Fortsat forældremyndighed om 4½ årig P, fortsat bopæl hos M og fortsat 7/7-samværsordning, Retten i Glostrup 12. juli 2011, utrykt
F havde krævet forældremyndighed til sig alene og bopæl hos sig, idet han mente, at M ikke tog tilstrækkelig vare på P. Blandt andet mente han, at M lod P gå for meget alene omkring huset, hvor M og P boede, ligesom P var faldet under besøg i svømmehal ifl. F, fordi M ikke havde set efter P. Endelig havde F to gange rettet henvendelse til kommunen grundet forhold i hjemmet, som F fandt uacceptable.
F havde fremførte endvidere den opfattelse, at M havde mange skiftende kærester. Et indtryk, som den børnesagkyndige annekterede i en rapport.
Parterne havde ikke boet sammen officielt men været meget sammen, indtil P blev 2 år. Derefter havde de forskellige samværsordninger. I længere tid har de praktiseret en 7/7-ordning.
Byrettens begrundelse:
Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger findes der ikke at være sådanne tungtvejende problemer i parternes samarbejde, at der er grundlag for at fravige forældreansvarslovens udgangspunkt om, at forældrene har fælles forældremyndighed.
Fs påstand om ophævelse af den fælles forældremyndighed tages herefter ikke til følge.
Retten lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at P trives med den af parterne aftalte og praktiserede deleordning. Hun beskrives således som tryg ved begge forælde og følelsesmæssigt knyttet til begge.
Retten finder det herefter ikke sandsynliggjort, at det vil være til gavn for P, at fordelingen af den tid, hun i dag er hos hver af forældrene ændres.
Retten finder det ganske vist utvivlsomt, at F kan give P ro, stabilitet og opmærksomhed og – muligt i højere grad end M i dag er i stand til – men det findes betænkeligt at tage Fs påstande til følge, idet det vil medføre en indskrænkning af det hverdagsliv, hun i dag har med sine søskende, i det miljø, hun har været en del af siden sin fødsel, og i geografisk nærhed af den skole, som parterne er enige om, at hun skal gå i.
