Forældremyndigheden ikke overført til F over 9-årig D. F har ikke haft samvær siden sommeren 2010 og et overvåget samvær i 2011 ( spørgsmål om samværschikane), ØLD 19. april 2016, utrykt

Forældremyndigheden ikke overført til F over 9-årig D. F har ikke haft samvær siden sommeren 2010 og et overvåget samvær i 2011 ( spørgsmål om samværschikane), ØLD 19. april 2016, utrykt

Byretsdommen blev kørt op i Go Morgen Danmark tirsdag den 8. december. Journalisten derfra sendte byretsdommen til 20 advokater og afæskede dem det synspunkt, at dommen var  “historisk og principiel”.

Denne journalist har ved ganske mange lejligheder signaleret at være holdningsmæssigt stærkt forbundet til Foreningen Far. Blandt andet kørte hun en række udsendelser på Radio 24/7 vist nok sidste år. Jeg hørte ikke så mange af dem men har fået refereret slagsiden. Det er så lykkedes for journalisten at få 11 advokater til at kalde byretsdommen “historisk og principiel”. Det er nu at svinge sig højt over en trods alt “kun byretsdom” – og særligt nu, hvor den så er ændret af landsretten. Men journalisten med de enøjede far-synspunkter og støttegruppe opnåede da endnu engang at få vinklet ensidigt i pressen.

Jeg må dog sige, at udsendelsen i GoMorgen Danmark ikke var så langt fra, hvad vi siger om samværschikane. Men når det bliver kønsbestemt, mangler nuancerne. Senere har jeg erfaret, at journalisten mistede sit arbejde på grund af urent trav.

Problemstillingen er ifølge domsudskriften, som jeg altså kom i besiddelse af via den omtalte journalist følgende:

Forældrene har ikke boet sammen. De er begge i midten af 40erne. F har kun det ene barn. M har en datter, der ifølge Fs forklaring er 15 år og bor hos sin far. M har i retten oplyst, at hun har tillid til datterens far og overvejer at afgive forældremyndigheden over hende til hendes far.

Der var i begyndelsen samvær. I forbindelse med et samvær i 2007, som fremstilles som en situation, hvor F skulle passe D, mens M var i byen med nogle veninder, opstod der en højdramatisk situation, hvor M sparkede Fs hoveddør ind, og F tilkaldte politiet, der tog M med fra stedet.

I sommeren 2010 havde F D med på ferie. M mente, at ferien skulle være 2 dage, mens F mente, at det var en uge. Ved den lejlighed anmeldte M F for bortførelse af D. I oktober 2010 kom Ms beskyldninger om incest. D var dengang lige fyldt 3 år.

Det fremgår af sagen, at incestsagen er sluttet hos politiet uden tiltale. Endvidere fremgår det, at der har været en børnesagkyndig undersøgelse i 2011 formentlig i forbindelse med en samværssag. Der efterlades i sagen det indtryk, at den børnesagkyndige ikke har fundet tegn på misbrug af D fra Fs side. En §50-undersøgelse i kommunen har ifølge Fs forklaring konkluderet, at D har behov for støtte.

M forklarer, at hun efter ferien i 2010 besluttede, at F aldrig skulle have samvær med D igen. D var kommet hjem fra ferien og havde det ifølge M psykisk dårligt og stirrede op i luften. Efter et par dage blev han efter mors forklaring sig selv igen.

Dommeren havde ønsket en børnesagkyndig undersøgelse og en samtale med D sammen med en børnepsykolog. Ifølge dommen nægtede D at medvirke, og M nægtede at medvirke til en børnesagkyndig undersøgelse.

Byrettens begrundelse:

På baggrund af sagens oplysninger lægger retten til grund, at der ikke er forhold hos F, der bør forhindre kontakt mellem ham og D.

Fs sidste almindelige samvær med D var i juli 2010, og F har ikke set D siden det overvågede samvær i marts 2011, selv om F hele tiden har ønsket samvær med D. Efter de foreliggende oplysninger må retten lægge til grund, at M uden rimelig grund har hindret samvær mellem D og F.

Under hovedforhandlingen tilkendegav retten, at der var behov for, at D deltog i en samtale med dommeren og en børnesagkyndig. Det har imidlertid ikke været muligt at gennemføre en sådan samtale, da D har nægtet at tale med dommeren og den børnesagkyndige.

Under hensyn til Ds alder og sagens øvrige oplysninger må det lægges til grund, at M har påvirket D til at nægte at tale med dommeren og den børnesagkyndige.

Retten har endvidere tilkendegivet, at der var behov for en børnesagkyndig undersøgelse i sagen, men M har udtrykkeligt tilkendegivet overfor retten, at hun ikke vil deltage heri. Da det ikke er muligt at gennemføre en sådan undersøgelse tvangsmæssigt, har retten måttet opgive at få gennemført undersøgelsen.

Under disse omstændigheder må retten lægge til grund, at M ikke har evnet at samarbejde med F og myndighederne omkring D, herunder at sikre, at D har kontakt til F.

På grund af det høje konfliktniveau, som M skaber mellem parterne, finder retten ikke grundlag for at etablere fælles forældremyndighed over D.

Retten finder, at F er egnet til at have forældremyndigheden over D, herunder er F bedst til at sikre, at D har kontakt med begge sine forældre.

Som følge heraf findes det bedst for D, at forældremyndigheden over ham overføres til F, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1.

Retten finder ikke fuldt tilstrækkelig grundlag for at bestemme, at dommen skal kunne fuldbyrdes, selvom den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jf. retsplejelovens § 480, stk. 2.

Landsrettens begrundelse:

Efter de foreliggende oplysninger, herunder at D den 22. maj 2015 har deltaget i en børnesamtale i fogedretten, har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor retten ikke har fundet grundlag for at imødekomme en anmodning fra M om at foretage en børnesagkyndig samtale med D.

Landsretten kan tiltræde, at konfliktniveauet mellem parterne er så højt, at det ikke er bedst for D, at der etableres fælles forældremyndighed over ham.

Landsretten finder efter oplysningerne i sagen, at det er bedst for D, at forældremyndigheden over ham fortsat er hos M. Der er herved lagt vægt på, at D, der fylder 10 år den 5. september 2016, altid har boet hos M, at han kun har haft begrænset samvær med sin far, at han ikke siden marts 2011 har set sin far, og at han efter det oplyste, herunder udtalelsen af 1. oktober 2014 fra skolen og resultatet af § 50-undesøgelsen af 14. januar 2015, ses at trives under sine nuværende forhold. Der er endvidere lagt vægt på børnesamtalen i fogedretten, hvor D har givet klart udtryk for, at han ikke ønsker samvær med sin far, ligesom der er lagt vægt på, at han ved fogedrettens forsøg på at hente ham i skolen til et overvåget samvær reagerede voldsomt på udsigten til at skulle se sin far.

Selv om det kan lægges til grund, at det er M, som er årsag til, at D ikke har set sin far siden 2011, at D har en negativ holdning til sin far, og at forældrene ikke kan samarbejde, kan dette ikke føre til en anden vurdering af, hvad der er bedst for D.

kommentar:

Jeg vælger at bevare mine kommentarer til byretsdommen, som jeg skrev dem i begyndelsen af december 2015. Derefter kommenterer jeg landsretsdommen. Det kan måske virke lidt forvirrende at læse på den måde, men jeg mener nu selv, at det giver fornuftig mening.

Som formand i Landsforeningen Børn og Samvær er det vigtigt for mig at have alle vinklinger med.

Om byretsdommen.

Sagen er efter det oplyste anket til landsretten, hvilket jeg bestemt godt kan forstå. Jeg kender intet til sagen og bygger alene min vurdering på domsudskriften. Det er oplyst i dommen, at F i februar 2015 deltog i et TV-program på DR1 om ”uetiske advokater”. Journalisten, som sendte mig dommen, har linket til 2 indslag. Det ene kan jeg godt finde og se. Det er et indslag på få minutter. Det andet ser ud til at være udgået af arkivet.  Jeg kan ikke rigtig genkende de pågældende links men ved, at jeg skrev en kommentar i marts 2015  i en artikel her på hjemmesiden om konfliktoptrappende advokater. I dommen omtales udsendelsen som værende fra februar 2015, mens min artikel handler om en udsendelse i marts 2015.

Byretsdommeren bygger sin vurdering på, at det er en ren samværschikanesag. Det synes jeg, at der er god ”dommerfaglig” grund til.

Det er bestemt en meget modig dommer, som når til det pågældende resultat, fordi man virkelig må tænke over de konsekvenser, som dommen uvægerligt vil få, hvis den stadfæstes.

Generelt har jeg skrevet ganske meget gennem årene om samværschikane. Jeg kan især henvise til en længere artikel, der ajourføres løbende (Samværschikane efter 2011) 

Vi har i Landsforeningen Børn og Samvær et kæmpestort fokus på, at alle sager skal undersøges grundigt, således at retten har det bedst mulige grundlag for at træffe sin afgørelse. Ofte er vores problem, at dommerne (og Statsforvaltningen i samværssagerne) overhører de bekymringer, som bliver fremført. Man må simpelthen tage signaler om vold og incest alvorligt. Ligeledes må man tage alvorligt, hvis den ene forælders forælderevne drages i tvivl.

I alle disse situationer har retten som altoverskyggende hovedregel alene mulighed for at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse og som minimum til en start en samtale med barnet for at vurdere barnets perspektiv. I sager, hvor forældreevnen eller psykiske forhold som for eksempel påståede psykopatiske træk bringes frem, er der heller ikke så meget andet at gøre for dommeren, end at få gennemført en forælderevneundersøgelse måske med bistand af en psykiater.

I den konkrete sag hæfter jeg mig for det første ved, at M i forlængelse af sommerferien 2010 ifølge sin egen forklaring besluttede, at F aldrig mere skulle have samvær med D. Det var FØR påstande om incest kom frem og i forlængelse af et par dages negative reaktioner på en uges ferie, som M i øvrigt havde reageret kraftigt på. Det forekommer at være et meget tyndt grundlag at træffe sådan en ensidig beslutning på.

Jeg hæfter mig også ved, at en børnesagkyndig undersøgelse i 2011 konkluderer, at der bør være samvær og intet forekommer at være til hinder for det. Det fremgår, at F af sin daværende advokat fik råd om at give D lidt ro i en periode og efterlever det. Det er både et ansvarligt advokatråd og en ansvarlig efterlevelse af rådet.

Dommeren har i modsætning til vi andre haft mulighed for at vurdere parterne efter det, som jeg kalder ”bevisumiddelbarhedsprincippet”, der kort og godt fortæller dommeren noget om parternes udstråling og kropssprog, som ofte fortæller meget mere end det sagte og skrevne ord. Der er endda de, der hævder, at 80% af vores reelle kommunikation ligger i kropssproget, og at nonverbale signaler har cirka 5 gange så stor gennemslagskraft som det verbale udsagn.

I forbindelse med en retssag bruges ofte udtrykket ”processuel skadevirkning” om det forhold, at det kan komme en part til skade, såfremt vedkommende ikke vil medvirke til sagens oplysning.

Problemet i en forældreansvarssag er så blot, at konsekvenserne kan være vidtrækkende, hvilket jeg vender tilbage til.

Byretsdommeren har i denne sag siddet med det klokkeklare indtryk, at M udøver regulær samarbejdschikane. Hun skriver direkte i dommen, om det høje konfliktniveau, at det er skabt af M. Tydeligere kan det næsten ikke skrives.

Hvis dommeren derfor skulle bringes ud af det indtryk, er det nødt til at ske gennem en børnesagkyndig undersøgelse.

M nægtede at medvirke til en sådan undersøgelse. Det er efter min opfattelse en uklog og i al fald indtil videre fatal beslutning, som M formentlig i samklang med sin advokat har truffet.

Selv siger jeg igen og igen til alle – herunder selvfølgelig også til mine egne klienter, at man med tak og kyshånd skal tage imod tilbud om en børnesagkyndig undersøgelse. Jeg erkender, at der kan være sager, hvor også jeg kan tænke, at en børnesagkyndig ikke har fattet en brik af, hvad der sker i den pågældende familie. Men min hovederfaring er altså, at jeg næsten altid kan genkende min egen klient i den beskrivelse, som jeg læser i en rapport. Sagen er i sin grufulde enkelthed, at det er og bliver den eneste mulighed, som retten har for at vurdere sagen.

I dag er vi nødt til at lægge til grund, at en mor ikke har ”ejendomsret” over et barn og derfor heller ikke ensidigt skal have lov til at holde barnet fra faren. Der må være en reel grund. Den grund bør afdækkes af myndighederne, som mange af os godt nok kan have en vis form for skepsis over for.

Mors adfærd i denne sag får mig til at mene, at hun ligger, som hun har redt. Hun har simpelthen ikke på troværdig vis sandsynliggjort, at far ikke er en ”god nok far”.

Med andre ord bliver min konklusion, at byretsdommen med de oplysninger, jeg har fra dommen, er rigtig i al fald juridisk vurderet.

Det helt store og ganske forfærdelige spørgsmål er så, hvad konsekvensen af sådan en afgørelse bliver for barnet. Vi har altså at gøre med en 9-årig dreng, som tilsyneladende gennem flere år er blevet ”tæppebanket” af mor til en kæmpestor negativ attitude over for far.

Sådan en dreng kan i al fald ikke bare lige skifte adresse fra mor til far. Derfor får dommerne en etisk overvejelse, som er rigtig, rigtig svær i sådan en situation.

Som dommer ville jeg i første række tænke, om drengens situation er sådan, at han under alle omstændigheder burde fjernes fra mor. Hvad er det i øvrigt for en påvirkning, hun yder over for barnet? Vi ved fra en §50-undersøgelse, at drengen har behov for støtte. Vi ved også, at kommunerne er berøringsangste over for disse situationer, hvor en stor del af problemet muligvis består i konflikten mellem forældrene.

Hvad nu, hvis drengen egentlig har det ”godt nok” hos mor? Bør vi så give barnet ro til en tryg opvækst uden far, fordi mor hader far?

I et høringssvar skrev jeg dette: ”Hensynet til barnet vejer tungt, men hvis der foreligger massiv samarbejdschikane, kan alternativerne sagtens være et godt nok liv os mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.” Det er lige præcis den situation, retten står i her.

Jeg kan forstå på journalisten, som sendte mig dommen, at den fremstilles som ”principiel og historisk” og nu skal pustes op i medierne, inden landsretten har talt. Den tilgang er selvfølgelig forståelig, hvis man har det, som jeg kalder en ”foreningen far-tilgang” til emnet. 

Afgørelsen står bestemt ikke alene. Som nævnt har jeg skrevet om emnet samværschikane utallige gange. Min tilgang til emnet er ikke kønsbestemt. Og så har jeg den grundholdning, at man skal forsøge at vurdere problemstillingerne nuanceret og ud fra et børneperspektiv.

En afgørelse, som i al fald for mig er langt mere vidtgående findes trykt i TFA 2013/198. Det er en Vestre Landsretsdom, som jeg har kommenteret temmelig indgående her på siden.  Den sag var efter min bedømmelse alt for vidtgående af de grunde, som jeg meget nøje gennemgår i linket.

Den foreliggende sag tænker jeg, vil blive stadfæstet, hvis mor fastholder sin modstand mod at lade sagen undersøge gennem en børnesagkyndig undersøgelse. Jeg ville endda mene, at undersøgelsen burde suppleres med en egentlig forældreevneundersøgelse af begge parter. Hvis landsretten skulle finde på at stadfæste uden undersøgelse og dermed acceptere mors vægring: ja så er der for alvor noget galt i retssystemet. (Den blev jo faktisk ændret uden en børnesagkyndig undersøgelse. Så noget er “galt” i systemet, men det ved de fleste godt i forvejen).

Det helt alvorlige dilemma består i, at en overførelse af forældremyndigheden til far naturnødvendigt vil indebære en mellemstation, hvor drengen nok vil være nødt til at blive anbragt midlertidigt uden for hjemmet. Her er det så, at landsretten skal vise, om den har modet til at drage den konklusion.

Lige præcist, når det er sådan et valg, man står over for, er jeg egentlig glad for, at jeg ikke er dommer men kun en person, der enten professionelt som advokat skal mene noget til gavn for klienten – eller som her formand for en forening, der sidder på barnets stol og ser på den forunderlige verden og de tåbelige forældre. Men det er ”mig=barnet”, det hele handler om.

Og hvad er det lige, der er bedst for mig?

Præventivt skal dommerne selvfølgelig flytte barnet. Men – men – men – men? Er det det bedste for barnet.

Jeg tror i øvrigt, at du kan se en flig af konfliktniveauet i sagen i denne fogedsag, der tidsmæssigt ligger forud for afgørelsen

I forlængelse af de højt besungne udsagn om en principiel afgørelse, kan jeg ikke undlade at nævne en sag, der blev afgjort i januar 2016, hvor to børn blev flyttet fra mor til far efter megen turbulens og begrænset kontakt til far.

Om landsretsdommen:

Når man læser både by- og landsrettens domme, står det ret klart for mig, at det er et rigtigt valg, når begge instanser konstaterer, at det nok ikke går med fælles forældremyndighed for de to forældre.

Der synes at have været kastet rigtig meget mudder og nok egentlig fra begge sider.

I kommentaren til byretsdommen kaldte jeg beslutningen om at overføre forældremyndigheden til far for ”modig”.

Landsretsdommen er omvendt meget forsigtig. Dommen følger for mig at se den praksis, der var før  2012, hvor der blev forsøgt lagt ekstra fokus på samværschikane. Lovændringen i 2012  omfattede ikke bopæls- og forældremyndighedsproblematikken direkte.

I vores høringsvar i forbindelse med den lovændring http://boernogsamvaer.dk/hoeringssvar-skilsmissepakken-2014-samarbejdschikane/, skrev jeg dette om emnet – med nye fremhævninger til dette indlæg:

”Skilsmissepakken omhandler kun kontaktbevarende samvær men ikke selve det grundlæggende spørgsmål om, hvor børnene skal bo, eller hvem der skal have forældremyndigheden.

Især bopælsspørgsmålet er afgørende for, at man overhovedet kan fastsætte samvær.

Forarbejderne til forældreansvarsloven lægger op til at det skal tillægges betydning også ved placering af forældremyndighed eller bopæl, såfremt der foreligger samværschikane.

Alligevel ser vi en famlende domspraksis. Det må erkendes, at vurderingen af samarbejdschikane er vanskelig også for domstolene.

Det er helt oplagt forældreansvarslovens § 4 (bedst for barnet-bestemmelsen), der kommer til at spøge i dommernes sind. Man er tilbageholdende med at drage en konsekvens, som kan opfattes som vidtrækkende.

 Det er vidtgående at flytte bopælen for et barn, som har været hos mor hele tiden, over til en far, som barnet måske endda dårlig nok har fået lov til overhovedet at blive bekendt med eksistensen af.

Men den etiske overvejelse er alligevel nødt til at blive ført til ende.

Ønsker vi, at forældreansvarslovens hovedtese om samarbejde, skal være den realistiske hovedregel? Eller er vi reelt indstillede på, at den ene part ved sin adfærd kan håndhæve en ejendomsret til barnet baseret på et konsekvent ikke reelt begrundet ønske om ikke-samvær?

Både i de oprindelige bemærkninger til forældreansvarsloven og til 2012-ændringerne, er der stort fokus på samarbejdeschikane, som alle i al fald principielt ser som uacceptabel.

Vi kunne derfor ønske, at det i al fald i de indledende bemærkninger til det nye lovforslag antydes, at der er opmærksomhed rettet mod domstolenes fokus på konsekvenserne af samarbejdschikane.

Også vi finder, at det kan være rigtig svært at flytte bopælen for et barn, som måske utvivlsomt er mest knyttet til den forælder, som det aktuelt bor hos.

Hensynet til barnet vejer tungt, men hvis der foreligger massiv samarbejdschikane, kan alternativerne sagtens være et godt nok liv os mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.”

Man kan her i foråret 2016 vel ret tørt konstatere, at der fortsat er en famlende praksis på området samværschikane.

Forskellen på den ovenfor nævnte afgørelse fra januar 2016 og denne afgørelse er set ud fra dommene dels, at moren i denne sag har haft succes med helt at holde barnet væk fra faren, mens der i den anden sag dog havde været samvær af et vist omfang trods mors modarbeelse. Mere vigtigt er nok, at børnene i den anden sag havde en del andre udfordringer, herunder at de i al for vidt omfang var holdt væk fra skole og socialt liv.

Af retsbogsudskriften fra nærværende sag fremgår det ikke, om nogen af parterne i landsretten har krævet en børnesagkyndig undersøgelse, som byretsdommeren var meget optaget af. Noget tyder på, at det ikke har været tilfældet. Landsretten synes tilsyneladende ikke, at det har haft afgørende betydning.

Det bekymrer mig generelt, at man i stigende grad i retterne tænker, at en § 50-undersøgelse er ”fin nok”. Landsrettens bemærkninger tyder også i den retning. Det er jeg lodret uenig i. De undersøgelser har et helt andet sigte end en børnesagkyndig undersøgelse. De gennemføres derudover af kommunalt ansatte socialrådgivere, som på ingen måde har kompetence til at vurdere, hvad der i et familieretligt perspektiv er bedst for børnene.

Jeg føler mig som nævnt under ovenfor helt sikker på, at en overførsel til far ville have indgribende konsekvenser for den 10-årige, som i al fald de seneste 6 år synes fyldt med mors had til faren.

I kommentaren til byretsdommen skrev jeg, at jeg er glad for, at det ikke er mig, som skal træffe afgørelsen i sådan en sag. Det mener jeg stadigvæk.

Jeg tror desværre ikke, at dommerne er helt bevidste om den nærmest vanvittige rygte- og rådgivningsspredning, der finder sted på nettet på begge fløje (fædre-mødre). Langt fra alt er lige seriøst.

På far-siden er det, så vidt jeg kan vurdere, mest koncentreret omkring Foreningen Far, som vi ærligt må rose for at være gode til at få journalister og også i al for høj grad politikerne til at fremme ”de stakkels fædres” interesser. De udsendelser, som er omtalt i denne kommentar, taler sit tydelige sprog.

På mor-siden findes der en understrøm af uorganiserede grupperinger vist typisk på FB, som malende beskriver hinandens forfærdelige forhold og anviser hensigtsmæssige fremgangsmåder.

Med det kendskab, jeg har til grupperingerne og deres ”bagmænd”, er jeg fuldstændig sikker på, at en sag som denne konkrete vil føre til ”rådgivning” om bare at stritte imod og nægte at udlevere børn til et besluttet samvær. Det betaler sig jo i sidste ende, viser dommen. Det er og bliver aldrig en model, jeg vil kunne bakke op om.

Men så længe man ikke tager bekymringer om for eksempel psykopati, fysisk og psykisk vold alvorligt og forholder sig til det, er der en vis i al fald moralsk legitimitet omkring den gruppering af mødre.

Jeg er fagligt meget, meget indigneret over, at landsretten ikke vælger at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse og måske endda en forældreevneundersøgelse.

Problemet er fundamentalt, at sagerne alt for sjældent ikke oplyses godt nok fagligt. Et kvalificeret rygte i denne sag er, at ekstrakten i landsretten var på næsten 400 sider. Hvis det er nogenlunde til troende, kan man sige, at dommerne måske har været ”overinformerede”.

Landsdommerne har helt åbenlyst villet give D det, som vi alle efterspørger i disse sager: RO.

Det er meget forståeligt og prisværdigt.

Spørgsmålet er, om det så også er blevet det rigtige resultat. Svaret blafrer i vinden, bortset fra, at landsretten pr. definition altid har ret.

Nu skal det så blive spændende, om dommene fra januar og april fra Østre Landsret offentliggøres i TFA, eller om de skjules så godt som muligt.

Viggo Bækgaard

Den 21. april 2016