Om tvangsfuldbyrdelse af dansk landsretsdom og om børnebortførelse Danmark/Italien. Sagen vedrørte et italiensk ægtepars børn, TFA 2023/116/VLK
Byrettens begrundelse
Fundamentet i sagen er Vestre Landsrets dom af 26. august 2021, hvorefter M har fuld forældremyndighed.
De danske domstole var bekendt med, at der verserede en sag om international børnebortførelse i Italien, da de traf afgørelserne om forældremyndighed henholdsvis ved Retten i Viborg den 7. januar 2021 og i Vestre Landsret den 26. august 2021. De danske afgørelser om forældremyndighed er endelige og kan fuldbyrdes.
Det fremgår af lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighed § 19, stk. 1, at hvis der er fremsat en anmodning om tilbagegivelse af et barn efter§ 10, stk. 1, kan der ikke træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl her i landet, før anmodningen er behandlet. Af samme lovs § 10, stk. 1, fremgår, at børn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, efter anmodning skal tilbagegives, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt Haagerkonventionen.
Lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighed gennemfører to internationale konventioner i dansk ret; Europarådskonventionen om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed og Haagerkonventionen om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser. Begge konventioner er tiltrådt at Danmark og Italien og er således gældende for begge lande.
Da B i medfør af§ 10, stk. 1, blev tilbageholdt i Italien, kunne Italien ikke træffe afgørelse i en sag om forældremyndighed. Kompetencen til at træffe afgørelse om forældremyndigheden over B tilkom derfor Danmark, selv om B opholdt sig i Italien, og selv om Italien ikke havde taget stilling til sagen om international børnebortførelse, jf. Haagerkonventionen.
Sagens bilag A, afgørelsen af 6. oktober 2022 fra børnedomstolen i Milano, er ikke en afgørelse om forældremyndighed mellem parterne, og den hverken ophæver eller ændrer de danske afgørelser om forældremyndighed. Afgørelsen fuldbyrder alene afgørelsen om international børnebortførelse af 2. maj 2022 og giver F fuldmagt til at rejse med barnet til Danmark. Afgørelsen ændrer derfor ikke Vestre Landsrets dom af den 26. august 2021 om forældremyndigheden over B. Der er heller ikke andre afgørelser, der ændrer forældremyndigheden over B, hvorfor Vestre Landsrets dom fortsat er gældende.
Afgørelsen af 6. oktober 2022 er ikke autoriseret oversat, og der er tvist om den danske oversættelse af afgørelsen, blandt andet vedrørende oversættelsen af konklusionen i afgørelsen, men da afgørelsen alene er fuldbyrdelse af en tidligere afsagt italiensk afgørelse og ikke en afgørelse, der ophæver, ændrer eller stadfæster en afgørelse om forældremyndighed, er der ikke grundlag for, at familieretten udsætter afgørelsen af denne sag på indhentelse af en autoriseret oversættelse af den pågældende afgørelse.
Vestre Landsrets dom af 26. august 2021 skal i medfør af Europarådets konvention om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed artikel 7 anerkendes i Italien, der ligesom Danmark har tiltrådt konventionen. M har i overensstemmelse med Vestre Landsrets dom af 26. august 2021 haft fuld forældremyndighed over B, og hun har fra denne dato i overensstemmelse med den danske dom, der kan fuldbyrdes, opholdt sig fuldt lovligt i Italien med B.
F har ikke godtgjort, at det er forhold hos M, der har medført, at samværet ikke er blevet afholdt i overensstemmelse med Vestre Landsrets dom. Han har ikke anmodet de italienske myndigheder om assistance til at få fuldbyrdet samværet, og han har ikke godtgjort, at han har opfyldt sin del af afgørelsen om at hente og aflevere B på M’s bopæl i Italien eller forsøgt herpå. På denne baggrund foreligger der ikke samværschikane fra M’s side.
Familieretten vurderer på den baggrund og på baggrund af parternes forklaringer i retten i øvrigt, at fuldbyrdelse af forældremyndighed vil kunne ske under hensyn til barnet og varetage barnets bedste, jf. rpl § 456 p, 1. pkt.
Landsrettens begrundelse
Det følger af Haagerbørnebeskyttelseskonventionens artikel 7. at de danske domstole bevarer kompetencen til at behandle en sag om forældremyndighed over et barn, selvom barnet ikke opholder sig i Danmark, hvis barnet er bortført fra Danmark til en stat, som har tiltrådt konventionen.
Vestre Landsret stadfæstede ved dom af 26. august 2021 Familieretten i Viborgs dom af 7. januar 2021, hvorved M fik forældremyndigheden alene over B.
Ved afgørelse af 2. maj 2022 fra Domstolen for Børnesager i Milano fik F medhold i, at B var bortført fra Danmark til Italien og derfor skulle tilbagegives til Danmark, hvor han havde sin bopæl.
Landsretten er enig med familieretten i, at statsanklageren fra Domstolen for Børnesager i Milanos afgørelse af 6. oktober 2022 efter sagens oplysninger ikke er en afgørelse om forældremyndighed, der ændrer Vestre Landsrets dom af 26. august 2021, men vedrører fuldbyrdelse af afgørelsen i den italienske børnebortførelsessag.
Landsretten tiltræder herefter, at fuldbyrdelsesgrundlaget er Vestre Landsrets dom af 26. august 2021, jf. retsRlejelovens § 456 g, stk. 1, 1. pkt.
Af de grunde, der er anført af familieretten, tiltræder landsretten desuden, at fuldbyrdelse kan ske under hensyn til barnet og varetagelse af barnets bedste, jf. retsRlejelovens § 456 R., 1. pkt.
Landsretten stadfæster derfor familierettens afgørelse.