Lidt om betydning af afstanden mellem forældrene efter parforholdets opløsning – og lidt om politisk debat.

Lidt om betydning af afstanden mellem forældrene efter parforholdets opløsning – og lidt om politisk debat.

Social-, bolig- og ældreminister Pernille Rosenkrantz Theil var forleden ude med en tanke om, at skilsmisseforældre skal foran i boligkøen, så de kan komme til at bo tættere på hinanden. Jeg husker godt ministerens udsagn men ærlig talt ikke hendes argumentation.

I dag er så forskningsprofessor Peter Fallesen fra Rockwool-fonden ude i Politiken, hvor han går imod ministerens budskab, idet han citeres sådan i Politiken:

”Det er muligt, at der er argumenter for, at det er bedst for børnene, hvis skilsmisseforældrene bor tæt på hinanden. Men det kan ikke være hensynet til (børnenes) indlæring. For det har vi undersøgt.”

Her tænker jeg ærlig talt ”nå” på flere planer. Jeg må dog erkende, at jeg ikke direkte hører til Politiken-segmentet og derfor ikke har adgang til hele artiklen.

Jeg gav mig i kast med at lede og fandt ganske rigtigt den pågældende undersøgelse fra januar måned. Et sammendrag af den pågældende forskning siger, at ”opløsning af forældrenes parforhold går ud over børns læring.” Selve rapporten på engelsk kan du læse her. Endelig kan du sandelig høre et interview med Peter Fallesen som podcast her. I konklusionsafsnittet på side 31 skriver rapporten Ganske rigtigt det, som Fallesen fortæller: ”There is no evidence of any advantage gained from having parents residing close to each other post-dissolution”.

Igen må jeg sige ”nå” og tilføje ”selvfølgelig”. Der er rigtig meget af den type forskning, hvor i al fald jeg oplever, at forskningen bekræfter almen logik og selvfølgeligheder. Men godt at få det forskningsmæssigt visualiseret.

Altså konkluderer forskningen, at selve opløsningen i parforholdet har betydning for børnenes indlæring, men at det specifikt i forhold til indlæring ikke har betydning, om forældrene bor tæt på hinanden.

Har afstanden mellem forældrene så betydning på anden måde?

Jeg tænker, at boligministeren selvfølgelig kan have ret. Men hun kan også have katastrofal uret.

Det er godt nok ikke noget, jeg kan knytte forskningsresultater til. Men jeg har altså mange års erfaring som familieretsadvokat og formand for Landsforeningen Børn og Samvær.

De logiske fordele ved at bo tæt på hinanden.

Hvis forældrene ”bare” er gået fra hinanden i fred og fordragelighed og ikke nærer nogen som helst former for jalousi eller andet ubehag ved at mødes i Netto eller på fortovet, føler jeg mig egentlig overbevist om, at børnene vil have det rigtig fint med kort afstand til begge forældre.

Vi siger jo om deleordninger, at det kan være godt, hvis forældrene bor tæt på hinanden og er så gode til at samarbejde, at børnene nærmest ikke mærker forskel på, om de er hos den ene eller den anden.

De lige så logiske ulemper ved at bo tæt på hinanden.

Jeg må nok indrømme, at jeg i denne sammenhæng har lettere ved at se hullerne i osten.

Helt generelt er det min empiriske oplevelse, at brudte par har et større behov for at være på afstand af hinanden end det modsatte. Altså de voksne forstås. Man kan måske sammenfatte det i gerne at ville have distance til fortidens ”fejltagelser” og ikke hele tiden blive fysisk mindet om fortiden ud over de nødvendige skiftesituationer med børnene.

Mere alvorligt ser jeg utrolig mange situationer, der kan sammenfattes i en række sigende stikord: frygt, stalking, vold, psykisk vold, overgreb og sikkert mange flere.

Om politisk debat.

Lige da jeg så Rosenkrantz Theils forslag, tænkte jeg, at det da lød meget tilforladeligt.

Man skal jo i al fald huske, at en kæmpestor gruppe af ”ex-partnere” faktisk får deres respektive dagligdage til at fungere. Man skal også huske, at børn af ”normal-forældre” virkelig har brug for dem begge.

Umiddelbart derefter så jeg billederne af alle de sager, hvor det vil være en katastrofe for den ene at bo tæt på ex’en.

Rosenkrantz Theil rammer selvfølgelig bredt og sympatisk. Hun fanger behændigt alle ”de gode” men i virkeligheden også alle ”de onde”. De sidstnævnte er dem, der bedst opnår deres odiøse mål ved at være tæt på, så de virkelig rammer deres ofre.

Sammenfattende når jeg faktisk til ”nej tak” på skilsmisseforældrenes vegne til forslaget om forrang til dem til boliger tæt på.

Men jeg forstår virkelig ikke Peter Fallesens tilgang og reaktion. Og dog: Nu opnår han for eksempel omtale ikke blot i Politiken men sandelig også her med fyldige link til hans forskningsmæssige guldgrube.

Viggo Bækgaard

28. juni 2023