Om bopæl i børnebortførelsessager, TFA 2021/478 ØLK

Om bopæl i børnebortførelsessager, TFA 2021/478 ØLK

Byrettens begrundelse:

Hovedspørgsmålet i sagen er, om B har skiftet bopæl fra [By i USA], USA til Danmark, jf. børnebortførelseslovens § 10, stk. 1. Bopælsbegrebet skal forstås i overensstemmelse med begrebet »habitual residence« i Haagerkonventionens art. 3.

Retten lægger som ubestridt til grund, at B indtil udrejsen fra USA i oktober 2019 havde bopæl/habitual residence i [By i USA], USA. Retten lægger videre til grund, at parterne var enige om at rejse fra USA til Danmark, og enige om, at opholdet i Danmark skulle være af længere varighed. Der er mellem parterne uenighed om, hvor længe opholdet i Danmark skulle vare og om, hvorvidt det skulle have permanent karakter.

Ifølge sagsøger skulle opholdet ophøre i sommeren 2021. Ifølge sagsøgte var der ikke nogen tidshorisont for opholdet, der skulle have permanent karakter. Mod sagsøgtes benægtelse finder retten det ikke godtgjort, at der var en aftale om tilbagevenden til USA i sommeren 2021. Retten finder videre ikke, at der med de fremlagde udskrifter af Facebook-opdateringer, mails og SMS-beskeder mv. er godtgjort, at der var en fælles intention om at rejse tilbage til USA på dette tidspunkt.

Retten lægger efter parternes forklaringer til grund, at parterne, da de udrejste af USA, opsagde den lejlighed i [By i USA], som de havde boet i indtil udrejsen. Retten lægger videre efter forklaringerne til grund, at sagsøger opsagde sit job. Det kan lægges til grund, at B’s ophold i Danmark har varet ca. 1 år og 6 måneder. Videre lægger retten til grund, at parterne var enige om, at B skulle gå i børnehave under opholdet i Danmark, og at B nu har gået i børnehave i næsten 1 år i Danmark. På baggrund af udtalelsen fra børnehaven lægger retten til grund, at B trives i børnehaven og har en daglig rutine der. Retten finder på den baggrund, at der i B’s liv og hverdag er en social tilknytning til børnehaven.

Efter en helhedsvurdering, særligt af det forhold, at ingen af parterne længere har en bopæl i USA, og at B har gået i børnehave i Danmark i 1 år, finder retten, at den oprindelige bopæl i USA er opgivet, således at B nu har habitual residence/bopæl i Danmark.

Retten finder ikke, at det, der er anført om coronanedlukningens betydning kan føre til andet resultat.

Retten finder videre ikke, at det forhold, at den børnehave, B går i, er en engelsktalende børnehave, eller det forhold, at parterne indtil videre ikke har haft ophold i et tidsubegrænset lejemål med egne møbler, kan føre til andet resultat.

Da retten endeligt ikke finder, at afgørelsen om, at B har bopæl i Danmark, strider mod B’s tarv, jf. børnekonventionens art. 3, finder retten efter en samlet vurdering, at B har bopæl/habitual residence i Danmark, hvorfor der ikke er tale om en ulovlig tilbageholdelse af B i Danmark, jf. børnebortførelseslovens § 10, stk. 1.

På den baggrund frifindes sagsøgte.Landsrettens begrundelse:

Ligesom for familieretten er hovedspørgsmålet for landsretten, om B har skiftet bopæl fra New York, USA, til Danmark, jf. børnebortførelseslovens § 10, stk. 1.

Udtrykket »bopæl« i børnebortførelseslovens § 10, stk. 1, skal forstås i overensstemmelse med artikel 3 i Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af børnebortførelser (»the State in which the child was habitually resident«). Det er imidlertid ikke i Haagerkonventionen defineret, hvad der forstås ved »habitually resident«, ligesom spørgsmålet heller ikke er defineret i konventionens forarbejder. I stedet overlader konventionen det til medlemsstaterne ud fra forholdene i hvert enkelt tilfælde at afgøre, hvornår et barn må anses for »habitually resident« i et land.

Højesteret har ved kendelse af 27. maj 2014 (UfR 2014.2463) fastslået, at afgørelsen af, om et barn har bopæl (»habitual residence«) i Danmark, må bero på en helhedsvurdering. I denne helhedsvurdering må navnlig indgå dels forældrenes eventuelle fælles intentioner og aftaler om formålet og varigheden af opholdet i Danmark, dels barnets situation, herunder varigheden af opholdet her i landet og barnets tilknytning til det nuværende og tidligere opholdssted.

Retten lægger som ubestridt til grund, at B indtil udrejsen fra USA i oktober 2019 havde bopæl (habitual residence) i New York, USA.

Retten lægger videre til grund, at parterne var enige om at rejse fra USA, og at de var enige om, at de skulle have et ophold i Danmark af længere varighed.

Parterne er ikke enige om, hvor længe opholdet i Danmark skulle vare – endsige om opholdet skulle være af midlertidig eller permanent karakter. Ifølge M skulle opholdet ophøre i sommeren 2021. Denne opfattelse støttes af en række bilag fra tiden før afrejsen fra USA og lige efter indrejsen i Danmark, at de i Danmark alene har indgået midlertidige, møblerede boliglejemål, mens de efterlod en del indbo i USA, og at parterne valgte at sende B i en engelsksproget børnehave. Ifølge F var der ikke nogen tidshorisont for opholdet, der skulle have permanent karakter.

Landsretten finder efter en samlet vurdering, at det – uanset F’s benægtelse – er godtgjort, at det alene var parternes plan, at opholdet i Danmark skulle være af midlertidig karakter, og at der var en fællesintention om, at de på et tidspunkt skulle flytte tilbage til USA, uden at dette tidspunkt kan fastlægges nærmere.

Det følger af det foranstående, at der mellem parterne har været enighed om ikke at opgive bopælen i New York, USA, og at der ikke har været enighed mellem parterne om at tage bopæl (habitual residence) i Danmark.

Herefter må det afklares, om det ophold, som parterne og B har haft i Danmark, har en sådan karakter og varighed, at B – uanset parternes oprindelige intentioner – i dag må siges at have fået bopæl (habitual residence) i Danmark. B og hendes forældre kom til Danmark den 3. november 2019. I august 2020 anmodede M om skilsmisse med henblik på tilbagevenden til USA. B’s ophold i Danmark har været afbrudt af enkelte, længerevarende rejser, men i praksis har hendes base siden november 2019 været i Danmark. B har i omtrent et år gået i en engelsksproget børnehave i Danmark, hvor hun trives, og hvor hun har en daglig rutine.

Uanset B’s tilknytning til Danmark finder landsretten, at B’s hidtidige ophold i Danmark må anses for at have udstrakt sig over en begrænset periode, ligesom det i vid udstrækning har været i boliger, der har haft en midlertidig karakter. Hertil kommer, at forældrene kun i meget begrænset omfang kan siges at have etableret sig her i landet, hvor det er oplyst, at de kun har købt to cykler og en blender. Landsretten finder på denne baggrund, at der ikke på nuværende tidspunkt kan siges at foreligge bopæl (habitual residence) for B i Danmark i den forstand, som dette begreb må forstås i børnebortførelseslovens § 10, stk. 1.

Herefter finder landsretten, at B’s oprindelige bopæl i USA ikke kan anses for opgivet til fordel for bopæl i Danmark.

Der foreligger ikke oplysninger som nævnt i børnebortførelseslovens § 11, der gør, at tilbagegivelse efter § 10, stk. 1, kan nægtes. Der er herunder ikke grundlag for at fastslå, at tilbagegivelse – uanset B’s hidtidige trivsel her i landet – skulle indebære en alvorlig risiko for skade på B’s sjælelige eller legemlige sundhed, eller at det på anden måde vil sætte B i en situation, som hun ikke bør tåle.

Landsretten finder derfor, at der skal ske tilbagegivelse til USA.

(Landsrettens resultat: F tilpligtes at anerkende at M er berettiget til at medbringe parternes datter, B, født … 2017, til USA)

kommentar.

Problemstilling: P født i 2017 i USA. M var amerikaner, F dansker. De rejste fra USA til Danmark i 2019. Begges forudsætninger var, at det skulle være i kort tid. Ægteskabet gik i opløsning, og M flyttede til USA med datteren.

Så gik der formel jura i det.

Viggo Bækgaard

31. oktober 2021