurdering og med et fremtidsorienteret perspektiv finder familieretten imidlertid efter det oplyste og uanset samværschikanen, at det er bedst for børnene, at de fortsat skal have bopæl hos M. Familieretten har i den forbindelse lagt vægt på, at hensynet til børnenes bedste og børnenes ret til beskyttelse skal komme i første række.
Familieretten har ved vurderingen navnlig lagt vægt på, at det efter bevisførelsen kan lægges til grund, at M er børnenes omsorgsperson, og at børnene de facto har en så negativ opfattelse af F, at det potentielt – i hvert fald på nuværende tidspunkt – kan være til stor skade for deres udvikling og generelle trivsel, hvis bopælen overføres til F. Familieretten har videre lagt vægt på, at B1 har helbredsmæssige udfordringer, samt at børnene ifølge Esbjerg Kommunes oplysninger fra den 1. december 2021 fremstod trygge ved deres mor under børnesamtalen i maj 2021, og at de er i udvikling i deres aktuelle tilbud.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 4 og § 17.
Resultat:
M frifindes.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.
Landsrettens begrundelse:
Landsretten er enig i familierettens begrundelse og resultat. Det, der er kommet frem for landsretten, kan ikkeføre til et andet resultat.
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.
Kommentar:
Det er en blandt rigtig mange forældreansvarssager, hvor jeg under læsningen tænker på det gamle Holberg-citat: ”man siger nok, at Jeppe drikker, men ikke hvorfor Jeppe drikker”.
I en sag som denne indgår selvfølgelig den historik, som sagens involverede kender. En historik, der stammer fra tidligere sager. Men man bliver ikke klogere af at læse sagen.
Det fremgår nærmest i en bisætning, at M har været indlagt på et psykiatrisk hospital engang. Der er intet overhovedet i sagen, der giver bare antydning af, om det har betydning for Ms modstand.
Ms modstand mod F antydes indprentet i børnene fra M. Under sagen fortæller M, at F er voldelig og får meget talerum. Igen er det strøbemærkninger, der ikke synes at være genstand for overvejelser.
Hvorfor stiller man ikke spørgsmål om årsag og virkning? Direkte sagt om forældrenes personligheder.
F siger under sagen, at hvis bare han får bopælen, skal børnene i 7/7 ordning. Vi får at vide, at det ene af børnene har nogle særlige udfordringer.
Der foreligger to næsten samtidige afgørelser, som har samværschikane som omdrejningspunkt.
I den anden sag, hvor fælles forældremyndighed ophæves og tillægges M over en 11-årig P med bopælsændring som konsekvens af samværschikanen indgår en vurdering af forældrene i undersøgelsen.
Denne sag handler kun om ændring af bopæl. Ingen påstande om samvær fra Ms side. Det ligger åbenlyst, at sagen kommer til at køre i årevis fremadrettet med samværssager.
Jeg sidder hverken med en oplevelse af, at det er en god afgørelse for børnene eller det modsatte.
Ophævelse af fælles forældremyndighed og forældremyndigheden over 11-årig P tillagt M med bopælsændring som konsekvens på grund af samværschikane, TFA 2022/425 ØLD
Byrettens begrundelse: (Nykøbing F)
Det må efter bevisførelsen, herunder parternes forklaringer sammenholdt med forløbet omkring gennemførelse af de observerede samvær, som Østre Landsret traf afgørelse om ved dom af 19. februar 2021, lægges til grund, at F uden rimelig grund hindrer M’s kontakt til B, ligesom det efter oplysningerne i sagen i øvrigt målægges til grund, at F har hindret denne kontakt, også forud for Østre Landsrets dom af 19. februar 2021.
Der findes endvidere, efter parternes forklaringer sammenholdt med det i den børnepsykologiske undersøgelse af 9. december 2021 oplyste om F’s fjendtlige indstilling til M, og det oplyste om et totalt fraværende samarbejde omkring B, samt ved det oplyste i Familieretshusets rapport af 29. november 2021 omkring det observerede samvær, at være holdepunkter for at antage, at forældrene også på længere sigt vil være ude afstand til at samarbejde om B’s forhold. Det er på denne baggrund bedst for B, at den fælles forældremyndighed ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4.
Det må efter indholdet af den børnepsykologiske undersøgelse af 9. december 2021 lægges til grund, at B nu er særdeles følelsesmæssigt belastet af forældrenes mangeårige konflikt, og at der som følge heraf er en forhøjet risiko for en følelsesmæssig fejludvikling hos B. Det må videre lægges til grund, at B, der har boet hos F, siden hun var ca. 14 måneder gammel, nu udviser et massivt utrygt undvigende tilknytningsmønster.
På denne baggrund, og uanset at B, der har udtrykt et klart ønske om at blive boende hos sin far, siden samlivsophævelsen har boet hos F, og i perioden alene har haft en begrænset kontakt til M, findes det at være bedst for B, at forældremyndigheden tillægges M, således at B får bopæl hos hende. M må på det foreliggende grundlag antages at være den af forældrene, som har den klart bedste evne til at få fremtidige samværsordninger til at fungere, således at B vil kunne have en god kontakt med begge sine forældre.
Herefter tages M’s principale påstand til følge.
Da der ikke er nedlagt påstand om samvær mellem F og B, tages der ikke i denne dom stilling til dettespørgsmål.
Der er ikke grundlag for at træffe afgørelse om, at dommen skal kunne fuldbyrdes, selv om den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jf. retsplejelovens § 480, stk. 2.
Landsrettens begrundelse:
Landsretten finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Der er således ikke grundlag for at udsætte sagen på, atder måtte blive udarbejdet en forældrekompetenceundersøgelse i relation til F.
Landsretten er enig i familierettens begrundelse og resultat. Det, der er kommet frem for landsretten, kan ikkeføre til et andet resultat. Landsretten stadfæster derfor familierettens dom.
Kommentar:
Dommen er på 22 sider, hvilket i sig selv indikerer behovet for at læse hele dommen for den fulde forståelse.
Situationen er på flere punkter ganske usædvanlig. P har boet hos F, siden hun var 14 mdr. gammel. P har under sagen udtrykt ønske om at blive boende hos F. Endelig har F valgt ikke at give personligt møde i landsretten under den sag, som han selv har anket.
Der har været gennemført flere forældreansvarssager mellem parterne, og M har flere gange forsøgt at få tvangsfuldbyrdet samværsafgørelser. Indtrykket er, at der er stor geografisk afstand mellem forældrene.
P synes ifølge en børnesagkyndig undersøgelse at være nogenlunde normalt fungerende men har haft adskillige institutionsskift og 3 skoleskift.
Med hensyn til personlighederne beskrives, at M tager vare på 3 børn foruden P, og at hun gør det godt. F beskrives som fastholdende en regid holdning til M og synes at mene, at al skyld for situationen ligger hos M. Der beskrives en bekymring for, om F kan tage vare på P, idet hans mentaliseringsevne ses nedsat.
Der foreligger to næsten samtidige afgørelser, som har samværschikane som omdrejningspunkt. I den anden sag forbliver 2 børn på 2 og 5 år hos M trods dennes samværschikane. I min kommentar til den dom hæfter jeg mig ved, at man ikke rigtig stiller spørgsmål ved årsagen til situationen, herunder til forældrenes personligheder.
I den her foreliggende sag indgår en vurdering heraf i undersøgelsen. Jeg ser ikke en sikker forklaring på, at man imødegår Ps eget udsagn andet end at man vurderer, at hun ”vurderes følelsesmæssig belastet heraf i en grad, der kronisk tærer på hendes i forvejen lavefølelsesmæssige ressourcer, gennem at skulle forholde sig hypervagtsomt til sine tanker, følelser, handlinger og reaktioner i relation til begge sine forældre, da B er bevidst om, hvorledes og hvor meget F negativt opfatter og omtaler M.”
For mig som advokat ligger der en vigtig oplysning deri, at F ikke gav personligt møde i landsretten, selv om han havde anket. Spillede det i virkeligheden ind i dommernes endelige bedømmelse? Næppe alene, men bare det at stille spørgsmålet, viser jo en tvivl hos mig.
Moralen på ganske mange sager er, at man kan læse dem men ikke altid forstå, hvad der er dommernes virkelige tanker bag deres beslutninger.
Man kan i al fald konstatere, at ingen af disse to nye domme giver børnene ro. For det er ikke endelige afgørelser, der en gang for alle fastlægger børnenes kontakt med begge forældre.
Det i sig selv er ulykkeligt.
Fuld forældremyndighed til M og ikke samvær med F for 9-årig P. Forældremyndigheden ikke overført trods påstand om samværschikane og forældrefremmedgørelse, ØLD 5. oktober 2023, utrykt
M har under sagen nedlagt påstand om eneforældremyndighed og om, at der ikke skal være samvær.
F har under sagen nedlagt påstand om, at bopælen skulle overføres til ham på grund af samarbejdschikane og forældrefremmedgørelse.
Retten havde under en tvangsfuldbyrdelsessag iværksat nogle overvågede samvær. De forløb ikke hensigtsmæssige, idet P ikke ville ind til samværene.
Familieretshuset stillede krav om, at M skulle møde op som tryghedsperson for P og gå med helt ind i rummet til F. Det magtede M ikke på grund af hendes egen frygt. P havde tidligere haft en bisidder med fra Børns Vilkår til børnesamtale. M ville gerne have en neutral tryghedsperson med til samværene og mødte op til et overvåget samvær med den pågældende fra Børns Vilkår. Overvågeren nægtede hende at deltage.
Det endte med, at de overvågede samvær måtte stoppes.
Den materielle sag var opstartet sideløbende med tvangsfuldbyrdelsessagen og altså under perioden med overvågede samvær. Dommeren i den materielle sag var den samme som i tvangsfuldbyrdelsessagen. Dommeren var i den indledende fase meget opsat på at få gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, hvilket M protesterede imod, idet Ps forhold angaves at være fuldt belyst, og idet hun havde været til flere børnesamtaler og gennem de mislykkede overvågede samvær.
Formaliteten endte med, at der blev afholdt et model B retsmøde med en børnesagkyndig psykolog som deltager.
Byrettens begrundelse:
Familieretten finder, at Ps forhold og perspektiv er belyst ved de foreliggende oplysninger, og at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Anmodningen om gennemførelse af en børnesagkyndig undersøgelse imødekommes derfor ikke.
Efter bevisførelsen, herunder forældrenes forklaringer, lægger familieretten til grund, at parterne siden deres brud for 6 år siden har haft vedvarende konflikter om forældremyndighed, bopæl og særligt samvær for P, og at parterne adskillige gange har indledt sager i Familieretshuset, hos familieretten og hos politiet.
P, der nu er 9 år gammel, har i perioder haft dags- eller weekendsamvær og feriesamvær med sin far, og i andre perioder har der ikke været samvær som følge af konflikterne mellem forældrene. P er vurderet til at være meget præget af konflikterne mellem forældrene og at have behov for hjælp til at håndtere den svære situation, som hun befinder sig i. X kommune har iværksat psykologstøtte til P og har også vurderet, at forældrene har behov for støtte at etablere et samarbejde om P, men kommunen har vurderet, at forældrene på nuværende tidspunkt ikke vil kunne profitere heraf som følge af forældrenes manglende indsigt i egen andel i konflikten og manglende kommunikation samt det forhold, at der verserer sag mellem parterne i familieretten.
På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder familieretten, at der er påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om Ps forhold til hendes bedste, og at det er bedst for P, at den fælles forældremyndighed ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Efter en samlet vurdering er det bedst for P, at M får forældremyndigheden alene. Familieretten har navnlig lagt vægt på, at P gennem hele sit liv har boet sammen med sin mor, som hun er knyttet til, og at P gennem
en længere periode ikke har haft samvær med sin far.
Efter bevisførelsen lægger familieretten endvidere til grund, at P har positive følelser for sin far og har haft gode stunder med sin far gennem tiden. Ps kontakt til sin far er imidlertid flere gange blevet afbrudt som følge af forældrenes konflikter, og mor har vanskeligheder ved at bidrage konstruktivt til at hjælpe P til kontakt med sin far. P udviser på nuværende tidspunkt en betydelig vægring mod at se sin far, og det er indtrykket, at P fremstår endog meget belastet af forældrenes konflikt og har et stort behov for at blive skærmet fra denne konflikt. Det er indtrykket fra den afsluttende rapport fra Familieretshuset og fra Børnehus Hovedstaden samt fra den børnesagkyndige psykolog under retsmødet, at Ps nuværende modstand mod kontakt med sin far mere skyldes historikken og dynamikken mellem forældrene end konkrete oplevelser, og at det følelsesmæssige pres, som P befinder sig, medvirker til at skabe en unuanceret opfattelse af forældrene, som P har behov for hjælp til at håndtere, før kontakten til hendes far kan genetableres.
Uanset at det er udgangspunktet, at det er bedst for et barn at have kontakt til begge sine forældre, finder familieretten på denne baggrund og efter en samlet vurdering, at det på nuværende tidspunkt vil være bedst for P, at der ikke fastsættes samvær med F for tiden, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21, jf. § 4.
Landsrettens begrundelse:
Forældrene befinder sig i en flere år lang og fuldstændig fastlåst konflikt, som umuliggør et samarbejde mellem dem. Den børnesamtale, der er holdt i landsretten med P, bekræfter det hidtidige indtryk af hendes forhold og perspektiv i forhold til spørgsmålene om bopæl og samvær. Af hensyn til Ps trivsel må det nu anses for påkrævet, at der kommer ro om hendes situation. Herefter, og af de grunde, der i øvrigt er anført af familieretten, tiltræder landsretten, at der ikke er grundlag for fælles forældremyndighed mellem F og M over P, og at forældremyndigheden fremover skal varetages af M alene, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4, ligesom det ikke vil være bedst for P, at der fastsættes samvær mellem hende og F, jf. forældreansvarslovens § 21, jf. § 19, jf. § 4.
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom.
Kommentar:
Det er på mange måder både en ”helt almindelig men særlig forældreansvarssag” af den ”almindelige type”, hvor man i virkeligheden ikke bliver ret meget klogere af at læse domsbegrundelserne alene, som jeg plejer at nøjes med at lægge op. I virkeligheden bliver man ofte ikke for alvor klogere af at læse hele dommen, således som den kommer til at fremstå i dommernes referat.
Ingen af instanserne omtalte forældrefremmedgørelse eller samværschikane.
Konkret supplerer jeg derfor med lidt objektiv baggrundsinformation, der selvfølgelig skal læses i lyset af, at jeg repræsenterede M under den seneste by- og landsretssag.
Min personlige arbejdsform er, at jeg skriver ret fyldige notater også fra mine møder med klienten. Således træffer jeg første gang M den 20. december 2022. Fra det møde citerer jeg:
” Helt sammenfattende er situationen den, at der ligger en dom fra Østre Landsret den 17/12 2021, som er en stadfæstelse af en dom fra Retten i Lyngby fra 27/10 2021.
Materielt er den dom sådan set den nugældende retsstilling med en ændring, som har noget at gøre med en igangværende tvangsfuldbyrdelsessag.
Domsklusionen ved Retten i Lyngby som altså blev stadfæstet var, at der fortsat er fælles forældremyndighed, og at bopælen for P fortsat skal være hos M.
Derudover blev det ved den dom bestemt, at der skulle være dagsamvær lørdag i ulige uger fra klokken 10.00 – 19.00 og torsdag i lige uger fra afslutning på skole/sfo til klokken 19.00.
Så foreligger der en afgørelse fra Familieretshuset om ophør af samvær dateret 10/6 2022.
Den afgørelse blev indbragt for retten i Lyngby, der ved dom af 2/11 2022 blev ændret på den måde, at Familieretshusets afgørelse blev ophævet.
Herefter sker der det, at faderen indbringer sagen for Familieretten i Lyngby som en tvangsfuldbyrdelsessag.
I forbindelse med den tvangsfuldbyrdelsessag er der afholdt en ganske markant børnesamtale med P den 07/12 2022. Det markante ved den samtale er, at pigen er meget klokkeklar i sin afvisning af at ville på samvær.
Det tolker dommeren og den børnesagkyndige via deres vurdering af pigens kropssprog på den måde, at hun er for lidt følelsesorienteret og slet ikke påvirket, mens hun afviser enhver tanke om samvær, og at hun derfor nok alligevel gerne vil se sin far.
Derfor træffer dommeren samme dag – den 7/12 2022 en afgørelse, hvor det i forbindelse med fuldbyrdelsessagen bestemmes, at der skal være 6 overvågede samvær af 2 timers varighed, som fastsættes af Familieretshuset.”
Som det fremgår af indledningen under beskrivelse af sagen, går det helt galt med de overvågede samvær, og der bliver en ret heftig diskussion med Familieretshuset om tryghedspersoner til overvågede samvær.
Du får lige her et link til en lille artikel om tryghedspersoner, hvor jeg var i dialog med Familieretshusets ledelse om emnet.
Om tryghedsperson til overvåget samvær – Landsforeningen Børn og Samvær (boernogsamvaer.dk)
Retsmødet i byretten var et model B retsmøde uden afholdelse af børnesamtale. Personligt har jeg aldrig oplevet så lang en redegørelse fra en børnesagkyndig, som vi fik i denne sag. Af en meget lang retsbog fra det retsmøde fremgår dette om den børnesagkyndiges afsluttende refleksioner:
“Han kan ikke anbefale, at der fastsættes samvær på nuværende tidspunkt. For Ps modstand vil risikere at blive forværret, hvis kontakt fastholdes uden at P har fået hjælp til at bearbejde sin fortælling og uden, at klimaet og dynamikken forandres. I forhold til spørgsmålet om en børnesagkyndig undersøgelse vurderer han, at de oplysninger om forældrene, som vil kunne belyses, allerede er meget grundigt belyst i sagen. Det andet hovedindhold i en børnesagkyndig undersøgelse vil være relationen mellem p og F, og det vil kræve samvær, hvilket har været forsøgt uden held.
Modstanden er rigeligt beskrevet i sagen. Han mener derfor ikke, at en børnesagkyndig undersøgelse kan bidrage med noget nyt i sagen.
En forældrekompetenceundersøgelse skal i givet fald gennemføres i kommunens regi med henblik på iværksættelse af støtte efter serviceloven. Kommunen har lagt op til, at der er behov for hjælp til P og mor og far, og forældrene kan anmode kommunen om at iværksætte hjælp af hensyn til P.
Det ville være et stort indgreb overfor P at flytte bopælen, da P gennem sit liv har haft mest kontakt med mor. Hun vælger far fra, fordi det er den mulighed hun har, da hun har mest kontakt med mor og som en form for overlevelsesstrategi for at kunne være i den eksisterende dynamik og konflikt mellem forældrene. Det er svært at forestille sig, at P ville vælge sin mor fra på nuværende tidspunkt, som hidtil har været hendes primære omsorgsperson.”
F ankede byretsdommen til landsretten. Landsretten optog sagen til dom men valgte at bestemme, at der skulle afholdes en børnesamtale med P af en anden psykolog end dem, der hidtil har været inde over sagen samt med deltagelse af de 3 landsdommere.
Jeg forsøgte at få landsrettens tilladelse til, at P fik en bisidder med til samtalen. Det blev afvist med det resultat, at P kom alene til (endnu) en samtale med her hele 4 fremmede personer.
Det gav selvfølgelig anledning til alvorlig bekymring. Min og Ms frygt var, at P næsten kun kunne tænke, at hun kun får ro, hvis hun siger det, som ”systemet efterspørger”.
P har for eksempel i en børnesamtale i september 2022 i forbindelse med udarbejdelse af børnefaglig undersøgelse sagt dette, som blev citeret til notatet for samtalen:
”P gentager, mens hun græder, at det har været rart ikke at se far og at ”Det har været mit ønske hele tiden, men ingen tror på mig”.
P er altså 9½ år og har været til følgende samtaler i det overordentligt lange forløb:
2 i hvert hjem i forbindelse med første BFU 2018-
1 i byretten 2020-
1 hos egen læge 2020-
1 i byretten 2021-
1 hos egen læge 2021-
1 til politiaføring 2022-
1 i Børnehuset 2022-
5 i Børnehuset 2022-
1 i kommunen i forbindelse med anden BFU 2022-
1 i byretten 2022-
2 samtaler i FRH under overvåget samvær 2023-
8 terapi forløb i kommunen 2023
og endelig samtalen i landsretten
Dertil kommer de samtaler skolen har haft med hende løbende.
Det er altså 18 egentlig børnesamtaler og 8 som led i terapiforløb.
Jeg opfatter det som tankevækkende og bekymrende, at man kan udsætte et barn for så meget helt uden skam fra diverse myndigheders side.
Nogen gange sidder jeg med en oplevelse af, at man bare bliver ved med at spørge, indtil barnet siger det ”politisk korrekte”.
Det skete så ikke i denne sag.
Jeg må – som gjort også over for landsretten – understrege, at jeg sagtens kan forstå ønsket om at få belyst barnets perspektiv så godt som muligt, men jeg har virkelig svært ved at acceptere, at man ikke respekterer barnets behov for at have en neutral bisidder med både til overvågede samvær og til børnesamtaler både i Familieretshuset og i retterne.
Lidt om fri proces.
Jeg har i øjeblikket en artikel om fri proces under udarbejdelse, fordi rigtig mange spørger mig om det som led i ganske mange second opinion henvendelser.
Denne sag illustrerer sådan set ret fint problemstillingerne.
Hovedreglen er, at man får et standardsalær på vist 13.500 kr. plus moms i en forældreansvarssag om forældremyndighed, bopæl og samvær og et noget mindre beløb i sager, der ”kun” handler om samvær. Man får lidt mere, hvis der har været flere retsmøder og kan hos en del dommere godt få honoreret næsten hele den forbrugte tid. Men det er lidt lotteri og i praksis afhængig af dommerens aktuelle lune.
Sandheden er nok ret direkte sagt, at man ikke kan gennemføre en forældreansvarssag ”ordentligt” inden for rammerne, som ”systemet” mener, at man kan behandle sagen forsvarligt for klienten.
Konkret havde jeg i denne sag lavet en salærindstlling svarende til 28.000 + moms forud for hovedforhandlingens 2½ time – og fik 13.500 plus moms.
Det forklarer, hvorfor nogle advokater er tilbageholdende med overhovedet at tage sager med fri proces.
Forældremyndigheden over 10-årig D overført til F, Samværschikane? og i givet fald udført af hvem? Højesterets dom 25. april 2024, utrykt
Byrettens begrundelse (Retten i Kolding 16/9 2022)
Retten lægger efter sagens oplysninger til grund, at forældrene fortsat ikke kan samarbejde omkring deres søn D uanset, at det påvirker hans trivsel. Der er iværksat § 50 undersøgelse ved kommunen.
D har boet hos sin far siden 19. august 2022, og det lægges efter sagens oplysninger og børnesamtalen til grund, at han udtrykker et stærkt ønske om at fortsætte hermed, og at han for tiden ytrer ønske om ikke at bo hos sin mor.
Samtidig vil han rigtig gerne, at hans mor og far kunne snakke sammen, så han slap for flere sager.
Forældrene har begge nedlagt påstande om, at den anden forælder ikke skal have samvær. De har begge tilsidesat afgørelser/og aftaler omkring deres søn, så den anden forælder ikke har haft samvær i perioder. De samler begge på beviser for, at det anden forælder er uegnet eller opfører sig dårligt på trods af, at de efter tidligere børnesagkyndige undersøgelser begge er egnede som forældre.
D har i en periode på knap 4 måneder boet hos sin far, og han udtrykker utryghed ved sin mors handlinger. Far og D modtager støtte fra Kommunen. Kommunen har ikke udtalt kritik af forholdene hos far. Kommunen udtaler, at D er presset af forældrenes konflikt. Efter det og en samlet vurdering af sagens oplysninger er det bedst for D, at Far får forældremyndigheden alene, så han kan blive boende hos sin far.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 4 og§ 14.
Familieretten finder samtidig, at det er vigtigt, at Ds relation til sin mor reetableres hurtigst muligt. Da hans relation til hende for tiden er præget af utryghed, og da forældrene ikke kan samarbejde omkring samvær, f.eks. ved inddragelse af kommunen, tages morens påstand om samvær til følge på den måde, at der etableres 6 overvågede kontaktbevarende samvær i Familieretshuset efter Familieretshusets nærmere bestemmelse.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 29, jf. § 4.
Når samværene er gennemført, afgiver overvågeren en rapport om sit indtryk af forløbet af de overvågede samvær. Overvågeren sender rapporten til Familieretshuset, der træffer afgørelse om det fo1isatte samvær.
Bestemmelsen om samvær kan fuldbyrdes, selvom dommen ankes, jf. retsplejelovens § 480.
Byrettens resultat:
Forældremyndigheden over D, født * 2014, overføres til Far.
D skal have 6 overvågede samvær med Mor i I½ time efter Familieretshusets nærmere bestemmelser.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.
Landsrettens begrundelse: (Vestre Landsret 30/5 2023)
(Afgørelse med dissens)
Ad forældremyndighed
2 dommere udtaler:
Familieretshuset har den 21. marts 2023 fastsat seks overvågede samvær mellem D og Mor, hvoraf de første to skulle have været gennemført henholdsvis den 3. og 17. maj 2023. Ingen af disse samvær er dog gennemført.
Det fremgår af notat af 3. maj 2023 udarbejdet af socialrådgiver *, at hun efter aftale med Far var på familiebesøg for at være behjælpelig med at overtale D til at tage med på samvær med Mor. Det fremgår videre af notatet, at Far ad flere omgange prøvede at overtale D til at tage med på samvær, men at D var stålfast i sin beslutning om, at han ikke ville deltage.
Af notat af samme dato fra Familieretshuset fremgår, at socialrådgiver * telefonisk samme dag havde oplyst til Familieretshuset, at det var hendes opfattelse, at der ville skulle ske magtanvendelse, hvis D skulle møde op. Det fremgår videre, at det er hendes opfattelse, at D i stigende grad er i trivsel, og at der ikke var meldinger fra skolen om det modsatte, bortset fra at han gemmer sig efter skole, fordi han er bange for, at hans mor henter ham.
Af notat af 17. maj 2023 udarbejdet af socialrådgiver * fremgår, at hun også denne dag efter aftale med Far var på hjemmebesøg for at være behjælpelig med at overtale D til at tage med på samvær med Mor, men at han trods flere forsøg på overtalelse fra både Far og fra * holdt fast i, at han ikke havde lyst til at tage på samvær. Socialrådgiveren ringede derfor til afbudstelefonen og oplyste, at D ikke ønskede at komme til samværet samme dag og derfor ikke ville møde op.
D, der nu er otte år og otte måneder gammel, har utvetydigt, herunder i forbindelse med familierettens bømesamtale den 12. december 2022, givet udtryk for, at han ønsker at bo hos sin far, og det må på baggrund af ovenstående udtalelser fra socialrådgiver * lægges til grund, at D i stigende grad er i trivsel, og at en flytning af ham til Mor alene vil kunne ske ved magtanvendelse.
Under de anførte omstændigheder og i øvrigt af de grunde, som familieretten har anført, tiltræder vi, at det er bedst for D, at Far får forældremyndigheden over ham alene, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1, jf. § 4.
En dommer (den konstituerede) udtaler:
Mor er ved Vestre Landsrets dom af 7. juni 2022 tillagt forældremyndigheden over D. Ved afgørelsen af, om det vil være bedst for D, at forældremyndigheden nu skal overføres til Far, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1, jf. 4, skal der derfor lægges vægt på, om forholdene siden landsrettens dom er ændret på en sådan måde, at det kan begmnde, at forældremyndigheden overføres.
D er den 19. august 2022 afhentet af Far i skolen og er siden ikke blevet udleveret til Mor. Far har kort tid efter oplyst, at Mor har udsat Barn for vold.
Forholdet er anmeldt til politiet, der har opgivet påtalen den 12. oktober 2022. Far blev den 2. september 2022 midlertidigt tillagt forældremyndigheden.
Når bortses fra, at D nu har været hos Far siden august 2022, hvilket er sket ved at Far har tilbageholdt D fra Mor som forældremyndighedsindehaver, er der således ikke sket ændringer i parternes forhold siden landsrettens dom i juni 2022.
Ved afgørelsen af, om forældremyndigheden skal overføres til Far, er det afgørende, hvad der er bedst for D, og om D uden grund hindres kontakt med Mor. Der skal i den forbindelse anlægges et fremtidsorienteret perspektiv, hvori indgår en vurdering af, hvem af forældrene som må anses for bedst egnet til at varetage samarbejdet omkring barnet og sikre barnets kontakt til begge forældre, jf. herved også Højesterets dom gengivet i UfR 2020.3854.
D har i hele sit liv, bortset fra perioden fra 19. august 2022, boet hos Mor, hvor han har haft det godt. Der er intet grundlag for at antage, at Mor har udsat D for vold, eller at D i øvrigt har været i mistrivsel hos hende.
Som anført har D ikke set Mor siden den 19. august 2022. Herunder har Far ikke udleveret D til samvær efter bestemmelserne i byrettens dom om samvær, ligesom der ikke har været telefonisk eller anden kontakt. Far er blevet pålagt af familieretten, at D skulle udleveres til samvær, hvilket ikke er efterkommet.
Far har således på ingen måde siden den 19. august 2022 søgt at sikre, at D kunne opretholde kontakten til Mor.
Det fremgår af de børnesamtaler, der er gennemført siden landsrettens dom, at D er stærkt påvirket af Far, og at hans modstand mod at være hos Mor ikke er begrundet i reelle forhold.
Under de foran anførte omstændigheder finder jeg, at det fortsat er bedst for D, at forældremyndigheden forbliver hos Mor. Jeg lægger i den forbindelse afgørende vægt på, at Mor vil være bedst til at sikre, at D opretholder kontakten til begge forældre, og at der efter forløbet siden august 2022 samt Fars indstilling til samvær, er en reel risiko for, at Mor ikke kommer til at se Barn igen.
Jeg er opmærksom på, at D udtrykkelig giver udtryk for, at han ønsker at bo hos Far, men finder, at han, der kun er knapt 9 år gammel, er påvirket af Far og konflikten med Mor i en sådan grad, at han ikke er i stand til at give udtryk for sin egen holdning. Det bemærkes, at retsplejelovens § 456 q, stk. 2, om anvendelse af umiddelbar magt, herunder ved tilbageholdelse af Far, ikke ses forsøgt anvendt.
Jeg stemmer derfor for at tage Mors påstand vedrørende forældremyndighed til følge.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ad samvær
Uanset det ikke hidtil er lykkedes at gennemføre overvåget samvær mellem D og Mor tiltræder vi af de grunde, som byretten har anført, at der skal etableres seks overvågede kontaktbevarende samvær som bestemt af familieretten .
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom.
Landsrettens resultat:
Familierettens dom stadfæstes.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.
Højesterets begrundelse:
M og F havde indtil december 2021 fælles forældremyndighed over B, der er født den .. . 2014.
Ved familierettens dom af 13. december 2021 fik M tilkendt forældremyndigheden alene.
Familierettens dom blev stadfæstet af landsretten den 7. juni 2022.
Det fremgår af sagens oplysninger, at der i sommeren 2022 var uoverensstemmelser mellem forældrene om Ds samvær med F, og at M efter uge 27 undlod at udlevere B til samvær. Parterne er enige om, at D den 19. august 2022 uden aftale mellem parterne blev hentet af F i skolen, og at D siden har opholdt sig hos sin far.
Familieretshuset traf den 2. september 2022 afgørelse om, at forældremyndigheden over D midlertidigt skulle tilkendes F. Familieretshuset traf desuden den 13. september 2022 afgørelse om, at der ikke skulle fastsættes kontaktbevarende samvær mellem B og M.
Familieretten stadfæstede den 25. november 2022 afgørelsen om midlertidig forældremyndighed.
Familieretten traf den 16. december 2022 afgørelse om, at forældremyndigheden over B overføres til F. Familieretten traf desuden afgørelse om, at B skulle have seks overvågede samvær med sin mor.
Familierettens dom blev stadfæstet af landsretten den 30. maj 2023.
For Højesteret angår sagen, hvem der skal have forældremyndigheden over D.
Spørgsmålet om samvær er ikke omfattet af anken.
Som anført af landsretten er ingen af de samvær, som blev bestemt ved familierettens dom, genemført. De samvær, der skulle have været efter landsrettens dom, er tilsvarende ikke blevet gennemført. D har således ikke været sammen med sin mor siden august 2022.
Det følger af forældreansvarslovens § 1 og§ 4 og forarbejderne hertil, at afgørelser om forældremyndighed skal træffes ud fra en samlet vurdering af, hvad der er bedst for barnet. Det indgår i vurderingen som et vigtigt moment – der skal tillægges betydelig vægt – om den ene forælder uden rimelig grund hindrer den anden forælder i at have kontakt til barnet. I de tilfælde, hvor samværschikane påvises, skal retten uanset at barnet hidtil har haft bopæl hos den pågældende forælder – overveje at ændre afgørelsen om barnets bopæl (eller overføre forældremyndigheden) til den anden forælder, hvis denne må anses som bedre egnet til fremover at varetage samarbejdet om barnet og sørge for, at kontakten til den anden forælder bliver opretholdt, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, lovforslag nr. L 133, s. 4471-4472 og 4483.
Ifølge de notater, som er udarbejdet af X Kommnune og Familieretshuset i forbindelse med forsøg på at gennemføre samvær mellem D og moren både før og efter landsrettens dom, har F ikke modsat sig samværene, men forsøgt at overtale B til at deltage heri.
Efter de nye oplysninger, der er fremlagt for Højesteret, har D fortsat givet utvetydigt udtryk for, at han ønsker at bo hos sin far.
Under de anførte omstændigheder og i øvrigt af de grunde, som er anført af landsrettens flertal, tilhræder Højesteret, at det er bedst for D, at forældremyndigheden over ham overføres til F, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1, jf.§ 4.
Højesteret stadfæster derfor landsrettens dom.
Kommentar:
Dommen (med by- og landsretsdommene) er hentet på Højesterets hjemmeside.
Dommen illustrerer flere forskellige hver især interessante fænomener, der er relativ karakteristisk i disse sager.
Jeg har læst dommene et par gange i håb om at blive klogere på, hvad der egentlig er op og ned. Holberg-citatet ”man siger nok, at Jeppe drikker, men ikke hvorfor Jeppe drikker” synes at være evig gyldigt på mange planer.
Her kan det oversættes til, at det er ret klart, at D har problemer (med forældrene). Men det står virkelig uklart, hvem af forældrene, der virkelig er ”skurken” – eller om de begge er aldeles håbløse.
Vi ved, at D er født i 2014. Han er altså ca. 10 år, da Højesterets dom falder. M fik åbenbart i december 2021 eneforældremyndighed ved en dom, der blev stadfæstet i juni 2022. Allerede på det tidspunkt har konflikten altså været ganske høj. Sandelig om ikke den nærværende afgørelses første byretsdom var i december 2022.
Der har altså løbende ”været knald på”. D må have været i ”orkanens øje”, siden han var 4-5 år.
På en måde tænker jeg, at det kunne have være interessant at læse Familieretshusets midlertidige afgørelse om eneforældremyndighed til F fra 2. september 2022 og ikke mindst afgørelsen fra 13. september 2022 om, at der end ikke skulle fastsættes kontaktbevarende samvær for M. Når jeg begræder, at vi ikke kan se de afgørelser, trøster jeg mig ved, at de selvfølgelig har været fremlagt i sagen og dermed læst i alle tre retsinstanser og indgået i deres ”samlede vurdering”.
Uanset om den sidstnævnte afgørelse om ikke kontaktbevarende samvær blev smidt på porten i retten, må der ud fra mit erfaringsgrundlag have været tale om virkelig uheldig adfærd fra Ms side dengang i 2022.
Men det bliver jo bare gisninger, fordi det fremgår som et interessant omdrejningspunkt i historikken.
Her standser det så ikke. For vi ved også fra sagen, at F på et tidspunkt henter D i skolen i september 2022, hvorefter M overhovedet ikke har set D. Det er bestemt ikke OK.
Når man nærlæser Højesterets præmisser, fremgår det implicit, at Højesteret lægger til grund, at F udøver samværschikane. Højesteret har nemlig ikke for vane at skrive noget, som ikke har betydning. Her refererer jeg specielt til dette afsnit, som jeg tillader mig at gentage:
”Det følger af forældreansvarslovens § 1 og§ 4 og forarbejderne hertil, at afgørelser om forældremyndighed skal træffes ud fra en samlet vurdering af, hvad der er bedst for barnet. Det indgår i vurderingen som et vigtigt moment – der skal tillægges betydelig vægt – om den ene forælder uden rimelig grund hindrer den anden forælder i at have kontakt til barnet. I de tilfælde, hvor samværschikane påvises, skal retten uanset at barnet hidtil har haft bopæl hos den pågældende forælder – overveje at ændre afgørelsen om barnets bopæl (eller overføre forældremyndigheden) til den anden forælder, hvis denne må anses som bedre egnet til fremover at varetage samarbejdet om barnet og sørge for, at kontakten til den anden forælder bliver opretholdt, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, lovforslag nr. L 133, s. 4471-4472 og 4483.”
Jeg læser det – og det efterfølgende afsnit – sådan, at selv om der nok har foreligget en eller anden form for samværschikane fra F, må man dog konstatere, at han efterfølgende ”ikke har modsat sig” forsøgene på at gennemføre de overvågede samvær.
Endelig lægger man vægt på, at D utvetydigt giver udtryk for at ville bo hos F.
Men hvad får vi ud af sådan en dom?
Jeg får først og fremmest det ud af at læse dommen, at der i den grad mangler en hurtig afklaring af, hvad der er galt med det forældrepar. Der har tydeligvis været beskyldninger begge veje. Men var det allerede fra starten så tydeligt, at man burde have gennemført egentlige forældreundersøgelser? Det skinner ikke tydeligt frem for mig.
Er den principiel? Ikke rigtig tænker jeg. Det er ”bare” en sag, der er løbet løbsk.
Som situationen syntes at være ”til sidst”, er indtrykket, at D faktisk trives trods al virakken omkring hans situation.
Hvorfor er han så indædt afvisende i forhold til M? Vi ved det ikke. Han kan være indoktrineret; han kan være blevet behandlet uheldigt af M.
Der foreligger en ret ny børnesagkyndig undersøgelse gennemført i forbindelse med en samværssag. Den gengives der pænt fra i Højesteretsdommen. Her i uddrag:
”D klarer sig godt fagligt i skolen, selvom hans udtalelser peger på at han ikke har det store overskud til at være nysgerrig og fordybe sig fagligt” – ”D ses som en dreng der følelsesmæssigt og socialt ikke er i trivsel.”.
Om det fremtidsrettede perspektiv står der blandt andet:
” Som Ds psykiske trivsel er lige nu, skønnes det at D har brug for ro indtil der er lagt en plan for hvordan der skal arbejdes med forældrenes høje konfliktniveau og s traumer. Et barn kan ikke bearbejde traumer, hvis traumet fortsætter og hvis barnets primære omsorgspersoner ikke støtter op om traumebehandlingen og genetablering af kontakt med den anden forælder.
Det skønes ikke til barnets bedste at etablere samvær med M så længe D ikke har den nødvendige tryghed og ro til at kunne profitere af professionel hjælp til at bearbejde sine traumer og til at få tillid til sin mor igen. Ligeledes skønnes det ikke til Ds bedste at fastsætte samvær så længe forældrenes kommunikation og samarbejde er så konfliktfyldt og mangelfuldt. B har brug for ro og at friholdes fra forældrenes konflikt for at kunne trives og udvikles normalt”.
Man kan vel kynisk sige, at der er to alternativer:
A: ”rive plastret af” og dermed straffe F for dennes eventuelle samværschikane. Det vil helt åbenlyst også indebære en ”straf” til D i den nuværende situation.
B: at konstatere den aktuelle situation, der også indebærer at ”lytte til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed”.
Højesteret valgte model B.
Hvad kan jeg – og mine kolleger bruge sådan en dom til?
Reelt ingenting.
I bagklogskabens ulidelig klare lys ville det altså være voldsomt interessant at kende situationen, da det hele starter åbenbart efter den første forældreansvarssag, hvor M fik forældremyndigheden.
Hvad mon der gik galt dengang? Hvem satte dengang kikkerten for det blinde øje?
På mig virker det som en ulykkelig dom for alle parter – bortset fra F selvfølgelig, der som den eneste reelt ”vandt” kampen. Mor og D tabte. D opdager det nok først om nogle år.
Ikke eneforældremyndighed til F over B1 på 7 år og B2 på 4 år men fortsat bopæl hos M trods samværschikane. Dommerne forholder sig ikke til påstande om psykisk vold. Ingen samvær formentlig på grund af de nedlagte påstande, HD 16. august 2024, utrykt
Byrettens begrundelse
Forældremyndighed og bopæl
Det følger af forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., at retten kun kan ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde – også fremadrettet – om barnets forhold til barnets bedste. Afgørelsen skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 4.
Af den udarbejdede sagkyndige og børnesagkyndige undersøgelse fremgår det blandt andet, at det er psykolog Børnesagkyndigs vurdering, at der er tale om to forældre, der begge har de fornødne kvaliteter til at udgøre relevante forældre for Barn 1 og Barn 2.
På baggrund af sagens oplysninger, herunder de af psykolog Børnesagkyndig udarbejdede rapporter og parternes forklaringer, finder retten, at det må lægges til grund, at parterne har et meget vanskeligt samarbejde på grænsen til det ikke eksisterende. Videre må det lægges til grund, at Mors handlinger – om end ikke tilsigtet – får den effekt, at børnene ikke får samvær med deres far.
Uagtet dette finder retten, at det ikke vil være til børnenes bedste for nærværende at ophæve den fælles forældremyndighed og tillægge den Far alene. Retten har herved blandt andet lagt vægt på børnenes alder, og at de er i god trivsel, samt at det fremgår af sagens akter, at Mor udviser god forældreevne. Endvidere lægges vægt på de reaktioner, som særligt Barn 1 har udvist ved at skulle deltage i samvær, og til den tid der er gået siden Far har haft reelt samvær med børnene.
Retten finder herefter, at det uanset det manglende samarbejde vil være bedst for børnene, at parterne i den nuværende situation fortsat har fælles forældremyndighed over Barn 1 og Barn 2.
Tilsvarende overvejelser gør sig gældende for så vidt angår spørgsmålet om børnenes bopæl. Retten finder herefter, at det er bedst for Barn 1 og Barn 2, at de fortsat har bopæl hos Mor.
Samvær
Afgørende for vurderingen af, fastsættelsen af omfanget af samværet, er, hvad der er bedst for barnet, jf. § 4 i forældreansvarsloven. I forlængelse heraf fremgår det af § 1 i forældreansvarsloven, at hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse kommer i første række.
Efter forældreansvarslovens § 19, stk. 1, skal barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den af forældrene, som det ikke har bopæl hos. Bestemmelsen bygger på, at det som udgangspunkt er bedst for et barn at have kontakt til begge sine forældre, jf. forældre-ansvarslovens § 4. Samvær fastsættes ud fra en konkret vurdering af barnets forhold, jf. forældreansvarslovens § 21, stk. 2. De overvågede samværsforløb blev for Barn 1 afsluttet forgæves uden samvær med Far ved Familieretshusets afgørelse af 27. januar 2022 særligt som følge af hendes reaktioner på at møde frem til samvær, og for Barn 2 den 28. april 2022 særligt som følgende af hendes behov for en tryghedsperson.
Af de udarbejdede rapporter af psykolog Børnesagkyndig fremgår det blandt andet, at der skal arbejdes aktivt på at genskabe kontakten mellem børnene og deres far, idet relationen er betydningsfuld nu og i børnenes langsigtede identitetsdannelse og personlige udvikling. Det fremgår videre, at der påhviler børnenes mor en vigtig opgave i at støtte børnene i at indgå i dette samvær, og at det er en opgave, som det formodes, at hun skal støttes i fagprofessionelt. Det fremgår afslutningsvist, at hvis der ikke tages aktive skridt til genetablering af kontakten mellem børnene og deres far, er det forbundet med en risiko for, at børnene mister en vigtig relation til deres far.
Af den sagkyndige undersøgelse af Far fremgår det blandt andet også, at Far har de fornødne kvaliteter til at udgøre en relevant forældre for Barn 1 og Barn 2.
Der er gået mere end et år siden forløbene i Familieretshuset blev afsluttet. Barn 1 og Barn 2 er blevet ældre, og der har – som Mor har udtrykt ønske om – ligeledes siden da været ro på i forhold til opstart af samværsforløb.
Retten finder herefter, uanset Mor fortsat oplyser, at det er vanskeligt for hende at være tryghedsperson og børnene fortsat har brug for ro, at det er bedst for børnene, at der opstartes samvær med deres far.
Henset til den tid, der er gået siden børnene har set deres far, samt under hensyntagen til forløbene tidligere i Familieretshuset, finder retten, at samværet skal startes op stille og roligt i et optrapningsforløb, hvor afhentning og aflevering sker indledningsvist fra børnenes institution. Samværet fastsættes som anført nedenfor.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 19, jf. § 4 og § 21.
Hvis samværet ikke gennemføres, er der automatisk erstatningssamvær i overensstemmelse med bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. § 9.
Byrettens resultat.
Mor frifindes for påstanden om forældremyndighed og bopæl.
Far og Mor skal fortsat have fælles forældremyndighed over Barn 1, født Dato 1 2017 og Barn 2, født Dato 2 2020.
Barn 1, født Dato 1 2017 og Barn 2, født Dato 2 2020, skal have bopæl hos Mor.
Barn 1, født Dato 1 2017 og Barn 2, født Dato 2 2020, skal have samvær med Far.
(meget begrænset dagsamvær – uden egentlig optrapning)
Landsrettens begrundelse
Landsretten finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, herunder at børnenes perspektiv er belyst ved de foreliggende oplysninger. Anmodningen om gennemførelse af børnesamtale med 6-årige Barn 1 imø-dekommes derfor ikke.
Som anført i familierettens dom er de tidligere fastsatte overvågede samværsforløb i 2021 og 2022 afbrudt og afsluttet, uden at disse forløb har ført til, at børnene har haft samvær med Far, bortset fra helt kortvarigt overvåget samvær mellem Barn 2 og Far i foråret 2022. Det blev således af Familieretshuset vurderet, at Barn 1’s udtrykte store modstand mod samvær med Far medførte, at det ikke var til hendes bedste at forsøge at motivere hende til yderligere samvær. For så vidt angår Barn 2 var det ikke muligt at gennemføre de overvågede samvær til Barn 2’s bedste, da Mor ikke kunne være tryghedsperson og ikke udpegede en anden tryghedsperson for Barn 2 i forbindelse med de planlagte overvågede samvær i foråret 2022.
Af de nu fremkomne oplysninger, herunder korrespondancen mellem parterne, fremgår, at der ikke er gennemført samvær som fastsat i den ankede dom af 14. juni 2023. Det fremgår således, at Mor har afholdt ferie med Barn 1 og Barn 2, at Barn 1 og Barn 2 dernæst har været syge, og at ingen af børnene i den efterfølgende periode er kommet til stede i Institution, så deres samvær med Far som bestemt i familierettens dom har kunnet gennemføres. Af underretningen fra Institution fremgår, at der hos børnene er observeret angst, gråd og utryghed på flere af dagene med planlagt samvær, og at institutionen er bekymret for børnenes adfærd og en markant negativ udvikling i Barn 2’s trivsel.
Efter oplysningerne i sagen, herunder vurderingen i den børnesagkyndige undersøgelse, må Barn 1’s og Barn 2’s manglende samvær med deres far i det væsentligste henføres til Mors handlinger og egen negative indstilling til Far. Uanset denne grove samværschikane finder landsretten efter en samlet konkret vurdering af sagens oplysninger og forløb, herunder de af Familieretshuset og institutionen observerede og beskrevne reaktioner hos børnene, og da der ikke siden sommeren 2020 har været reel kontakt mellem børnene og Far, at det ikke vil være til bedste for Barn 1 og Barn 2 at ophæve den fælles forældremyndighed og tillægge Far forældremyndigheden alene, jf. forældreansvarslovens § 4, jf. § 11.
Landsretten frifinder derfor Mor for Fars principale og subsidiære påstand og tiltræder i overensstemmelse med Mors principale påstand familierettens afgørelse om, at det for nærværende vil være til børnenes bedste, at parterne fortsat har fælles forældremyndighed. Landsretten har herved også lagt vægt på, at Mor og Far begge vurderes at være egnede til at have del i forældremyndigheden over Barn 1 og Barn 2.
Af de samme grunde, som er anført vedrørende forældremyndighed, finder landsretten, at det er til Barn 1’s og Barn 2’s bedste, at bopælen for dem forbliver hos Mor, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4. Herefter tages Mors påstand vedrørende bopæl til følge, og hun frifindes for Fars mere subsidiære påstand.
Far har udtrykkelig anført, at han ikke ønsker at nedlægge en selvstændig påstand om samvær, såfremt bopælen for Barn 1 og Barn 2 forbliver hos Mor. Det er i den forbindelse anført, at samværet erfaringsmæssigt ikke gennemføres, og påstanden derfor er en nullitet.
Under hensyn til det, som Far har anført, finder landsretten, at der under de foreliggende omstændigheder savnes grundlag for at træffe afgørelse om, at Barn 1 og Barn 2 for nærværende skal have samvær med Far.
Herefter tages Mors påstand om, at der ikke for nærværende fastsættes samvær mellem Far og Barn 1 og Barn 2, til følge.
Landsrettens resultat.
Mor frifindes for påstanden om forældremyndighed og bopæl.
Far og Mor skal fortsat have fælles forældremyndighed over Barn 1, født Dato 1 2017, og Barn 2, født Dato 2 2020.
Barn 1, født Dato 1 2017, og Barn 2, født Dato 2 2020, skal have bopæl hos Mor.
Der fastsættes ikke for nærværende samvær for Barn 1, født Dato 1 2017, og Barn 2, født Dato 2 2020, med Far.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.
Højesterets begrundelse:
Sagen angår i første række, om den fælles forældremyndighed over B1 og B2 skal ophæves, sådan at forældremyndigheden tillægges F alene. Hvis den fælles forældremyndighed ikke ophæves, angår sagen, om børnene fortsat skal have bopæl hos M.
B1 er født den … februar 2017, og B2 er født den … februar 2020. Forældrene ophævede deres samliv i sommeren 2020, og børnene har siden da boet hos M.
Børnene har siden samlivsophævelsen ikke haft samvær med F, bortset fra kortvarigt, overvåget samvær i foråret 2022 mellem B2 og F.
Det følger af forældreansvarslovens § 1 og § 4 og forarbejderne hertil, at afgørelser efter loven, herunder om forældremyndighed og bopæl, skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og at dette hensyn skal komme i første række. Bedømmelsen af, hvad der er ”barnets bedste”, skal altid ske ud fra en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns forhold, herunder bl.a. barnets egen indstilling samt barnets tilknytning til forældrene. Det indgår i vurderingen som et vigtigt moment, der skal tillægges stor vægt, om den ene forælder uden påviselig grund hindrer den anden forælder i at have kontakt med barnet (samværschikane). I de tilfælde, hvor samværschikane påvises, skal der særligt i sager om forældremyndighed og bopæl anlægges et fremtidsorienteret perspektiv, således at det ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, må indgå, hvem af forældrene der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt kan sikre barnets kontakt til den anden forælder. Der henvises i det hele til Folketingstidende 2006-07, tillæg A, lovforslag nr. L 133, side 4471,4483, 4486 og 4490, Folketingstidende 2011-12, tillæg A, lovforslag nr. L 157, side 25, og Folketingstidende 2018-19, tillæg A, lovforslag nr. L 91, side 34 og 61-62.
Højesteret lægger efter bevisførelsen, herunder navnlig de børnesagkyndige erklæringer af 7. marts 2023, til grund, at både M og F har gode forældrekompetencer.
Som anført af landsretten må det lægges til grund, at B1s og B2s manglende samvær med F i det væsentlige må henføres til Ms handlinger og egen negative indstilling til F. Denne samværschikane må indgå med stor vægt ved vurderingen af, om det vil være bedst for børnene enten at tillægge F forældremyndigheden alene eller at fastholde den fælles forældremyndighed og at tillægge ham bopælen. Dette gælder, selv om M har tilkendegivet, at hun på sigt ønsker at etablere et godt samarbejde om børnene.
Heroverfor må der navnlig lægges vægt på, at M i hvert fald siden samlivsophævelsen i sommeren 2020 har været børnenes primære omsorgsperson, og på Familieretshusets og børneinstitutionens observationer af børnenes negative reaktioner i forbindelse med forsøgene på at gennemføre de tidligere fastsatte samvær i 2021, 2022 og 2023.
Efter en samlet vurdering tiltræder Højesteret familierettens og landsrettens konklusion, hvorefter det på nuværende tidspunkt vil være bedst for børnene, at forældrene fortsat har fælles forældremyndighed, og at børnene fortsat har bopæl hos M.
Herefter, og da F ikke har nedlagt påstand om samvær med børnene, stadfæster Højesteret landsrettens dom.
Højesterets resultat:
Landsrettens dom stadfæstes.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part.
Kort om supplerende faktum fra dommene.
Sagen blev oprindelig anlagt af F. Påstanden fra F var eneforældremyndighed hos ham med samvær, som skulle optrappes mod 7/7. Børnene boede på det tidspunkt hos M og havde ikke samvær.
Byretsdommen blev anket af M igen med påstand om eneforældremyndighed. Om samvær var påstanden fra M, at der principalt ikke skulle være samvær med nogle subsidiære påstande.
Fs påstand i landsretten var, at han skulle have ene forældremyndighed og dermed bopæl. Han påstod umiddelbart samværsstop til M men en optrapningsordning til 7/7. Hvis bopælen fortsat var hos M, var der ikke påstand om samvær.
Landsretsdommen blev anket af F med påstand om ene forældremyndighed til ham, subsidiært fortsat fælles forældremyndighed med bopæl hos ham.
Om samværspåstandene bemærkes, at F heller ikke nedlagde påstand om samvær, såfremt bopælen fortsat blev hos M. (Kommenteres nedenfor).
Der var fra starten et højt konfliktniveau. Familieretshuset traf i marts 2021 afgørelse om ikke ene forældremyndighed til M og satte overvågede samvær i gang. I Januar 2022 blev der truffet midlertidig afgørelse om ikke midlertidigt samvær.
Børnefaglig undersøgelse i september 2022 førte til den vurdering, at der ikke var behov for særlige foranstaltninger.
Retten traf 17/12 2022 beslutning om, at der ikke fastsattes midlertidigt samvær med F.
Der blev gennemført en børnesagkyndig undersøgelse med rapport 7/3 2023. Den indeholdt erklæringer om både M og F.
Kommentar:
Jeg kender kun sagen fra selve dommene, der er tilgået via Højesterets hjemmeside.
Overordnet er dommen selvfølgelig allermest interessant, fordi den på det formelle plan mest af alt handler om eventuelt at rive børnene op med rode og flytte dem til den forælder, som de ikke har set længe.
Konklusionen har ærlig talt rigtig længe været, at der skal virkelig meget til for at få ophævet fælles forældremyndighed. Det indså M tidligt i denne sag og opgav kravet herom.
Her gentager jeg for tusindogsyttende gang min helt principielle holdning, nemlig at fælles forældremyndighed er noget, Fanden har skabt – men at betydningen omvendt er stærkt overvurderet af forældrene.
Man kan måske sige, at retsstillingen i al fald i relation til spørgsmålet om samværschikane ikke er blevet afklaret med de højesteretsdomme, der efterhånden er på området.
Her tænker jeg særligt på den nok mest omtalte – og af FF-segmentet flittigt citerede dom fra 2020, hvor samværschikane førte til overførsel af forældremyndigheden over et meget lille barn fra M til F.
Men også dommen fra maj i år, hvor forældremyndigheden over en 10-årig ligeledes blev overført fra M til F kunne tyde på en tendens i retning af at konsekvenssætte uheldig adfærd på en lidt barsk måde.
I mine kommentarer til den første dom var jeg inde på den bekymring, at M måske har fået uheldig rådgivning undervejs. I al fald fortsatte samværshindringerne under selve sagen. Dommen fra maj kommenterede jeg på den måde, at jeg faktisk ikke kunne finde ud af, om det var M eller F, som var ”skurken”.
Nu har vi så fået en augustdom fra 2024. Hvad får man ud af at læse den? Det blafrer ærlig talt lidt i vinden for mig.
Børnene er ikke ret gamle.
Jeg har i årevis efterlyst, at sagerne undersøges til bunds, og at alle bekymringer skulle tages alvorligt.
Jeg har i en artikel beskrevet forskellene på en børnefaglig undersøgelse og en børnesagkyndig undersøgelse.
I den nye højesteretsdom kan man læse, at der har været afholdt både en børnefaglig undersøgelse og en børnesagkyndig undersøgelse. Min oplevelse er, at det ikke er så tit, at man kan overbevise retten om, at man ikke kan nøjes med en kommunal børnefaglig undersøgelse.
Den børnefaglige undersøgelse når frem til, at børnene grundlæggende trives, og at der ikke var behov for særlige foranstaltninger. Min pointe er egentlig helt generelt, at man ikke kan udlede ret meget familieretligt af sådan en undersøgelse, hvilket du kan læse meget mere om i artiklen om emnet. Med familieretligt mener jeg, at det ikke er kommunens undersøgelse, som kan og bør vurdere, hvor børnene skal bo.
I forbindelse med sagen gennemføres der også en børnesagkyndig undersøgelse. Det råber jeg egentlig principielt højt hurra til. Men jeg tænker ikke, at den er super anvendelig i den konkrete sag.
Den børnesagkyndige er temmelig grundig i sin vurdering af parterne. Der er også refereret detaljeret fra den i dommene. Resultatet er desværre temmelig typisk for en børnesagkyndig undersøgelse. Man snakker med forældrene og finder, at begge forældre er gode forældre og begge besidder forældrekompetencer. Det er samarbejdet, der halter.
Forældrene beskrives meget positivt. De er begge velfungerende. Det er altså ifølge psykologen ”bare” samarbejdet, som er et problem.
Man tænker hele tiden under læsningen, hvad pokker problemet mon er. For mor kan samarbejde med alle – bare ikke med far. Hun valgte på et tidspunkt at tage på krisecenter.
Det fremgår dog af dommene, at mor har oplevet sig udsat for især psykisk vold. Den børnesagkyndig skriver godt nok, at mor har nævnt den bekymring, som afvises med, at der ikke er indikationer af, at F har udøvet eller haft til hensigt at udøve psykisk vold. M forklarer, at den børnesagkyndige ikke ville høre meget om det, da det ikke var en del af opdraget.
Emnet fylder rigtig meget i Ms forklaring. M forklarer blandt andet, at politiet skulle have sagt, at sagen var helt oplagt, men at eventuel overtrædelse er foregået før, straffelovsbestemmelsen om psykisk vold trådte i kraft.
Man kan egentlig mene, at det er tindrende ligegyldigt i al fald i en sag, hvor M faktisk opnår, at der ikke skal være samvær. Jeg synes, at det er ærgerligt, at man ikke forholder sig til det.
Hvor ville det dog have været rart, om opdraget havde taget højde for alle sagens problemstillinger, hvortil netop psykisk vold fylder ganske meget. Opdraget er ikke gengivet i nogen af dommene.
Lidt om påstandene – parternes ”krav”
F starter sagen, fordi han mener, at M udøver chikane. Alle hendes beskyldninger er grundløse. Det skal fra starten føre til, at han får eneforældremyndigheden, hvilket jo betyder, at børnene skal bo hos ham og have samvær med mor. Der er altså fra starten et grundsyn fra F gående ud på, at hvis han får bopælen og forældremyndigheden, falder alt på plads.
Ms påstand var fra starten: ene forældremyndighed til hende. Ingen samvær til F.
Byretten når frem til fælles forældremyndighed, bopæl hos M fortsat og en meget forsigtig optrapning af samvær med F.
Det er M, der anker byretsdommen. Her synes jeg, at det er interessant, at M ikke i landsretten nedlægger påstand om eneforældremyndighed. Hun indser altså allerede på det tidspunkt, at det vil være klogt nok at komme videre og acceptere fælles forældremyndighed.
For M handler ankesagen til landsretten altså om, at der ikke skal være samvær overhovedet med nogle subsidiære påstande om begrænset samvær.
F nedlægger i landsretten igen påstand om eneforældremyndighed til sig men nu med en principal påstand om, at der slet ikke skal være samvær med M, subsidiært en optrapningsordning.
Det er interessant, at F ikke nedlage selvstændig påstand om samvær, hvis M fik bopælen, ”idet dette erfaringsmæssigt ikke gennemføres, og påstanden således er en nullitet.” (citat fra dommen).
Landsretten giver sådan set M fuldt medhold. Hun havde jo ikke nedlagt påstand om eneforældremyndighed.
Det er derfor selvfølgelig F, som har fået tredjeinstansbevilling og har anket til Højesteret. Begges påstande er stort set som i landsretten.
Jeg må ærligt sige, at jeg er overrasket over, at en sag som denne overhovedet er blevet vurderet som principiel, så den kunne indbringes for Højesteret.
Altså: sagen i Højesteret handlede IKKE om eneforældremyndighed contra fælles forældremyndighed. I al fald ikke, hvis børnene skulle bo hos M. Hun accepterede fælles forældremyndighed. Den handlede i virkeligheden om samværschikanen og konsekvenserne heraf. Skulle børnene flyttes over til F som den, der måske bedst kunne håndtere nødvendigheden af, at børnene skulle have kontakt med begge børn.
Samlet vurdering.
Jeg antydede i starten, at man ikke bliver voldsomt meget klogere af de nu eksisterende højesteretsdomme, der har samværschikane som udgangspunkt.
Forleden skrev jeg et høringssvar i forbindelse med de politiske ideer om, at det er åh så vigtigt at annektere et begreb kaldet ”forældrefremmedgørelse”. I lovbemærkningerne er et afsnit, som jeg synes, at den nye dom lever op til:
”Regeringspublikationen Handlingsplan mod partnervold og partnerdrab fra juni 2022 indeholder en række tiltag, der har til formål at styrke indsatsen mod vold i nære relationer og partnerdrab. Handlingsplanen har bl.a. fokus på børn, der vokser op med vold i hjemmet. I planen understreges det, at det er samfundets ansvar at sikre børns ret til at være børn uden vold, og at børn svigtes, når samfundet lukker øjnene over for vold mod børn, eller lader børnene være kastebold i det system, der er sat i verden for at beskytte dem.”
I den nye dom savner jeg noget konkret i præmisserne. Hvor ville det have været dejligt, om man havde forholdt sig mere konkret til mors begrundelse for af alle mennesker i hele verden kun at være ”bange” for hendes børns far.
Den nuværende retsstilling er lige så uklar som tidligere.
Hvis det er ”rigtig slemt” som i 2020-højesteretsdommen, flyttes barnet.
Hvis det er ”rigtig slemt” og man ikke rigtig kan finde ud af, hvem der er skurken, trækker man lod og vælger, at børnene skal have ”ro” hos den ene forælder. Jeg erkender, at denne kommentar til maj-dommen fra i år, er lidt provokerende. Men jeg kan altså ikke af dommen gennemskue, hvem der er skurken og tænker, at ro-synspunktet i det mindste er klogt.
Denne dom så? Ja den siger vel også noget om ”ro”. Men man kan som læser af afgørelsen virkelig ikke gennemskue, hvad der er op eller ned – ej heller reelt Højesterets holdning til spørgsmålene.
For mig at se har den meget begrænset præjudikats værdi.
Sammenfatning:
Forarbejdee fra betænkning til lovbemærkninger fandt det afgørende, at der findes en hurtig afklaring, idet man ellers kan risikere en langvarig konflikt. Jeg er enig i vigtigheden heraf.
Forarbejderne lægger op til at det skal tillægges betydning også ved placering af forældremyndighed eller bopæl, såfremt der foreligger samværschikane.
Det er helt oplagt forældreansvarslovens § 4 (bedst for barnet-bestemmelsen), der kommer til at spøge i dommernes sind. Man er simpelt hen tilbageholdende med at tage den konsekvens, som kan opfattes som vidtrækkende.
Det er vidtgående at flytte bopælen for et barn, som har været hos mor hele tiden, over til en far, som barnet måske endda dårlig nok har fået lov til overhovedet at blive bekendt med eksistensen af.
Men den etiske overvejelse er alligevel nødt til at blive ført til ende.
Ønsker vi, at forældreansvarslovens hovedtese om samarbejde, skal være den realistiske hovedregel? Eller er vi reelt indstillede på, at den ene part ved sin adfærd kan håndhæve en ejendomsret til barnet baseret på et konsekvent ønske om ikke-samvær?
De 2 beskrevne afgørelser fra Østre Landsret i 2018 (hvor der ikke skete overførsel og uden ordentlige undersøgelser) og ikke mindst højesteretsdommen fra september 2020 markerer formentlig et afgørende vendepunkt i de tilfælde, hvor der foreligger markant samværschikane.
Højesteretsdommen fra april 2024 illustrer (måske), at det stadigvæk er sådan, at hvis en given tilstand for barnet har stået på længe, vil det vægte tungt imod tanken om at “rive plastret af”.
Med højesteretsdommen fra 16. august 2024 er vi efter min vurdering helt tilbage ved alle de overvejelser, som jeg har gennemgået i denne artikel.
Viggo Bækgaard –
opdatateret 27. august 2024