Fortsat fælles forældremyndighed trods tre retssager i to instanser, TFA 2011 p. 576 ØLD

Fortsat fælles forældremyndighed trods tre retssager i to instanser, TFA 2011 p. 576 ØLD

 

Byrettens begrundelse:

Efter forældreansvarslovens § 11 kan retten – i tilfælde hvor forældrene ikke er enige om, at den fælles forældremyndighed skal fortsætte – træffe afgørelse om, at den ene af forældrene skal have forældremyndigheden alene. Retten kan kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der foreligger tungtvejende grunde.

Sådanne tungtvejende grunde kan efter forarbejderne til forældreansvarslovens § 11 bestå i blandt andet svære og uovervindelige samarbejdsvanskeligheder mellem forældrene i forhold til barnet, eller at den ene af forældrene må anses som værende uegnet som forældremyndighedsindehaver.

Der har mellem parterne tidligere været truffet afgørelse efter forældreansvarslovens § 11, senest ved Østre Landsrets ankedom af 6. september 2010, 1) hvor det blev bestemt, at der fortsat skulle være fælles forældremyndighed over S. Østre Landsret traf tillige afgørelse om, at S skulle have bopæl hos moderen.

Det må efter det af moderen under hovedforhandlingen anførte antages at være de samme forhold, der ligger til grund for moderens ønske om at få ophævet den fælles forældremyndighed, som lå til grund for moderens tidligere ønske om ophævelse af den fælles forældremyndighed. Hertil kommer dog tillige den omstændighed, at faderen i december 2010 valgte at rejse til – – – med S på trods af moderens protest herimod og statsforvaltningens afgørelse herom.

Efter bevisførelsen er det ikke sandsynliggjort, at forholdet mellem parterne siden Østre Landsrets dom af 6. september 2010 har ændret sig på en sådan måde, at en ophævelse af den fælles forældremyndighed nu må anses at være bedst for S. Der ses således fortsat ikke i parternes uoverensstemmelser at være sådanne tungtvejende grunde i form af svære og uovervindelige samarbejdsvanskeligheder mellem forældrene i forhold til S, at det ville være bedst for S, at den fælles forældremyndighed ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4.

Der ses fortsat ikke at være tilstrækkeligt belæg for moderens frygt for, at faderen vil bortføre S til – – -.

Retten finder heller ikke tilstrækkelig grundlag for at fastslå, at faderen som følge af sin rejse til – – – med S i december 2010 ikke er egnet som forældremyndighedsindehaver. Retten har herved lagt vægt på, at det vel er tale om en alvorlig og uansvarlig – men samtidig dog enkeltstående – episode, og at det ikke kan udelukkes, at rejsen alene blev gennemført på grund af sagsøgtes faders pludseligt opståede meget kritiske sygdom. Retten har således hverken på baggrund af denne episode eller i øvrigt fundet faderen uegnet til at deltage i væsentlige beslutninger vedrørende S’ liv.

Som følge heraf findes der fortsat at skulle være fælles forældremyndighed.

Efter parternes enighed herom, og da det må anses for bedst stemmende med S’ tarv, skal S fortsat have bopæl hos moderen.

Landsrettens begrundelse:

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at der ikke foreligger sådanne tungtvejende grunde, at der er grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed i medfør af forældreansvarslovens § 11. De nye oplysninger, der er kommet frem for landsretten, herunder om at S har opholdt sig hos sin far det meste af sommeren 2011, kan ikke føre til et andet resultat.

Landsretten bemærker uddybende, at der indtil sommeren 2011 i 3 år har været praktiseret en 7/7-deleordning mellem parterne, og at faderen under sin forklaring for landsretten har bekræftet, at parterne ikke er uenige om religion, skolevalg eller andre væsentlige spørgsmål vedrørende S’ hverdag og opdragelse. Endvidere bemærkes, at dette nu er tredje gang på 3 år, landsretten tager stilling til spørgsmålet om eventuel ophævelse af den fælles forældremyndighed over S, og at forældrenes udtrykte behov for særlige rettigheder og ønsker om fortsatte sagsanlæg ikke kan tillægges betydning ved afgørelsen.

På denne baggrund er der ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på at iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse, alternativt at holde en samtale med S, for at belyse, hvem af forældrene en eventuel eneforældremyndighed bør tillægges. Moderens begæring herom tages således ikke til følge, selv om faderen ikke har protesteret herimod.

Med disse bemærkninger tager landsretten faderens subsidiære påstand om fortsat fælles forældremyndighed til følge og stadfæster derfor byrettens dom.