Forældremyndigheden over 7-årig P til M. Samarbejdschikane ikke vurderet, ØLD 23. august 2021.
Der følger en lidt fyldigere uddybende forklaring i kommentaren efter præmisser og resultat.
Byrettens begrundelse:
Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at der gennem flere år har været et højt konfliktniveau parterne imellem, og at dette har påvirket P.
På den baggrund finder retten, at der er påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om Ps forhold til Ps bedste, og at det er bedst for P, at den fælles forældremyndighed ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Efter en samlet vurdering af sagen, herunder det forhold, at P altid har boet hos sin mor, og det forhold, at P ifølge udtalelse fra skole og skolefritidsordning trives, finder retten, at det vil være bedst for P, at forældremyndigheden tillægges P alene. Det bemærkes, at retten ikke finder, at M på nuværende tidspunkt har udøvet samværschikane som beskrevet i TFA 2021.34 eller TFA 2021.83.
Byrettens resultat: (27. april 2021)
Den fælles forældremyndighed ophæves, og M skal have forældremyndigheden alene over P, født den * juni 2013.
P skal have 3 overvågede samvær med F 2 timer efter Familieretshusets nærmere bestemmelser.
Landsrettens begrundelse:
Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder parternes forklaringer, de børnesagkyndiges erklæringer og børnesamtalen i familieretten, finder landsretten, at den manglende tillid og kommunikation mellem forældrene om Ps forhold giver holdepunkter for at antage, at forældrene også på længere sigt vil være ude af stand til at samarbejde om Ps forhold.
Landsretten tiltræder derfor, at det er bedst for P, at den fælles forældremyndighed
ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
P har siden parternes samlivsophævelse boet hos sin mor og har i de seneste
2½ år ikke haft samvær med sin far. Herefter og af de grunde, der er anført ovenfor, tiltræder landsretten endvidere, at det er bedst for P, at forældremyndigheden
over hende tillægges P alene.
Resultatet i landsretten:
Familierettens dom stadfæstes med den ændring, at P skal have samvær med F indtil videre i alt 10 gange, således at samværet foregår i Familieretshuset eller Familieprojektet efter Familieretshusets nærmere bestemmelser.
Kommentar.
Det er en dom, som har ligget nogle dage, før jeg kunne samle mig sammen til at lægge den op med kommentar. Jeg repræsenterede F.
Min grundholdning er, at jeg kun tager sager, hvis jeg nede i maven har en fornemmelse af, at det resultat, jeg skal forfægte, er et ”OK resultat” for barnet.
Mange gange tænker jeg, at det egentlig kan være ligegyldigt for barnet, om det kommer til at bo hos mor eller far. Det vigtige er, at barnet får et godt liv og gerne med både mor og far, med mindre selvfølgelig, at der er rigtig gode grunde til ikke at have kontakt til den ene forælder. Har du læst mine generelle bemærkninger gennem årene på hjemmesiden, har du også set sætningen, at valget nogen gange står mellem et godt liv med både far og mor eller et godt nok liv kun med den ene.
Ingen advokater vinder selvfølgelig alle sager. Oftest oplever jeg også i sager, som jeg ikke får medhold i, at resultatet nok er ”godt nok”.
Denne sag er ganske anderledes. Jeg tænker såmænd nok, at P får et godt nok liv hos sin mor. Men det er usvigelig sikkert i min prognosetænkning, at hun først kommer til at lære sin far rigtigt at kende igen, når hun får mod til at løsrive sig fra mor. DET er synd.
Det hører med til historien, at det første samvær, som Familieretten havde fastsat, skulle finde sted netop den dag, hvor landsretsdommen kom. Sjovt nok men helt forudsigeligt for mig, blev P meldt syg den dag.
Det er en sag, jeg har fulgt siden februar 2017. Fra dag et har mor beskyldt far for stort set alt, hvad en far overhovedet kan beskyldes for. Der er på intet tidspunkt i de 5 år kommet noget som helst ud af pigens mund, der bare tilnærmelsesvist bekræfter beskyldningerne. Altså ikke over for nogen som helst neutrale. Mor genfortæller løbende og flittigt alverdens ting, som omverdenen i vidt omfang æder råt for usødet.
Sagen er på mange måder gået galt også i ”systemet”.
Langsommeligheden er en faktor, som alle kender. Startet i Statsforvaltningen og druknet lidt i overgangen til Familieretshuset. Der blev truffet en afgørelse, som Ankestyrelsen sendte tilbage med besked om, at man skulle gå dybere efter pigens perspektiv.
Der har gennem hele forløbet været udtalelser fra institution og skole, der beskriver en pige, som er glad for både far og mor. Hun reagerer lige positivt, uanset hvem der henter hende.
Dog er pigen ”faldet lidt af på den” over de seneste halvandet år. Det interessante for mig og F er, at det er i den periode, hvor det er lykkedes for mor at forpurre samværet. Altså i en periode, hvor hun ikke har været sammen med far.
Familieretshuset iværksatte en børnesagkyndig undersøgelse. Heller ikke over for den børnesagkyndige har pigen sagt noget som helst. Mor har derimod italesat ganske mange af de klassiske beskyldninger. Psykologen skriver direkte, at det ikke er P men mor, der fortæller om fortrædelighederne. Psykologen spørger i undersøgelsen direkte P, om hun (altså psykologen) skal ”gøre noget ved samværet. Psykologen laver en underretning til kommunen, inden rapporten sendes til Familieretshuset. Ms advokat griber forståeligt chancen og beder om midlertidigt samværsstop. Jeg accepterer på baggrund af underretningen. På det tidspunkt har jeg ikke fantasi til at forestille mig en vildt unuanceret og useriøs psykolog. Men jeg kalder tilbage 2 dage efter, da rapporten foreligger, og da det står klart, at kommunen efter samtaler både med Politiet og andre fagfolk konstaterer, at der ikke gøres mere ved sagen. Det nævnes specifikt, at der ”ikke er konkrete udtalelser fra P”, der underbygger beskyldningerne.
Men samværet suspenderes.
Der er klaget til Psykolognævnet over psykologen for halvandet år siden. Der er ingen afgørelse endnu.
I byretten gennemskuer dommeren reelt den børnesagkyndige rapport efter forklaringer og ikke mindst en fornyet børnesamtale. Byretsdommeren dekreterer en ny børnesagkyndig undersøgelse. Mor samtykker men kalder samtykket tilbage få dage senere. I stedet bliver det en forældreerklæring af begge forældre. De afdækker ikke rigtig noget for nogen af parterne.
Landsretten lytter pligtskyldigt på parterne og dømmer, som det ses. Det bemærkes her, at der under forklaringerne kom en ny variation frem, som jeg ikke har set før. M hævdede, at F til Ps fødselsdag i år gav hende en Iphone, som var forprogrammeret sådan, at når man åbner den, begynder den at optage lyd og video, som streames et eller andet sted, og at det var forklaringen på, at P ikke måtte beholde sin nye Iphone. Jeg aner ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre. Det lyder i al fald avanceret og spionagtigt. Min vurdering er, at det i givet fald formentlig vil være ulovligt og måske endda strafbart, ligesom det vil være falsk forklaring for retten, hvis det ikke har fundet sted.
Bare jeg dog kendte den objektive sandhed om lige præcist det. Thi den falske forklaring ville underbygge det indtryk, jeg har haft gennem 4½ år. Den sande forklaring ville til gengæld eksemplificere det, som jeg gennem utallige år har beskrevet som ”tvivlens nådegave”. Eller sagt på en anden måde, at man ikke kan skue hunden længere end til hårene. For HVIS det er rigtigt, falder ret meget jo til jorden. Jeg tror fortsat på F.
Far forsøgte at få forældremyndigheden og påstod 7/7. Hans begrundelse var, at han vil kunne etablere det samarbejde mellem forældrene, som er nødvendigt.
Hovedbegrundelsen herudover er selvfølgelig, at Ms adfærd er udtryk for årelang samværschikane. Normalt taler vi om samværschikane, når en forælder tilsidesætter lovlige afgørelser. Det har sandt nok ikke været situationen her. Derimod er det i min bevidsthed også samværschikane, hvis man gennem mange år beskylder den anden for alt det, som man overhovedet kan finde på – og får omverdenen, herunder barnet, til at tro på det.
Jeg kan ikke lade være med til slut at citere fra mit eget notat fra det allerførste møde i Statsforvaltningen i marts 2017: ” Både F og M virkede virkelig sympatiske, men det var da også tydelig nok, at de har svært ved at samarbejde.»
Til allersidst illustrerer dommen noget, som jeg har omtalt adskillige gange gennem det seneste år. Selve dommen om samværet igangsætter en never endning story.
Landsretten var efter min vurdering desværre ikke modige nok.
Viggo Bækgaard
27. august 2021