Ophævelse af fælles forældremyndighed og forældremyndigheden over 11-årig P tillagt M med bopælsændring som konsekvens på grund af samværschikane, TFA 2022/425 ØLD
Byrettens begrundelse: (Nykøbing F)
Det må efter bevisførelsen, herunder parternes forklaringer sammenholdt med forløbet omkring gennemførelse af de observerede samvær, som Østre Landsret traf afgørelse om ved dom af 19. februar 2021, lægges til grund, at F uden rimelig grund hindrer M’s kontakt til B, ligesom det efter oplysningerne i sagen i øvrigt målægges til grund, at F har hindret denne kontakt, også forud for Østre Landsrets dom af 19. februar 2021.
Der findes endvidere, efter parternes forklaringer sammenholdt med det i den børnepsykologiske undersøgelse af 9. december 2021 oplyste om F’s fjendtlige indstilling til M, og det oplyste om et totalt fraværende samarbejde omkring B, samt ved det oplyste i Familieretshusets rapport af 29. november 2021 omkring det observerede samvær, at være holdepunkter for at antage, at forældrene også på længere sigt vil være ude afstand til at samarbejde om B’s forhold. Det er på denne baggrund bedst for B, at den fælles forældremyndighed ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4.
Det må efter indholdet af den børnepsykologiske undersøgelse af 9. december 2021 lægges til grund, at B nu er særdeles følelsesmæssigt belastet af forældrenes mangeårige konflikt, og at der som følge heraf er en forhøjet risiko for en følelsesmæssig fejludvikling hos B. Det må videre lægges til grund, at B, der har boet hos F, siden hun var ca. 14 måneder gammel, nu udviser et massivt utrygt undvigende tilknytningsmønster.
På denne baggrund, og uanset at B, der har udtrykt et klart ønske om at blive boende hos sin far, siden samlivsophævelsen har boet hos F, og i perioden alene har haft en begrænset kontakt til M, findes det at være bedst for B, at forældremyndigheden tillægges M, således at B får bopæl hos hende. M må på det foreliggende grundlag antages at være den af forældrene, som har den klart bedste evne til at få fremtidige samværsordninger til at fungere, således at B vil kunne have en god kontakt med begge sine forældre.
Herefter tages M’s principale påstand til følge.
Da der ikke er nedlagt påstand om samvær mellem F og B, tages der ikke i denne dom stilling til dettespørgsmål.
Der er ikke grundlag for at træffe afgørelse om, at dommen skal kunne fuldbyrdes, selv om den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jf. retsplejelovens § 480, stk. 2.
Landsrettens begrundelse:
Landsretten finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Der er således ikke grundlag for at udsætte sagen på, atder måtte blive udarbejdet en forældrekompetenceundersøgelse i relation til F.
Landsretten er enig i familierettens begrundelse og resultat. Det, der er kommet frem for landsretten, kan ikkeføre til et andet resultat. Landsretten stadfæster derfor familierettens dom.
Kommentar:
Dommen er på 22 sider, hvilket i sig selv indikerer behovet for at læse hele dommen for den fulde forståelse.
Situationen er på flere punkter ganske usædvanlig. P har boet hos F, siden hun var 14 mdr. gammel. P har under sagen udtrykt ønske om at blive boende hos F. Endelig har F valgt ikke at give personligt møde i landsretten under den sag, som han selv har anket.
Der har været gennemført flere forældreansvarssager mellem parterne, og M har flere gange forsøgt at få tvangsfuldbyrdet samværsafgørelser. Indtrykket er, at der er stor geografisk afstand mellem forældrene.
P synes ifølge en børnesagkyndig undersøgelse at være nogenlunde normalt fungerende men har haft adskillige institutionsskift og 3 skoleskift.
Med hensyn til personlighederne beskrives, at M tager vare på 3 børn foruden P, og at hun gør det godt. F beskrives som fastholdende en regid holdning til M og synes at mene, at al skyld for situationen ligger hos M. Der beskrives en bekymring for, om F kan tage vare på P, idet hans mentaliseringsevne ses nedsat.
Der foreligger to næsten samtidige afgørelser, som har samværschikane som omdrejningspunkt. I den anden sag forbliver 2 børn på 2 og 5 år hos M trods dennes samværschikane. I min kommentar til den dom hæfter jeg mig ved, at man ikke rigtig stiller spørgsmål ved årsagen til situationen, herunder til forældrenes personligheder.
I den her foreliggende sag indgår en vurdering heraf i undersøgelsen. Jeg ser ikke en sikker forklaring på, at man imødegår Ps eget udsagn andet end at man vurderer, at hun ”vurderes følelsesmæssig belastet heraf i en grad, der kronisk tærer på hendes i forvejen lavefølelsesmæssige ressourcer, gennem at skulle forholde sig hypervagtsomt til sine tanker, følelser, handlinger og reaktioner i relation til begge sine forældre, da B er bevidst om, hvorledes og hvor meget F negativt opfatter og omtaler M.”
For mig som advokat ligger der en vigtig oplysning deri, at F ikke gav personligt møde i landsretten, selv om han havde anket. Spillede det i virkeligheden ind i dommernes endelige bedømmelse? Næppe alene, men bare det at stille spørgsmålet, viser jo en tvivl hos mig.
Moralen på ganske mange sager er, at man kan læse dem men ikke altid forstå, hvad der er dommernes virkelige tanker bag deres beslutninger.
Man kan i al fald konstatere, at ingen af disse to nye domme giver børnene ro. For det er ikke endelige afgørelser, der en gang for alle fastlægger børnenes kontakt med begge forældre.
Det i sig selv er ulykkeligt.
Viggo Bækgaard
30. december 2022