M måtte tage B på 12½, der var født og opvokset i Danmark, med til Tjekkiet ved flytning dertil, U 2013/66 VLD

M måtte tage B på 12½, der var født og opvokset i Danmark, med til Tjekkiet ved flytning dertil, U 2013/66 VLD

Byrettens begrundelse:

Efter forældreansvarslovens § 17 træffes afgørelsen om hos hvem af parterne, at barnet skal have bopæl, efter hvad der er bedst for barnet, jf. samme lovs § 4.

Begge parter er hver især egnet til at være bopælsforælder for den nu 12-årige B, som dog siden parternes samlivsophævelse har boet sammen med sin mor, med hvem han derfor naturligt har haft den tætteste daglige tilknytning, således som dette i øvrigt også er fremgået af dommerens samtale med B. Endvidere synes B at trives og være inde i en god udvikling i de nuværende rammer hos moderen, således som dette blandt andet fremgår af udtalelsen fra hans skole. Det findes derfor efter en samlet vurdering bedst for B, at han fortsat har sin bopæl hos moderen, hvorfor dennes påstand herom tages til følge.

B er født og opvokset i Danmark, hvor han har boet hele sit liv. Hans tilknytning til Tjekkiet har bestået i lejlighedsvise besøg hos sin mors tjekkiske familie, ligesom han efter det oplyste kan tale og forstå tjekkisk.

Moderens beslutning om at flytte til Tjekkiet er begrundet i den omstændighed, at hun – der er uddannet som læge, og som har videreuddannet sig som speciallæge under sin ansættelse på hospitaler i Danmark – generelt anser mulighederne for at opnå en avancementstilling som afdelingslæge på et hospital som bedre i Tjekkiet. Hun har skaffet sig en lejlighed i Tjekkiet i nærheden af sin 86-årige fars bopæl, hvor hun og B kan bo, idet hun regner med at kunne blive ansat på et nærliggende hospital.

B har siden parternes samlivsophævelse bevaret en tæt tilknytning til sin far gennem de faste samvær hver anden weekend og i ferierne. Hvis B skulle flytte med sin mor til Tjekkiet, vil dette indebære en ganske betydelig forringelse af hans mulighed for at opretholde kontakten til faderen.

Efter en samlet afvejning af disse forhold – og da parterne i øvrigt er enige om, at de fortsat skal have fælles forældremyndighed over B – findes der ikke grundlag for at fastslå, at det vil være bedst for B at flytte med sin mor til Tjekkiet. Der findes i den forbindelse ikke at kunne lægges afgørende vægt på B’s udtalte ønske under samtalen med dommeren om at kunne flytte til Tjekkiet, idet han trods sin relative modenhed næppe ganske har forståelse for betydningen heraf.

Sagsøgerens påstand om, at der træffes bestemmelse om, at B kan flytte med hende til Tjekkiet, tages derfor ikke til følge.

Landsrettens begrundelse:

B, der nu er 12½ år, har siden parternes samlivsophævelse i 2007 haft bopæl hos sin mor. Han har såvel over for den børnesagkyndige på Statsforvaltningen Nordjylland den 10. august 2011 som under samtalen med dommeren og en psykolog i byretten givet udtryk for, at hans valg med hensyn til at rejse med moderen til Tjekkiet er gennemtænkt og velovervejet. Det har efter begge samtaler været de sagkyndiges vurdering, at B ser det mere som et tilvalg end et fravalg at skulle flytte til Tjekkiet. B taler tjekkisk og har flere gange besøgt landet og sin mors familie under ferier.

På den anførte baggrund og efter bevisførelsen i øvrigt finder landsretten, at der ikke er grundlag for at antage, at B ikke har forstået betydningen af sin tilkendegivelse under samtalerne.

M har tilkendegivet, at hun positivt vil arbejde for, at B også efter en flytning til Tjekkiet kan bevare en tæt tilknytning til sin far.

Efter en samlet vurdering af parternes og B’s forhold finder landsretten herefter, at det anses bedst for B, at han har bopæl hos sin mor, også hvis hun vælger at flytte til Tjekkiet, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, 2. pkt.

Landsretten tager derfor M’s påstand til følge.