Ikke fælles forældremyndighed over barn, der var frivilligt anbragt. Også om forældreansvarslovens § 4a, TFA 2023/284 ØLD
Byrettens begrundelse
Det følger af forældreansvarslovens § 4 a, stk. 1, at hvis en part er idømt ubetinget fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 245, kan der ikke, medmindre det er bedst for barnet, træffes afgørelse om, atparten har forældremyndigheden eller del i forældremyndigheden over barnet eller at barnet har bopæl hos parten. Det fremgår af forarbejderne til forældreansvarslovens § 4 a, jf. lovforslag nr. 137 af 9. januar 2019, at barnets relation til den pågældende forælder og barnets interesse i at bevare kontakten med denne, den nærmere karakter af forbrydelsen og omstændighederne omkring forbrydelsen samt den tid, der er forløbet siden forbrydelsen, bl.a. skal indgå i vurderingen af, om bestemmelsen i forældreansvarslovens § 4 a, stk. 1,kan fraviges.
På baggrund af det, som er fremkommet under parternes forklaringer og sagens oplysninger i øvrigt, herunder navnlig oplysningerne om F’s tidligere straffe, og at B’s kontakt til F varetages ved det samvær, der løbende fastsættes af Æ-by Kommune, finder familieretten, at der ikke, til trods for F’s forberede personlige forhold, ergrundlag for at fravige udgangspunktet i forældreansvarslovens § 4 a, stk. 1.
Familieretten finder således, at der ikke skal etableres fælles forældremyndighed over B, og at B også fortsat skal have bopæl hos M.
Landsrettens begrundelse
Landsretten finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse på det foreliggende grundlag. Det bemærkes herved, at B, der for tiden er anbragt uden for hjemmet ved en plejefamilie, har udtalt sig gentagne gange i forbindelse med anbringelsessagen, som også belyser hendes særlige forhold. Disse udtalelser indgår i sagens materiale. Landsretten finder således ikke grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af en skoleudtalelse eller gennemførelse af en børnesamtale med B, således som F’s advokat har anmodet om under proceduren i ankesagen.
Landsretten er enig i familierettens begrundelse og resultat vedrørende spørgsmålet om forældremyndighed. Det, der er kommet frem for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat.
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom, idet bemærkes, at afgørelsen træffes efter § 14, stk. 1, i forældreansvarsloven ud fra, hvad der er bedst for B, jf. lovens § 4 og under inddragelse af lovens § 4 a.