Samvær for 11-årig P fastsat til den første lørdag hver måned på X bibliotek fra kl. 09.00 til kl. 11.00, Retten i Viborg 20. januar 2026, utrykt
Byrettens begrundelse:
Familieretten lægger til grund, at samværet efter Vestre Landsrets dom af 6. september 2025 blev praktiseret frem til november 2024. Herefter anlagde F en tvangsfuldbyrdelsessag ved Familieretten i Viborg, men samværet blev ikke tvangsfuldbyrdet. Der har siden været samvær i to timer om lørdagen på X Bibliotek 12 gange i 2025.
Efter parternes forklaringer lægger familieretten til grund, at forældrene har en meget konfliktfyldt relation, hvor der bl.a. er indgivet flere politianmeldelser. P har ikke ønsket til at deltage i en børnesamtale i Familieretshuset, og parterne har været enige om, at hun ikke skulle indkaldes til en børnesamtale i familieretten.
Ud fra oplysningerne i sagen, herunder forklaringerne sammenholdt med X Kommunes udtalelse af 10. juli 2025, lægger familieretten til grund, at det samvær, der har været gennemført i 2025, har været baseret på, at P har haft lyst til at se sin far i det anførte omfang. Hun har desuden et stort savn til sine halvsøskende.
Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder familieretten, at det er bedst for P, at hun skal have samvær med F den første lørdag i hver måned på X Bibliotek fra kl. 9.00-11.00, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21.
(Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.)
Kommentar:
Jeg har modtaget dommen fra M. I virkeligheden er det næsten en ”never ending story”.
Landsretsdom 6. september 2024:
https://boernogsamvaer.dk/ophaevelse-af-faelles-foraeldremyndighed-over-naeste-10-aarig-p-foraeldremyndigheden-tillagt-m-som-p-har-boet-hos-siden-samlivsophaevelsen-begraenset-dagsamvaer-2-dage-hver-14-dag-vestre-landsret/
Tvangsfuldbyrdelsessag 10. februar 2025: https://boernogsamvaer.dk/ikke-tvangsfuldbyrdelse-af-dagsamvaer-for-10-aarig-p-sag-hjemvist-til-familieretshuset-retten-havde-mod-fs-protest-boernesamtale-retten-i-viborg-10-februar-2025-utrykt/
Påstandene i nærværende sag var disse:
Fs påstand:
Principalt: Samværet ændres til en 7/7-ordning, hvor P har samvær med sin far i ulige uger med skift på fredage gennem skolen. Ligeligt fordelt samvær i sommerferien, hvor mor vælger ugerne i ulige år inden 1. april og far i lige år.
Subsidiært: Samværet fastholdes som afgjort i familierettens dom fra april 2024.
Ms påstand:
Principalt: Samværet mellem P, født den * 2014, og F ophæves.
Subsidiært: P, født den * 2014, har samvær med F i følgende omfang:
Den første lørdag i lige måneder på X Bibliotek fra kl. 9-11.
Det er for så vidt ikke en afgørelse, der lægger op til mange kommentarer.
Kun kan man sige, at det er en F, der virkelig forstår at holde gryden i kog.
Viggo Bækgaard
20. januar 2026
