Forældremyndigheden over P1 og P2 på 11 og 8 år til F trods anmeldelser om incest, fængsling og fjernelse af børnene. Retten ikke kompetence i samværsspørgsmålet. Vestre Landsrets dom af 8. november 2012 – TFA 2013/198 VLD

Forældremyndigheden over P1 og P2 på 11 og 8 år til F trods anmeldelser om incest, fængsling og fjernelse af børnene. Retten ikke kompetence i samværsspørgsmålet. Vestre Landsrets dom af 8. november 2012 – TFA 2013/198 VLD (Horsens-dommene)

Denne dom skal ses i forlængelse af VLD af 7. april 2011, da sagen vedrører samme parter.

Det fremgår af den første sag, at der på domstidspunktet for landsretssagen var en politimæssig efterforskning i gang om seksuelle krænkelser af pigerne. Landsretten besluttede, a t børnene skulle bo hos F, der skulle have eneforældremyndigheden.

Af den nye dom fremgår, at F har været varetægtsfænglset i forbindelse med politisagen.

Efter landsretsdommen i april blev børnene tvangsfjernet og anbragt hos M som netværksplejefamilie. I juni blev børnene flyttet på institution, da de skulle undersøges nærmere. M har haft uovervåget samvær.

Det synes at fremgå af sagen, at børnene i en periode har været frivilligt anbragt, men at de er blevet tvangsanbragt igen, efter at F har krævet dem hjemtaget fra institutionen, da han blev løsladt.

Den politimæssige efterforskning er igen endt med, at tiltale er opgivet.

Status på domstidspunktet i byretten i december 2011 synes at være, at børnene var tvangsfjernet. F har ikke samvær, og M har et ikke nærmere beskrevet samvær, der helt aktuelt på domstidspunktet er fastsat så begrænset af kommunen, at børnene ser ud til at skulle holde jul på institution uden nogen af forældrene.

Byrettens begrundelse – retten i Horsens:

Parterne har senest forud for denne sag ført retssag om forældremyndigheden over børnene fra efteråret 2009. til sagen blev endelig afgjort ved Vestre Landsrets dom af 7. april 2011.

Ved denne rets dom af 13. januar 2011 var parternes fælles forældremyndighed over P2 blevet ophævet, og forædremyndigheden tillagt F alene. Forældremyndigheden over P2 blev overført fra M til F. Med hensyn til samvær blev der fastsat en 7/7-deleordning.

Ved Vestre Landsrets dom blev afgørelsen vedrørende forældremyndigheden stadfæstet. Børnenes løbende samvær med M blev indskrænket til at være hver anden uge fra torsdag eftermiddag til mandag morgen. Landsretten antog, at F bedst ville kunne forstå og varetage pigernes behov og sikre dem stabilitet i deres hverdag.

Ved afgørelsen af den nu foreliggende sag finder retten herefter at måtte tage udgangspunkt i Vestre Landsrets dom og foretage en vurdering af, om der efter denne er indtrådt omstændigheder, som kan føre til, at forældremyndigheden nu skal overføres til M, fordi det vil være det bedste for børnene.

Det fremgår, at M kort efter hovedforhandlingen i ankesagen tog kontakt til børnepsykolog MP, der den 29. marts 2011 fremsendte en underretning til X Kommune vedrørende mistanke om seksuelle overgreb mod pigerne. Det førte samme dag til, at X kommune foretog politianmeldelse, og der blev indledt en politimæssig efterforskning mod F og en række andre personer i familie med ham eller med anden tilknytning til ham vedrørende alvorlige seksuelle overgreb mod P1 og P2.

Pigerne blev videoafhørt den 14. april 2011 og igen den 3. maj 2011, hvilket blandt andet førte til, at formanden for Børne og Ungeudvalget den 14. april 2011 traf beslutning om, at børnene skulle anbringes uden for hjemmet. De forblev dog boende hos M i henhold til en beslutning om godkendelse af hende som netværksplejefamilie.

M blev anholdt den 4. maj 2011 og den 5. maj 2011 blev han varetægtsfængslet af hensyn til sagens oplysning.

Efter mundtlig forhandling af kæremålet i Vestre Landsret den 16. maj 2011 blev F løsladt, idet Vestre Landsret ikke fandt, at mistanken mod ham var begrundet, så den kunne danne grundlag for en varetægtsfængsling.

Børnene blev fra den 21. juni 2011 anbragt på daginstitutionen Y, idet man nu var kommet frem til, at børnene skulle ud af det massive konfliktfelt, der var mellem forældrene, og man ønskede at foretage en observation af børnene, uden at de var under direkte indflydelse af nogen af forældrene.

Den 11. juli 2011 gav F samtykke til, at anbringelsen på Y blev frivillig.

Forfølgningen af straffesagen blev opgivet af Z Politi den 15. september 2011, hvilket efter påklage fra M blev tiltrådt af statsadvokaten den 14. november 2011.

Efter dette forløb kan retten ikke anse mistanken om seksuelle overgreb på børnene for et forhold, der kan føre til, at F skal fratages forældremyndigheden.

I forbindelse med, at F tilkendegav, at han nu ville tage børnene hjem, og umiddelbart efter en fornyet underretning den 22. november 2011 vedrørende mistanke om seksuelle overgreb, nu fra Rådgivningscenteret Æ – er børnene på ny blevet tvangsanbragt uden for hjemmet, stadig med ophold på Y. Det skete ved en formandsbeslutning af *, som er godkendt af Børne og Unge Udvalget den 24. november 2011, idet udvalget blandt andet fandt, at børnene – uanset om pigernes forklaring er rigtig – har behov for at blive skærmet, og samme hensyn førte til, at børnenes samvær med F skulle være overvåget. Af indberetningen fra Rådgivningscenteret fremgår blandt andet, at behandlerne ikke er i tvivl om, at pigerne har oplevet at have været udsat for seksuelle overgreb igennem længere tid, og at de er meget utrygge ved faderens reaktion, og at de ikke vil være alene med ham.

Den fornyede indberetning har også udelukkende baggrund i pigernes beretninger, og politiet har straks afvist at indlede en efterforskning/genoptage efterforskningen efter en ny anmeldelse fra kommunen. Herefter har retten heller ikke som situationen er nu grundlag for at fastslå, at det nu vil være bedst at overføre forældremyndigheden til M.

Retten har også tillagt det betydning, at F indser, at børnene har brug for hjælp og behandling og have fred til det uden for forældrenes påvirkning.

Da det således som anført ikke af M findes godtgjort, at det vil være bedst for børnene, at forældremyndighed overføres til hende, tages Fs frifindelsespåstand til følge.

Efter forældreansvarslovens § 38 stk. 2 har retten ikke i en sag som den foreliggende kompetence til at tage stilling til samværsspørgsmål, hvorfor påstandene herom afvises.

Der blev i landsretten gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, som det også fremgår nedenfor af landsrettens begrundelse.

Endvidere er det oplyst i landsretsdommen, at børnene fortsat er anbragt uden for hjemmet. Anbringelsen er senest stadfæstet af Ankestyrelsen den 13. september 2012 med et år som genbehandlingsfrist. (Det betyder, at de skal være anbragt uden for hjemmet mindst et år). Endvidere er det oplyst, at kommunen ønsker børnene netværksanbragt hos M. (Det betyder oversat, at børnene er anbragt uden for hjemmet, der jo er Fs hjem, da han har forældremyndigheden. Så kan børn anbringes enten på institution eller plejefamilie. Her mener kommunen altså, at plejefamilien skal være børnenes mor).

Der er ikke samvær med F. M har samvær 3 gange om ugen på hverdage og hver anden weekend. M har haft pigerne med på ferie 20 dage i sommerferien og 10 dage i efterårsferien 2012.

Landsrettens begrundelse:

Efter oplysningerne i sagen er der ikke grundlag for at antage, at F eller nogen i hans familie eller bekendtskabskreds har begået overgreb mod P1 og P2. Enhver form for strafferetlig forfølgning mod ham er da også opgivet.

Der er til brug for ankesagen foretaget en børnesagkyndig undersøgelse af cand. psych., autoriseret psykolog R. Af den børnesagkyndige erklæring om denne undersøgelse fremgår det bl. a., at det er Rs vurdering, at det giver anledning til bekymring, at pigernes beskrivelse af deres far udelukkende er negativ, mens beskrivelsen af deres mor udelukkende er positiv, ligesom psykologen giver udtryk for, at M ikke stiller spørgsmålstegn ved pigernes udsagn, at Ms fokus udelukkende er på, at pigerne skal hjem til hende, og at der ikke er grund til at formode, at hun vil tage initiativ til eller opfordre pigerne til kontakt med deres far. Psykologen giver endvidere udtryk for, at pigernes samvær med M bærer præg af at være planlagt, at pigerne er meget bevidste om ikke at udvise negativ adfærd eller negative følelser i forbindelse med samværet, og at der ikke ses spontanitet eller umiddelbar glæde i forbindelse med samværet. Det fremgår også af erklæringen, at det er Rs indtryk, at P1 er meget påvirket af P2 og i nogen grad overtager hendes normer og holdninger.

Landsretten finder efter disse oplysninger, som også understøttes af en lang række andre oplysninger i sagen og til dels af Ms forklaring for landsretten, og indtrykket af hende under hovedforhandlingen, at det må anses for særdeles tvivlsomt, om M til gavn for pigerne vil være i stand til at arbejde på at formindske de store konflikter, der er og har været mellem hende og F og på at sikre den kontakt med deres far, som pigerne også har brug for.

Efter oplysningerne om P1 og P2, herunder i den børnesagkyndige erklæring, må det lægges til grund, at de har behov for afklaring, struktur og tryghed. Det må gælde i forhold til begge forældre.

Landsretten bemærker videre, at forholdet mellem parterne nu har udviklet sig på en sådan måde, at pigerne, der angives i øvrigt at fungere fint fagligt og socialt, har ophold på institutionen X, hvor de lever i et spændingsfelt mellem forældrene og tilsyneladende også i et vist omfang mellem de involverede institutioner, hvilket f. eks. illustreres af nogle oplysninger i den børnesagkyndige erklæring side 20 om en samtale mellem medarbejdere på X og Rådgivningscenteret.

Under disse omstændigheder finder landsretten efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at træffe bestemmelse om, at forældremyndigheden over pigerne skal overføres til deres mor.

Landsretten er opmærksom på, at pigerne på nuværende tidspunkt har en negativ holdning til deres far, at de seneste kontakter ikke har været vellykkede, og at der igennem nogen tid ikke har været samvær mellem F og de to piger. Disse forhold kan dog ikke antages at være af en sådan karakter, at det må skønnes umuligt, at der vil kunne genetableres et normalt forhold mellem pigerne og deres far. Det vil imidlertid kræve en betydelig indsats af alle involverede og kræve tid at sikre den nødvendige kontakt med begge forældre og den tryghed og stabilitet i forhold til begge forældre, som pigerne har brug for.

Landsretten stadfæster herefter dommen.

kommentar:

Jeg kommenterede allerede byretsdommen temmelig grundigt og vælger at bibeholde mine kommentarer til denne fuldt ud i det følgende. Disse kommentarer stammer fra december 2011. Nu er der så gået næsten et år, og landsretten har stadfæstet afgørelsen. Mine supplerende kommentarer i forbindelse med landsrettens dom følger i slutningen af kommentaren.

Jeg blev ringet op af moren i denne sag den 14. december 2011. Hun var grædefærdig og spurgte egentlig, om jeg og min organisation ikke kan hjælpe, så børnene i det mindste ikke skal holde jul på institution men hos hende. Det kan vi selvfølgelig ikke.

Hun fortalte i korte træk en historie om to piger, der klager over at være seksuelt misbrugt af faren. Der har været to politisager, som ikke har ført til tiltalerejsning og dermed heller ikke til domfældelse. Far havde fået forældremyndigheden over de to piger i landsretten i april i år, og de har siden været anbragt uden for hjemmet. Først hos mor som plejemor og siden på institution. Hun havde rejst en ny sag. Den havde hun også tabt ved dommen ”fra i går”.

Hun fortalte i øvrigt, at hun havde haft ringet til mig for mange måneder siden, hvor jeg havde vejledt hende lidt om valg af advokat og talt overfladisk med hende om sagen.

Jeg taler mellem år og dag med mange mennesker uden at huske dem. Jeg må indrømme, at jeg godt kan være temmelig kontant. I mit univers har forældre ikke nødvendigvis behov for at blive snakket efter munden. Og jeg ved gennem mange års erfaring, at ikke alt er sort-hvidt. Nogen gange er det ”skurken”, jeg får i telefonen.

Selv om jeg rigtig ofte kritiserer systemet voldsomt, har jeg endnu den grundtilgang, at det trods alt ikke er hovedreglen, at systemet tager alvorligt fejl.

Min reaktion over for moren i telefonen var ret direkte, at hun nok var fuld af løgn. Den historie kunne simpelthen ikke passe. ”Der må være noget ved dig, som du ikke fortæller mig”, sagde jeg direkte. Hun blev sjovt nok hverken vred eller fornærmet. Men hun blev ulykkelig. Jeg troede så lidt på hende, at jeg bad hende give mig navn og cpr.nr. og tilladelse til at ringe til hendes advokat for at få be- eller afkræftet mit indtryk. Havde hun nemlig ret, var historien en af de værste, jeg nogensinde har hørt om på forældremyndigheds- og samværsområdet.

I telefonen fik jeg en stærkt engageret, vildt frustreret advokat, der bedyrede over for mig, at han ikke fattede en brik af, hvad der var foregået. Der var ikke noget i sagen, der antydede over for ham, at der skulle være problemer med eller hos mor.

Herefter bad jeg moren om at sende mig dommene. Jeg har læst dommene og det materiale, som er udarbejdet af kommunen i forbindelse med fjernelsessagerne i efteråret. Heri er indeholdt en psykolograpport nogenlunde svarende til en sædvanlig børnesagkyndig undersøgelse men kun med fokus på børnenes relationer til forældremyndighedsindehaveren, som er far. Endvidere indgår referat af samtaler mellem børnene og psykolog i rådgivningscenteret. Alt dette materiale er indgået i dommerens vurderinger sammen med det gamle materiale fra tidligere sag, herunder børnesagkyndig undersøgelse.

Mit vurderingsperspektiv er altså en byrets- og landsretsdom fra foråret 2011 og en byretssag fra december 2011 samt en hel del af det mest relevante materiale. Men jeg har selvfølgelig ikke mødt parterne eller hørt deres forklaringer.

Dommerens mulige tanker i uvenlig oversættelse.

Hvilke tanker er det, som byretsdommeren synes at have gjort sig? Hvordan i alverden kan han nå frem til, at en far skal have forældremyndigheden over to piger, der siger, at han krænker dem, og som samtidig er tvangsfjernet fra ham? Hvorfor skal børnene ikke bo hos mor, som der tilsyneladende ikke er andet galt med, end at hun indædt synes at have forsøgt at forsvare børnene mod mulige af børnene udtalte overgreb?

Ja dommerens tanker er skrevet ned i præmisserne, som du kan læse ovenfor. Jeg prøver at oversætte det juridiske sprog til ”Viggosk” og i en bevidst ironisk sprogtone.

Dommeren siger, at det ikke er ret mange måneder siden, landsretten har talt i sagen. Det tænker han, at han som byretsdommer er nødt til at tage udgangspunkt i. Landsretten har ikke troet moren over en dørtærskel. Nu må han som dommer alligevel for en ordens skyld se på, om der virkelig er kommet noget for alvor, der rykker noget. Ellers er der smæk fra landsretten senere. Så hvad er der lige sket siden april?

Jo jo. Lige efter landsretssagen har moren igen anmeldt faren. Men hvad: det har hun jo gjort før, og landsretten har sagt, at det behøver vi ikke blive ved med at bekymre os om. Så har hun kontaktet en børnepsykolog af sig selv. Han har så troet på hende og børnene. Men for pokker: han er jo antaget og betalt af moren. Så ham behøver vi heller ikke tro på. Landsretten har jo sagt, at der ikke var noget at komme efter. Psykologen har sladret til kommunen. Det skal han jo for at virke troværdig. Han har hørt det, som han har hørt. Og det er alvorligt nok til at gå til kommunen. Forståeligt nok.

Kommunen må så politianmelde igen. Sådan er spillet i det sociale system. Skærpet underretningspligt og alt det der. Far var godt nok fængslet en periode, men han blev løsladt igen, fordi de ikke kunne finde noget at hænge deres hat på – andet end hvad børnene måtte have sagt. Men herregud. Det er jo kun børn. Mor har endda været skyld i, at rigtig mange fra farens famile og omgangskreds har været afhørt. Men nej: Tønder og Brønderslev og alt den snak. Så mange tilfælde af den slags kan der heller ikke være i et lille land som Danmark.

Landsretten løslod ham, fordi de ikke fandt mistanken mod ham så begrundet, at den kunne danne grundlag for varetægtsfængsling. Uha. Landsretten har ikke troet på M i den første børnesag, og nu tror de heller ikke på politiet.

Faren er også rigtig fornuftig. Han kan godt se, at børnene hellere må være på institution. Det har de vist rådet ham til i kommunen. Han er god til at varetage sin forældremyndighedsrolle, selv om han er uskyldig forfulgt.

Politiet har så også opgivet påtale.

Alt det her må simpelthen føre til, at vi ikke kan tage alt den snak om mistanke om seksuelle overgreb for alvorligt. Nej for pokker: væk med det.

Forældremyndigheden må hellere blive hos far

Jo jo: så er der nogle småproblemer omkring børnene. Godt nok ophørte farens snusfornuft, og han bad om at få børnene hjem. Det syntes det sociale system så ikke rigtig om, hvorfor de har tvangsanbragt dem. Al den virak omkring børnene gør nok også, at det er allerbedst for dem, at de er et helt tredje sted. Men det må alligevel hellere komme med i præmisserne, at det godt nok er børnene selv, der siger, at de ikke vil være hos far, og at de har oplevet at være udsat for seksuelle overgreb.

Igen er det også kun børnene selv, der siger sådan noget. Politiet har denne gang end ikke villet røre sagen med en ildtang.

Det er nok bedst at se helt bort fra alt det vrøvl om overgreb. Hvorfor skulle moren da også have børnene, når det kun er pigerne, der siger sådan noget snak?

Nu er han i øvrigt også blevet så fornuftig igen, at de skal fortsætte den nuværende behandling.

Alt i alt er det nok bedst at bevare den tilstand, som landsretten har fastsat i april.

Hvordan kan man nå frem til det resultat?

Dommerens ræsonnement bygger for mig at se på flere reelt uigennemtænkte forhold.

Jeg ser først og fremmest en al for stor respekt for landsrettens vurderinger i april. Der ligger så meget nyt materiale og seriøse, neutrale vurderinger, at dommeren burde reflektere meget dybere og selvstændigt.

Dommeren burde forholde sig helt konkret til grundpillerne i vores retssystem. Det indgroede princip om, at enhver rimelig tvivl skal komme en tiltalt til gode. Der skal foreligge håndgribelige beviser, før man kan dømmes i en straffesag. Der har været videoafhøringer og en åbenbart ulden børnesagkyndig undersøgelse i første sag. Dommeren ved fra de nyeste neutrale oplysninger, at børnene siger (som stort set alle pædofiliramte), at de ikke har turdet udtale sig af frygt. Han kan se, at de har udtalt sig i noget, som de har opfattet som frirum. (Den private psykolog og i Rådgivningscenteret).

Ingen bør få kvababbelse over, at skyldige går fri. Det er og bliver en del af vores virkelig gode retssikkerhedssystem. Tvivlen må og skal komme den sigtede eller tiltalte til gode.

Men dommeren burde have tænkt det skridt videre, som vi i Landsforeningen Børn og Samvær altid siger: Enhver rimelig tvivl skal komme barnet – og først det – til gode. Barnet er den svageste. Fint nok, at en måske skyldig går strafferetligt fri. Men vi må ikke udsætte børn for nogen risiko, som vi har en chance for at se.

Kun faren og de to børn kan vide, hvad der objektivt er sandt. Mit ærinde vil aldrig være at konstatere skyld. Faren i denne sag kan sagtens være fuldstændig uskyldig. Jeg konstaterer tvivl og forsøger at sidde på barnets stol.

Jeg har ikke set noget som helst i sagen noget bortset fra selve konflikten, der kaster mørke skygger efter mor.

Børn betror sig erfaringsmæssigt først til den, der står dem allernærmest. Nok moderen. Hvis en mor hører, at børnene bliver misbrugt, må hun reagere. Men hun bliver afmægtig, hvis ingen lytter og gør noget. Hvis det lægges til grund, at mor har hørt, hvad hun siger, og at hun således ikke hører til den gement onde gruppe, der beskylder eks’en for overgreb af rent had, er det vel forståeligt, at børnene kommer til at være i et konfliktrum mellem far og mor.

En mor kan og skal ikke resignere i sådan en situation.

Det forekommer med de oplysninger, jeg har i sagen, absurd at forældremyndigheden om ikke andet så midlertidigt var blevet flyttet over til mor.

Dommeren ved, at man i kommunen anbefaler at indlede en undersøgelse ikke kun af børnene men også af forældrene. En undersøgelse, der forekommer aldeles relevant, og som egentlig bør foretages, før man bør træffe en endelig afgørelse i sådan en sag.

Det er for så vidt forståeligt nok, at ”man” ser et par børn, der er i klemme imellem forældrene, og at ”man” opfatter, at de bliver påvirkede begge steder.

Men at anbringe børnene på institution, når de ret soleklart har en mulighed for at være hos – og holde jul med – deres mor uden problemer, virker rettens afgørelse vildt ufattelig for mig.

En sag som denne kommer som kaldet for alle andre end børnene. Den viser i al sin gru den virkelighed, som forældreansvarslovens håndtering følger med sig.

Loven siger ”bedst for barnet” som omdrejningspunkt. Til tider er det virkelig svært at se det.

Det allernyeste er, at børnene dog kommer hjem til mor i juledagene og i nytårsdagene ifølge en beslutning i Børne og Ungeudvalget den 20. december.

Jeg ved, at dommen bliver anket. Alt andet ville også være dybt besynderligt.

Kommentar til landsretsdommen.

Jeg må endnu engang understrege, at jeg ingen relationer har til nogen af sagens parter. Jeg er udelukkende bekendt med sagen gennem Ms henvendelse fra december 2011 og gennem hendes fremsendelse til mig af materiale i sagen, herunder børnesagkyndig undersøgelse og dommene.

Mine kommentarer til byretsdommen kan for så vidt blot fastholdes i relation til landsrettens dom. Alligevel er der nogle forhold, som jeg finder det relevant at uddybe eller fremhæve, selv om det også er nævnt foran. Der er nemlig nogle omstændigheder i sagen, som berører spørgsmål, som jeg har været optaget af i al den tid, jeg har beskæftiget mig med familieret.

I spørgsmålet om ”rimelig tvivl”, som jeg har nævnt ovenfor, er det vigtigt at holde fokus på barnet. Hvis der er tvivl, skal der ikke rejses strafferetlig tiltale – og ingen skal dømmes, hvis der er en rimelig tvivl. Det retsprincip betyder, at der set fuldstændigt objektivt vil være situationer, hvor en gerningsmand ikke kan dømmes, fordi skylden ikke kan bevises. I vores virkelighedsbillede er barnet den ubetinget svageste part. Enhver rimelig tvivl bør komme barnet til gode. Når der så skal vægtes mellem de to grader af tvivl, må barnet som den svageste nyde godt af tvivlen.

I statsforvaltningen vælger man efter min erfaring i sådanne tvivlssager at ”omdefinere” problemet, så man undgår at tage stilling til beskyldningerne og i stedet begrunder med et højt konfliktniveau.

Jeg er som jurist – og selvfølgelig som talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær – meget bekymret for landsrettens begrundelse og egentlig også for resultatet.

Landsretten indleder med at slå fast, at der ikke er grundlag for at antage, at F eller hans nærmeste har begået overgreb. Landsretten slår endvidere fast, at ”enhver form for strafferetlig forfølgning mod ham da også er opgivet”.

Men landsretten vægter hermed så vidt ses ikke nødvendigvis, hvad der er bedst for barnet men indtager en strafferetlig tilgang til skyldsspørgsmålet.

Et andet emne, som jeg både i min egenskab af advokat og som talsmand for børn og samvær, er meget optaget af, er begrebet bevisumiddelbarhed. Heri ligger, at det er meget centralt, at vi i den danske retspleje har mundtlighed. Dommerne får på den måde en chance for umiddelbart at vurdere parterne, deres troværdighed og generelle optræden. Det er bestemt relevant, fordi denne generelle vurdering netop giver retten chancer for at træffe rigtigere afgørelser, end hvis man skulle træffe afgørelser på ren skriftligt grundlag.

I denne afgørelse kommer bevisumiddelbarheden ind i billedet, når landsretten om de samlede oplysninger og deres betydning refererer til en lang række andre oplysninger i sagen og til dels Ms forklaring for landsrettens og indtrykket af hende under hovedforhandlingen. Landsretten skriver så direkte, som det er muligt, at mor har fremtrådt uhensigtsmæssigt. Denne uhensigtsmæssighed knytter sig efter dommen til spørgsmålet om evne til at nedtone konflikten og muligt samarbejde fremadrettet.

Både den børnesagkyndige og retten bebrejder M, at hun ikke stiller spørgsmålstegn ved pigernes udsagn. Det anføres af den børnesagkyndige, at det forekommer mærkværdigt, at børnene udelukkende taler negativt om F og positivt om M, og at Ms fokus alene er på, at børnene skal hjem til hende.

Retorisk må jeg spørge, om det nu er så sært endda.

Min første reaktion på det spørgsmål er hentet fra mit efterhånden mangeårige erfaringsunivers, at børns primære omsorgsperson er den, man i første omgang betror sig til. Hvis ikke en mor skal støtte op og tro på, hvad børn siger, tænker jeg, at der er noget galt med hende.

Hvad i alverden skulle M ellers gøre, når børnene udtrykker sig, som de gør?

Systemet forlanger af mødre i den situation, at de skal holde børnene i hånden og udlevere dem til fortsat samvær med en mulig krænker. Det kræver godt nok noget af en mor i den situation. Billedligt har jeg utallige gange sammenlignet med billeder af de jødiske mødre, som måtte holde deres børn i hånden, mens de blev ført til gaskamrene i KZ-lejrene.

Ja – det er et stærkt og lidt provokatorisk billede.

For mig at se er det et overmenneskeligt krav at stille til en sådan mor.

Det er oplyst under sagen, at socialsystemet har vurderet, at børnene skulle i netværkspleje hos M. Socialsystemet vurderer altså, at mor er en rigtig OK mor.

Jeg har senest i vores høringssvar forud for lovændringerne i 2012 givet udtryk for, at samværschikane skal have konsekvenser. Samtidig har jeg bebrejdet systemet, at konsekvenserne ikke har været hårde og klare nok.

Det må i sandhed siges, at mine generelle bønner synes hørt med denne afgørelse. Resultatet af afgørelsen må i den grad bunde i, at landsretten har vurderet, at der har foreligget samværschikane fra mors side. Men udtrykket er ikke brugt overhovedet i sagen.

Sagen virker alt for nuanceret til, at resultatet forekommer fornuftigt.

Børnene er altså anbragt uden for hjemmet (fars hjem forstås), fordi de under ingen omstændigheder vil over til ham. Det er ikke helt små børn, og det følger af forældreansvarsloven med forarbejder, at børn skal høres på en måde, hvor deres egne synspunkter efter alder og modenhed skal tillægges vægt. Overvejelserne går på, om de skal anbringes hos deres mor i stedet for på institution.

Inddragelse af børn er et selvstændigt stort problem, som også har været diskuteret i forbindelse med ændringerne i loven her i 2012. Se ligeledes vores høringssvar om det spørgsmål.

Jeg ved fra mange børn, at de føler sig frustrerede over inddragelsen i disse sager. Virkelig mange børn føler sig ofte fejlciteret. Og når de så endelig bliver citeret korrekt, står de tilbage med en følelse af, at det også kan være lige meget. Systemet lytter alligevel ikke til os, refereres mange børn at sige efterfølgende. Jeg tænker med rette. For det er et dilemma. Børn skal høres i forståelsen lyttes til. Men de skal ikke bestemme. Samtidig skal deres egne synspunkter tillægges betydelig vægt efter alder og modenhed.

Hvordan skal man lige forklare P1 og P2, at ingen lyttede til dem, og at de skulle være på børnehjem, selv om i al fald den ene af forældrene var velfungerende?

Vi ved nemlig fra objektive betragtninger, at mor er velfungerende. Hun vælger bare at tro på børnene og ønsker dem hjem til sig på normale vilkår – som mor og ikke som anbringelse med far som forældremyndighedsindehaver.

Jeg må indrømme, at jeg i nogen sager også personligt har tænkt, at det kunne være bedst for børn at være anbragt uden for hjemmet.

Men pyh ha, hvor er det godt nok et svært valg.

En modig landsret må jeg sige. Når jeg læser dommen tænker jeg godt nok også en ”for modig” landsret.

Moren og hendes advokat fik ikke lov til at indbringe sagen for Højesteret. Det er uforståeligt for mig, da den er så sprængfyldt med principielle problemstillinger, at det burde være muligt.

Viggo Bækgaard

talsmand

Landsforeningen Børn og Samvær